Blog


Skrankepavebogen er blevet materialevurderet

October 28th, 2009

Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:

”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”

”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”

”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”

”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”

Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.

Hvorfor brænder de biler af i Kalundborg?

October 22nd, 2009

Her i Hovedstaden hører vi ellers aldrig rigtig noget fra den del af landet, men her i efterårsferien har byen igen været i medierne med udbrændte biler og triste beboere, der stirrer uforstående på de maltrakterede køretøjer. Nu er det selvfølgelig ikke det eneste sted i landet, hvor der er gang i gaden, for udover problemerne med bandekonflikter og kamp om hashmarkedet, er der tilsyneladende også tendens til, at der med ujævne mellemrum eskalerer en masse helt uforståelige angreb på sagesløse hjemmehjælpere, brandfolk og Falck-reddere. Man kan undre sig over, hvilken logik, der ligger bag disse tilsyneladende meningsløse aktiviteter?

En forklaring kan være kedsomhed, som er foreslået af flere. I efterårsferien har de unge mennesker (så meget ved man dog; at gerningsmændene er unge og ja, mænd) endnu mindre at tage sig til end ellers, og derfor kan de ikke finde på noget bedre at tage sig til end at brænde biler af og kaste sten efter hjemmehjælpere.

Jeg har set en anden forklaring, som går ud på, at der foregår en eller anden form for landsdækkende konkurrence opildnet af medierne. Når de kan brænde biler af i Tingbjerg, så kan vi i hvert fald også brænde biler af i Kalundborg, er tankegangen velsagtens.

Så er der selvfølgelig også den mere traditionelle, at det drejer sig om lømler af anden etnisk oprindelse end dansk, der føler sig marginaliseret og sat uden for det etablerede normalsamfund. Uden handlemuligheder og fremtidshåb må de så kanalisere deres frustrationer ud i et eller andet voldsomt og larmende for at gøre opmærksom på sig selv.

Det kan selvfølgelig også være en kombination af alle tre forklaringer, men hvad kan man så gøre for at dæmme op for urolighederne og kanalisere al den testosterone energi over i noget mere fremadrettet?

Hvis man ved, hvem gerningsmændene er, kan man straffe dem og sætte dem i fængsel, og så er der måske fred og ro så længe. Man kan også forsøge sig med den nye metode – elektroniske fodlænker – selvom jeg har mine tvivl om, hvorvidt det virker på stenkastende ildspåsættere.

Så kan man sætte gerningsmændene og deres familier ud af deres boliger, men mon det fører til mere ro i gaderne? Jeg tror det ikke. Hvad det end var, der drev dem til ballademageriet i første omgang, vil det næppe formindskes eller forsvinde, fordi familien tvangsflyttes til en anden bolig.

Man kan også gå en anden vej og forsøge med mere pædagogiske metoder. Efter et såkaldt RESPEKT-møde i Amager Bio d. 19/10-09 udtalte afdelingsformanden fra Mjølnerparken, at man der havde udarbejdet og omdelt breve til alle beboerne om, at en hjemmehjælper er en person, der vil hjælpe folk, og som det derfor er meget dumt at angribe.

Man kan også ansætte gadeplansmedarbejdere, Natteravne og andre ”forældrefigurer”, som kan gå rundt om natten (og dagen) og tale med de unge mennesker og motivere dem til fornuftige aktiviteter. Etablering af væresteder, ungdomsklubber m.v. hører også med til de mere pædagogiske indsatsområder

Uanset hvilken vej man vælger at gå er det dog deprimerende at tænke på, hvor mange gode kræfter og kreativ energi, der spildes på hærværk og vold, på at forebygge det og på at rydde op både fysisk og psykisk, når der har været brand, overfald og uroligheder. Tænk, hvis al den energi kunne blive brugt på uddannelse, arbejde, sport eller frivilligt arbejde med ældre og svage borgere.

Er klimaministeren inhabil?

October 15th, 2009

Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.

Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet  opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.

Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.

Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:

Hvad er der galt med at være inhabil?

Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.

Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.

Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?

Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.

At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.

 Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?

Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.

Flere fritidsjobs, tak!

October 3rd, 2009

Hvis man starter sin karriere på arbejdsmarkedet tidligt med et fritidsjob har man større chancer for senere at få et ”rigtigt” arbejde og ikke havne på overførselsindkomst. Det gælder for alle unge, men især for unge indvandrere. Et fritidsjob gør en markant positiv forskel for de fremtidige erhvervsmuligheder. Det har Arbejdsmarkedsstyrelsen og Rambøll undersøgt, og det viser sig også, at fritidsjob giver de unge bedre uddannelsesmuligheder. De får større selvtillid, et bedre netværk og bedre faglige kompetencer.

Det er de samme idéer, der ligger bag projektet FritidsjobFormidlingen på Vesterbro, hvor de unge blandt andet gennemgår et kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. Og selvfølgelig går projektet også ud på at matche virksomheder og unge ansøgere.

Alle er enige om, at det er godt for de unge med et fritidsjob. I Politiken d. 18. september 2009 kunne man læse, at den store udfordring er at få fat i de unge og deres forældre. Jeg tror, at det er en ligeså stor udfordring at få virksomhederne til at stille fritidsjobs til rådighed. Flaskedreng, avisbud og bagerjomfru er fint nok, men der må da være andre virksomheder og organisationer, hvor man også har brug for en hjælpende hånd.

Jeg synes, det kunne være rigtig spændende, hvis flere virksomheder med CSR-ambitioner tager denne udfordring op og prøver at skabe nogle meningsfyldte og lærerige fritidsjobs for unge indvandrere og andre udsatte unge. Det er ikke nemt, for i disse krisetider skal man passe på ikke at blive mistænkt for at konvertere rigtige jobs til fuld løn om til fritidsjobs til en meget lavere betaling. Men bare fordi det er svært, kan man jo godt kaste sig ud i det. Der er meget at vinde for de unge mennesker, for virksomhederne og for det danske samfund.