Blog


Digital forvaltning og lighedsprincippet

April 28th, 2009

I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.

 

Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.

Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .

Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.

Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.

Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.

Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.

Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.

Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.

Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.

Universitetsreformer – fra tanke til faktura

April 28th, 2009

Fra tanke til faktura – hvem betaler regningen?

I 2003 præsenterede Videnskabsministeren en handlingsplan for et styrket samspil mellem forskning og erhvervsliv med undertitlen ”Fra tanke til faktura”- i sandhed en tankevækkende plan. Man så for sig, hvordan de mange storslåede forskningsresultater, der hidtil havde ligget uudnyttet hen i forskernes støvede skuffer, pludselig sprang frem og blev nyttiggjort til glæde for det danske samfund.

Men hvem var det nu lige, som skulle skrive fakturaen ud, og hvem skulle betale regningen? Skulle staten skrive regningen ud til erhvervslivet for brug af de offentligt finansierede universiteters personale- og bygningsressourcer? Eller var det erhvervslivet, der skulle skrive regninger ud? Og i givet fald til hvem? Til danske borgere, som ville købe de nye forskningsbaserede produkter? Eller til pengestærke udenlandske investorer?

Dengang undrede man sig over disse spørgsmål og over om der helt overordnet set kunne komme vækst og flere penge ud af denne fakturaudskrivning?

Her snart 6 år har emnet fået ny aktualitet i forbindelse med revisionen af universitetsloven og videnskabsministerens seneste udgivelse ”Fremtidens Universiteter”. Fora – en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen mener, at universiteterne ikke er gode nok til at dele viden med erhvervslivet, private og offentlige institutioner, og at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det udbytte, der måtte komme ud af samarbejdet.

At universiteterne beskyldes for at stille urealistiske krav kunne tyde på, at de også gerne vil være med til at skrive fakturaer ud, og det kunne være interessant at få at vide, hvordan det går med handlingsplanen ”Fra tanke til faktura”. Er vejen fra forskning til faktura blevet kortere? Virker planen?

Løb mere eller spis mindre

April 8th, 2009

Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.

”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.

I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.

Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.

Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.

Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.

Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.