Blog


Hvordan gik det første år?

December 11th, 2009

Op til jul og nytår er det tid at gøre status over året, der er gået, og det har været et meget lærerigt år for mig. Først og fremmest vil jeg sige tak til alle for støtte, gode råd og godt samarbejde i forbindelse med konsulentfirmaet HAGELUNDs etablering her midt i finanskrisen.

Københavns Erhvervscenter hjalp firmaet i gang med kvalificeret og helt gratis rådgivning om forretningsplaner, markedsføringsplaner, kundesegmenter, og det blev hurtigt klart, at det var en professionel hjemmeside, som firmaet havde allermest brug for.

Her fik jeg særdeles kreativ og professionel service hos reklamebureauet Hartmann, Schmidt og Ravn, som sikrede at ydelsespaletten blev spidset til, at der blev udviklet en designlinje, der passede til mig og produkterne, og sidst men ikke mindst, at en flot og velfungerende hjemmeside gik i luften d. 1. maj.

Firmaets hovedprodukter er forvaltningsretlige kurser, rationalisering af administrative processer og forandringsledelse. Efter fejlslagne forsøg på at skaffe flere kunder via telefonsalg lavede jeg en aftale med mediefirmaet Mediaz om at udvikle en kernekampagne på mine ydelser, foretage en markedsundersøgelse og skabe kontakt med mulige kunder.

Mens jeg ventede på, at dette skulle give resultater, besluttede jeg mig for at leve en gammel forfatterdrøm ud, og jeg skrev håndbogen ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog om god offentlig sagsbehandling”. Bogen blev meget godt modtaget, både af Bibliotekscentralen, af mine kursuskunder og af jer, og den åbnede op for en helt ny kundegruppe, nemlig privatpersoner, som har sager med det offentlige.

Så HAGELUND er godt i gang med at finde sig en niche, hvor der ikke er alt for voldsom konkurrence fra de store konsulent- og advokathuse, men der har også været tid til at kaste kræfterne ind i frivilligt arbejde på forskellige områder. Jeg har genoptaget mit gamle familieretlige sagsområde og hjulpet ”Netværk for ændring af forældreansvarsloven” med forskellige granskningsopgaver, og jeg har hjulpet Værestedet Fisken på Vesterbro med forskellige organisatoriske opgaver. Endelig kræver Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub en del tid, da jeg er valgt som klubpræsident i år.

Det bedste ved at være selvstændig er dog at være fri. Det er gået op for mig, at jeg aldrig før har prøvet at råde over min egen tid, og denne nye fornemmelse er vanedannende.

D 20/12 drager jeg til Indien sammen med min datter Lise for at fejre jul med min søn Søren og hans kæreste Anne Mia i Vestbengalen, og jeg vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Børnekonvention fyldte 20 år

December 4th, 2009

Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag. 

Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:

Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.

Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.

I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?

Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen.  Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.

Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?

Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.