-
I en tid med knappe ressourcer er der mange vigtige ting at bruge penge på, f.eks. reparationer af hullede tage, fratrædelsesgodtgørelser eller heftig markedsføring. En del virksomheder må lukke kursuskontoen eller i hvert fald skære den kraftigt ned på grund af økonomiske problemer. Virksomheden kan jo godt leve videre på et reduceret kursusbudget, mens de andre udgifter kan være helt nødvendige for at overleve. Er der alligevel lidt penge tilbage på kontoen, så kommer medarbejderne på IT-kursus eller noget andet hard-core-værktøjsagtigt, mens inspirationskonferencer og latterkurser må vente til en anden gang.
En anden mulighed er at bruge nogle af kursuskronerne til kompetenceudvikling på jobbet. Sidemandsoplæring og ”learning-by doing” bliver nogle gange omtalt let nedsættende, som en slags andenrangsuddannelse for virksomheder, der er så fattige, at de ikke engang kan sende deres medarbejdere ud i byen til en rigtig uddannelse. Mene der er mange positive elementer i kompetenceudvikling på jobbet.
For det første kan man opnå teambuilding og større samhørighedsfølelse, når kolleger lærer noget sammen. De kolleger, der optræder som lærere for deres kolleger, kan løfte sig både fagligt og personligt, når de oplever glæden ved at lære fra sig.
For det andet er det en gammelkendt sandhed, at det ofte er svært for medarbejdere, der har været ude i byen på et kursus, at komme hjem og tage den nye viden i brug. Dem, der ikke har været af sted, har jo ikke hørt, hvad der er blevet sagt, og kursusdeltagernes ny viden er ikke indarbejdet nok til, at den bare kan gives videre. Et internt kursus grundlægger en fælles viden, som alle kan bygge videre på.
For det tredje er der jo prisen. Med god planlægning kan man få meget fremadrettet kompetenceudvikling internt på arbejdspladsen, men gratis – det er det ikke. Hvis sidemandsoplæring, interne kurser og fælles praksisudvikling skal blive en succes og et relevant alternativ til dyre kurser ude i byen, skal der også sættes ressourcer af til det. De interne lærere skal have frigjort den nødvendige tid til at forberede sig til undervisningen, og de skal belønnes med penge, frihed eller på anden måde. Der skal måske ansættes vikarer til at holde butikken i gang, mens undervisningen står på, og man gør måske lidt stads af kursisterne i form af fælles måltider før, under eller efter undervisningen.
En sidste fordel ved kompetenceudvikling på jobbet er ledelsens mulighed for at træde i karakter i den forbindelse. Ledelsen kan optræde som en del af lærerteamet og fortælle om virksomhedens værdier og politik eller være med ved evalueringen eller afslutningsfrokosten. På den måde får ledelsen en enestående mulighed for at vise, at man påskønner de læringsaktiviteter, som virksomheden selv kan frembringe og vise interesse for medarbejderne – noget der er helt afgørende vigtigt i en krisetid.
-
Shoppingcentret på Amagers Overdrev fejrer 5-års fødselsdag, og det sker blandt andet ved kampagnen ”Give and take”, hvor centret vil sætte fokus på miljø- og samfundsansvar og vise kunderne, at man interesserer sig for verden og det omgivende samfund. Fields’ motiver for at indgå i et sådant partnerskab må være at blive kendt som en samfundsansvarlig virksomhed, der gør noget for de svage og nødlidende. Men hvad er det så Fields gør? Giver de en del af overskuddet til Røde Kors? Næh, kampagnen går ud på at sælge forskellige røde varer i korsform – (hvad kan det mon være – kager? kjoler? smykker?) – til fordel for Røde Kors.
Der er åbenbart flere og flere mennesker, der gerne vil bruge deres penge på de ting og sager, som de synes, er vigtige. I Politiken (11/3) kan man læse om de nye socialøkonomiske virksomheder, der succesfuldt driver forretning med henblik på at genere et overskud til en god sag. Og det går åbenbart så godt, at flere og flere små firmaer kan etablere sig og overleve, fordi folk i krisetider helst vil bruge deres penge på noget bæredygtigt og samfundsnyttigt.
Men vil sådanne kritiske forbrugere virkelig begive sig ud til shoppingcentret Fields for at købe røde varer i en god sags tjeneste? Næppe, men det er heller ikke dem, man vil nå, for fundraisingchefen for Røde Kors udtaler, at partnerskabet med Fields er en måde at nå ud til mennesker med overskud. Man forestiller sig altså, at der går en masse velbeslåede mennesker rundt ude i Fields, som får lyst til at støtte Røde Kors ved synet af de røde varer og sangerinden Monique, som også er med i partnerskabet.
Udover pengene tænker Røde Kors også, at samarbejdet er en god vej til øget synlighed. Ja, det skal jeg love for. Nu havde man lige glemt alle skandalerne omkring Jørgen Poulsens lukrative fratrædelsesordninger, men så kommer hjælpeorganisationen stærkt igen med dette overraskende samarbejde med Nordeuropas største shoppingcenter, der åbenbart har behov for at få pudset sit image af uden at gribe til lommerne.
