Blog


Hjælp de overlevende i Pakistan

August 24th, 2010

I slutningen af juli blev Pakistan i dagevis oversvømmet i arealer af ufattelig størrelse. 20 millioner mennesker er blevet hjemløse og efterladt i en vådt og mudret landskab uden noget at leve af.

I begyndelsen af august kom forskellige internationale hjælpeorganisationer på banen, f.eks. Unicef, Læger uden grænser og Røde Kors. Også de nationale regeringer med bl.a. USA og Danmark i førertrøjen har været hurtigt ude med tilsagn om støtte. Den pakistanske regering selv har ikke været specielt effektiv med at sørge for nødhjælp, mens det pakistanske militær og især forskellige lokale private og religiøse grupper forsøger at hjælpe de nødstedte. Behovet for hjælp overstiger dog under alle omstændigheder kapaciteten i Pakistan.

I Horisont i DR1 kunne man d. 23/8 høre Philip Kockard sige, at mange pakistanere har paranoia og tror, at verdenssamfundet ikke kan lide dem, fordi de er muslimer. Derfor bør alle nationale og internationale organisationer bidrage til redningsarbejdet.

Men det gør de ikke. Mange er helt usynlige og tavse, og det er derfor ikke let at vide, hvorfor de ikke træder til med samme iver som efter tsunamien i 2004 og jordskælvet i Haiti i foråret 2010.

Jeg har selv set en begrundelse for ikke at hjælpe på nuværende tidspunkt, som lyder sådan her:

”Vi har besluttet ikke at iværksætte en stor landsindsamling. Der er tilsyneladende mange penge på vej allerede fra mange regeringer og nødhjælps organisationer – og Pakistan er ikke et fattigt land som Haiti – og de har meget rige venner i den muslimske verden.”

Det blev jeg ked af at læse. Hvad hjælper det ludfattige og hjemløse pakistanske bønder, at de har rige venner i den muslimske verden? Skal de sidde der i mudderet og vente på, at nogen rige arabere flyver ind med nødhjælp? Moralsk tager jeg afstand fra denne udtalelse. Efter min mening bør alle, der har midler, yde humanitær hjælp til alle katastrofeofre – uanset deres religiøse eller politiske standpunkter.

Det er også en meget farlig vej at betræde rent sikkerhedsmæssigt. Alle er enige om, at hvis ikke det internationale samfund træder til og hjælper i en situation, hvor den pakistanske regering mere eller mindre må give op – ja, så kaster man først de nødstedte i armene på militante muslimske grupper, der er velorganiserede og muligvis også rige. Og så er der rent faktisk belæg for de fattige pakistaneres paranoia.

Videnskab i øjenhøjde – livslang læring i mere end 100 år

August 7th, 2010

Siden 1898 har det været Folkeuniversitetets varemærke, at alle og enhver kan få indsigt i videnskabens resultater og metoder. Målgruppen var i starten arbejdere og kvinder, som pr. definition var nærmest udelukket fra at få indblik i, hvad der foregik på universiteterne. Men er der plads til Folkeuniversitetet i dag?

En meget stor del af befolkningen får i dag en videregående uddannelse, og tilbuddene om efter- og videreuddannelse er mange og meget varierede. Folkeuniversitetet har ingen adgangskrav, og der er ingen eksaminer. Undervisningen er ikke målrettet til at give deltagerne karrieremæssige fordele, og der er ingen netbaseret undervisning. Som på Grundtvigs tid er undervisningen baseret på det talte, levende ord, og det personlige møde mellem lærer og studerende, hvor begge parter kunne udvikle sig gennem dialog og debat. Hvordan kan noget så gammeldags være attraktivt for 10.000-vis af mennesker hvert år?

Forklaringen er, at Folkeuniversitetets undervisning er lystbetonet. Studenterne er videbegærlige mennesker, der er motiveret af et ønske om at blive klogere på bestemte emner, som interesserer dem. Mange starter på Folkeuniversitetet, når de er blevet pensionister og tager fat på årelange studier af kunsthistoriens forskellige aspekter, som de aldrig har haft tid til at sætte sig ind. Andre motiveres af den overfladiske nyhedsstrøm i TV og får lyst til at gå i dybden med religiøse, politiske eller naturvidenskabelige emner. Atter andre opdager, at der er et kursus om deres store idol David Lynch´s filmkunst,  og det må de bare deltage i for at øge deres viden.

Begrebet ”livslang læring” er ikke kun arbejdsgivernes krav om evig kompetenceudvikling og omstillingsparathed, men også er et menneskeligt behov for personlig udvikling gennem en bredere og dybere viden om alverdens emner. Derfor vil der også i fremtiden være brug for Folkeuniversitetet.