En syrisk læge kommer til Norge, men kan ikke bestå den norske ”adgangsprøve” for læger. Derfor må han nøjes med at arbejde som social- og sundhedshjælper i Norge, men senere forsøger han sig så i Danmark, hvor han får en prøveautorisation på et jysk sygehus. Også dér indser man hurtigt, at lægen mangler de mest basale kvalifikationer og han bliver afskediget efter 14 dage. Sygehuset sender endda en advarselsmeddelelse til Sundhedsstyrelsen. Så vidt, så godt.
Men nu kommer det mærkelige. Han søger herefter igen om at få godkendt sin udenlandske lægeeksamen, og Sundhedsstyrelsen giver ham et nyt forsøg på et andet jysk sygehus. På det nye sted får de ikke noget at vide om forhistorien og skal derfor starte forfra med at konstatere, at lægen ikke kan noget.
Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker forklarede sig i TV-avisen d. 25/2 med, at folk skulle have en fair chance, og at det jo kunne skyldes dårlig kemi, når det ikke gik godt på det første sygehus. Derfor kunne man – i særlige situationer – få en ny chance.
Jeg er jo altid en stor fortaler for retssikkerheden, men her forekommer synspunktet ærlig talt noget pladderhumanistisk. Hvad var det særlige ved denne sag? Det kan da ikke være meningen, at det er det andet sygehus og dets patienter, der skal tage ansvaret for at beslutte, at denne åbenlyst ukvalificerede person ikke skal arbejde som læge. Det må Sundhedsstyrelsen da kunne stramme sig op til selv at træffe beslutning om uden videre overvejelser og brug af ressourcer.
Jesper Fisker kunne svinge sig op til at love, at når man – i disse særlige situationer – ville sende folk ud i prøveautorisation nr. 2, så skulle papirerne fra deres tidligere ansættelser følge med for fremtiden. Tænk, at man ikke have kunnet finde på det på eget initiativ uden TV-avisens mellemkomst.
Som jeg tidligere har skrevet om, er der nogle myndigheder, der prøver at rationalisere sig ud af deres budgetunderskud og ressourcemangel ved at speede sagsbehandlingen op og se stort på retsgarantier og borgerrettigheder. Sundhedsstyrelsens har fundet en anden vej – nemlig at sende sagen ud i verden og lade nogle andre gøre arbejdet. Men på den måde bliver udgiften jo bare væltet over på de i forvejen hårdt trængte sygehuse.
