Blog


Vil du vide mere om den nye offentlighedslov?

februar 16th, 2014

D. 1. januar 2014 trådte den nye Offentlighedslov i kraft. Der har været stor debat om to af lovens undtagelsesbestemmelser, men loven indeholder mange andre ændringer i forhold til den gamle lov. Der er kommet udvidet adgang til aktindsigt op flere områder, og loven indeholder helt nye regler om f.eks. journalisering, postlister og en offentlighedsportal.

Der er flere muligheder for at lære mere om hele den nye lov. På Folkeuniversitetet udbyder jeg et kursus, der starter d. 10. marts og kører over 5 mandage fra 17.15 – 19. Se mere om dette kursus her.

Er I mange, der gerne vil deltage, eller har I ønske om fokus på et særligt område, kan I rekvirere et kursus direkte hos mig. Det kan I se mere om her.

På begge kurser gennemgår vi den ny Offentlighedslov med fokus på dagligdagen, hvor borgere og sagsbehandlere skal anvende reglerne. Vi kommer også ind på de konsekvensændringer, der er kommet i Forvaltningsloven i forlængelse af den nye Offentlighedslov.

DJØF’er i smækbukser og hønsestrik

januar 7th, 2014

Djøf’eren er en mand midt i trediverne klædt i mørke jakkesæt og spraglede sokker, og man kan kende ham på hans udtalelser om innovation, strategiplan, effektivisering og værdier, stod der i Politiken nytårsdag. Djøf’eren slynger om sig med regneark og forlanger skriftlige rapporter i stedet for at tale med folk. Hvis det er danskernes billede af Djøf´erne, er der godt nok brug for nogle andre billeder af, hvad DJØF’s ca. 80.000 medlemmer beskæftiger sig med.

Selv er jeg en midaldrende kvinde, som aldrig nogensinde har været strømlinet. Da jeg startede på at læse jura i 1979, gik jeg med smækbukser og hønsestrikkede trøjer, og på studenterstyrede hold i 80’erne snakkede vi meget om retssikkerhed og en åben forvaltning. Vi ville gerne arbejde i den offentlige sektor og sikre, at reglerne blev skrevet, så de var til at forstå og arbejde med, og at borgerne fik deres ret, når de havde en sag i det offentlige.

I mit eksamensbevis fra 1985 står juristløftet, som lyder sådan her: ”Juridiske kandidater må aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller ikke ved råd eller på anden måde fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt”. Det er fra 1736, og det holder den dag i dag.

Som professionel Djøf’er har jeg arbejdet for ret og retfærdighed, både når jeg har været menig sagsbehandler og skulle dele sol og vind lige mellem stridende parter, og også når jeg som leder har skullet organisere arbejdet, så både medarbejdere og borgere blev behandlet rigtigt. Jeg skal da ikke udelukke, at jeg i ny og næ har brugt ord som ”strategiplan” eller ”værdier”, og en hel del regneark er det da også blevet til gennem tiden. Men det vigtigste har altid været at sikre en saglig og ordentlig behandling af de sager og mennesker, som jeg har haft ansvaret for.

I min karriere er jeg stødt på folk, der ser djøf’ere som mig som en fjende, fordi vi vil holde os til reglerne. De mente, at man i stedet skulle vælge en smidig og fleksibel løsning, så resultatet kunne blive det, som de pågældende mente, var det rigtige. Den problemstilling er der mange djøf’ere, der dagligt kæmper med, og jeg er stolt af at kunne sige, at jeg stod fast på, at reglerne skulle holdes – også selvom det førte til ubehageligheder for mig.

Som jurist og som djøf´er har jeg nogle professionelle standarder, som jeg er stolt af, og som danskerne ikke skulle se som et fjendebillede, men derimod som en garanti for, at tingene går rigtigt til, både når de selv skal samarbejde med det offentlige, men også når det gælder forvaltningen af hele den store fælles offentlige kasse.

Står Danmarks Radio over grundloven?

november 22nd, 2013

Det skulle man nærmest tro, når man følger med i den helt utrolige historie om nyhedsværten Adam Holm og hans religionskritiske kronik i Politiken, hvor han blandt andet kalder religionen for ”en narresut”. Det viser sig, at Danmarks Radios etiske retningslinjer indeholder regler, som indskrænker de ansattes muligheder for at ytre sig i den offentlige debat – også som privatpersoner.

