-
Det er ikke nogen hemmelighed, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en rettighed uden meget indhold. Gang på gang ser man, at den, der ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads, mødes med repressalier af den ene og den anden slags. Selvom det er ulovligt, ja endda i strid med grundloven, sker det alligevel på Tøjhusmuseet, på Aarhus Universitet og alle mulige andre steder.
I det seneste halve års tid har jeg deltaget i mange debatter om, hvorvidt indførelse af whistleblowerordninger i det offentlige kan afhjælpe dette problem. Min holdning er, at whistleblowerordninger medfører endnu flere problemer, end de løser, og at det er en holdningsændring hos de offentlige ledere og politikere, der er brug for.
FTF har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at de offentligt ansatte med rette er bange of at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads, og formanden Bente Sorgenfrey foreslår, at der vedtages en lov, som forbyder arbejdsgivere at sanktionere ansattes lovlige ytringer. Det er meget sympatisk, men den regel findes allerede – i Grundloven. Både Folketingets Ombudsmand og de danske domstole vil utvivlsomt anse repressalier overfor kritiske medarbejdere for ulovlige. Men problemet er, at sagsbehandlingen altid tager lang tid, og når man efter mange måneder, ja måske år, når frem til dette, er det for sent for den, der er blevet fyret, forflyttet eller har fået en advarsel. Og det hjælper ny lovgivning ikke på.
Se Bente Sorgenfreys indlæg her.
-
Whistlebloweren i DONG er en helt, og whistleblowersystemer skal brede sig over det ganske land i hastig fart, siger Michael Gøtze i Politiken d. 27/3. Men kan vi virkelig komme fusk og snyd til livs på den måde?
Problemerne med korruption og urent trav i offentlige og private virksomheder er bestemt ikke løst med en bredere udbredelse af de whistleblowerordninger, som ellers ifølge Michael Gøtze er ”et velafprøvet koncept, som skal sikre en korrekt behandling af de personoplysninger, der løber igennem systemet”. Sporene fra Frederiksberg Kommune skræmmer i hvert fald mig.Aldrig så snart var ordningen kommet i gang på Frederiksberg, før en anonym whistleblower anmeldte kommunens beredskabschef for magtmisbrug. Man kunne læse i dagspressen, at beredskabschefen blev beskyldt for at tvinge sine medarbejdere til at udføre praktiske opgaver i privaten, hvorfor han da også straks og uden nærmere undersøgelse blev suspenderet og sendt hjem med brask og bram. Efter 3 måneder sagde han sin stilling op, hvorefter undersøgelsen blev stoppet i Frederiksberg Kommune.
Nu får vi aldrig at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Havde han tvunget medarbejderne til at rense tagrender eller var han udsat for chikane fra anonyme fjender i kommunen? ”Dette er en personalesag, og her har jeg tavshedspligt”, sagde direktøren for By og Miljø til TV2-Lorry d. 21/2. Men hvor var tavshedspligten, da beredskabschefen blev suspenderet?
Hvem tager hånd om retssikkerheden for dem, der bliver anmeldt efter en whistleblowerordning? Og for nu at vende tilbage til den heltemodige whistleblower i DONG – hvem tænkte på Anders Eldrup og de andre chefers sikkerhed for ikke at blive hængt ud i pressen, før sagen var ordentlig undersøgt? Hvis det er den slags whistleblowerordninger, som skal sikre os mod uregelmæssigheder i det offentlige, så siger jeg tak for kaffe.
Indlægget er trykt som debatindlæg i Politiken d. 29/3-2012
Se TV2-Lorrys indslag om sagen på Frederiksberg her.
-
Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:
Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.
Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.
Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.
Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.
Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.
Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.
Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.
Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.
Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.
Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.
Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.
P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.
-
Danmarks Radio kunne d. 1. december 2011 oplyse, at Frederiksberg Kommune nu går til kamp mod fusk og ulovligheder. ”Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler” sagde 2. viceborgmester i en pressemeddelelse. Og det betyder så i Frederiksberg Kommune oprettelse af en whistleblower-ordning.
Men hvad er en whistleblower egentlig for en størrelse? Ifølge Wikipedia er det en person, der afdækker og informerer om, hvad han eller hun anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Ordet har en positiv klang af, at der er tale om en ædel person drevet af et ønske om at afdække og informere om kritisable og ulovlige forhold.
