Blog


Arbejdsmoral

July 9th, 2010

Historierne om hjemmehjælperne i Håndværkerhaven, der snyder de gamle og svage mennesker for pleje, hjælp og menneskelig kontakt, gør mig meget trist til mode, og får mig til at tænke tilbage på mit første job som 15-årig vareopsætter i en købmandsforretning. Når købmanden ikke var til stede, forsynede de ansatte sig fra hylderne med slik og cigaretter, og kollegerne opfordrede også mig til at tage for mig af retterne. Selvom jeg ikke ville, så følte jeg mig presset til at være en del af fællesskabet og ikke skille mig ud ved at være fin på den eller dum nok til ikke at udnytte de fordele, man kunne få.

Men som bagermester Harepus siger i Dyrene i Hakkebakkeskoven: ”stjålne kager smager surt, men de kager man ærligt og redeligt har købt; de smager sødt”, og jeg erkendte snart, at der ikke var noget sjov ved at stå sammen med de to kassedamer og gnaske stjålen chokolade i sig. Det endte da også med afskedigelser ligesom i Håndværkerhaven, og selvom jeg ikke blev sagt op, følte jeg mig flov og karaktersvag over at have gået med og ikke sagt fra.

Den lærdom har jeg båret med mig lige siden, og jeg kan derfor sagtens sætte mig ind i, hvad der er foregået i personalegruppen i Håndværkerhaven. Alle taler om, hvor hårdt og stressende det er at være hjemmehjælper, så det er da kun rimeligt, at vi selv tager lidt godter, her betalte fritimer. Jeg kan lige se for mig, hvordan nyansatte straks får forklaret, hvordan man gør, og at dem, der eventuelt ikke vil være med, hurtigt bliver mobbet ud eller kørt hen på et sidespor.

Når sådan en moral kan vokse sig stærk, skyldes det efter min opfattelse en fraværende ledelse. I købmandsforretningen blev der stjålet, når købmanden var ude af huset. Jeg nægter at tro, at ledelsen i Håndværkerhaven havde givet sit samtykke til praksis eller med vilje vendt det blinde øje til, men ledelsen må have været fysisk eller psykisk fraværende og helt ude af trit med, hvad der foregik blandt medarbejderne.

Og derfor hjælper det heller ikke spor at indføre flere kontrolsystemer, check-points eller lignende. Det er medarbejdernes holdning til deres arbejde og deres kunder, der skal ændres. Når man arbejder som hjemmehjælper eller i øvrigt med omsorg, bør man ikke have en holdning om, at man selv kommer i første række. Hvis medarbejderne føler, at de er skabt til noget større end at være hjemmehjælper, og at det derfor er helt på sin plads at vil sætte egne krav, ønsker og behov før kundernes, bør de finde sig et andet arbejde.

Frygt for fremtiden?

August 15th, 2009

”I skal ikke være bange ” – skriver reklamebureauet Mensch i en stort opsat annonce i Børsen d. 14/8. Det går ud på, at vi ikke skal være bange for, hvad fremtiden vil bringe af sorg og ulykke som f.eks. at blive fyret. Frygten kan undgås ved at holde modet oppe og give sig tid til langsigtet strategiplanlægning og køligt overblik. Tak for kaffe.

I samme avis kan man læse en ret frygtindgydende beretning om en fyret topchefs (Henrik Enegaard Skanderup) anstrengelser for at komme tilbage i nyt job. Det er helt ufattelig modigt af ham at fortælle sin historie til Børsens læsere, og man må sige, at hans program med at stå op hver morgen kl. 6.15 for at dyrke sine netværk virker som et udslag af langsigtet strategiplanlægning. Men på mig virker det også skræmmende.

Et andet sted uden for arbejdsmarkedet finder vi Frederik Berling, der kalder sig en papegøje. Han er (eller var) arbejdsløs dimittend og beskriver i Politiken d. 14/8 sine erfaringer på Jobcentret, hvor forskellige aktiviteter skulle hjælpe ham ind på arbejdsmarkedet. Én af aktiviteterne var den kendte: Hvis du var en fugl, hvilken fugl var det så? Han var så en papegøje, og hans historie handler om spild af tid, dårlig stemning og ligegyldighed i ”den aktive arbejdsmarkedspolitik”.  Det er forstemmende.

Triste historier om folk, der føler sig nedladende og inkompetent behandlet på Jobcentrene, har vi hørt før. Den omstændighed, at der nu er flere og flere både nyuddannede og afskedigede medarbejdere, som er nødsaget til at stå det igennem, gør det ikke mindre deprimerende – også for medarbejderne på Jobcentrene. Det virker som om, de er sat til at administrere et håbløst system, hvor kunderne må ikke brokke sig og slå sig alt for meget i tøjret.

Hvad vil jeg sige med dette? At reklamebureauet Mensch provokerer mig voldsomt med deres Karl Smart-agtige skrivebordsslogan, når man samme dag kan læse de to andre historier fra virkelighedens verden. Jeg kan godt blive bange, når jeg erfarer, hvad kompetente og entusiastiske mennesker skal stå model til for at komme ind på arbejdsmarkedet (igen).

Vi skal arbejde mere og bedre …

June 11th, 2009

 

.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:

 

A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”

 

B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”

 

C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig.  Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”

 

D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”

 

Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?

 

 

Vækst nu – skattelettelser eller offentlige investeringer?

May 15th, 2009

I den seneste uge har økonomerne diskuteret, hvilken type finanspolitisk indgreb der vil være mest effektivt til at sparke hjulene i gang. Skal man give skattelettelser eller er det bedre med øgede offentlige investeringer?  

 

Økonomerne fra Copenhagen Consensus Center har regnet ud, at det er mest effektivt med skattelettelser, fordi det vil få sosu-assistenter, sygeplejersker, direktører og andre folk i job til at tage en ekstra tørn og arbejde mere. Hvorimod øgede offentlige investeringer nok vil få nogle af de fyrede medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet igen, men samtidig bliver udgifterne til dagpenge og andre overførselsindkomster større. Det giver ikke vækst, og derfor er det mest effektivt med skattelettelser.

 

Men har man ikke glemt at regne med stress, udbrændthed og sygefravær? Det forekommer helt forkert at satse på, at de mennesker, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal arbejde endnu mere for at holde hjulene i gang. Mange må allerede i dag kæmpe med at holde styr på karrieren, familielivet og helbredet uden at bryde sammen, og nu skal de så arbejde endnu mere. Mon de virkelig vil gøre det? Måske vil de hellere arbejde lidt mindre og få det samme udbetalt, eller måske vil de spare mere op, så de har lidt på kistebunden her i en krisetid.

 

Samtidig står der en voksende flok mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Mange af dem er blevet fyret i forbindelse med finanskrisen, og køerne til jobs som skolepedel og rengøringsassistent er usandsynligt lange. Det er klart, at de fyrede bygningsarbejdere ikke umiddelbart kan træde i stedet for de manglende sygeplejersker, men var det helt overordnet set ikke bedre at dele udbuddet af opgaver mere ligeligt mellem borgene, så flere kunne få en rimelig mængde fornuftige opgaver at tage sig til?

 

Alt andet lige kan det da godt være, at man kan regne sig frem til, at skattelettelser vil være mest økonomisk effektivt, men mon det virkelig holder på lang sigt? Jeg tror det ikke.

 

Løb mere eller spis mindre

April 8th, 2009

Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.

”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.

I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.

Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.

Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.

Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.

Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.

Hvem skal arbejde mere?

February 28th, 2009

Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.

Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.

Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?