Det er jo fuldt forståeligt, at Danmarks Radio ligesom alle andre offentlige og private virksomheder gerne vil sikre sig, at institutionen fremstår professionelt og troværdigt, og at medarbejderne såvel ”i som uden for tjenesten viser sig værdige til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”, som der står i tjenestemandslovens § 10.

Det forekommer dog at være noget overdrevet, når man forlanger, at DR-medarbejdere i almindelighed og nyhedsværter i særdeleshed slet ikke må give udtryk for nogen mening om politik eller religion i det offentlige rum. Der er vel ingen borger ved sine fulde fem, der tror på, at netop journalister og nyhedsværter ikke har en mening om alting, og specielt om politik og religion, så hvorfor skulle de dog ikke have mulighed for at sige, hvad de mener? Det er dog bedre, at man ved, hvad journalisterne mener, end at man ikke ved det.

Og det er at blande tingene sammen, når man snakker om, hvad man kan bære af religiøse symboler, når man er på arbejde og på skærmen, og så hvad man kan mene om religion som privatperson.

Nu kunne det umiddelbart se ud til, at DR var kommet på bedre tanker. Først fik Adam Holm en påtale, men den havde så åbenbart ikke været forbi personaleafdelingens jurister, der så senere omformulerede påtalen, så den ikke længere er ”en advarsel i personalejuridisk forstand”, som der står i Politiken d. 13/11. Okay – en advarsel, der ikke er i personalejuridisk forstand, hvad er det så for noget?

Jo, det er i stedet en trussel om at blive omplaceret, degraderet eller lignende, forklarer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der tilsyneladende heller ikke har været forbi juridisk afdeling, før han tog interviewet med Politikens journalist. Han mener åbenbart, at det sagtens kan forenes med grundlovens § 77 og menneskerettighedskonventionens artikel 10 at true medarbejderne med omplacering eller degradering, hvis de udtaler sig som privatpersoner.

Overhovedet at anerkende, at offentligt ansattes ytringsfrihed skulle være begrænset i forhold til alle andre menneskers ytringsfrihed, er kontroversielt, men dog anerkendt af Justitsministeriet og Ombudsmanden i de meget begrænsede tilfælde, hvor det drejer sig om ledende medarbejdere, der udtaler sig om konkrete sager fra deres arbejdsplads. Det er der jo på ingen måde tale om her, hvor det drejer sig om at udtale sig helt generelt om religion.

Jeg spørger mig selv, hvad DRs journalister ville gøre, hvis de kom under vejr med, at en medarbejder – leder eller menig – ved en ANDEN offentlig institution havde fået en påtale for at udtale sig som privatperson. Jeg tror, de ville styrte af sted og himle op om den skrækkelige menneskerettighedskrænkelse, som den pågældende var blevet udsat for. Men DR er åbenbart ikke bare den fjerde statsmagt; institutionen opfatter sig selv som helt udenfor kategori, over både grundloven og menneskeretskonventionen.

En let redigeret udgave af denne artikel blev trykt som debatindlæag i Politiken d. 15/11-2013

Er kvindekvoter i strid med grundloven?

juli 18th, 2013

Hvis man virkelig finder det vigtigt med flere kvinder i de danske virksomhedsbestyrelser, er der ingen vej uden om at lave kvoter. Dette udtaler én af de få højtprofilerede og erfarne kvindelige bestyrelsesmedlemmer, Lone Fønss Schrøder, til Berlingske Business d. 15/7-2013.

Al erfaring viser, at hvis man blot lader tiden gå sin gang, vil der ikke komme flere, men derimod færre kvinder ind i bestyrelserne. På trods af politisk vilje til at gøre noget ved sagen, har der gennem tiden været en indædt modvilje mod kvoter fra erhvervslivet, som tilsyneladende ikke mener, at der er nok kvalificerede kvinder at tage af. Lars Nørby Johansen udtaler, at han udelukkende vil lede efter mulige kvindelige bestyrelsesmedlemmer i puljen af kvindelige administrerende direktører.

