-
I anledning af Værestedet for børn og unge “Fisken”s 25-års jubilæum har Settlementet og Fisken iværksat en uafhængig undersøgelse, der afdækker det kriminalpræventive arbejde med unge på Vesterbro med fokus på socialt frivilligt arbejde. Undersøgelsen præsenteres på en konference i Vega på fredag d. 20/11-09.
Til konferencens indhold bidrager Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann, professor Eva Schmidt og partiformand Margrethe Vestager, se mere i programmet. Konferencedeltagerne vil være såvel praktikere som teoretikere, administrative beslutningstagere og politikere. Udover de faglige indlæg, bliver der mulighed for videndeling og netværksopbygning i workshops m.v.
Hvis du er interesseret i at høre mere eller se undersøgelsen, så kontakt mig eller frivillig i Fisken: Nadia Meklenborg – tlf.: 2531 9034 – nadia_meklenborg@hotmail.com
-
Som selvstændig er der ikke nogen fredagsbar med gratis øl og mingling med kolleger og ledelse, men så kan man more sig med at gå til fredagsbar i DJØF. Dagens tema var oplevelsesøkonomi, og det var på flere måder en overraskende eftermiddag.
Jeg har brugt en del tid på at læse om kulturøkonomi – teatre, museer, biblioteker, bogbranchen o.s.v., så jeg troede jo, at jeg kendte ret meget til oplevelsesøkonomi. Men så handlede det bare om noget helt andet, nemlig om hvordan man kan forsyne sine produkter med en fortælling om historie, kvalitet, ægthed eller økologi. Derved kan man få solgt ellers usælgelige produkter eller få en meget højere pris for sine produkter.
Så oplevelsesøkonomien handler ikke alene om, hvordan de offentlige institutioner skal budgettere med støttekronerne, og hvordan man skal fastsætte billet- og bogpriser, men i lige så høj grad om, hvordan man som erhvervsvirksomhed kan tjene penge på at give kunderne en oplevelse. Det var en eye-opener for mig.
En anden overraskende ting var, at jeg for anden dag i træk måtte høre om værdikæder – valuechains – på en ny måde. Nu havde jeg ellers lige lært i erhvervsøkonomi, at værdikæden betegner aktiviteter inde i virksomheden. Det er både produktion, forarbejdning, opbevaring, transport og markedsføring, som i sidste ende frembringer produktet, og som skal være mere effektive end konkurrenternes, hvis man vil tjene penge.
Det nye (altså for mig) er, at værdikæderne går videre ud af virksomheden og helt frem til køberen af produktet, så også samarbejdspartnere, leverandører, distributører o.s.v. er med til at sælge ”den gode historie” i værdikæden. Det arbejder de med i oplevelsesøkonomi og også i Danida.
-
Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:
”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”
”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”
”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”
”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”
Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.
-
Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.
Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.
Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.
Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:
Hvad er der galt med at være inhabil?
Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.
Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.
Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?
Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.
At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.
Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?
Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.
-
Hvis man starter sin karriere på arbejdsmarkedet tidligt med et fritidsjob har man større chancer for senere at få et ”rigtigt” arbejde og ikke havne på overførselsindkomst. Det gælder for alle unge, men især for unge indvandrere. Et fritidsjob gør en markant positiv forskel for de fremtidige erhvervsmuligheder. Det har Arbejdsmarkedsstyrelsen og Rambøll undersøgt, og det viser sig også, at fritidsjob giver de unge bedre uddannelsesmuligheder. De får større selvtillid, et bedre netværk og bedre faglige kompetencer.
Det er de samme idéer, der ligger bag projektet FritidsjobFormidlingen på Vesterbro, hvor de unge blandt andet gennemgår et kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. Og selvfølgelig går projektet også ud på at matche virksomheder og unge ansøgere.
Alle er enige om, at det er godt for de unge med et fritidsjob. I Politiken d. 18. september 2009 kunne man læse, at den store udfordring er at få fat i de unge og deres forældre. Jeg tror, at det er en ligeså stor udfordring at få virksomhederne til at stille fritidsjobs til rådighed. Flaskedreng, avisbud og bagerjomfru er fint nok, men der må da være andre virksomheder og organisationer, hvor man også har brug for en hjælpende hånd.
Jeg synes, det kunne være rigtig spændende, hvis flere virksomheder med CSR-ambitioner tager denne udfordring op og prøver at skabe nogle meningsfyldte og lærerige fritidsjobs for unge indvandrere og andre udsatte unge. Det er ikke nemt, for i disse krisetider skal man passe på ikke at blive mistænkt for at konvertere rigtige jobs til fuld løn om til fritidsjobs til en meget lavere betaling. Men bare fordi det er svært, kan man jo godt kaste sig ud i det. Der er meget at vinde for de unge mennesker, for virksomhederne og for det danske samfund.
-
I den forløbne uge har jeg været censor på Køge Business College i faget ”Management and organisation”. Som navnet antyder, var det en engelsksproget udgave af modul 3 på diplomuddannelsen i ledelse, og holdet bestod således af 12 nepalesere og 2 kinesere. Modulet gik ud på,
1. at gennemgå den amerikanske lærebog ”Organization Theory, Modern, Symbolic and Postmodern Perspectives”, af Mary Jo Hatch
2. skrive en 40 siders rapport på engelsk
3. i en gruppe og til sidst
4. gå til mundtlig eksamen og forsvare rapporten
Det var godt nok en svær opgave for studenterne. Ingen af dem havde engelsk som modersmål, så sproget var i sig selv et problem. Selvom de fleste havde været i Danmark i et stykke tid, havde mange af dem ikke vænnet sig til de danske undervisningsformer, f.eks. at skulle diskutere med læreren, reflektere og udtrykke sin egen mening i stedet for at lære udenad.
At arbejde i en gruppe er en stor udfordring for både danske og udenlandske studerende, men den mundtlige eksamen er tilsyneladende noget helt specielt, som man ikke kender til andre steder i verden. Det ville være synd at sige, at holdet klarede sig godt, og bagefter tænkte jeg over, hvordan disse studerende fra Nepal og Kina var havnet på en handelsskole i Ølby Lyng ved Køge, og hvad de vil få ud af en dansk diplomuddannelse i ledelse. Fra mine rejser i Indien ved jeg, at der er meget prestige forbundet med at kunne sende sine børn til Vesten for at studere og arbejde. Hvis de kan sende nogle penge hjem til familien, er det godt, men selv hvis familien fortsat skal finansiere opholdet, giver det status. Men hvad skal de bruge en diplomuddannelse i ledelse til?
Det er klart, at de kommer til at lære en masse om den danske kultur, og det vil give dem en indsigt og en mulighed for at perspektivere og værdsætte deres egen kultur endnu mere. De unge mennesker virkede dog ikke specielt velintegrerede, det virkede som om de holdt sig mest til andre udvekslingsstuderende fra samme land. Jeg kunne også fornemme, at de danske studerende havde begrænset interesse i at få et nærmere kendskab til de små brune mænd med sort hår.
Der var kun en kvinde på holdet – det er åbenbart ikke comme il faut at sende pigerne af sted. Trist for pigerne og hjemlandene, for jeg tror, at mange piger ville klare sig betydeligt bedre end de unge mænd.
-
Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:
- At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
- At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
- At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
- At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
- At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.
Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.
Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.
Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.
-
I Børsen d. 7. august 2009 skriver Lars Goldschmidt om betydningen af at inddrage universitetets medarbejdere i beslutningsprocesserne. En åben og gennemskuelig ledelsesstruktur, hvor ledere, medarbejdere, studerende og den interesserede offentlighed kan forstå, hvad der foregår, vil sikre opbakning til universiteterne som værdiskabende og kulturbærende fyrtårne i samfundet, siger han.
Artiklen handler blandt andet om, at forskerne, som pr. definition er eksperter på deres specialområder, dermed også har den selvopfattelse, at de så også er eksperter på alle andre områder, herunder ledelse og administration. Den aktuelle udfordring for dagens universitetsledere er derfor ved hjælp af en ærlig og pædagogisk kommunikation at bringe medarbejderne til at acceptere, at alle ikke behøver involveres og være enige i alle beslutninger. Til gengæld bør ledelsen så også inddrage medarbejdernes kompetence og engagement, hvor det er relevant.
Men hvor er universitetsadministrationen henne i hele denne debat? Kunne en stærk og professionel administration støtte op om ledelsens arbejde med at sikre en åben og gennemskuelig beslutningsstruktur? Eller er en sådan djøf’isering spild af penge eller måske endda truende for videnskaben?
Synspunktet om, at professionelle universitetsadministratorer er kontraproduktive, føres med jævne mellemrum frem af især forskere. Tankegangen er, at når der ansættes en djøf’er i universitetets administration, så forsvinder der midler fra forskning og undervisning, og det er ikke engang det værste.
I stedet for at hjælpe og støtte op om forskningen, så fungerer disse djøf’ere som regeringen og ledelsens forlængede arm. De gør livet besværligt for forskere og studerende, og forhindrer dermed begejstring og arbejdsglæde. I 2003 blev det endda påvist af (Jørgen Grønnegaard Christensen og Thomas Pallesen), at jo flere ressourcer et universitet sætter af til ledelse og administration, jo lavere er forskningsproduktionen.
Det er forbavsende og lidt trist, at spørgsmålet om universitetsadministrationens rolle og opgaver har været indskrænket til at handle om djøf’isering og kontraproduktivitet. Der er mange andre spændende spørgsmål at diskutere. Skal administrationen sikre legalitet og retssikkerhed i relation til ansatte og studerende? Skal administrationen sikre økonomisk effektivitet, sorte tal på bundlinjen og rettidig afrapportering? Eller skal den bistå ledelsen i arbejdet med at sikre åbenhed og demokratisk legitimitet i forhold til omverdenen?
Som gammel universitetsadministrator synes jeg, at det kunne det være spændende at høre, hvad universitetsbestyrelserne og deres administrerende direktører (= rektorer) mener om administrationens placering i fremtidens universiteter. Ikke mindst i lyset af debatten om god ledelse i bankernes bestyrelseslokaler.
-
Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.
Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.
Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?
Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?
Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.
Forvaltningsret og god sagsbehandling
