Blog


Folkeoplysning 2016: Luk munden på dem, vi ikke kan lide

September 4th, 2016

Foreninger, hvis adfærd modarbejder demokrati eller menneskerettigheder, skal ikke længere kunne få kommunalt tilskud eller låne lokaler. Det fremgår af et lovforslag, som udmønter en politisk aftale om initiativer mod religiøse forkyndere, indgået af et bredt flertal i Folketinget.

Ingen kan være uenig i, at hadprædikanter bør modsiges, og at radikalisering af unge og gamle bør bekæmpes, men er folkeoplysningsloven den rette slagmark for denne kamp? Folkeoplysningen i Danmark har stolte traditioner for åben debat og dialog, men her ønsker man altså at lægge hindringer i vejen for synspunkter, som flertallet ikke bryder sig om.

En anden modsætning i dette lovforslag er, at man ønsker at understøtte grundlæggende friheds- og menneskerettigheder ved netop at undertrykke de selvsamme friheds- og menneskerettigheder. Når foreninger er imod vores opfattelse af demokrati og menneskerettigheder, så skal det være sværere for dem at komme til orde.

Allerede i dag er det strafbart at opfordre til vold og omstyrtelse af samfundet, og det fremgår da også klart af motiverne, at forslaget tilsigter at ramme lovlige, men upopulære ytringer. Det virker ærlig talt hyklerisk at råbe op om lighed og menneskerettigheder, når man samtidig vil gøre forskel på foreninger, vi godt kan lide, og foreninger, vi ikke kan lide. Man skal også notere sig, at lovforslaget ikke kun rammer religiøse foreninger. Også andre foreninger, som på lovlig vis ønsker at ændre den bestående samfundsorden, kan blive ramt at disse restriktioner.

Står Danmarks Radio over grundloven?

November 22nd, 2013

Det skulle man nærmest tro, når man følger med i den helt utrolige historie om nyhedsværten Adam Holm og hans religionskritiske kronik i Politiken, hvor han blandt andet kalder religionen for ”en narresut”. Det viser sig, at Danmarks Radios etiske retningslinjer indeholder regler, som indskrænker de ansattes muligheder for at ytre sig i den offentlige debat – også som privatpersoner.

Det er jo fuldt forståeligt, at Danmarks Radio ligesom alle andre offentlige og private virksomheder gerne vil sikre sig, at institutionen fremstår professionelt og troværdigt, og at medarbejderne såvel ”i som uden for tjenesten viser sig værdige til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”, som der står i tjenestemandslovens § 10.

Det forekommer dog at være noget overdrevet, når man forlanger, at DR-medarbejdere i almindelighed og nyhedsværter i særdeleshed slet ikke må give udtryk for nogen mening om politik eller religion i det offentlige rum. Der er vel ingen borger ved sine fulde fem, der tror på, at netop journalister og nyhedsværter ikke har en mening om alting, og specielt om politik og religion, så hvorfor skulle de dog ikke have mulighed for at sige, hvad de mener? Det er dog bedre, at man ved, hvad journalisterne mener, end at man ikke ved det.

Og det er at blande tingene sammen, når man snakker om, hvad man kan bære af religiøse symboler, når man er på arbejde og på skærmen, og så hvad man kan mene om religion som privatperson.

Nu kunne det umiddelbart se ud til, at DR var kommet på bedre tanker. Først fik Adam Holm en påtale, men den havde så åbenbart ikke været forbi personaleafdelingens jurister, der så senere omformulerede påtalen, så den ikke længere er ”en advarsel i personalejuridisk forstand”, som der står i Politiken d. 13/11. Okay – en advarsel, der ikke er i personalejuridisk forstand, hvad er det så for noget?

Jo, det er i stedet en trussel om at blive omplaceret, degraderet eller lignende, forklarer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der tilsyneladende heller ikke har været forbi juridisk afdeling, før han tog interviewet med Politikens journalist. Han mener åbenbart, at det sagtens kan forenes med grundlovens § 77 og menneskerettighedskonventionens artikel 10 at true medarbejderne med omplacering eller degradering, hvis de udtaler sig som privatpersoner.