Efter min mening er det netop er dét, der er problemet. Dem, der sidder i bestyrelserne i dag, mener kun, at man kan være kvalificeret, hvis man har de samme kompetencer og erfaringer, som de har. Personligt er det på trods af mere end 20 års ledelseserfaring på alle niveauer i såvel private som offentlige virksomheder end ikke lykkedes for mig at blive optaget i bestyrelseskandidatdatabasen Women on Board. Man mener ikke, at jeg ”har den nødvendige forretningsstrategiske erfaring og det nødvendige profit&loss-ansvar, som bestyrelsesarbejdet fordrer.” Det er jeg naturligvis ikke enig i, da det efter min mening er hele idéen med en god bestyrelse, at der skal være bredere kompetencer, og at ikke alle medlemmer skal bringe de samme kvalifikationer og kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet.

Men udover problemerne med at få bestyrelsesformænd og rekrutteringsagenter til at kigge lidt bredere ud i landskabet efter egnede bestyrelsesmedlemmer, ser jeg til min forbavselse, at tænketanken Cepos mener, at kvindekvoter ligefrem er i strid med grundloven. Argumentet er, at den danske grundlov hviler på forudsætninger om ligestilling mellem mand og kvinde, og derfor kan man ikke lave kvindekvoter.

Det synes jeg godt nok, er noget værre sludder. Lighedsprincippet går ud på, at usaglig forskelsbehandling ikke må forekomme, men hvis Folketinget (eller EU) vedtager en lov om forskelsbehandling af den ene eller den anden gruppe, er det ikke i strid med lighedsprincippet at følge denne lov. Forskelsbehandling forekommer på mange områder, hvor man ønsker at opnå en ændring af tingenes tilstand. Og at lighedsprincippet skulle gælde på grundlovsniveau, har jeg aldrig hørt om før.

Man kan være enig eller uenig i, om kvindekvoter er det rette instrument. Hvis man ønsker flere kvinder i de danske bestyrelser, er der ingen vej uden om kvindekvoter, og det er i hvert fald ikke i strid med grundloven.

Fejl i 53,8 % af sagerne i Københavns Kommune

maj 19th, 2013

I Københavns Kommune er der flere sager med fejl eller lange sagsbehandlingstider end sager uden, det slår kommunens borgerrådgiver Johan Busse fast i sin beretning igen i år.

Kommunens forvaltninger har selv konstateret fejl i 53,8 % af de sager, københavnerne har henvendt sig til Borgerrådgiveren med, og fejlraten er højere, når Borgerrådgiveren undersøger forvaltningernes sagsbehandling.

Borgerne er pressede – økonomisk og personligt – fordi deres sag trækker i langdrag, fordi de ikke har fået den rette vejledning, eller fordi de ikke føler sig hørt. Mange har desuden følt sig nødsaget til at involvere venner og familie, retshjælpsinstitutioner, advokater mv., fordi de ikke har kunnet klare samarbejdet med kommunen på egen hånd. Hverken fejlprocent eller klagetemaer har ændret sig nævneværdigt over de seneste mange år, og Borgerrådgiveren konstaterer, at forvaltningerne ikke til dato har kunnet fremvise større, varige forbedringer.

Borgerrådgiveren påpeger i sin beretning, at visse forvaltninger skal overbevises om, at de har et problem. Andre har erkendt det, men kan ikke selv løse det.

Og hvad vil Københavns Kommune så gøre ved det? Frank Jensen siger:

Jeg vil derfor foreslå, at Borgerrepræsentationen forpligter forvaltningerne til helt konkret at pege på, hvordan de vil forbedre indsatsen for at lave bedre sagsbehandling.

Jeg synes, det er alt for slapt. Jeg har selv undervist en del medarbejdere fra Københavns Kommune i, hvordan man skal behandle sagerne rigtigt, men disse kurser er blevet sparet væk. Og der er tilsyneladende ikke kommet et andet og bedre tilbud.

I en konkret sag, som Borgerrådgiveren har behandlet forlangte kommunen uretmæssigt tilbagebetaling af mere end 200.000 kr. Kommunen frafaldt kun det uretmæssige krav på grund af de to borgeres vedvarende og meget tålmodige henvendelser, herunder i sidste ende deres henvendelse til Borgerrådgiveren.