Men er Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor eller hvem det nu var, der lækkede statsministerens skatteoplysninger til BT så en whistleblower? Kan man virkelig kalde en person, der på strafbar vis lækker personfølsomme oplysninger for en whistleblower? Også Frank Grevil, der i strid med straffeloven lækkede tavshedsbelagte oplysninger fra efterretningstjenestens trusselvurderinger og måtte gå i fængsel for det, kaldes for en whistleblower. Så man skal nok være forsigtig med at lægge noget alt for værdiladet i selve ordet whistleblower.
-
Medarbejdere i SKAT, som undersøger sager om skattesnyd, sort arbejde og andre ulovligheder, må gerne skaffe sig oplysninger fra Facebook, hvis man har en åben profil. Det har Ombudsmanden lige udtalt i en interessant udtalelse, hvor en kvinde havde klaget over, at det var i strid med Persondataloven og andre regler, at SKAT havde indsamlet personlige oplysninger om hende fra hendes private, men åbne profil på Facebook.
Ombudsmanden siger, at hvis en Facebookprofil er helt åben, svarer det til at slå oplysningerne op på en offentlig opslagstavle, og så er det OK, at SKATs medarbejdere bruger oplysningerne i sagsbehandlingen.
Se mere her: http://www.ombudsmanden.dk/nyt_og_presse/alle/facebook-profiler/ -
Jeg har bestilt en hyggelig pakke blomsterløg på en webshop og betalt 39 kr. for at få sendt tulipanløg og krokusser hjem til mig. Men ak, af en eller anden grund bliver det konverteret en ”forsendelse uden omdeling”, og det betyder, at postbudet cykler ud med et brev til mig, hvorefter jeg må cykle ned til Kvickly, hvor postbutikken nu befinder sig. På vejen møder jeg den glade, gule postbil i fuld fart, hvorpå der står ”Madudbringning for Københavns Kommune”. I stedet for at køre ud med post, så kører de ud med mad, mens vi andre kører hen efter posten. Goddag mand, økseskaft.
-
Laura Louise Sarauw har skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan vi i Danmark helt generelt og bevidst har valgt at ændre universitetsuddannelsernes indhold i retning af mere direkte erhvervsorienteret kompetenceopbygning på bekostning af den klassiske såvel dybe, som brede indsigt i et fags mange facetter. Jeg blev helt forstemt over at læse, at ”Fra forskning til faktura”-tankegangen i den grad har gjort sit indtog ikke bare på ledelsesgangene og hos forskerne, men nu også på uddannelsesområdet.
Det er klart, at det er trist at blive uddannet til arbejdsløshed, og det er et agtværdigt mål for beslutningstagerne, at de nyuddannede kandidater skal kunne få et job, når de er færdige. Men historien viser bare, at det er umuligt at forudse, hvad der bliver brug for 5 år ude i fremtiden. I dag er dimittendledigheden tårnhøj, og 30 % af de nyuddannede akademikere stadig arbejdsløse efter 1 år, og det var der ingen, der kunne ane, da de nuværende studieordninger blev lavet for 5- 10 år siden.
Det er urimelig overvurdering af egne evner, hvis dagens Videnskabsministerium, universiteter og studienævn tror, at de ved at lave en stram og detaljeret styring af hver eneste uddannelse, kan sikre at nyuddannede kommer i job, og at virksomhederne får den type medarbejdere, de lige står og mangler.
-
”Alle annoncører i denne reklameblok har givet 50.000 kr. til Afrika – TV2 dobler op til 100.000”. Hurra, hvor er vi gode mod de stakkels nødstedte mennesker. Men hvorfor skal der store TV-shows og kendte artister til for, at vi vil donere et beløb? Personligt kan jeg slet ikke holde den selvfede tone ud, hvor firmaer konkurrerer om, hvem der giver mest, og hvor vi skal sidde bænket i timevis ved kaffebordet foran skærmen for at blive stopfodret med en blanding af underholdning og information om de skrækkelige forhold i flygtningelejrene.
Og jeg kan da også bare slukke for skærmen og lave noget andet, men jeg vil faktisk gerne hjælpe Afrika. For et par år siden sendte jeg et beløb til ”Læger uden grænser”, og siden har denne organisation utrætteligt bestormet mig med henvendelser om at støtte igen. Har man én gang støttet UNICEF, ringer deres call-center igen og igen, så jeg har ikke megen lyst til at give mine kontaktoplysninger til flere organisationer. Støtte via mobiltelefon tør jeg slet ikke kaste mig ud i, så vil SMS’erne aldrig ophøre.