Overhovedet at anerkende, at offentligt ansattes ytringsfrihed skulle være begrænset i forhold til alle andre menneskers ytringsfrihed, er kontroversielt, men dog anerkendt af Justitsministeriet og Ombudsmanden i de meget begrænsede tilfælde, hvor det drejer sig om ledende medarbejdere, der udtaler sig om konkrete sager fra deres arbejdsplads. Det er der jo på ingen måde tale om her, hvor det drejer sig om at udtale sig helt generelt om religion.

Jeg spørger mig selv, hvad DRs journalister ville gøre, hvis de kom under vejr med, at en medarbejder – leder eller menig – ved en ANDEN offentlig institution havde fået en påtale for at udtale sig som privatperson. Jeg tror, de ville styrte af sted og himle op om den skrækkelige menneskerettighedskrænkelse, som den pågældende var blevet udsat for. Men DR er åbenbart ikke bare den fjerde statsmagt; institutionen opfatter sig selv som helt udenfor kategori, over både grundloven og menneskeretskonventionen.

En let redigeret udgave af denne artikel blev trykt som debatindlæag i Politiken d. 15/11-2013

Ytringsfrihed og kritik af offentlige myndigheder

April 27th, 2010

Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger, ikke mindst hvis man vil ytre sig kritisk om en offentlig myndigheds politik eller sagsbehandling. I stedet for at gå ind i en saglig debat og kamp på argumenter, benytter nogle myndigheder sig af deres overlegne ressourcer og magtapparat til at slå hårdt ned på dem, der er kritiske overfor systemet og det herskende flertals beslutninger.

Personligt har jeg i forbindelse med mit arbejde i netværket Barnets tarv.nu oplevet, at Statsforvaltningen Hovedstaden har mere travlt med at lukke munden på kritiske røster, end på at undersøge, hvad kritikken egentlig handler om og indgå i en saglig debat. Netværket har under overskriften ”Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden” påpeget og dokumenteret, at der sker uacceptabelt mange sagsbehandlingsfejl i de familieretlige sager. I stedet for at se på sagerne, rette fejlene og måske endda beklage dem, vælger Statsforvaltningen Hovedstaden i en pressemeddelelse d. 1. februar 2010 at gå efter én af penneførerne for netværket og antyde, at hun er en kværulant, der ikke ved, hvad hun taler om.

Formålet med at stigmatisere og mistænkeliggøre en kritiker, der taler på vegne af et stort netværk, er tilsyneladende at berolige offentligheden, der ikke gerne skulle tro, at Statsforvaltningen Hovedstaden laver fejl i sagsbehandlingen. Uanset om kritikken var berettiget eller ej, kunne den skabe utryghed og mistillid hos de borgere, der har brug for hjælp, mente Statsforvaltningen, der derfor fandt det vigtigere at slå hårdt ned på budbringeren, end at undersøge om der eventuelt skulle være noget om snakken.

Det er en skræmmende udvikling. Hvad er det for et samfund, vi får, hvis alle skal være enige om alting?  Hvis ingen tør åbne munden overfor statsmagten af skræk for repressalier i form af fyringer, advarsler, blacklisting eller bare ren og skær stigmatisering og mistænkeliggørelse?

Se hele pressemeddelelsen her.

Se mere om sagen på www.barnetstarv.nu

Ytringsfrihed og berufsverbot

April 21st, 2010

Ytringsfrihed og berufsverbot

Hvis du ytrer dig kritisk om den danske udlændingelovgivning, så diskvalificerer du samtidig dig selv til at arbejde for udlændingemyndighederne. I hvert fald hvis du er læge. Af bemærkningerne til endnu en ny udlændingelov fremgår det, at man ikke både kan have en mening og så blive betroet til at lave en uvildig lægeerklæring om en asylansøger. ”Hold mund eller du kommer på den sorte liste”

»Læger kan sige, præcis hvad de har lyst til, men de kan ikke samtidig lave objektive lægeerklæringer, som er den direkte adgang til at få humanitær opholdstilladelse i Danmark«, siger integrationsordfører for Venstre Karsten Lauritzen

I et tidligere indlæg her på bloggen skrev jeg om, hvordan en kommunaldirektørs og en kommunikationsmedarbejders ytringer førte til, at de begge blev fyret. Men ytringsfriheden er under pres også på andre områder.