Jeg har selv i min nærmeste familie oplevet, hvordan Københavns Kommune på helt uhjemlet grundlag forlangte tilbagebetaling af mange tusinde kroner. En skrivelse fra min hånd fik kommunen til at trække alle krav tilbage, men det er da for galt, at man skal have forvaltningsjurister i baghånden for at få sin ret. Især når man ved, at chancen for, at afgørelsen er forkert er mere end 50 %.

Se Borgerrådgiverens beretning for 2013 her

Hvem ønsker et mere lukket samfund?

april 20th, 2013

Efter 7 års kommissionsarbejde, flere regeringers lovforarbejde og til sidst et politisk forlig bliver den nye Offentlighedslov formentlig vedtaget i 2013. Lovens formål er blandt andet at sikre åbenhed hos myndighederne og at styrke tilliden til den offentlige forvaltning, men medier og eksperter har kritiseret loven for i stedet at indskrænke adgangen til aktindsigt på særligt væsentlige områder som f.eks. ministerbetjening.

Justitsministerens reaktion på kritikken har været præget af mærkeligt usaglige argumenter. I en debatudsendelse i DR d. 28. februar 2013 fremkom han med helt irrelevante argumenter, såsom at både han og de andre forligspartier var pæne mennesker, der på ingen måde var ude på at holde offentligheden udenfor indsigt, og at der var så mange gode nyskabelser i lovforslaget, som gav adgang til mere aktindsigt, og så var det kun rimeligt, at der på andre områder blev tale om indskrænkninger.

På et debatmøde i Politikens hus et par dage senere stillede ministeren igen op til kritik. Man må respektere hans overbevisning og kampgejst, for heller ikke ved denne lejlighed kunne han svare ordentligt for sig på kritikken fra de velforberedte modstandere af lovforslaget. Som argument for at der skulle være flere indskrænkninger i adgangen til aktindsigt i Offentlighedsloven, mente ministeren, at der til gengæld var kontrol med ministeren andre steder, f.eks. i ministeransvarlighedsloven eller via muligheden for at stille spørgsmål i Folketinget. Et andet argument var, at der var kommet flere styrelser til siden den gamle Offentlighedslovs ikrafttræden, og derfor havde ministrene brug for større frirum til sagsbehandling uden mulighed for aktindsigt.

Sidenhen er debatten fortsat med den ene medieekspert og forvaltningsprofessor efter den anden, der især kritiserer de nye undtagelser i lovforslagets § 24 og § 27. Det radikale bagland stiller også spørgsmålstegn ved de saglige begrundelser for disse indskrænkninger i adgangen til aktindsigt, men lige nu virker det som om forligspartierne bare dumstædigt siger: ”Nu har vi lavet et forlig, og så er der ikke mere at tale om. Færdig!”

Der er mange gode fornyelser og forbedringer i lovforslaget, som kunne fungere sammen med de ”gamle” undtagelser fra den eksisterende lov. Så hvem og hvad er det, der presser sådan på med at få de kritisable undtagelser med i den nye lov? Det kan i hvert fald ikke være Justitsministeren, der fortsat ikke kan komme med konkrete eksempler på sager, hvor han ville have været bedre tjent med den nye Offentlighedslov. Er der nogen af de andre ministre? Eller er det embedsmændene, der er trætte af at blive forstyrret i deres travle arbejde?

Det er glædeligt, at denne ret tekniske og juridiske sag er nået ud til et bredt publikum, og jeg vil tilslutte mig opfordringen til at skrive under på protesten her:

http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov

Flyselskabet snyder dig for erstatningsrejsen

august 17th, 2012

Ny dom fra Københavns Byret viser, at store internationale flyselskaber fortsat snyder på vægten med passagerernes rettigheder.

Du står i en lufthavn og får at vide, at dit fly er aflyst. Vidste du, at du har ret til en erstatningsrejse ved først givne lejlighed – også selvom det er med et andet flyselskab og måske en anden rute? Hvis du ikke vidste det, får du det nok heller ikke at vide af flyselskabet. De vil nemlig helst bare betale pengene retur og slippe af med problemet – altså dig. De kan også finde på at tilbyde dig en erstatningsrejse med et af deres egne fly, når der er en ledig plads, og det kan være flere dage senere. Men hvis konkurrenten har et fly senere samme dag til samme destination, har du ret til at få en plads på dette fly, også selvom det er dyrere for flyselskabet.

