Blog


Er kvindekvoter i strid med grundloven?

juli 18th, 2013

Hvis man virkelig finder det vigtigt med flere kvinder i de danske virksomhedsbestyrelser, er der ingen vej uden om at lave kvoter. Dette udtaler én af de få højtprofilerede og erfarne kvindelige bestyrelsesmedlemmer, Lone Fønss Schrøder, til Berlingske Business d. 15/7-2013.

Al erfaring viser, at hvis man blot lader tiden gå sin gang, vil der ikke komme flere, men derimod færre kvinder ind i bestyrelserne. På trods af politisk vilje til at gøre noget ved sagen, har der gennem tiden været en indædt modvilje mod kvoter fra erhvervslivet, som tilsyneladende ikke mener, at der er nok kvalificerede kvinder at tage af. Lars Nørby Johansen udtaler, at han udelukkende vil lede efter mulige kvindelige bestyrelsesmedlemmer i puljen af kvindelige administrerende direktører.

Efter min mening er det netop er dét, der er problemet. Dem, der sidder i bestyrelserne i dag, mener kun, at man kan være kvalificeret, hvis man har de samme kompetencer og erfaringer, som de har. Personligt er det på trods af mere end 20 års ledelseserfaring på alle niveauer i såvel private som offentlige virksomheder end ikke lykkedes for mig at blive optaget i bestyrelseskandidatdatabasen Women on Board. Man mener ikke, at jeg ”har den nødvendige forretningsstrategiske erfaring og det nødvendige profit&loss-ansvar, som bestyrelsesarbejdet fordrer.” Det er jeg naturligvis ikke enig i, da det efter min mening er hele idéen med en god bestyrelse, at der skal være bredere kompetencer, og at ikke alle medlemmer skal bringe de samme kvalifikationer og kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet.

Men udover problemerne med at få bestyrelsesformænd og rekrutteringsagenter til at kigge lidt bredere ud i landskabet efter egnede bestyrelsesmedlemmer, ser jeg til min forbavselse, at tænketanken Cepos mener, at kvindekvoter ligefrem er i strid med grundloven. Argumentet er, at den danske grundlov hviler på forudsætninger om ligestilling mellem mand og kvinde, og derfor kan man ikke lave kvindekvoter.

Det synes jeg godt nok, er noget værre sludder. Lighedsprincippet går ud på, at usaglig forskelsbehandling ikke må forekomme, men hvis Folketinget (eller EU) vedtager en lov om forskelsbehandling af den ene eller den anden gruppe, er det ikke i strid med lighedsprincippet at følge denne lov. Forskelsbehandling forekommer på mange områder, hvor man ønsker at opnå en ændring af tingenes tilstand. Og at lighedsprincippet skulle gælde på grundlovsniveau, har jeg aldrig hørt om før.

Man kan være enig eller uenig i, om kvindekvoter er det rette instrument. Hvis man ønsker flere kvinder i de danske bestyrelser, er der ingen vej uden om kvindekvoter, og det er i hvert fald ikke i strid med grundloven.

Hvem kommer først til sagsbehandleren?

august 8th, 2009

Morten Messerschmidt sendte et rykkerbrev til Miljøministeren, fordi han syntes, det tog for lang til at behandle hans kærestes sag i Skov- og Naturstyrelsen. Og vupti – så blev sagen færdigbehandlet. Er det lovligt at rykke kendte menneskers sager frem i køen? Eller er det i strid med lighedsprincippet?

Lighedsprincippet er en grundlæggende værdi i det danske samfund og den danske forvaltning, og vi forarges, hvis nogen får noget, som andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som andre har fået lov til at gøre. Lighedsprincippet betyder, at det lige skal behandles ens, og kunsten er at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og afgørelserne skal være de samme, og hvornår der er forskel. En anden måde at udtrykke lighedsprincippet på er at sige, at der ikke må være usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed gør forskel på folk, skal der være en saglig grund til det. En saglig grund er typisk en grund, som er beskrevet i lovgivningen.

