-
Så blev det sommerferie, og alle eksaminander, lærere og censorer kan puste ud, og forhåbentlig glæde sig over gode eller i hvert fald retfærdige resultater. Og det er ikke kun glade unge kvinder og mænd med hvide huer, men også os med gråt hår, hvis vi da ellers har noget hår. Det viser sig nemlig, at voksne danskere er helt vilde med at efteruddanne sig, og at det kun er svenskerne, der overgår os i EU, når det gælder livslang læring. Andelen af danskere, der går på HD, IT-kursus, Diplomuddannelse i Ledelse og hvad ved jeg, er steget fra 19,2 % i år 2000 til 29,2 % i 2007.
Det glæder Undervisningsministeriet, men ude på CBS, hvor jeg slår mine folder, er man en anelse bekymrede. Finanskrisen og de mange opfordringer til at opgradere sine kompetencer har forårsaget et stormløb på især kandidatuddannelserne. Så de studerende skal kridte skoene og gå tidligt i seng for at nå først frem til kantinen, læsepladserne og grupperummene, for slet ikke at tale om toiletterne.
For man skal nok ikke regne med, at der kommer flere lokaler, lærere eller andre faciliteter, bare fordi studenteroptaget forøges. Næh, CBS’erne kommer til at fortætte sig, gør de, ligesom alle de andre universitetsstuderende og -lærere, der også må vænne sig fra at gå og brede sig.
-
Den ny offentlige lederuddannelse af høj kvalitet har ikke gjort meget væsen af sig. Man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Fakta er, at Folketinget har vedtaget en ny lov, som gerne skulle føre til et ”nyt højt kvalificeret udbud af lederuddannelser på diplomniveau, som giver en enkelte offentlige leder en fleksibel, generel ledelsesfaglig og praksisnær lederuddannelse”. Så vidt, så godt, men hvordan skal det så ske?
Jo, efter lovens ikrafttræden her d. 15. juni 2009, skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om den offentlige lederuddannelse. I et bilag til denne bekendtgørelse skal der stå, hvad uddannelsen skal indeholde. Samtidig skal den eksisterende bekendtgørelse om diplomuddannelsen i ledelse laves om, så den rent strukturmæssigt kommer til at passe til den nye offentlige lederuddannelse. Det betyder, at man skal gå fra at have 5 større fag + et afgangsprojekt for at få en diplomuddannelse, fremover skal have 9 små fag og et afgangsprojekt.
Udover arbejdet med bekendtgørelserne og bilagene skal man også have nedsat et uafhængigt Certificeringsråd, som skal certificere de institutioner og organisationer, som gerne vil udbyde undervisning for de offentlige ledere. Dette Certificeringsråd (hvem sagde ”væk med smagsdommere, råd og nævn”?), skal træffe sine beslutninger på baggrund af indstillinger fra et eller flere ekspertudvalg, som også skal udnævnes. Alle disse mennesker skal serviceres af et sekretariat, som også skal nedsættes.
Herefter kan man så gå i gang med at sende uddannelsens forskellige elementer i udbud, modtage ansøgninger, sagsbehandle dem og certificere de kvalificerede, alt sammen inden d. 15. september 2009, hvis ellers Bertel Haarders svar til Folketingets Uddannelsesudvalg står til troende.
Det gør det nok ikke, og det er da også fuldkommen useriøst og urealistisk at forestille sig, at man kan gennemføre alt dette henover sommerferien på et ordentlige kvalitetsmæssige grundlag. Og det skulle det jo helst være, hvis man ellers mener noget med, at den nye offentlige lederuddannelse skal være både ny og af høj kvalitet.
-
.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:
A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”
B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”
C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig. Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”
D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”
Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?
-
På BT’s hjemmeside kan man læse, at Fyns Politi nu har afsluttet efterforskningen mod Bendt Bendtsen om overtrædelse af våbenloven. Man skal nu i gang med at tage stilling til, om Bendtsen også skal miste sit jagttegn. Uheldigvis for efterforskningen viser det sig, at flere betjente har bedt om at blive holdt ude af efterforskningen, fordi de kender Bendtsen privat. Og hvad så? Er de ubehageligt berørt? Er de inhabile?
