Blog


Rektor for Folkeuniversitetet i København

juni 11th, 2010

Hvorfor er Lars von Trier’s film så provokerende? Hvad er lykke, og kan man selv finde den? Kan forskerne forudsige den næste askesky? Hvilken betydning har jazzmusiken for den japanske forfatter Haruki Murakami? Hvad er en supernova og et kosmisk gammaglimt?

Folkeuniversitetet har igennem mere end 100 år været en populær mulighed for videbegærlige mennesker til at få indsigt i alskens emner, og hvert år deltager mange tusinde mennesker i ét eller flere af de spændende programmer. D. 1/7 tiltræder jeg stillingen som rektor – d.v.s. leder af Folkeuniversitetet i København.

Folkeuniversitetet er kendt som et sted, hvor forskning på højt videnskabeligt niveau bliver formidlet i øjenhøjde, så alle kan være med. Det skal vi fastholde og udvikle, så endnu flere befolkningsgrupper får lyst til at deltage. Både unge og gamle, erhvervsaktive og pensionister, og borgere med forskellige etniske og kulturelle baggrunde skal kunne finde attraktive kursustilbud på Folkeuniversitetet.

Sammen med de faglige kontaktpersoner, styrelsen og medarbejderne vil jeg derfor arbejde på at udvide Folkeuniversitetets program med flere dagsaktuelle emner inden for eksempelvis folkesundhed, miljø, klima og politik. Dette skal ske i tæt samarbejde med universiteterne i hovedstadsområdet for også at udvide kendskabet til Folkeuniversitetet i København.

Det er en stor glæde for mig at komme tilbage til universitetsmiljøet og at kunne kombinere mit kendskab hertil med min store interesse for folkeoplysning og higen efter mere viden om alverdens emner.

4 Comments

  1. Tillykke med den nye stilling, det er altid sundt med nye udfordringer.
    Jeg håber Folkeuniversitetet bliver bedre organiseret nu. Jeg har gået i flere år.Men sidste år var der et utroligt rod i lokalerne. På det ene kursus jeg gik var vi på 7 forskellige steder. Det ene lokale mere dårligt end det andet. Håber du kan få udbedret dette.
    Venlig hilsen
    Lis Larsen

    Comment by Lis Larsen — juni 18, 2010 @ 7:59 am

  2. Hej Lis. Tak for din hilsen og forslag om at gøre noget ved lokalesituationen. Det er et problem, som vi deler med mange af Hovedstadens uddannelsesinstitutioner, men det skal jo ikke forhindre os i at prøve at forbedre situationen. Jeg håber, du har været tilfreds med kurserne iøvrigt.
    M.v.h.
    Bente Hagelund

    Comment by Bente Hagelund — juni 18, 2010 @ 1:04 pm

  3. Tillykke og velkommen.
    Jeg har gået på FU gennem mange år og er super tilfreds med langt de fleste af oplevelserne. Er det muligt at lave enkelte mere længevarende kurser så efterår&forår hæftes sammen til i bedste fald 20 lektioner.

    Vh
    Mogens

    Comment by mogens faurholt — juni 21, 2010 @ 1:51 pm

  4. Hej Mogens.
    Tak for de rosende ord og det gode forslag. Det vil jeg tage med til programudvalget, der holder møde straks efter sommerferien. Efterårskataloget er jo lige på trapperne, vi åbner for tilmelding på nettet næste torsdag d. 1/7.
    Hilsen
    Bente

    Comment by Bente Hagelund — juni 21, 2010 @ 7:08 pm

RSS feed for comments on this post.

Sorry, the comment form is closed at this time.