Blog


Stillingsopslag: Folkeuniversitetet søger ny medarbejder

April 3rd, 2011

Folkeuniversitetet afholder 600 kurser årligt med 15.000 deltagere. Vi udvikler og koordinerer kurserne i samarbejde med lærerne, udarbejder kursuskatalog, modtager tilmeldinger og skaffer lokaler. Programredaktøren har hovedansvaret for disse aktiviteter, og vi har brug for en ny medarbejder, der kan hjælpe ham med det.

Vi søger en kompetent og systematisk person, der med godt humør og overblik kan få noget fra hånden i en travl og afvekslende hverdag. Vi lægger vægt på, at du kan planlægge og gennemføre større, komplekse arbejdsopgaver, men også at du kan omprioritere og håndtere uforudsete situationer på en positiv og fremadrettet måde.

Dine opgaver

Som assistent for programredaktøren deltager du i udarbejdelsen af kursusprogrammet 2 gange årligt, hvilket blandt andet indebærer registrering, korrespondance og korrekturlæsning. Du medvirker i lokaleplanlægningen og allokeringen af lokaler til de enkelte kurser, og du kommunikerer med lærere og kursister. Derudover bistår du programredaktøren i andre forefaldende opgaver.

Dine kvalifikationer

Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse og erfaring med administrativt arbejde i en offentlig eller privat virksomhed med mange kunder og samarbejdspartnere. Du har talent for både skriftlig og mundtlig kommunikation. Solid erfaring med brug af IT til administrative opgaver er en forudsætning, og kendskab til administrationssystemet Navision vil være en fordel. Hvis du tidligere har arbejdet på en højere læreanstalt eller med uddannelsesadministration, vil det også være et plus. Vi værdsætter personlige egenskaber som initiativ, ansvarlighed og omhu.

Vi tilbyder

• Et afvekslende job med gode muligheder for indflydelse på opgaveløsningen
• En bred kontaktflade til kursister, lærere og samarbejdspartnere
• En fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer

Ansøgning/tiltrædelse

Ansøgning med CV og kopi af uddannelsespapirer fremsendes som e-post til rikket@hum.ku.dk senest mandag den 11. april 2011 kl. 12.00. Tiltrædelse pr. 1. juni 2011 eller snarest muligt.

Evt. spørgsmål kan rettes til rektor Bente Hagelund: Tlf. 35 32 87 07 / e-mail hagelund@hum.ku.dk

Folkeuniversitetet i København formidler videnskabens metoder og resultater til alle interesserede i samarbejde med Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School, samt hovedstadens muséer og kulturinstitutioner. Vi er 8 fastansatte medarbejdere og har tilknyttet ca. 700 forskere og undervisere. Undervisningen finder sted overalt i byen, men den daglige arbejdsplads er på Amager Campus i det gamle KUA. Læs mere på www.fukbh.dk

No Comments

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Sorry, the comment form is closed at this time.