Mange af de store flyselskaber er utilfredse med de nuværende regler, og fortæller derfor ikke passagererne om deres rettigheder der har været gældende siden 2005. I en aktuel sag måtte en familie føre en sag ved domstolene 18 måneder for at få deres ret. Det er de færreste passagerer, der har ressourcer til at føre sager ved retten, og det ved flyselskaberne selvfølgelig godt. Derfor kan de her 7 år efter EU-reglernes trådte i kraft stadig slippe af sted med at krænke passagerers rettigheder.

Hvad kan almindelige forbrugere bruge denne dom til? Bente Hagelund udtaler: ”Fly bliver hele tiden aflyst, og man skal ikke lade sig spise af med et tilbud om refusion af billetprisen eller en erstatningsrejse en anden dag. Folk kender ikke deres rettigheder og accepterer flyselskabernes dårlige løsninger, selvom det koster både tid og penge for dem og deres arbejdsgivere. Står man i lufthavnen og opdager, at flyet er aflyst, kan man faktisk selv finde en erstatningsrejse på sin smart-phone.”

Bente Hagelund vandt d. 22. juni 2012 en retssag mod flyselskabet KLM, der ifølge Københavns Byret havde undladt at følge EU-reglerne i forbindelse med en flyrejse i december 2010.

Se Danmarks Radios indlæg fra d. 26. august 2012 om sagen her.

Se indslaget i Aftenshowet fra d. 27/8-2012 om sagen her.

Anonyme whistleblowere og retssikkerhed for Mærsk

august 1st, 2012

Fusk, korruption og direkte ulovligheder foregår i større eller mindre omfang i mange private og offentlige virksomheder. Men kan disse uacceptable tilstande mindskes, hvis medarbejdere og borgere anonymt kan anmelde deres viden? Senest har en laborant hos Mærsk anmeldt sin arbejdsgiver til for fusk med måleresultater til Miljøstyrelsen, som på sin side videregav oplysningerne om anmeldelsen og laborantens navn til Mærsk. Ifølge Politiken d. 19/7-2012 blev Mærsk ikke taknemlige over denne mulighed for at rette fejl og forbedre procedurerne – tværtimod blev anmelderen udsat for repressalier. Efterfølgende har mange peget på, at anmeldere skal kunne være anonyme, så de kan beskyttes ordentligt.

Umiddelbart lyder det jo helt rigtigt, men anonymiteten er bare et af mange problematiske elementer, når whistleblower-ordninger skal indføres i offentlige myndigheder. Området er reguleret af både Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, og ifølge reglerne i disse love er det ikke muligt at hemmeligholde anmelderes navne. Miljø-styrelsen var altså forpligtet til at udlevere navnet på den anmeldende laborant, da Mærsk søgte aktindsigt. Dette skyldes blandt andet, at der også er et retssikkerhedshensyn at tage til den, der bliver anmeldt. Uanset om det er en kollega, der bliver anmeldt for tyveri eller Mærsk, der bliver anmeldt for fusk med måleresultater, har man ret til at få at vide, hvem der anklager én og for hvad.

Men det er heller ikke 100 % anonymitet, der argumenteres for. I dag kan alle og enhver skrive et anonymt brev til deres arbejdsgiver, til offentlige myndigheder eller til pressen og tippe den viden eller de mistanker, de måtte have. Hvis man ikke skriver sit navn, kommer det heller ikke ud. Men kvaliteten og seriøsiteten i sådanne henven-delser vil måske blive taget med et gran salt, og desuden vil det være svært for modtageren at gå tilbage og skaffe yderligere oplysninger om anmeldelsen.

Det, man ønsker, er ordninger, hvor anmelderens navn er kendt, men kun af en snæver kreds. En sådan ordning trådte i kraft d. 1/12-2011 i Frederiksberg Kommune, som netop har evalueret ordningen. Ifølge kommunens hjemmeside har der siden da været 5 anmeldelser, hvoraf de 4 har været anonyme. Under evalueringen var man især optaget af risikoen for chikanøse, anonyme anmeldelser, og den deraf afledte problemstilling med anklagedes muligheder for at blive renset for uberettigede beskyldninger.

