-
Jura er ikke kedeligt! Forvaltningsret og god sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken. Her er et par eksempler på emner, som man kan læse om i min nye bog:
Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
Må skattevæsenet indberette borgerne til RKI?
Kan en datter til en hospitalspatient få aktindsigt i moderens lægelige journaler?
Hvilke oplysninger må jobcenteret registrere og videresende til andre myndigheder og til arbejdsgiveren, når man er sygemeldt?
Må en offentlig myndighed opkræve et gebyr for at behandle borgernes klager?
Når en skoleleder ansætter en rengøringsassistent, skal hun så sende begrundede afslag til de andre ansøgere? Hvordan skal de i givet fald se ud?
Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?
Jeg har valgt den lidt provokerende titel for at opfordre både skrankepaver og tidsrøvere til at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er let tilgængelig og skrevet i dagligdags sprog med mange relevante og helt aktuelle eksempler.
Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven er alle ændret i juni 2009. I bogen gennemgås de nye regler, ligesom alle tre love er optrykt med de nye regler i bogen.
Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.
-
Det er en del af Rotarys formål at lægge høje etiske normer til grund for det daglige virke, at anerkende ethvert nyttigt arbejdes værdi samt at højne sit eget arbejde til gavn for samfundet.
Denne formålsparagraf viser, at rotarianere afstår fra nepotisme, korruption, vennetjenester m.v., og i stedet opmuntrer medlemmerne til at tjene andre gennem deres virke og at efterleve en høj etisk standard. Så vidt, så godt.
Den aktuelle debat om whistleblowers får mig imidlertid til at overveje, hvad der egentlig er bedst at gøre, hvis man bliver opmærksom på, at der foregår noget uetisk. Jeg ser bort fra direkte kriminelle forhold som bedrageri og korruption, der bør anmeldes til politiet, men sådan noget som nepotisme, seksuel chikane, diskrimination eller lignende. Er det etisk korrekt at sladre, eller er det etisk korrekt at blande sig udenom?
I sidste uge kom det frem, at danskerne er utilbøjelige til at anmelde selv egentlige kriminelle forhold til politiet. Jeg føler mig overbevist om, at én af grundene er, at man ikke ønsker at være en sladrehank. Frygt for egentlige repressalier en selvfølgelig en del af det, men i ligeså høj grad frygten for social isolation og udstødning af fællesskabet. Hvem har lyst til at spise frokost og gå i byen med en sladrehank? Kolleger og venner frygter, at en kvik bemærkning om brug af sorte håndværkere og barnepiger, forsikringsfusk o.l. vil få sladrehanken til at skride til handling. Det er meget hyggeligere at holde sin mund og blande sig udenom.
Det er måske derfor, mange store virksomheder med et explicit CSR-program ønsker at etablere ”sladretjenester”, hvor medarbejdere mere eller mindre anonymt kan indberette mistænkelige forhold til et særligt virksomhedsinternt organ. Sådan et organ må man kun etablere, hvis det er godkendt af Datatilsynet, som ifølge Politiken har 30 sager liggende i kø til godkendelse.
Men har man som rotarianer en særlig forpligtelse til at handle, hvis man får kendskab til mistænkelige aktiviteter som kammerateri , sexchikane, lidt for mange dyre gaver og flotte invitationer o.s.v.? Ingen ønsker vel et DDR-agtigt spionsamfund, hvor alle går og lurer på hinanden, mens man på den anden side gerne vil efterleve en høj etisk standard i samfundet og på vores arbejdsplads.
Jeg mener, at man som medlem af Rotary har en særlig forpligtelse til aktiv medvirken i fastholdelsen af et af verdens mindst korrupte og gennemskuelige samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden, til virksomhederne og til de offentlige myndigheder. Derfor bør man også skride til handling overfor uetiske forhold, når man møder dem på sin vej.
Om man vælger en fortrolighed samtale med de mistænkte, en intern eller ekstern anmeldelse eller på anden måde gør noget ved problemet, må afgøres fra sag til sag. Transparency International udarbejdede i 2003 en liste over ”gode råd til whistlebloweren”, som stadig er aktuel og god at få forstand af. Se listen her.
-
”I skal ikke være bange ” – skriver reklamebureauet Mensch i en stort opsat annonce i Børsen d. 14/8. Det går ud på, at vi ikke skal være bange for, hvad fremtiden vil bringe af sorg og ulykke som f.eks. at blive fyret. Frygten kan undgås ved at holde modet oppe og give sig tid til langsigtet strategiplanlægning og køligt overblik. Tak for kaffe.