Normalt skal der temmelig meget til, før almindelige daglige bekendtskaber vil blive betegnet som inhabilitet i Forvaltningslovens forstand, og dermed udelukke offentligt ansatte fra at behandle sager, der vedrører deres private bekendte. Den tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde engang, at ”at venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan tale om inhabilitet. Bare det, at man har kender eller har kendt hinanden er ikke nok til at statuere inhabilitet, og man kan ikke slippe for at behandle en ubehagelig sag ved selv at sige, at man føler sig inhabil.
Desværre får vi ikke at vide, hvad der er sket med de pågældende betjentes anmodning. Deres chef siger, at ”det er bestemt ikke for at holde hånden over Bendt Bendtsen, at sagen har været så længe undervejs”. Det skyldes heller ikke mandskabsmangel på grund af alle Bendtsens tidligere kolleger gerne vil være fri for at behandle sagen, men derimod processuelle regler, når der skal rejses sag mod en folketingspolitiker.
-
I den seneste uge har økonomerne diskuteret, hvilken type finanspolitisk indgreb der vil være mest effektivt til at sparke hjulene i gang. Skal man give skattelettelser eller er det bedre med øgede offentlige investeringer?
Økonomerne fra Copenhagen Consensus Center har regnet ud, at det er mest effektivt med skattelettelser, fordi det vil få sosu-assistenter, sygeplejersker, direktører og andre folk i job til at tage en ekstra tørn og arbejde mere. Hvorimod øgede offentlige investeringer nok vil få nogle af de fyrede medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet igen, men samtidig bliver udgifterne til dagpenge og andre overførselsindkomster større. Det giver ikke vækst, og derfor er det mest effektivt med skattelettelser.
Men har man ikke glemt at regne med stress, udbrændthed og sygefravær? Det forekommer helt forkert at satse på, at de mennesker, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal arbejde endnu mere for at holde hjulene i gang. Mange må allerede i dag kæmpe med at holde styr på karrieren, familielivet og helbredet uden at bryde sammen, og nu skal de så arbejde endnu mere. Mon de virkelig vil gøre det? Måske vil de hellere arbejde lidt mindre og få det samme udbetalt, eller måske vil de spare mere op, så de har lidt på kistebunden her i en krisetid.
Samtidig står der en voksende flok mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Mange af dem er blevet fyret i forbindelse med finanskrisen, og køerne til jobs som skolepedel og rengøringsassistent er usandsynligt lange. Det er klart, at de fyrede bygningsarbejdere ikke umiddelbart kan træde i stedet for de manglende sygeplejersker, men var det helt overordnet set ikke bedre at dele udbuddet af opgaver mere ligeligt mellem borgene, så flere kunne få en rimelig mængde fornuftige opgaver at tage sig til?
Alt andet lige kan det da godt være, at man kan regne sig frem til, at skattelettelser vil være mest økonomisk effektivt, men mon det virkelig holder på lang sigt? Jeg tror det ikke.
-
D. 5. maj 2009 fremsatte Justitsministeren et lovforslag som skal begrænse befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Det handler om ministrenes kalendere, der kan indeholde mange interessante oplysninger om ministrenes aktiviteter i og udenfor Christiansborg.
Lovforslaget går ud på, at alt indholdet i samtlige ministres kalender skal være undtaget fra aktindsigt. Som et plaster på såret kan man så få lov til at se en hjemmeside med udvalgte oplysninger om udgifter til repræsentation, hvilke gaver, ministeren har modtaget o.s.v.
Formålet med Offentlighedsloven er at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning. Loven skal altså medvirke til at skabe interesse for forvaltningen, men også til at styrke tilliden. Og noget tyder på, at det virker. Gang på gang viser internationale undersøgelser, at danskere har en meget høj tillid til hinanden og til offentlige myndigheder. Man kan få lov til at kigge med i maskinrummet, og det man ser, giver ikke anledning til mistillid. Det betyder ikke, at der er evigt solskin i en pletfri forvaltning, men det store billede er altså en befolkning, der har tillid til deres forvaltning.
I forbindelse med anmodninger om aktindsigt i Bendt Bendtsens kalender, kom det frem, at ministeriets embedsmænd havde rettet i kalenderen forud for aktindsigten, og det indbragte ministeriet en næse fra Ombudsmanden. Statsministeren selv har også været ude for aktindsigtsanmodninger i forbindelse med rejser, restaurationsbesøg o.s.v.
