Blog


NY BOG: SAGSBEHANDLING I ØJENHØJDE

marts 7th, 2014

Forvaltningsret og sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken.

“Sagsbehandling i øjenhøjde” gør det nemmere for sagsbehandlere og borgere at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er lettilgængelig og rigt illustreret med aktuelle eksempler. Bogen behandler bl.a. følgende spørgsmål:
– Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
– Skal myndighederne underskrive breve?
– Hvad er et internt dokument? Kan man få aktindsigt i det?
– Kan en datter til en patient på et hospital få aktindsigt i sin mors journal?
– Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

I 2009 udgav jeg min håndbog om god sagsbehandling, som samlede mine mange års erfaringer fra praksis og undervisning i en “læse-let”-forvaltningsret. Bogen kom senere i 2. udgave på Akademisk Forlag. I forbindelse med den nye Offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven blev det nødvendigt med en grundig revision, og nu er 3. udgave så udkommet på Nyt Juridisk Forlag

Bogen koster 250 kr. + forsendelse og kan bestilles her.

Fejl i 53,8 % af sagerne i Københavns Kommune

maj 19th, 2013

I Københavns Kommune er der flere sager med fejl eller lange sagsbehandlingstider end sager uden, det slår kommunens borgerrådgiver Johan Busse fast i sin beretning igen i år.

Kommunens forvaltninger har selv konstateret fejl i 53,8 % af de sager, københavnerne har henvendt sig til Borgerrådgiveren med, og fejlraten er højere, når Borgerrådgiveren undersøger forvaltningernes sagsbehandling.

Borgerne er pressede – økonomisk og personligt – fordi deres sag trækker i langdrag, fordi de ikke har fået den rette vejledning, eller fordi de ikke føler sig hørt. Mange har desuden følt sig nødsaget til at involvere venner og familie, retshjælpsinstitutioner, advokater mv., fordi de ikke har kunnet klare samarbejdet med kommunen på egen hånd. Hverken fejlprocent eller klagetemaer har ændret sig nævneværdigt over de seneste mange år, og Borgerrådgiveren konstaterer, at forvaltningerne ikke til dato har kunnet fremvise større, varige forbedringer.

Borgerrådgiveren påpeger i sin beretning, at visse forvaltninger skal overbevises om, at de har et problem. Andre har erkendt det, men kan ikke selv løse det.

Og hvad vil Københavns Kommune så gøre ved det? Frank Jensen siger:

Jeg vil derfor foreslå, at Borgerrepræsentationen forpligter forvaltningerne til helt konkret at pege på, hvordan de vil forbedre indsatsen for at lave bedre sagsbehandling.

Jeg synes, det er alt for slapt. Jeg har selv undervist en del medarbejdere fra Københavns Kommune i, hvordan man skal behandle sagerne rigtigt, men disse kurser er blevet sparet væk. Og der er tilsyneladende ikke kommet et andet og bedre tilbud.

I en konkret sag, som Borgerrådgiveren har behandlet forlangte kommunen uretmæssigt tilbagebetaling af mere end 200.000 kr. Kommunen frafaldt kun det uretmæssige krav på grund af de to borgeres vedvarende og meget tålmodige henvendelser, herunder i sidste ende deres henvendelse til Borgerrådgiveren.

Jeg har selv i min nærmeste familie oplevet, hvordan Københavns Kommune på helt uhjemlet grundlag forlangte tilbagebetaling af mange tusinde kroner. En skrivelse fra min hånd fik kommunen til at trække alle krav tilbage, men det er da for galt, at man skal have forvaltningsjurister i baghånden for at få sin ret. Især når man ved, at chancen for, at afgørelsen er forkert er mere end 50 %.

Se Borgerrådgiverens beretning for 2013 her

Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

Grænser for ytringsfrihed

april 5th, 2010

Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger. To mennesker har i påsken ufrivilligt sagt farvel til deres stillinger. Årsagen var i begge tilfælde deres ytringer. Så hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Det vil jeg sætte fokus på i den kommende tid.

Ditte Okman fra Venstres kommunikationscenter udtrykte i meget nedladende og voldsomme vendinger sit syn på andre mennesker på sin Facebook-profil, mens Koldings nu forhenværende kommunaldirektør Ingemann Olsen udtalte sig negativt om de kommunalt ansattes arbejdsmoral og engagement. Begge endte med at stå med en fratrædelsesaftale i hånden.

I Grundloven står der i § 77:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur eller andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Det betyder for det første, at der ikke må indføres centrale eller lokale godkendelseskontorer, og at alle og enhver skal have lov til at sige og skrive hvad de vil, men så må de være parat til at stå til regnskab for domstolene efterfølgende. Det kan f.eks. ske, hvis man har sagt noget ærekrænkende eller løgnagtigt om andre mennesker.

Men ytringsfriheden har også en indholdsmæssigt kvalitet, der gør, at offentligheden og forvaltningen bør understøtte og opmuntre borgerne til at tage del i debatten. Det er vigtigt, at folk både tør og vil udtale sig om aktuelle samfundsemner, uden at frygte sanktioner fra deres arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller politiske modstandere. Folketinget må sikre, at der kun er det nødvendige minimum af muligheder for at straffe og sanktionere ytringer. Ellers risikerer man, at ytringsfriheden reelt bliver uden indhold.

De to sager – som jeg kun kender fra pressen – adskiller sig ved, at Ditte Okman udtalte sig som privatperson på sin Facebook-profil, mens Ingeman Olsen udtalte sig i sin egenskab af kommunaldirektør. Jeg sympatiserer på ingen måde med Ditte Okmans udtalelser, men kunne man ikke have klaret problemet med en lukning af profilen, en kammeratlig samtale og en undskyldning til de pågældende?

Jeg har til gengæld mere sympati for kommunaldirektøren. Han siger bl.a.

»Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre. Det er noget, vi skal have fat i. Hvis vi skal have en højere produktivitet i den offentlige sektor, så skal vi have en anden arbejdsmoral og et andet engagement«.

Det er jo hverken ærekrænkende, løgnagtigt eller nedladende, men et relevant indlæg i debatten om effektivisering, organisationsudvikling og offentlig ledelse. Hvis en offentlig leder, der ifølge Politiken er landets mest erfarne og længst siddende kommunaldirektør, ikke kan starte en debat uden at komme i loyalitetskonflikt med sine politikere, så står det skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Er det korruption at modtage en gave?

marts 19th, 2010

Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.

Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.

I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s “grønne badeværelse” blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen

Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.

I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.

Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.

 Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.

 Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!

 

Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden

januar 30th, 2010

Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.

Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.

Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?

Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.

Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.

Skrankepavebogen er blevet materialevurderet

oktober 28th, 2009

Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:

”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”

”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”

”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”

”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”

Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.

Er klimaministeren inhabil?

oktober 15th, 2009

Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.

Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet  opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.

Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.

Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:

Hvad er der galt med at være inhabil?

Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.

Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.

Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?

Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.

At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.

 Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?

Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.

Retssikkerhed og effektivitet – uforenelige størrelser?

september 19th, 2009

Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:

  1. At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
  2. At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
  3. At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
  4. At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
  5. At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.

Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.

Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.

Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.

Embedsmænd i stram nederdel

september 4th, 2009

Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.

Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.

Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?

Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?

Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.