Disse former for fundraising må jo have vist sig at virke på mange mennesker, men hvor er der en indsamlingsbøsse, hvor man anonymt kan lægge penge i? En konto, man kan overføre penge til uden at ens oplysninger bliver videregivet til alle mulige velgørende organisationer?
-
Universiteternes ledelsessystemer er blevet mere og mere lukkede i de senere år. I effektivitetens navn skal der træffes raske beslutninger uden at ledelsen først skal drøfte dem med den ene og den anden forsamling af kontrære og mistroiske medarbejdere, og derfor er beslutningskompetencen er flyttet fra kollegiale organer til ansatte ledere og til bestyrelser. At det står skidt til med åbenheden på de danske universiteter kunne man se dokumenteret i Mandag Morgen d. 18/4-2011, hvoraf det fremgik, at reglen om, at der skal være størst mulig åbenhed om universitetsbestyrelsernes arbejd nærmest er blevet over-set i de 8 år, der er gået, siden Universitetsloven trådte i kraft. Universiteterne har uden nærmere indblanding lukket sig mere og mere om sig selv, men hvorfor?
I 2003 blev universiteterne omdannet til selvejende institutioner, og de skulle nu ledes af ”rigtige” bestyrelser. Rigtige bestyrelser er ikke sådan nogen kollegiale organer, som man havde haft siden studenteroprøret i 70’erne med ansatte og studerende. Nej, rigtige bestyrelser har et flertal af eksterne medlemmer. Og de eksterne medlemmer skal ikke bare komme fra et andet sted end universitetet, det allerbedste er, hvis de kommer fra erhvervslivet. Så ved man, at universiteterne bliver drevet rationelt.
Mange af de eksterne bestyrelsesmedlemmer i universitetsbestyrelserne er netop fra den private sektor, og har ligesom DTU’s bestyrelsesformand Sten Scheibye den holdning, at der ikke børe være forskel på den måde, man udfører bestyrelsesarbejdet i en offentlig og en privat virksomhed. Underforstået, at når nu man har valgt at organisere universiteterne som selvejende institutioner med eksterne bestyrelser, så skal de også drives som private virksomheder.
Det er ikke til at vide, om nogen af de kendte skandalesager på CBS, Aarhus og Københavns Universitet kunne være undgået, hvis der havde været større offentlighed i beslutningsprocessen. Det er bare svært at forstå rationalet i, at universiteterne skal fremstå som private virksomheder under ledelse af succesfulde erhvervsledere. Universiteterne er fyrtårne for uddannelse og forskning for hele samfundet – ikke bare for de mennesker, der lige i dag er studerende, ansatte eller bestyrelsesmedlemmer. De er centre for lærdom og udvikling, som vi alle ønsker at føle ejerskab til og stolthed over.
I al stilfærdighed har Folketinget nu vedtaget universitetslovsreformen her midt i en tid med valgspekulationer og forhandlingerne om 2020-planer af forskellig kulør. I den nye lov fokuserer man på, at universiteternes bestyrelser skal inddrage medarbejdere og studerende på alle organisatoriske niveauer, men der står ingenting om en øget adgang til indsigt for offentligheden – altså pressen og alle andre interesserede. Loven indeholder dog en lille forbedring med hensyn til åbenhed, nemlig at der fremover skal være åbenhed om procedurerne for indstilling og udpegning af de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Men når medlemmerne så er blevet udpeget, kan bestyrelsen fortsætte med at arbejde bag lukkede døre som hidtil.
Videnskabsministeren har sagt, at universiteterne skal åbne sig for omverdenen, men hun benyttede altså ikke lejligheden til at skærpe kravene i loven. Universiteterne kan nu vælge selv gøre at det – de skal alligevel lave deres vedtægter om, når den nye lov træder i kraft her d. 1. juli 2011. Og der er mange gode argumenter for større åbenhed, for eksempel at en universitetsbestyrelse adskiller sig helt fundamentalt fra private bestyrelser. Universitetsbestyrelser er sat i verden for at styre en offentlig virksomhed, som opererer i en virkelighed, hvor både markedet og politiske dagsorden sætter rammerne. En privat virksomheds skal give overskud til ejerkredsen, mens et universitets hovedformål er at få mest mulig forskning, uddannelse og formidling ud af de midler, man får stillet til rådighed af samfundet.
