Blog


Der er altid plads til een til…

June 30th, 2009

Så blev det sommerferie, og alle eksaminander, lærere og censorer kan puste ud, og forhåbentlig glæde sig over gode eller i hvert fald retfærdige resultater. Og det er ikke kun glade unge kvinder og mænd med hvide huer, men også os med gråt hår, hvis vi da ellers har noget hår. Det viser sig nemlig, at voksne danskere er helt vilde med at efteruddanne sig, og at det kun er svenskerne, der overgår os i EU, når det gælder livslang læring. Andelen af danskere, der går på HD, IT-kursus, Diplomuddannelse i Ledelse og hvad ved jeg, er steget fra 19,2 % i år 2000 til 29,2 % i 2007.

Det glæder Undervisningsministeriet, men ude på CBS, hvor jeg slår mine folder, er man en anelse bekymrede. Finanskrisen og de mange opfordringer til at opgradere sine kompetencer har forårsaget et stormløb på især kandidatuddannelserne. Så de studerende skal kridte skoene og gå tidligt i seng for at nå først frem til kantinen, læsepladserne og grupperummene, for slet ikke at tale om toiletterne.

For man skal nok ikke regne med, at der kommer flere lokaler, lærere eller andre faciliteter, bare fordi studenteroptaget forøges. Næh, CBS’erne kommer til at fortætte sig, gør de, ligesom alle de andre universitetsstuderende og -lærere, der også må vænne sig fra at gå og brede sig.

Detektiv på sporet af ny offentlig lederuddannelse

June 22nd, 2009

Den ny offentlige lederuddannelse af høj kvalitet har ikke gjort meget væsen af sig. Man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Fakta er, at Folketinget har vedtaget en ny lov, som gerne skulle føre til et ”nyt højt kvalificeret udbud af lederuddannelser på diplomniveau, som giver en enkelte offentlige leder en fleksibel, generel ledelsesfaglig og praksisnær lederuddannelse”. Så vidt, så godt, men hvordan skal det så ske?

 

Jo, efter lovens ikrafttræden her d. 15. juni 2009, skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om den offentlige lederuddannelse. I et bilag til denne bekendtgørelse skal der stå, hvad uddannelsen skal indeholde. Samtidig skal den eksisterende bekendtgørelse om diplomuddannelsen i ledelse laves om, så den rent strukturmæssigt kommer til at passe til den nye offentlige lederuddannelse. Det betyder, at man skal gå fra at have 5 større fag + et afgangsprojekt for at få en diplomuddannelse, fremover skal have 9 små fag og et afgangsprojekt.

 

Udover arbejdet med bekendtgørelserne og bilagene skal man også have nedsat et uafhængigt Certificeringsråd, som skal certificere de institutioner og organisationer, som gerne vil udbyde undervisning for de offentlige ledere. Dette Certificeringsråd (hvem sagde ”væk med smagsdommere, råd og nævn”?), skal træffe sine beslutninger på baggrund af indstillinger fra et eller flere ekspertudvalg, som også skal udnævnes. Alle disse mennesker skal serviceres af et sekretariat, som også skal nedsættes.

 

Herefter kan man så gå i gang med at sende uddannelsens forskellige elementer i udbud, modtage ansøgninger, sagsbehandle dem og certificere de kvalificerede, alt sammen inden d. 15. september 2009, hvis ellers Bertel Haarders svar til Folketingets Uddannelsesudvalg står til troende.

 

Det gør det nok ikke, og det er da også fuldkommen useriøst og urealistisk at forestille sig, at man kan gennemføre alt dette henover sommerferien på et ordentlige kvalitetsmæssige grundlag. Og det skulle det jo helst være, hvis man ellers mener noget med, at den nye offentlige lederuddannelse skal være både ny og af høj kvalitet.

Vi skal arbejde mere og bedre …

June 11th, 2009

 

.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:

 

A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”

 

B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”

 

C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig.  Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”

 

D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”

 

Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?