Det er tydeligt, at det atypiske partnerskab har skabt god synlighed, men hvor går grænsen for, hvem Røde Kors vil samarbejde med for at få opmærksomhed? Våbenfabrikanter? Tobakskompagnier?
-
Kvindernes internationale kampdag – det lyder helt anakronistisk. Hvem skal vi kæmpe mod? Hvor står slaget? Både mænd og kvinder har det jo trygt og godt på trods af finanskrise og dårligt vejr. Er det ikke lidt patetisk, at gå her og klynke over manglende karrieremuligheder og uligeløn, mens folk i Afrika kæmper for at overleve AIDS, angreb fra voldsforbrydere og uendelig fattigdom?
Svære spørgsmål – det er lettere at svare på, hvad vi skal kæmpe for. Der er masser af ting at tage fat på som for eksempel:
Ligeløn.
I Information d. 7/3 kan man læse, at kvinderne får mindre ud af skattereformen end mænd, fordi de generelt er dårligere lønnede end mænd. Og det er kvinderne blandt andet, fordi de livet igennem har dårligere betalte jobs og længere perioder på barsel. Det mest groteske er, at man stadig ikke kan være sikker på, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde på trods af, at vi har haft lovgivning om ligeløn i mange år.
Flere kvinder på topposter.
Det er blevet fremført, at kvindelige ledere vil være bedre for virksomhederne i krisetider, og at der bør arbejdes på at få flere kvinder ind i virksomheders og organisationers bestyrelser. I CBS Observer udtaler forskningsdekanen, at nu skal der gøres noget mere for at få flere kvindelige professorer på institution. Det vil nemlig være et konkurrenceparameter i fremtiden. I Politiken gør Tim Knudsen og Heidi Houlberg Salomonsen opmærksom på de kvindelige såkaldte ”B-ministre”, som regeringen udnævner på lidet magtfulde områder for at pynte lidt på statistikken. Kun 2 ud af 21 departementschefer er kvinder. Og man kunne blive ved.
Flere mænd i omsorgssektoren.
Men skulle vi ikke hellere kæmpe for at få mændene ud af BMW’erne, direktørkontorerne og bestyrelseslokalerne og ud på plejehjemmene, børneinstitutionerne og hjem til kødgryderne. Det vil være bedre for børn, syge og gamle at møde omsorgspersoner af begge køn, og mændene vil have godt af at gå op i noget andet end penge og prestige.
At der kommer flere kvinder på topposter og flere mænd i omsorgssektoren betyder ikke, at vi alle skal være ens, men at der kommer flere nuancer ind i arbejdslivet på alle niveauer til glæde for både brugere, kunder, medarbejdere og ledere. Flere mennesker bør få mulighed for at udnytte flere sider af sig selv. På den måde kan vi få et endnu bedre samfund præget af respekt og tolerance i stedet for fortrængning og marginalisering.
Hvem kæmper og hvorhenne?
Indtil nu forekommer det mig, at kampen om ligeløn og ligestilling mest har stået på papiret – eller nu som her på skærmen. Der er megen snak og gode intentioner og ikke megen handling. Forskellige parter brokker sig over, at andre ikke har gjort noget andet og mere for at fremme ligestillingen, og noget kunne tyde på, at hverken politikere eller interesseorganisationer har haft evne og vilje til at skabe forandring og udvikling på dette område.
Grunden kan måske være, at der ikke i folkedybet og i samfundet som sådan er et udtalt behov for mere ligestilling. Danmark har jo længe haft førertrøjen på i lykkemålingerne, så grunden til den manglende udvikling på ligestillingsområdet kan være, at vi er glade nok for tingenes tilstand, sådan som de er.
Derfor er der ingen kamp, og slagmarken kan ikke findes. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det virkelig skulle være tilfældet.
-
Amerikanske forskere har fundet ud af, at kvinder ikke bliver udsat for diskrimination og fordomme på arbejdsmarkedet. Kvinder bliver tværtimod anset som bedre ledere end mænd på de fleste områder. Dog mente svarpersonerne ikke, at kvinderne var ligeså visionære som mænd.
På trods af denne generelle tillid til kvinders lederegenskaber, er der alligevel færre kvindelige end mandlige ledere, og den meget korte artikel på Politikens netavis giver desværre ikke noget bud på, hvad grunden så kan være. Måske er det fordi de personer, der svarer på forskernes spørgsmål, har en anden holdning end de personer, der skal ansætte kvinderne i lederstillinger.
Til gengæld kan man i papirudgaven studere endnu et indlæg om mænds og kvinders lykkebarometer. Her kan man se, at finanskrisen tager hårdere på mændene end på kvinderne, fordi mændene risikerer at blive ramt på deres identitet – nemlig på jobbet, hvor mændene har langt flere sociale relationer og netværk end kvinderne. Men der er håb for de kriseramte mænd – de kan stoppe deres vanvittige ræs efter dyre biler, travheste og fine titler og finde lykken hjemme ved kødgryderne, foreslår en psykolog.
Og for egen regning vil jeg så tilføje: Så bliver der mere plads til de kvindelige ledere ude i virksomhederne.
Tjek artiklen:
-
Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.
Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.
Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?
Forvaltningsret og god sagsbehandling