I samme avis kan man læse en ret frygtindgydende beretning om en fyret topchefs (Henrik Enegaard Skanderup) anstrengelser for at komme tilbage i nyt job. Det er helt ufattelig modigt af ham at fortælle sin historie til Børsens læsere, og man må sige, at hans program med at stå op hver morgen kl. 6.15 for at dyrke sine netværk virker som et udslag af langsigtet strategiplanlægning. Men på mig virker det også skræmmende.
Et andet sted uden for arbejdsmarkedet finder vi Frederik Berling, der kalder sig en papegøje. Han er (eller var) arbejdsløs dimittend og beskriver i Politiken d. 14/8 sine erfaringer på Jobcentret, hvor forskellige aktiviteter skulle hjælpe ham ind på arbejdsmarkedet. Én af aktiviteterne var den kendte: Hvis du var en fugl, hvilken fugl var det så? Han var så en papegøje, og hans historie handler om spild af tid, dårlig stemning og ligegyldighed i ”den aktive arbejdsmarkedspolitik”. Det er forstemmende.
Triste historier om folk, der føler sig nedladende og inkompetent behandlet på Jobcentrene, har vi hørt før. Den omstændighed, at der nu er flere og flere både nyuddannede og afskedigede medarbejdere, som er nødsaget til at stå det igennem, gør det ikke mindre deprimerende – også for medarbejderne på Jobcentrene. Det virker som om, de er sat til at administrere et håbløst system, hvor kunderne må ikke brokke sig og slå sig alt for meget i tøjret.
Hvad vil jeg sige med dette? At reklamebureauet Mensch provokerer mig voldsomt med deres Karl Smart-agtige skrivebordsslogan, når man samme dag kan læse de to andre historier fra virkelighedens verden. Jeg kan godt blive bange, når jeg erfarer, hvad kompetente og entusiastiske mennesker skal stå model til for at komme ind på arbejdsmarkedet (igen).
-
Morten Messerschmidt sendte et rykkerbrev til Miljøministeren, fordi han syntes, det tog for lang til at behandle hans kærestes sag i Skov- og Naturstyrelsen. Og vupti – så blev sagen færdigbehandlet. Er det lovligt at rykke kendte menneskers sager frem i køen? Eller er det i strid med lighedsprincippet?
Lighedsprincippet er en grundlæggende værdi i det danske samfund og den danske forvaltning, og vi forarges, hvis nogen får noget, som andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som andre har fået lov til at gøre. Lighedsprincippet betyder, at det lige skal behandles ens, og kunsten er at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og afgørelserne skal være de samme, og hvornår der er forskel. En anden måde at udtrykke lighedsprincippet på er at sige, at der ikke må være usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed gør forskel på folk, skal der være en saglig grund til det. En saglig grund er typisk en grund, som er beskrevet i lovgivningen.
Det er et hyppigt forekommende problem, at der er alt for mange sager til, at myndighederne kan nå at behandle dem så hurtigt, som man gerne vil. Skal man nu behandle dem i den rækkefølge, de kom ind eller skal man tage de vigtigste først? Som udgangspunkt bør myndighederne behandle sagerne efter først-til-mølle-princippet, men samtidig er der en vis frihed for myndigheden til at tilrettelægge og organisere arbejdet mest hensigtsmæssigt. F.eks. behandle hastesager før andre sager.
Og hvad er så en hastesag? Et godt eksempel er fra foråret 2009, hvor det kom frem, at man visse steder i sygehusvæsenet prioriterede patienter i fast arbejde frem for patienter på overførselsindkomst (f.eks. pension, arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp). Lægerne mente, at med de alt for begrænsede ressourcer man havde til rådighed, var det vigtigst at få de erhvervsaktive tilbage på arbejde, mens de andre bedre kunne vente lidt længere. Modstanderne hævdede, at dette var i strid med lighedsprincippet – d.v.s. at forskelsbehandling på grund af patienters status på arbejdsmarkedet er ulovlig.
Det er et godt eksempel på modsatrettede hensyn, nemlig lighedsprincippet overfor samfundsøkonomiske behov, som det er svært at anerkende som relevante, når det handler om konkret sygdomsbehandling, medmindre det udtrykkeligt er hjemlet i lovgivningen.
Hvad så med Morten Messerschmidts kæreste og hendes rutsjebanesag? Måske var det faktisk hendes tur til at få sin sag behandlet? Måske var hendes sag en hastesag, fordi den skulle afgøres inden sæsonstart? Der kan være gode grunde til, at sagen blev behandlet straks efter, at rykkerskrivelsen var modtaget. Men hvis begrundelsen for hastebehandlingen var, at Messerschmidt er en kendt person, eller måske at yderligere ventetid ville føre til endnu flere rykker- og klageskrivelser, ja, så er det ikke så godt. Det kan være, at vi får mere at vide om det, hvis oppositionen får udvirket en redegørelse om forløbet fra miljøministeren.