Men det er også værd at nævne, at Magistraten drøftede det ikke ubetydelige ressourceforbrug til administration af ordningen. Spørgsmålet er, om whistleblowerordninger kan sikre, at fusk, korruption og ulovligheder mindskes, så man derved både sparer penge og sikrer en redelig virksomhedsdrift. Eller om der bare er tale om endnu et bureaukratisk omsvøbsdepartement.

Se mere om Frederiksberg Kommunes ordning her.

Hjælp ytringsfriheden på vej med lovgivning

juli 25th, 2012

Det er ikke nogen hemmelighed, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en rettighed uden meget indhold. Gang på gang ser man, at den, der ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads, mødes med repressalier af den ene og den anden slags. Selvom det er ulovligt, ja endda i strid med grundloven, sker det alligevel på Tøjhusmuseet, på Aarhus Universitet og alle mulige andre steder.

I det seneste halve års tid har jeg deltaget i mange debatter om, hvorvidt indførelse af whistleblowerordninger i det offentlige kan afhjælpe dette problem. Min holdning er, at whistleblowerordninger medfører endnu flere problemer, end de løser, og at det er en holdningsændring hos de offentlige ledere og politikere, der er brug for.

FTF har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at de offentligt ansatte med rette er bange of at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads, og formanden Bente Sorgenfrey foreslår, at der vedtages en lov, som forbyder arbejdsgivere at sanktionere ansattes lovlige ytringer. Det er meget sympatisk, men den regel findes allerede – i Grundloven. Både Folketingets Ombudsmand og de danske domstole vil utvivlsomt anse repressalier overfor kritiske medarbejdere for ulovlige. Men problemet er, at sagsbehandlingen altid tager lang tid, og når man efter mange måneder, ja måske år, når frem til dette, er det for sent for den, der er blevet fyret, forflyttet eller har fået en advarsel. Og det hjælper ny lovgivning ikke på.

Se Bente Sorgenfreys indlæg her.

Retssikkerhed og whistleblowerordninger

april 4th, 2012

Whistlebloweren i DONG er en helt, og whistleblowersystemer skal brede sig over det ganske land i hastig fart, siger Michael Gøtze i Politiken d. 27/3. Men kan vi virkelig komme fusk og snyd til livs på den måde?
Problemerne med korruption og urent trav i offentlige og private virksomheder er bestemt ikke løst med en bredere udbredelse af de whistleblowerordninger, som ellers ifølge Michael Gøtze er ”et velafprøvet koncept, som skal sikre en korrekt behandling af de personoplysninger, der løber igennem systemet”. Sporene fra Frederiksberg Kommune skræmmer i hvert fald mig.

Aldrig så snart var ordningen kommet i gang på Frederiksberg, før en anonym whistleblower anmeldte kommunens beredskabschef for magtmisbrug. Man kunne læse i dagspressen, at beredskabschefen blev beskyldt for at tvinge sine medarbejdere til at udføre praktiske opgaver i privaten, hvorfor han da også straks og uden nærmere undersøgelse blev suspenderet og sendt hjem med brask og bram. Efter 3 måneder sagde han sin stilling op, hvorefter undersøgelsen blev stoppet i Frederiksberg Kommune.

Nu får vi aldrig at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Havde han tvunget medarbejderne til at rense tagrender eller var han udsat for chikane fra anonyme fjender i kommunen? ”Dette er en personalesag, og her har jeg tavshedspligt”, sagde direktøren for By og Miljø til TV2-Lorry d. 21/2. Men hvor var tavshedspligten, da beredskabschefen blev suspenderet?

Hvem tager hånd om retssikkerheden for dem, der bliver anmeldt efter en whistleblowerordning? Og for nu at vende tilbage til den heltemodige whistleblower i DONG – hvem tænkte på Anders Eldrup og de andre chefers sikkerhed for ikke at blive hængt ud i pressen, før sagen var ordentlig undersøgt? Hvis det er den slags whistleblowerordninger, som skal sikre os mod uregelmæssigheder i det offentlige, så siger jeg tak for kaffe.

Indlægget er trykt som debatindlæg i Politiken d. 29/3-2012

Se TV2-Lorrys indslag om sagen på Frederiksberg her.