Som offentlig virksomhed er universiteterne helt eller delvis finansieret af offentlige midler, de er tæt reguleret love og bekendtgørelser, og desuden er de under tilsyn af Videnskabsministeren. Derfor giver det ingen mening at overføre kravene til god selskabsledelse på det private område til de offentlige bestyrelser. Man må tilpasse og supplere kravene, så de passer til lovgivningen og dansk forvaltnings-kultur.
En anden forskel til private virksomheder er nemlig, at Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven gælder for universiteterne. Offentlighedslovens udgangspunkt er, at alle har adgang til indsigt i universitetsbestyrelsens dokumenter, medmindre de er omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne. Det betyder, at bestyrelsen ikke frit kan vælge, om et dagsordenspunkt er åbent eller lukket, det afhænger af, om der er tale om en personsag, væsentlige hensyn til universitetets økonomi eller én af lovens andre undtagelsesbestemmelser.
Offentlighedslovens regler sikrer universitetets studerende og ansatte, pressen og den interesserede of-fentlighed aktindsigt og adgang til at følge med i, hvad der foregår på universiteterne og i deres bestyrelser. Reglerne om aktindsigt skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men skal også øge tilliden til den offentlige forvaltning. Information og viden forhindrer mytedannelser, skepsis og mistro.
Der kan være mange uigennemskuelige og modsatrettede grunde til, at man har valgt en model med uni-versitetsbestyrelser som en bufferzone mellem universiteterne og regeringen. Men når folketinget som her har valgt en åben model for bestyrelsesarbejdet på universiteterne, så må bestyrelserne og deres formænd respektere dette valg eller søge at få reglerne ændret. Universitetsbestyrelserne kan ikke selv vælge, hvor lidt eller hvor meget, de har lyst til at offentliggøre om deres arbejde. De er bundet af lovens ord.
Allerede i 2003 var spørgsmålet om åbenhed til diskussion, og Videnskabsministeriet nedsatte et udvalg, som foreslog, at universiteterne som udgangspunkt gav adgang til dagsordner, beslutningsgrundlag og bestyrelsesbeslutninger, samt begrundelser. Selve bestyrelsesmøderne skulle være lukkede, mente udvalget, da ”det er en nødvendig forudsætning for et idérigt og effektivt bestyrelsesarbejde, at der er en fortrolig og åben stemning bestyrelsesmedlemmerne imellem”. Mange var enige heri.Men hvorfor er man så bange for at tillade adgang til møderne? Hvorfor skulle man ikke kunne have et åbent og tillidsfuldt forhold i bestyrelsen, fordi offentligheden har adgang til møderne? Folketinget, re-gionsrådene og kommunalbestyrelserne kan godt holde åbne møder – sidstnævnte kan så lukke dem, når der kommer personsager eller økonomiske kontrakter på dagsordenen. Jeg tror tværtimod, at det vil kvalificere debatten, hvis der er adgang for medarbejdere, studerende og ikke mindst pressen til bestyrelsesmøderne. Mødedeltagerne vil skærpe deres argumentation og måske også gøre sig større anstrengelser for at vise, at netop de var det rigtige valg til bestyrelsen, og at de er pengene værd for samfundet.
Godt nok er universiteterne nu selvejende institutioner, men de er også en del af den offentlige forvaltning. Gennem århundreder har forvaltningen i Danmark udviklet og arbejdet efter værdier og holdninger, som handler om legalitet, lighed og åbenhed. Åbenhed er en forudsætning for et kvalificeret og tillidsfuldt samarbejde mellem de mange aktører i regeringen, på universiteterne og i den interesserede offentlighed, og åbenhed bør være udgangspunktet for arbejdet på universiteterne og i deres bestyrelser. Gennemsigtighed og transparens stiller muligvis større krav til det daglige arbejde i ledelse og administration, men den legitimitet og opbakning som institutionen efterfølgende får fra interne og eksterne interessenter opvejer på den lange bane rigeligt disse besværligheder.
-
Kraks Blå Bog udkom første gang i 1910 og er i dag Danmarks mest citerede håndbog.
Dette års udgave, Kraks Blå Bog 2011-2012, udkom mandag den 6. juni 2011 og indeholder 8.110 biografier af de mest betydningsfulde nulevende danske, grønlandske og færøske kvinder og mænd – personligheder, der er med til at sætte dagsordenen inden for erhvervslivet, kulturlivet og det offentlige. I år har Blå Bog optaget 205 nye personer – og jeg er meget stolt og glad over at være blevet udvalgt som een af dem. Se hvem de andre er her.
Forvaltningsret og god sagsbehandling