-
Det er altid spændende, når årets optagelsesstatistikker kommer fra den koordinerede tilmelding. Hvis ikke man selv har et barn, der går og bider negle, så kender man tit nogen, der har søgt ind. Hvor mange har søgt ind? Hvordan går det med gennemsnittene?
Så oprinder den store dag for ansøgere og uddannelsesfolk, samt diverse politikere og kommentatorer. Uddannelsespolitik kommer på dagsordenen og i år var emnerne blandt andet
- Karakterdoping – d.v.s. om bestræbelserne på at få de unge mennesker hurtigt i gang, sender adgangskravene på himmelflugt og medfører stræberstudier (Politiken 30/7)
- Bør man koncentrere uddannelserne i de store byer, helst København, så man undgår problemerne med tomme pladser i provinsen og forkælede unge, der for en kort periode af deres liv kan blive nødt til at flytte til Jylland for at komme i gang med ønskestudiet? (Politiken 31/7)
- Finanskrisen og den stigende arbejdsløshed sender de unge akademikere ud i arbejdsløshed. Skulle man ikke forlænge SU-perioden og lade dem tage et par ekstra valgfag og bruge lidt længere tid på specialet, frem for at sende dem ud i dagpengesystemets triste trummerum? (Børsen 3/8)
Jeg synes, der er mange andre ting, man også kan undre sig over ved studiet af statistikken. Ansøgertallene f.eks. På trods af mange års opfordringer fra alle sider til at de unge skal læse til ingeniør, så vil de allerhelst være læger eller psykologer.
Ikke mindre end 2792 har søgt Københavns Universitets medicinstudie, og da der ”kun” er plads til 605, giver det en adgangskvotient på 10,5, mens psykologi har 1524 ansøgere til 206 pladser, hvilket også giver en adgangskvotient på 10,5.
På DTU derimod kan man kun mønstre et samlet ansøgerfelt på 3049 til alle studier. Lægestudiet på KU har alene flere 1. prioritetsansøgere (1901) end hele DTU tilsammen (1343). Det er forrygende. Hvordan kan det være, at de unge mennesker helt kamikazeagtigt søger ind på disse populære studier (de var jo også populære sidste år), hvor chancen for et afslag er ret høj, i stedet for at følge opfordringer fra IDA, Dansk Industri og andre gode mennesker om at blive ingeniør?
Måske er der et informationsgab imellem de mange spændende uddannelser og uddannelsesinstitutioner og så de unge menneskers viden, når de skal udfylde ansøgningsskemaerne. På trods af utallige åbent-hus-arrangementer, informationsflyers og venskabsordninger mellem universiteter og gymnasier, så virker det som om, de unge mennesker ikke rigtig er modtagelige for al den nyttige viden, mens de er i færd med at tage studentereksamen.
Når de så er færdige med det og i gang med at fjumre rundt i Sydøstasien, militæret og andre steder, så bliver det ikke rigtig til noget med at læse i ”Hvad kan jeg blive?” eller tilsvarende opslagsværker. Så søger de ind på et studie, der er til at forstå (jura, læge eller psykologi), mens de andre studier og uddannelsessteder slet ikke optræder som en mulighed.
Er de studerende uvidende ignoranter? Er det DTU og provinsen, der har et imageproblem?
-
Mange unge med indvandrerbaggrund er ikke opsøgende i forhold til fritidsjob. De ved typisk ikke hvor og hvordan, de skal søge. De giver hurtigt op efter afslag. Mange har mangel på selvtillid, mens andre har en plettet straffeattest, der afholder dem fra at søge. Andre igen bliver afvist af arbejdsgiveren af forskellige årsager.
FritidsjobFormidlingen skaber et alternativ til disse unge i risikozonen, som har et begrænset netværk til arbejdsmarkedet og samfundet generelt. I stedet for at færdes på gaden kan de med et fritidsjob få adgang og introduktion til arbejdsmarkedet.
For at blive medlem af Fritidsjobformidlingen skal de unge gennemgå kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. FritidsjobFormidlingen fungerer også som bindeled mellem de unge jobsøgere og potentielle arbejdsgivere. Det giver ofte arbejdsgiver større tryghed og mod til at give de unge en chance, når han eller hun ved, at de har en grundlæggende viden om det at have et job.
