Blog

Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger. To mennesker har i påsken ufrivilligt sagt farvel til deres stillinger. Årsagen var i begge tilfælde deres ytringer. Så hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Det vil jeg sætte fokus på i den kommende tid.

Ditte Okman fra Venstres kommunikationscenter udtrykte i meget nedladende og voldsomme vendinger sit syn på andre mennesker på sin Facebook-profil, mens Koldings nu forhenværende kommunaldirektør Ingemann Olsen udtalte sig negativt om de kommunalt ansattes arbejdsmoral og engagement. Begge endte med at stå med en fratrædelsesaftale i hånden.

I Grundloven står der i § 77:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur eller andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Det betyder for det første, at der ikke må indføres centrale eller lokale godkendelseskontorer, og at alle og enhver skal have lov til at sige og skrive hvad de vil, men så må de være parat til at stå til regnskab for domstolene efterfølgende. Det kan f.eks. ske, hvis man har sagt noget ærekrænkende eller løgnagtigt om andre mennesker.

Men ytringsfriheden har også en indholdsmæssigt kvalitet, der gør, at offentligheden og forvaltningen bør understøtte og opmuntre borgerne til at tage del i debatten. Det er vigtigt, at folk både tør og vil udtale sig om aktuelle samfundsemner, uden at frygte sanktioner fra deres arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller politiske modstandere. Folketinget må sikre, at der kun er det nødvendige minimum af muligheder for at straffe og sanktionere ytringer. Ellers risikerer man, at ytringsfriheden reelt bliver uden indhold.

De to sager – som jeg kun kender fra pressen – adskiller sig ved, at Ditte Okman udtalte sig som privatperson på sin Facebook-profil, mens Ingeman Olsen udtalte sig i sin egenskab af kommunaldirektør. Jeg sympatiserer på ingen måde med Ditte Okmans udtalelser, men kunne man ikke have klaret problemet med en lukning af profilen, en kammeratlig samtale og en undskyldning til de pågældende?

Jeg har til gengæld mere sympati for kommunaldirektøren. Han siger bl.a.

»Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre. Det er noget, vi skal have fat i. Hvis vi skal have en højere produktivitet i den offentlige sektor, så skal vi have en anden arbejdsmoral og et andet engagement«.

Det er jo hverken ærekrænkende, løgnagtigt eller nedladende, men et relevant indlæg i debatten om effektivisering, organisationsudvikling og offentlig ledelse. Hvis en offentlig leder, der ifølge Politiken er landets mest erfarne og længst siddende kommunaldirektør, ikke kan starte en debat uden at komme i loyalitetskonflikt med sine politikere, så står det skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed.