-
Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger. To mennesker har i påsken ufrivilligt sagt farvel til deres stillinger. Årsagen var i begge tilfælde deres ytringer. Så hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Det vil jeg sætte fokus på i den kommende tid.
Ditte Okman fra Venstres kommunikationscenter udtrykte i meget nedladende og voldsomme vendinger sit syn på andre mennesker på sin Facebook-profil, mens Koldings nu forhenværende kommunaldirektør Ingemann Olsen udtalte sig negativt om de kommunalt ansattes arbejdsmoral og engagement. Begge endte med at stå med en fratrædelsesaftale i hånden.
I Grundloven står der i § 77:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur eller andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
Det betyder for det første, at der ikke må indføres centrale eller lokale godkendelseskontorer, og at alle og enhver skal have lov til at sige og skrive hvad de vil, men så må de være parat til at stå til regnskab for domstolene efterfølgende. Det kan f.eks. ske, hvis man har sagt noget ærekrænkende eller løgnagtigt om andre mennesker.
Men ytringsfriheden har også en indholdsmæssigt kvalitet, der gør, at offentligheden og forvaltningen bør understøtte og opmuntre borgerne til at tage del i debatten. Det er vigtigt, at folk både tør og vil udtale sig om aktuelle samfundsemner, uden at frygte sanktioner fra deres arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller politiske modstandere. Folketinget må sikre, at der kun er det nødvendige minimum af muligheder for at straffe og sanktionere ytringer. Ellers risikerer man, at ytringsfriheden reelt bliver uden indhold.
De to sager – som jeg kun kender fra pressen – adskiller sig ved, at Ditte Okman udtalte sig som privatperson på sin Facebook-profil, mens Ingeman Olsen udtalte sig i sin egenskab af kommunaldirektør. Jeg sympatiserer på ingen måde med Ditte Okmans udtalelser, men kunne man ikke have klaret problemet med en lukning af profilen, en kammeratlig samtale og en undskyldning til de pågældende?
Jeg har til gengæld mere sympati for kommunaldirektøren. Han siger bl.a.
»Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre. Det er noget, vi skal have fat i. Hvis vi skal have en højere produktivitet i den offentlige sektor, så skal vi have en anden arbejdsmoral og et andet engagement«.
Det er jo hverken ærekrænkende, løgnagtigt eller nedladende, men et relevant indlæg i debatten om effektivisering, organisationsudvikling og offentlig ledelse. Hvis en offentlig leder, der ifølge Politiken er landets mest erfarne og længst siddende kommunaldirektør, ikke kan starte en debat uden at komme i loyalitetskonflikt med sine politikere, så står det skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed.
-
Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.
Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.
I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s “grønne badeværelse” blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen
Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.
I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.
Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.
Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.
Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!
-
På mine bilture til og fra Roskilde er jeg begyndt at høre P1 og der hørte jeg en historie om kvindernes internationale kampdag. I tidernes morgen – d.v.s. før 1. verdenskrig – var kampdagen den socialistiske verdens udgave af det, som senere kom til at hedde Mors Dag i den vestlige verden. D.v.s. en dag om året, hvor man gjorde stads af kvinderne og gav dem blomster og den slags. Alt det der med kampdagen kom først rigtig i gang i 1970’erne med rødstrømpebevægelsen.
For mig har d. 8. marts altid været en dag til eftertanke. Ikke til kamp – ikke til fest – men til eftertanke, og sådan har det også været i år. I Danmark har jeg meget svært ved at finde nogle områder, hvor det går fremad for ligestillingen. Der er stadig lang vej til ligeløn og års indsats for flere kvinder på ledende poster og i bestyrelser giver ikke rigtig noget resultat. Jeg hører desværre rigtig mange historier om inkompetente mænd, der klamrer sig til taburetterne, og modhistorier om kvinder, der gør det samme, er meget få.
Nåh, men så kan man da heldigvis vende blikket til andre verdensdele, og jeg har som bekendt vendt mit blik til Indien. Der har jeg fundet et sted, hvor der er kvinder på næsten alle ledende poster, og hvor kvinder og mænd arbejder sammen om at skabe en bedre fremtid. Der har pigers uddannelse topprioritet, men også mikrolån til kvindelige iværksættere, etablering af pasningsordninger i landsbyerne, opførelse af et fødselshospital er projekter med fokus på at forbedre kvinders fremtidsmuligheder.
Det er befriende at være et sted, hvor man sætter ord på kvinders undertrykkelse og på, at kvinder skal have samme muligheder og rettigheder, hvis dette meget fattige område skal følge med resten af Indiens økonomiske udvikling. Der er ingen sure miner, mudderkastning og beskyldninger – bare en fælles indsats for at ændre verden.
Hvis I vil vide mere om stedet – så kig på http://www.friendsofshamayitamath.dk/
-
En syrisk læge kommer til Norge, men kan ikke bestå den norske ”adgangsprøve” for læger. Derfor må han nøjes med at arbejde som social- og sundhedshjælper i Norge, men senere forsøger han sig så i Danmark, hvor han får en prøveautorisation på et jysk sygehus. Også dér indser man hurtigt, at lægen mangler de mest basale kvalifikationer og han bliver afskediget efter 14 dage. Sygehuset sender endda en advarselsmeddelelse til Sundhedsstyrelsen. Så vidt, så godt.
Men nu kommer det mærkelige. Han søger herefter igen om at få godkendt sin udenlandske lægeeksamen, og Sundhedsstyrelsen giver ham et nyt forsøg på et andet jysk sygehus. På det nye sted får de ikke noget at vide om forhistorien og skal derfor starte forfra med at konstatere, at lægen ikke kan noget.
Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker forklarede sig i TV-avisen d. 25/2 med, at folk skulle have en fair chance, og at det jo kunne skyldes dårlig kemi, når det ikke gik godt på det første sygehus. Derfor kunne man – i særlige situationer – få en ny chance.
Jeg er jo altid en stor fortaler for retssikkerheden, men her forekommer synspunktet ærlig talt noget pladderhumanistisk. Hvad var det særlige ved denne sag? Det kan da ikke være meningen, at det er det andet sygehus og dets patienter, der skal tage ansvaret for at beslutte, at denne åbenlyst ukvalificerede person ikke skal arbejde som læge. Det må Sundhedsstyrelsen da kunne stramme sig op til selv at træffe beslutning om uden videre overvejelser og brug af ressourcer.
Jesper Fisker kunne svinge sig op til at love, at når man – i disse særlige situationer – ville sende folk ud i prøveautorisation nr. 2, så skulle papirerne fra deres tidligere ansættelser følge med for fremtiden. Tænk, at man ikke have kunnet finde på det på eget initiativ uden TV-avisens mellemkomst.
Som jeg tidligere har skrevet om, er der nogle myndigheder, der prøver at rationalisere sig ud af deres budgetunderskud og ressourcemangel ved at speede sagsbehandlingen op og se stort på retsgarantier og borgerrettigheder. Sundhedsstyrelsens har fundet en anden vej – nemlig at sende sagen ud i verden og lade nogle andre gøre arbejdet. Men på den måde bliver udgiften jo bare væltet over på de i forvejen hårdt trængte sygehuse.
-
After my second visit to the spiritual organisation called SHAMAYITA MATH in West Bengal I was convinced that I would go home and intensify my efforts to support their work. This is now happening.
For readers that don’t know anything about SHAMAYITA MATH, I can briefly tell, that it is a women’s spiritual organisation located in West Bengal in India. The organisation is striving to develop the living conditions for the people in the rural area, which is one of the poorest areas in modern India. Since the beginning in 1996, it has been catering to the socio-economic development of the society through various service-oriented programmes with thrust on Human Resource Development. It is committed to serving the poorest of the poor in meeting their education and health needs.
Shamayita Math is founded by the Revered Prabhuji Lord Rishikrishna, who said that:
Service is neither mercy, pity, compassion nor political fashion, but love acquired through Sadhana.
This philosophy is one of the basic ideas of the place. Read more about Shamayita Math on their own website here.
My daughter, Lise, spend 6 weeks teaching English at the girl’s school in 2009, and later this year my son and daughter-in law, Søren and Mia, spend 5 months there doing field studies and voluntary work. We are all very impressed by the wide and evergrowing range of activities concentrated on education, vocational training and health. But most of all, we came to love the place and the outreaching, dedicated people, who work and live there.
To enhance and systematise our support to Shamayita Math we have decided to build a charitable society in Denmark, where everybody who wants to help the organisation morally or economically can join. The name of the new club is FRIENDS OF SHAMAYITA MATH, and it is possible for Danish or foreign individuals to become a member. Also other clubs or organisations can become members, as long as they share our goal.
Do you want to know more? Contact me on Hagelund@bentehagelund.dk.
-
Ikke bare overborgmester Frank Jensen, men også direktøren for Metroselskabet ansætter nye medarbejdere uden offentligt opslag. Det skal man ellers gøre, hvis man er en offentlig myndighed – eller et offentligt ejet selskab, viser det sig nu, efter at Trafikministeren har belært direktøren om, at reglerne om offentlige stillingsopslag også gælder for Metroselskabet.
Metroselskabet kritiseres for – uden nogen former for opslag – at have opfundet et chefjob til Ritt Bjerregaards netop fratrådte pressekonsulent. Så blev der nemlig et hul i overborgmesterens sekretariat, og Frank Jensen kunne ansætte en medarbejder fra sin politiske valgkampagnestab i den stilling.
Stor forargelse – sikke en gang kammerateri og nepotisme. Også selvom 1/3 af alle 100 medarbejdere i Metroselskabet er ansat uden opslag, hvilket åbenbart ikke har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Folketingets ombudsmand har derimod straks kastet sig over sagen fra Københavns Rådhus og stillet mange spørgsmål om opslagsmåder, ansøgningsfrister, indkaldelser til samtaler, beslutningsgrundlag m.v.
Men er der virkelig nogen, der er så blåøjede, at de tror, man kan undgå den slags forudbestemte ansættelser ved at slå stillingerne op? Så skulle de prøve at se de offentlige opslag, der befinder sig på Jobnet.dk, hvor de artige offentlige myndigheder pænt slår deres stillinger op. Det er tit det rene spil for galleriet med korte ansøgningsfrister, summariske stillingsbeskrivelser og kvalifikationskrav. Der bliver spildt rigtig, rigtig mange ressourcer med disse fake opslag, som medfører masser af udsigtsløse ansøgninger.
Mange folk spilder deres tid med at søge på offentligt opslåede stillinger, der er besat på forhånd. Det gælder både ansøgere, der reelt gerne vil ansættes i stillingen og er ubegavede nok til ikke at indse, at den er besat på forhånd. Dertil kommer alle de mennesker, der er fanget i dagpengesystemet med krav om 4 ugentlige ansøgninger.
Det er grotesk – det offentlige slår masser af stillinger op, som er besat på forhånd, og de bliver bestormet med henvendelser fra folk, der af lyst eller pligt søger dem. Sikke et ressourcespild – kræfterne kunne bruges bedre, og det er lige ved, at jeg får sympati for Frank Jensen og hans effektive måde at besætte stillinger.
Se TV2-Lorrys omtale af sagen om Metroselskabet.
Læs Ombudsmandens brev til Københavns Kommune.
-
Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.
Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.
Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?
Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.
Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.
-
Op til jul og nytår er det tid at gøre status over året, der er gået, og det har været et meget lærerigt år for mig. Først og fremmest vil jeg sige tak til alle for støtte, gode råd og godt samarbejde i forbindelse med konsulentfirmaet HAGELUNDs etablering her midt i finanskrisen.
Københavns Erhvervscenter hjalp firmaet i gang med kvalificeret og helt gratis rådgivning om forretningsplaner, markedsføringsplaner, kundesegmenter, og det blev hurtigt klart, at det var en professionel hjemmeside, som firmaet havde allermest brug for.
Her fik jeg særdeles kreativ og professionel service hos reklamebureauet Hartmann, Schmidt og Ravn, som sikrede at ydelsespaletten blev spidset til, at der blev udviklet en designlinje, der passede til mig og produkterne, og sidst men ikke mindst, at en flot og velfungerende hjemmeside gik i luften d. 1. maj.
Firmaets hovedprodukter er forvaltningsretlige kurser, rationalisering af administrative processer og forandringsledelse. Efter fejlslagne forsøg på at skaffe flere kunder via telefonsalg lavede jeg en aftale med mediefirmaet Mediaz om at udvikle en kernekampagne på mine ydelser, foretage en markedsundersøgelse og skabe kontakt med mulige kunder.
Mens jeg ventede på, at dette skulle give resultater, besluttede jeg mig for at leve en gammel forfatterdrøm ud, og jeg skrev håndbogen ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog om god offentlig sagsbehandling”. Bogen blev meget godt modtaget, både af Bibliotekscentralen, af mine kursuskunder og af jer, og den åbnede op for en helt ny kundegruppe, nemlig privatpersoner, som har sager med det offentlige.
Så HAGELUND er godt i gang med at finde sig en niche, hvor der ikke er alt for voldsom konkurrence fra de store konsulent- og advokathuse, men der har også været tid til at kaste kræfterne ind i frivilligt arbejde på forskellige områder. Jeg har genoptaget mit gamle familieretlige sagsområde og hjulpet ”Netværk for ændring af forældreansvarsloven” med forskellige granskningsopgaver, og jeg har hjulpet Værestedet Fisken på Vesterbro med forskellige organisatoriske opgaver. Endelig kræver Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub en del tid, da jeg er valgt som klubpræsident i år.
Det bedste ved at være selvstændig er dog at være fri. Det er gået op for mig, at jeg aldrig før har prøvet at råde over min egen tid, og denne nye fornemmelse er vanedannende.
D 20/12 drager jeg til Indien sammen med min datter Lise for at fejre jul med min søn Søren og hans kæreste Anne Mia i Vestbengalen, og jeg vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.
-
Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag.
Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:
Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.
Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.
I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?
Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen. Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.
Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?
Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.
-
For et stykke tid siden fik jeg en rigtig sjov opgave, nemlig at holde et oplæg for en gruppe universitetsadministratorer om emnet ”Universitetsreformer og deres betydning for ledelse og administration. Måske vil mine læsere synes, at det var dog det kedeligste emne, de længe har hørt om, men for mig blev det et kært gensyn med gamle artikler og synspunkter, sammenholdt med det mangfoldige nyere debatindlæg, som har været trykt i anledning af evalueringen af universitetsloven af 2003.
Ikke mindst var det en stor fornøjelse at læse nyudgivelsen ”Universitetsledelse”, som er skrevet af en forfattergruppe på 6 gamle kendinge indenfor universitetsadministration og -ledelse. Jeg vil næsten sige, at titlen er på grænsen til misvisende, da de 20 forskellige artikler i bogen omhandler mange både historiske, administrative, økonomiske og faktuelle emner.
Universitetsreformerne fra henholdsvis 1970, 1993 og 2003 kan betragtes ud fra flere synsvinkler, når man skal undersøge, hvilken betydning de har for administration og ledelse. Jeg valgte at se på følgende:
- Ledelsessystemer og kompetencefordeling internt
- Forholdet mellem autonomi og statslig kontrol
- Økonomistyring og budgetmodeller
Det interessante var, at hver gang der skal komme en universitetslovsreform, så snakker man rigtig meget om ledelsessystemer, om valgte eller ansatte ledere, om bestyrelser med eksternt flertal og om konsensus i styrende organer, der er paritetisk sammensat. Men i virkelighedens verden er disse ting ret underordnede, for det er de to andre elementer, der har størst betydning for universiteternes udviklingsmuligheder.
Historisk set har der altid været en stram statslig styring på uddannelsesområdet, både f.s.v. angår optagelsestal, regulering af de enkelte uddannelser, eksaminer, karaktergivning m.v. På tilsvarende vis er der fortsat stærk kontrol med antallet af stillinger i de højeste lønklasser (professorer, kontorchefer m.v.), og løndannelsen er også under statslig kontrol.
På tilsvarende vis er budgetmodeller, forskningsfinansiering og taxametersystemer stærkt styrende for universiteternes handlemuligheder. Adskillige eksperter har gentagne gange påpeget, hvor uoverskueligt og forvirrende bevillingssystemet er med udmøntning af forskningsbevillinger m.v. i de årlige finanslove, et pluralistisk system, der er blevet uoverskueligt for alle. Mange gode ledelseskræfter sættes ind på en bestandig dans om puljemidler og konstant dialog om det ene eller det andet element i budgetmodellerne.
Min konklusion måtte blive, at selvom det er vældig interessant at snakke ledelsessystemer, så er der ikke specielt mange opgaver, som bestyrelser og stærke ledere kan lede. De vigtigste ting er centralt styret fra Folketinget, Finansministeriet, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet. Debatten om universiteternes fremtid kan let blive kørt ud på et sidespor, hvis man igen begraver sig i en ørkesløs diskussion om ledelsessystemer i stedet for at tage fat på de områder, hvor en reform virkelig kunne batte noget.
Det bliver spændende at se, hvad det internationale evalueringspanel kommer frem til, når de skal aflevere resultatet af deres arbejde her i december. Ser man udelukkende på Universitetslovens indhold, eller vil den blive sammenholdt med den politiske og administrative praksis, og de mange andre regler og retningslinjer, som den spiller sammen med?
Forvaltningsret og god sagsbehandling