Blog


Blinde eller blåøjede?

May 22nd, 2011

”Brandærgerligt”, sagde Videnskabsministeren, da hun i TV-avisen blev spurgt, hvad hun mente om, at endnu en sundhedsvidenskabelig forsker har snydt og bedraget sit universitet, og nu kræves udleveret til restforfølgelse i USA, hvor han også har snydt og bedraget. Men er universiteternes ledere virkelig så blåøjede, at de ikke kan gennemskue svindlere og bedragere? Eller vender man det blinde øje til, når der er tale om forskere, der er rigtig gode til at skaffe eksterne midler til de slunkne kasser?

Videnskabsteoretiker Claus Emmeche var nærmest tilbøjelig til at mene det sidste, men det var ministereren ikke meget for at komme ind på. Hun oplyste, at forskningsrådene tildeler de eksterne midler til de allerbedste forskere i ligeværdig konkurrence, og at der derfor ingen problemer var. Men den aktuelle sag handlede jo netop ikke om denne fine og retfærdige konkurrence i forskningsrådene, men om at forskeren kunne komme hjem med mange, mange millioner fra USA.

Se mere om denne sag på linket her.

To slags præsidenter

April 13th, 2011

D. 12. april havde jeg lejlighed til at høre en key-note præsentation afholdt af Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, som fortalte om baggrunden for landets økonomiske krise, hvordan Island havde tacklet krisen, og hvilke fremtidsperspektiver, han så for landet. Udover at være en kløgtig og charmerende person, var det også en rigtig statsmand, der talte – og tilhørerne fik næsten ondt af de stakkels islændinge, der helt uforskyldt var havnet i et økonomisk uføre. I den efterfølgende debat vendte journalisten igen og igen tilbage til det faktum, at Ólafur Ragnar Grímsson som præsident havde forkastet en lov vedtaget af parlamentet, men det viste sig, at han havde udnyttet sin forfatningsmæssige ret til at beslutte, at en lov vedtaget af parlamentet skal sendes til folkeafstemning. Og her var loven så blevet forkastet. Se mere her.

Jeg var slet ikke klar over, at Island havde dette schweiziske folkeafstemningssystem, men Ólafur Ragnar Grímsson fandt, at det var den eneste rigtige form for demokrati i stedet for det repræsentative demokrati, som vi hylder her i landet.

Senere samme aften kunne man så i DR2 nyde endnu en af Christoffer Guldbrandsen politiske dokumentarfilm om EU – nemlig om hvordan EU fik sin første præsident. Den form for politik, hvor skolegårdsbøllerne Chirac og Schröder driller den naive Berlusconi, og hvor personlige sym- og antipatier åbenbart betyder mere end Europas fremtid, var ikke ligefrem et mønstereksempel på repræsentativt demokrati. Det kom også frem, at det værste en statsleder kunne blive udsat for, var at måtte sende en EU-vedtagelse til folkeafstemning – så var han nærmest sikker på at få sin traktat forkastet. Og så endte det hele med, at man valgte den modstræbende mindste fællesnævner Herman von Rompuy udelukkende fordi han var konservativ, fra et lille land og talte fransk. Om han i øvrigt kunne eller ville noget var tilsyneladende helt ligegyldigt for Europas statsledere. Beskæmmende.