Blog


Nepalesere i Ølby

September 25th, 2009

I den forløbne uge har jeg været censor på Køge Business College i faget ”Management and organisation”. Som navnet antyder, var det en engelsksproget udgave af modul 3 på diplomuddannelsen i ledelse, og holdet bestod således af 12 nepalesere og 2 kinesere. Modulet gik ud på,

1. at gennemgå den amerikanske lærebog ”Organization Theory, Modern, Symbolic and Postmodern Perspectives”, af Mary Jo Hatch

2. skrive en 40 siders rapport på engelsk

3. i en gruppe og til sidst

4. gå til mundtlig eksamen og forsvare rapporten

Det var godt nok en svær opgave for studenterne. Ingen af dem havde engelsk som modersmål, så sproget var i sig selv et problem. Selvom de fleste havde været i Danmark i et stykke tid, havde mange af dem ikke vænnet sig til de danske undervisningsformer, f.eks. at skulle diskutere med læreren, reflektere og udtrykke sin egen mening i stedet for at lære udenad.

At arbejde i en gruppe er en stor udfordring for både danske og udenlandske studerende, men den mundtlige eksamen er tilsyneladende noget helt specielt, som man ikke kender til andre steder i verden. Det ville være synd at sige, at holdet klarede sig godt, og bagefter tænkte jeg over, hvordan disse studerende fra Nepal og Kina var havnet på en handelsskole i Ølby Lyng ved Køge, og hvad de vil få ud af en dansk diplomuddannelse i ledelse. Fra mine rejser i Indien ved jeg, at der er meget prestige forbundet med at kunne sende sine børn til Vesten for at studere og arbejde. Hvis de kan sende nogle penge hjem til familien, er det godt, men selv hvis familien fortsat skal finansiere opholdet, giver det status. Men hvad skal de bruge en diplomuddannelse i ledelse til?

Det er klart, at de kommer til at lære en masse om den danske kultur, og det vil give dem en indsigt og en mulighed for at perspektivere og værdsætte deres egen kultur endnu mere. De unge mennesker virkede dog ikke specielt velintegrerede, det virkede som om de holdt sig mest til andre udvekslingsstuderende fra samme land. Jeg kunne også fornemme, at de danske studerende havde begrænset interesse i at få et nærmere kendskab til de små brune mænd med sort hår.

Der var kun en kvinde på holdet – det er åbenbart ikke comme il faut at sende pigerne af sted. Trist for pigerne og hjemlandene, for jeg tror, at mange piger ville klare sig betydeligt bedre end de unge mænd.

Retssikkerhed og effektivitet – uforenelige størrelser?

September 19th, 2009

Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:

  1. At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
  2. At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
  3. At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
  4. At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
  5. At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.

Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.

Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.

Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.

Fremtidens universiteter – hvor er administrationen?

September 11th, 2009

I Børsen d. 7. august 2009 skriver Lars Goldschmidt om betydningen af at inddrage universitetets medarbejdere i beslutningsprocesserne. En åben og gennemskuelig ledelsesstruktur, hvor ledere, medarbejdere, studerende og den interesserede offentlighed kan forstå, hvad der foregår, vil sikre opbakning til universiteterne som værdiskabende og kulturbærende fyrtårne i samfundet, siger han.

Artiklen handler blandt andet om, at forskerne, som pr. definition er eksperter på deres specialområder, dermed også har den selvopfattelse, at de så også er eksperter på alle andre områder, herunder ledelse og administration. Den aktuelle udfordring for dagens universitetsledere er derfor ved hjælp af en ærlig og pædagogisk kommunikation at bringe medarbejderne til at acceptere, at alle ikke behøver involveres og være enige i alle beslutninger. Til gengæld bør ledelsen så også inddrage medarbejdernes kompetence og engagement, hvor det er relevant.

Men hvor er universitetsadministrationen henne i hele denne debat? Kunne en stærk og professionel administration støtte op om ledelsens arbejde med at sikre en åben og gennemskuelig beslutningsstruktur? Eller er en sådan djøf’isering spild af penge eller måske endda truende for videnskaben?

Synspunktet om, at professionelle universitetsadministratorer er kontraproduktive, føres med jævne mellemrum frem af især forskere. Tankegangen er, at når der ansættes en djøf’er i universitetets administration, så forsvinder der midler fra forskning og undervisning, og det er ikke engang det værste.

I stedet for at hjælpe og støtte op om forskningen, så fungerer disse djøf’ere som regeringen og ledelsens forlængede arm. De gør livet besværligt for forskere og studerende, og forhindrer dermed begejstring og arbejdsglæde. I 2003 blev det endda påvist af (Jørgen Grønnegaard Christensen og Thomas Pallesen), at jo flere ressourcer et universitet sætter af til ledelse og administration, jo lavere er forskningsproduktionen.

Det er forbavsende og lidt trist, at spørgsmålet om universitetsadministrationens rolle og opgaver har været indskrænket til at handle om djøf’isering og kontraproduktivitet. Der er mange andre spændende spørgsmål at diskutere. Skal administrationen sikre legalitet og retssikkerhed i relation til ansatte og studerende? Skal administrationen sikre økonomisk effektivitet, sorte tal på bundlinjen og rettidig afrapportering? Eller skal den bistå ledelsen i arbejdet med at sikre åbenhed og demokratisk legitimitet i forhold til omverdenen?

Som gammel universitetsadministrator synes jeg, at det kunne det være spændende at høre, hvad universitetsbestyrelserne og deres administrerende direktører (= rektorer) mener om administrationens placering i fremtidens universiteter. Ikke mindst i lyset af debatten om god ledelse i bankernes bestyrelseslokaler.

Embedsmænd i stram nederdel

September 4th, 2009

Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.

Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.

Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?

Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?

Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.