Det er utvivlsomt irriterende at blive udsat for den slags, men skyder man ikke gråspurve med kanoner, når man vil gå så vidt som til at indskrænke befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning, fordi Lars Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen føler sig trådt over tæerne. At undtage samtlige oplysninger i samtlige kalendere i al fremtid er ikke bare udemokratisk, det strider også mod ånden i Offentlighedsloven og i dansk forvaltningstradition. Og det er bestemt ikke egnet til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.
-
I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.
Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.
Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .
Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.
Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.
Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.
Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.
Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.
Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.
Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.
-
Fra tanke til faktura – hvem betaler regningen?
I 2003 præsenterede Videnskabsministeren en handlingsplan for et styrket samspil mellem forskning og erhvervsliv med undertitlen ”Fra tanke til faktura”- i sandhed en tankevækkende plan. Man så for sig, hvordan de mange storslåede forskningsresultater, der hidtil havde ligget uudnyttet hen i forskernes støvede skuffer, pludselig sprang frem og blev nyttiggjort til glæde for det danske samfund.
Men hvem var det nu lige, som skulle skrive fakturaen ud, og hvem skulle betale regningen? Skulle staten skrive regningen ud til erhvervslivet for brug af de offentligt finansierede universiteters personale- og bygningsressourcer? Eller var det erhvervslivet, der skulle skrive regninger ud? Og i givet fald til hvem? Til danske borgere, som ville købe de nye forskningsbaserede produkter? Eller til pengestærke udenlandske investorer?
Dengang undrede man sig over disse spørgsmål og over om der helt overordnet set kunne komme vækst og flere penge ud af denne fakturaudskrivning?
Her snart 6 år har emnet fået ny aktualitet i forbindelse med revisionen af universitetsloven og videnskabsministerens seneste udgivelse ”Fremtidens Universiteter”. Fora – en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen mener, at universiteterne ikke er gode nok til at dele viden med erhvervslivet, private og offentlige institutioner, og at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det udbytte, der måtte komme ud af samarbejdet.
At universiteterne beskyldes for at stille urealistiske krav kunne tyde på, at de også gerne vil være med til at skrive fakturaer ud, og det kunne være interessant at få at vide, hvordan det går med handlingsplanen ”Fra tanke til faktura”. Er vejen fra forskning til faktura blevet kortere? Virker planen?
-
Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.
”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.
I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.
Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.
Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.
Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.
Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.
-
Og jeg som troede at jeg havde styr på, hvad CSR er for noget – Samfundsengagement eller Virksomhedens Sociale Ansvar. Men hver dag bliver man klogere, og jeg ved nu, at Økonomi- og Erhvervsministerier kalder det for Samfundsansvar, og det hedder det også i lovgivningen.Ministeriet skriver, at det handler om, at virksomheder gennem deres forretningsaktiviteter frivilligt bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer, både nationalt og globalt. Det kan for eksempel være hensyn til menneskerettigheder, arbejdsforhold, klima mv.
I loven kan man se, at det også drejer sig om korruptionsbekæmpelse, hvilket var helt nyt for mig. Jeg synes, der er meget langt fra at dele lagkage ud på plejehjemmet om søndagen til korruptionsbekæmpelse, og min undren skyldes nok, at jeg personligt har tænkt på CSR som noget hen i retning af det velgørenhedsagtige. Altså, at store virksomheder af ideelle grunde skal eller bør dele ud af deres overskud til dem, som ikke har så meget. Og i den forståelsesramme passer korruptionsbekæmpelse ikke rigtig ind. Korruptionsbekæmpelse er efter min opfattelse en del af de egentlige virksomhedsaktiviteter, d.v.s. noget man er nødt til at gøre af hensyn til virksomhedens drift . Dels fordi korruption er ulovligt ,men også fordi virksomhedernes renomme i det lange løb ikke kan tåle, hvis der er tvivl om deres holdninger og handlinger, når det gælder korruption.
Det bliver spændende at se, hvilke aktiviteter virksomhederne vil afrapportere i 2009, når årsregnskaberne for første gang skal indeholde en redegørelse for virksomhedernes arbejde med CSR.
Forvaltningsret og god sagsbehandling