Det er et hyppigt forekommende problem, at der er alt for mange sager til, at myndighederne kan nå at behandle dem så hurtigt, som man gerne vil. Skal man nu behandle dem i den rækkefølge, de kom ind eller skal man tage de vigtigste først? Som udgangspunkt bør myndighederne behandle sagerne efter først-til-mølle-princippet, men samtidig er der en vis frihed for myndigheden til at tilrettelægge og organisere arbejdet mest hensigtsmæssigt. F.eks. behandle hastesager før andre sager.

Og hvad er så en hastesag? Et godt eksempel er fra foråret 2009, hvor det kom frem, at man visse steder i sygehusvæsenet prioriterede patienter i fast arbejde frem for patienter på overførselsindkomst (f.eks. pension, arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp). Lægerne mente, at med de alt for begrænsede ressourcer man havde til rådighed, var det vigtigst at få de erhvervsaktive tilbage på arbejde, mens de andre bedre kunne vente lidt længere. Modstanderne hævdede, at dette var i strid med lighedsprincippet – d.v.s. at forskelsbehandling på grund af patienters status på arbejdsmarkedet er ulovlig.

Det er et godt eksempel på modsatrettede hensyn, nemlig lighedsprincippet overfor samfundsøkonomiske behov, som det er svært at anerkende som relevante, når det handler om konkret sygdomsbehandling, medmindre det udtrykkeligt er hjemlet i lovgivningen.

Hvad så med Morten Messerschmidts kæreste og hendes rutsjebanesag? Måske var det faktisk hendes tur til at få sin sag behandlet? Måske var hendes sag en hastesag, fordi den skulle afgøres inden sæsonstart? Der kan være gode grunde til, at sagen blev behandlet straks efter, at rykkerskrivelsen var modtaget. Men hvis begrundelsen for hastebehandlingen var, at Messerschmidt er en kendt person, eller måske at yderligere ventetid ville føre til endnu flere rykker- og klageskrivelser, ja, så er det ikke så godt. Det kan være, at vi får mere at vide om det, hvis oppositionen får udvirket en redegørelse om forløbet fra miljøministeren.

Fleksible boligventelister – er det snyd?

juli 17th, 2009

En bolig er et knapt gode – især hvis den er centralt beliggende og til at betale. For at undgå mistanke om korruption, kammerateri og nepotisme har de almennyttige boligorganisationer i mange år holdt fanen højt med hensyn til ventelister og tildeling af boliger. For at komme i betragtning til en almen bolig skal man stå på ventelisten, og de ledige boliger tildeles efter tur til dem, der har stået der længst. Det er i hvert fald hovedprincippet.

I 2007 indførte man så begrebet fleksible ventelister i Københavns Kommune og andre steder. Det betyder, at hvis man er særlig kvalificeret – d.v.s. har fast arbejde eller er studerende – så kan man flytte fra den almindelige venteliste med meget lange ventetider til den fleksible liste, hvor ventetiden kan være få måneder.

Pludselig kan unge mennesker på 20 år få mulighed for at få en veldisponeret lejlighed til en rimelig pris, hvis de altså er villige til at bo i et boligområde, som man kan kalde for ”udsat” eller som har ”særlig bevågenhed”. Er det snyd?

Ja, rent juridisk er det selvfølgelig ikke snyd, for ordningen er jo lovhjemlet og i hvert fald nogenlunde gennemskuelig, men kan man rent moralsk acceptere, at højtuddannede og ressourcestærke mennesker i job og under uddannelse springer de mindre heldigt stillede over?

Formålet med ordningen er at dæmme op for ghettodannelse, kriminalitet og forslumning af enkelte boligområder, og i stedet hjælpes ad med at skabe en sammenhængende by, hvor der er mangfoldighed i alle boligområder, og hvor alle er med til at løse de boligsociale opgaver. Det er jo ædle og gode formål, så det bliver rigtig spændende at følge med i, om ordningen kommer til at virke efter hensigten.

Digital forvaltning og lighedsprincippet

april 28th, 2009

I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.

 

Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.

Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .

Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.

Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.

Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.

Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.

Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.

Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.

Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.