Blog


NY: Lærebog i offentlig ret

august 3rd, 2016

Offentlig ret er ikke kun et anliggende for jurister. Andre faggrupper, der skal arbejde i den offentlige sektor har, behov for kendskab til jura og offentlig ret. De har længe efterlyst målrettede lærebøger, for de nuværende bøger er skrevet til jurastuderende, og de er vanskeligt tilgængelige, fyldt med indforstået kodesprog og domshenvisninger. Hjælpen er på vej i min nye bog. Se nærmere her.

NY BOG: SAGSBEHANDLING I ØJENHØJDE

marts 7th, 2014

Forvaltningsret og sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken.

“Sagsbehandling i øjenhøjde” gør det nemmere for sagsbehandlere og borgere at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er lettilgængelig og rigt illustreret med aktuelle eksempler. Bogen behandler bl.a. følgende spørgsmål:
– Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
– Skal myndighederne underskrive breve?
– Hvad er et internt dokument? Kan man få aktindsigt i det?
– Kan en datter til en patient på et hospital få aktindsigt i sin mors journal?
– Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

I 2009 udgav jeg min håndbog om god sagsbehandling, som samlede mine mange års erfaringer fra praksis og undervisning i en “læse-let”-forvaltningsret. Bogen kom senere i 2. udgave på Akademisk Forlag. I forbindelse med den nye Offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven blev det nødvendigt med en grundig revision, og nu er 3. udgave så udkommet på Nyt Juridisk Forlag

Bogen koster 250 kr. + forsendelse og kan bestilles her.

Vil du vide mere om den nye offentlighedslov?

februar 16th, 2014

D. 1. januar 2014 trådte den nye Offentlighedslov i kraft. Der har været stor debat om to af lovens undtagelsesbestemmelser, men loven indeholder mange andre ændringer i forhold til den gamle lov. Der er kommet udvidet adgang til aktindsigt op flere områder, og loven indeholder helt nye regler om f.eks. journalisering, postlister og en offentlighedsportal.

Der er flere muligheder for at lære mere om hele den nye lov. På Folkeuniversitetet udbyder jeg et kursus, der starter d. 10. marts og kører over 5 mandage fra 17.15 – 19. Se mere om dette kursus her.

Er I mange, der gerne vil deltage, eller har I ønske om fokus på et særligt område, kan I rekvirere et kursus direkte hos mig. Det kan I se mere om her.

På begge kurser gennemgår vi den ny Offentlighedslov med fokus på dagligdagen, hvor borgere og sagsbehandlere skal anvende reglerne. Vi kommer også ind på de konsekvensændringer, der er kommet i Forvaltningsloven i forlængelse af den nye Offentlighedslov.

Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

SKAT kigger med på Facebook

november 15th, 2011

Medarbejdere i SKAT, som undersøger sager om skattesnyd, sort arbejde og andre ulovligheder, må gerne skaffe sig oplysninger fra Facebook, hvis man har en åben profil. Det har Ombudsmanden lige udtalt i en interessant udtalelse, hvor en kvinde havde klaget over, at det var i strid med Persondataloven og andre regler, at SKAT havde indsamlet personlige oplysninger om hende fra hendes private, men åbne profil på Facebook.

Ombudsmanden siger, at hvis en Facebookprofil er helt åben, svarer det til at slå oplysningerne op på en offentlig opslagstavle, og så er det OK, at SKATs medarbejdere bruger oplysningerne i sagsbehandlingen.
Se mere her: http://www.ombudsmanden.dk/nyt_og_presse/alle/facebook-profiler/

Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden

januar 30th, 2010

Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.

Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.

Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?

Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.

Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.

Skrankepavebogen er blevet materialevurderet

oktober 28th, 2009

Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:

”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”

”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”

”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”

”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”

Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.

Er klimaministeren inhabil?

oktober 15th, 2009

Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.

Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet  opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.

Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.

Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:

Hvad er der galt med at være inhabil?

Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.

Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.

Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?

Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.

At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.

 Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?

Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.

Embedsmænd i stram nederdel

september 4th, 2009

Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.

Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.

Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?

Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?

Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.

Skrankepaver og tidsrøvere

august 23rd, 2009

Jura er ikke kedeligt! Forvaltningsret og god sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken. Her er et par eksempler på emner, som man kan læse om i min nye bog:

Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?

Må skattevæsenet indberette borgerne til RKI?

Kan en datter til en hospitalspatient få aktindsigt i moderens lægelige journaler?

Hvilke oplysninger må jobcenteret registrere og videresende til andre myndigheder og til arbejdsgiveren, når man er sygemeldt?

Må en offentlig myndighed opkræve et gebyr for at behandle borgernes klager?

Når en skoleleder ansætter en rengøringsassistent, skal hun så sende begrundede afslag til de andre ansøgere? Hvordan skal de i givet fald se ud?

Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

Jeg har valgt den lidt provokerende titel for at opfordre både skrankepaver og tidsrøvere til at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er let tilgængelig og skrevet i dagligdags sprog med mange relevante og helt aktuelle eksempler.

Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven er alle ændret i juni 2009. I bogen gennemgås de nye regler, ligesom alle tre love er optrykt med de nye regler i bogen.

Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.