Ganske kort tid efter kom det frem, at Integrationsministeren nu foreslår, at læger, der ytrer sig kritisk om ministeriets sagsbehandling, vil blive anset for inhabile til at afgive erklæringer i konkrete sager om humanitær opholdstilladelse. Hvis der i en konkret sag ligger en lægeerklæring fra en kritisk læge, vil ministeriet se bort fra denne lægeerklæring, kunne man læse i Politiken.

”Det her er en begrænsning af vores ytringsfrihed, der kan give minder om politistatsmetoder ”, siger Torben Ishøy fra Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, og jeg er helt enig med ham. Der er tale om en form for berufsverbot.

«Berufsverbot» – eller erhvervsforbud, beskæftigelsesbegrænsning – er et fænomen, der indebærer at personer, p.g.a. deres politiske overbevisning, enten ikke kan få beskæftigelse indenfor staten eller i kommunerne, eller bliver afskedigede. Berufsverbot afspejler et uhyggeligt samfund præget af frygt for statsmagten, hvor alle har den samme mening som flertallet, og hvor munden bliver lukket på kritiske røster.

En bred og saglig offentlig debat om et emne – her udlændingelovgivningen – kræver, at det ikke blot er de statsansatte, der udtaler sig, men at man også hører om andre syn på sagerne. Hvis ikke de kritiske læger skulle udtale sig – hvem skulle så? Den mest kvalificerede debat får man, når alle involverede ved, hvad de snakker om, så det er jo netop vigtigt, at også de uvildige eksperter på et bestemt område, fortæller offentligheden om deres viden og meninger.

Ytringsfriheden er jo meningsløs, hvis man kun må sige det, som alle andre og især det politiske flertal mener.

Grænser for ytringsfrihed

April 5th, 2010

Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger. To mennesker har i påsken ufrivilligt sagt farvel til deres stillinger. Årsagen var i begge tilfælde deres ytringer. Så hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Det vil jeg sætte fokus på i den kommende tid.

Ditte Okman fra Venstres kommunikationscenter udtrykte i meget nedladende og voldsomme vendinger sit syn på andre mennesker på sin Facebook-profil, mens Koldings nu forhenværende kommunaldirektør Ingemann Olsen udtalte sig negativt om de kommunalt ansattes arbejdsmoral og engagement. Begge endte med at stå med en fratrædelsesaftale i hånden.

I Grundloven står der i § 77:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur eller andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Det betyder for det første, at der ikke må indføres centrale eller lokale godkendelseskontorer, og at alle og enhver skal have lov til at sige og skrive hvad de vil, men så må de være parat til at stå til regnskab for domstolene efterfølgende. Det kan f.eks. ske, hvis man har sagt noget ærekrænkende eller løgnagtigt om andre mennesker.

Men ytringsfriheden har også en indholdsmæssigt kvalitet, der gør, at offentligheden og forvaltningen bør understøtte og opmuntre borgerne til at tage del i debatten. Det er vigtigt, at folk både tør og vil udtale sig om aktuelle samfundsemner, uden at frygte sanktioner fra deres arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller politiske modstandere. Folketinget må sikre, at der kun er det nødvendige minimum af muligheder for at straffe og sanktionere ytringer. Ellers risikerer man, at ytringsfriheden reelt bliver uden indhold.

De to sager – som jeg kun kender fra pressen – adskiller sig ved, at Ditte Okman udtalte sig som privatperson på sin Facebook-profil, mens Ingeman Olsen udtalte sig i sin egenskab af kommunaldirektør. Jeg sympatiserer på ingen måde med Ditte Okmans udtalelser, men kunne man ikke have klaret problemet med en lukning af profilen, en kammeratlig samtale og en undskyldning til de pågældende?

Jeg har til gengæld mere sympati for kommunaldirektøren. Han siger bl.a.

»Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre. Det er noget, vi skal have fat i. Hvis vi skal have en højere produktivitet i den offentlige sektor, så skal vi have en anden arbejdsmoral og et andet engagement«.

Det er jo hverken ærekrænkende, løgnagtigt eller nedladende, men et relevant indlæg i debatten om effektivisering, organisationsudvikling og offentlig ledelse. Hvis en offentlig leder, der ifølge Politiken er landets mest erfarne og længst siddende kommunaldirektør, ikke kan starte en debat uden at komme i loyalitetskonflikt med sine politikere, så står det skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Børnekonvention fyldte 20 år

December 4th, 2009

Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag. 

Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:

Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.

Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.

I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?

Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen.  Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.

Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?

Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.