Blog


Anonyme whistleblowere – det duer ikke!

marts 12th, 2014

Forleden blev jeg ringet op af en offentligt ansat leder af en daginstitution – vi kan kalde ham for Kenneth. Kenneth fortalte, at han havde læst i min kronik, at indførsel af whistleblowerordninger let kan ende i sladder og hævn. Det havde han nu selv været ude for, for der var en, der havde anmeldt ham til kommunens whistleblowerordning for at misbruge institutionens kreditkort til private formål, og herefter var han med dags varsel blevet fritaget for tjeneste i en måned. Den måned skulle han bruge på at skrive en redegørelse om klagerne til kommunens økonomiafdeling.

Kenneth følte, at han var dømt uden retssag, og uden at kunne få at vide, hvem det var, der havde anmeldt ham. Han havde en mistanke om, at det var en af hans medarbejdere, der var skuffet over ikke at være blevet indstillet til et løntillæg, men kommunen havde sagt, at han ikke kunne få at vide, hvem anklageren var, da det var sket igennem whistleblowerordningen.

Kenneths retssikkerhed er truet på grund af de anonyme anklager om forhold, som efter hans mening er helt grundløse.

På den anden side står anmeldernes skræk for repressalier, hvis de anmelder chefen eller anmelder virksomheden til andre offentlige myndigheder. Det har vi set eksempler på i sagen fra Mærsk, hvor arbejdsmiljøet blev meget anstrengt for en laborant, der havde anmeldt sin arbejdsgiver for fusk med laboratorieprøver. Andre eksempler kan man læse om i Jens Anton Tingstrøm Klinkens artikel i Politiken.

Laborantens problem var, at hun havde sendt en indberetning til en offentlig styrelse, der er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Derfor kunne hendes navn ikke holdes hemmeligt.

Men derudover viser det sig, at der er så store problemer med virksomhedernes interne whistleblowerordninger, at de fleste medarbejdere vil afholde sig fra at bruge dem, fordi de ikke kan være anonyme overfor de kolleger eller chefer, der skal undersøge sagen. Anonymiteten kan kun sikres, hvis whistleblowerordningen administreres eksternt, og det ønsker de færreste virksomheder. ”De fleste virksomheder foretrækker at holde ordningerne for sig selv. Virksomhederne har selv etableret dem og har en interesse i at få rettet op på tingene. Det ligger implicit, at whistleblowerordningen er et internt styringsredskab”, siger Dansk Industri. Se mere her.

Anonyme whistleblowere og retssikkerhed for Mærsk

august 1st, 2012

Fusk, korruption og direkte ulovligheder foregår i større eller mindre omfang i mange private og offentlige virksomheder. Men kan disse uacceptable tilstande mindskes, hvis medarbejdere og borgere anonymt kan anmelde deres viden? Senest har en laborant hos Mærsk anmeldt sin arbejdsgiver til for fusk med måleresultater til Miljøstyrelsen, som på sin side videregav oplysningerne om anmeldelsen og laborantens navn til Mærsk. Ifølge Politiken d. 19/7-2012 blev Mærsk ikke taknemlige over denne mulighed for at rette fejl og forbedre procedurerne – tværtimod blev anmelderen udsat for repressalier. Efterfølgende har mange peget på, at anmeldere skal kunne være anonyme, så de kan beskyttes ordentligt.

Umiddelbart lyder det jo helt rigtigt, men anonymiteten er bare et af mange problematiske elementer, når whistleblower-ordninger skal indføres i offentlige myndigheder. Området er reguleret af både Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, og ifølge reglerne i disse love er det ikke muligt at hemmeligholde anmelderes navne. Miljø-styrelsen var altså forpligtet til at udlevere navnet på den anmeldende laborant, da Mærsk søgte aktindsigt. Dette skyldes blandt andet, at der også er et retssikkerhedshensyn at tage til den, der bliver anmeldt. Uanset om det er en kollega, der bliver anmeldt for tyveri eller Mærsk, der bliver anmeldt for fusk med måleresultater, har man ret til at få at vide, hvem der anklager én og for hvad.

Men det er heller ikke 100 % anonymitet, der argumenteres for. I dag kan alle og enhver skrive et anonymt brev til deres arbejdsgiver, til offentlige myndigheder eller til pressen og tippe den viden eller de mistanker, de måtte have. Hvis man ikke skriver sit navn, kommer det heller ikke ud. Men kvaliteten og seriøsiteten i sådanne henven-delser vil måske blive taget med et gran salt, og desuden vil det være svært for modtageren at gå tilbage og skaffe yderligere oplysninger om anmeldelsen.

