Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.
Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.
Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.
Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:
Hvad er der galt med at være inhabil?
Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.
Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.
Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?
Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.
At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.
Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?
Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.