Det, man ønsker, er ordninger, hvor anmelderens navn er kendt, men kun af en snæver kreds. En sådan ordning trådte i kraft d. 1/12-2011 i Frederiksberg Kommune, som netop har evalueret ordningen. Ifølge kommunens hjemmeside har der siden da været 5 anmeldelser, hvoraf de 4 har været anonyme. Under evalueringen var man især optaget af risikoen for chikanøse, anonyme anmeldelser, og den deraf afledte problemstilling med anklagedes muligheder for at blive renset for uberettigede beskyldninger.

Men det er også værd at nævne, at Magistraten drøftede det ikke ubetydelige ressourceforbrug til administration af ordningen. Spørgsmålet er, om whistleblowerordninger kan sikre, at fusk, korruption og ulovligheder mindskes, så man derved både sparer penge og sikrer en redelig virksomhedsdrift. Eller om der bare er tale om endnu et bureaukratisk omsvøbsdepartement.

Se mere om Frederiksberg Kommunes ordning her.

Hjælp ytringsfriheden på vej med lovgivning

juli 25th, 2012

Det er ikke nogen hemmelighed, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en rettighed uden meget indhold. Gang på gang ser man, at den, der ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads, mødes med repressalier af den ene og den anden slags. Selvom det er ulovligt, ja endda i strid med grundloven, sker det alligevel på Tøjhusmuseet, på Aarhus Universitet og alle mulige andre steder.

I det seneste halve års tid har jeg deltaget i mange debatter om, hvorvidt indførelse af whistleblowerordninger i det offentlige kan afhjælpe dette problem. Min holdning er, at whistleblowerordninger medfører endnu flere problemer, end de løser, og at det er en holdningsændring hos de offentlige ledere og politikere, der er brug for.

FTF har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at de offentligt ansatte med rette er bange of at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads, og formanden Bente Sorgenfrey foreslår, at der vedtages en lov, som forbyder arbejdsgivere at sanktionere ansattes lovlige ytringer. Det er meget sympatisk, men den regel findes allerede – i Grundloven. Både Folketingets Ombudsmand og de danske domstole vil utvivlsomt anse repressalier overfor kritiske medarbejdere for ulovlige. Men problemet er, at sagsbehandlingen altid tager lang tid, og når man efter mange måneder, ja måske år, når frem til dette, er det for sent for den, der er blevet fyret, forflyttet eller har fået en advarsel. Og det hjælper ny lovgivning ikke på.

Se Bente Sorgenfreys indlæg her.

Retssikkerhed og whistleblowerordninger

april 4th, 2012

Whistlebloweren i DONG er en helt, og whistleblowersystemer skal brede sig over det ganske land i hastig fart, siger Michael Gøtze i Politiken d. 27/3. Men kan vi virkelig komme fusk og snyd til livs på den måde?
Problemerne med korruption og urent trav i offentlige og private virksomheder er bestemt ikke løst med en bredere udbredelse af de whistleblowerordninger, som ellers ifølge Michael Gøtze er ”et velafprøvet koncept, som skal sikre en korrekt behandling af de personoplysninger, der løber igennem systemet”. Sporene fra Frederiksberg Kommune skræmmer i hvert fald mig.

Aldrig så snart var ordningen kommet i gang på Frederiksberg, før en anonym whistleblower anmeldte kommunens beredskabschef for magtmisbrug. Man kunne læse i dagspressen, at beredskabschefen blev beskyldt for at tvinge sine medarbejdere til at udføre praktiske opgaver i privaten, hvorfor han da også straks og uden nærmere undersøgelse blev suspenderet og sendt hjem med brask og bram. Efter 3 måneder sagde han sin stilling op, hvorefter undersøgelsen blev stoppet i Frederiksberg Kommune.

Nu får vi aldrig at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Havde han tvunget medarbejderne til at rense tagrender eller var han udsat for chikane fra anonyme fjender i kommunen? ”Dette er en personalesag, og her har jeg tavshedspligt”, sagde direktøren for By og Miljø til TV2-Lorry d. 21/2. Men hvor var tavshedspligten, da beredskabschefen blev suspenderet?

Hvem tager hånd om retssikkerheden for dem, der bliver anmeldt efter en whistleblowerordning? Og for nu at vende tilbage til den heltemodige whistleblower i DONG – hvem tænkte på Anders Eldrup og de andre chefers sikkerhed for ikke at blive hængt ud i pressen, før sagen var ordentlig undersøgt? Hvis det er den slags whistleblowerordninger, som skal sikre os mod uregelmæssigheder i det offentlige, så siger jeg tak for kaffe.

Indlægget er trykt som debatindlæg i Politiken d. 29/3-2012

Se TV2-Lorrys indslag om sagen på Frederiksberg her.