På Fritidsjobformidlingens hjemmeside kan man læse mange gode historier og erfaringer om metoder, resultater og fremtidsplaner.
-
Det er god forvaltningsskik, at sagsbehandlingen hos de offentlige myndigheder skal ske så hurtigt og smidigt som muligt. Men hvad er egentlig hurtig sagsbehandling? I TV-avisen d. 23. juli 2009, var der et lille indslag om sagsbehandlingstider på de kommunale kontorer her i sommerperioden. En brødebetynget leder af en afdeling i Billund Kommune måtte beklage, at borgerne ikke havde fået svar på deres elektroniske henvendelser i mere end en uge. Grunden til det var, at der var sommerferie i afdelingen, og at man ikke havde fået sat et autosvar om den sag op i den elektroniske postkasse. Det ville man så overveje at gøre til næste år.
Men egentlig behøver de ikke at skamme sig så voldsomt i Billund, det står meget værre til andre steder. Selvom det næsten er tragikomisk, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over denne sag, som Folketingets Ombudsmand har behandlet:
En miljøgodkendelse af et husdyrbrug på Vestfyn fik i november 2005 en nabo til at klage. Men der skulle gå næsten 3 år før myndighederne begyndte at se på sagen. Klagen lå først hos Skov- og Naturstyrelsen i 1 år og 1 måned uden at der skete noget i sagen. Den 1. januar 2007 overtog Miljøklagenævnet opgaven som klageinstans for kommunernes afgørelser på miljøområdet. Derefter gik der 1 år og 9 måneder, inden Miljøklagenævnet begyndte at behandle klagesagen. ”En sag skal behandles inden for rimelig tid. Men der står ikke noget i lovgivningen om hvad det betyder. Der er dog ikke tvivl om at det overskrider det acceptable at naboen i denne sag måtte vente næsten 3 år før myndighederne begyndte at behandle klagen,” udtalte Ombudsmanden om sagen.
Alle vil gerne have deres sager behandlet så hurtigt som muligt, og det varierer selvfølgelig meget fra myndighed til myndighed og fra sagstype til sagstype. Derfor er det en god idé, hvis myndighederne helt overordnet fastsætter mål for sagsbehandlingstider, som er rimelige i relation til borgerne og realistiske i relation til de medarbejdere, det handler om. Med fastsatte mål ved medarbejderne, hvad der forventes af dem og borgerne, hvor lang tid de kan regne med, sagsbehandlingen tager. Men 3 år er altså trods alt for længe at vente.
Og mon ikke borgerne i Billund klarede at vente i en uges tid? Det er jo trods alt sommerferie.
-
En bolig er et knapt gode – især hvis den er centralt beliggende og til at betale. For at undgå mistanke om korruption, kammerateri og nepotisme har de almennyttige boligorganisationer i mange år holdt fanen højt med hensyn til ventelister og tildeling af boliger. For at komme i betragtning til en almen bolig skal man stå på ventelisten, og de ledige boliger tildeles efter tur til dem, der har stået der længst. Det er i hvert fald hovedprincippet.
I 2007 indførte man så begrebet fleksible ventelister i Københavns Kommune og andre steder. Det betyder, at hvis man er særlig kvalificeret – d.v.s. har fast arbejde eller er studerende – så kan man flytte fra den almindelige venteliste med meget lange ventetider til den fleksible liste, hvor ventetiden kan være få måneder.
Pludselig kan unge mennesker på 20 år få mulighed for at få en veldisponeret lejlighed til en rimelig pris, hvis de altså er villige til at bo i et boligområde, som man kan kalde for ”udsat” eller som har ”særlig bevågenhed”. Er det snyd?
Ja, rent juridisk er det selvfølgelig ikke snyd, for ordningen er jo lovhjemlet og i hvert fald nogenlunde gennemskuelig, men kan man rent moralsk acceptere, at højtuddannede og ressourcestærke mennesker i job og under uddannelse springer de mindre heldigt stillede over?
Formålet med ordningen er at dæmme op for ghettodannelse, kriminalitet og forslumning af enkelte boligområder, og i stedet hjælpes ad med at skabe en sammenhængende by, hvor der er mangfoldighed i alle boligområder, og hvor alle er med til at løse de boligsociale opgaver. Det er jo ædle og gode formål, så det bliver rigtig spændende at følge med i, om ordningen kommer til at virke efter hensigten.
-
I Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub er vi i gang med at samle penge ind til et øjenprojekt i det østlige Indien. Projektet finder sted i Shamayita Math, som er en spirituel hjælpeorganisation, som er placeret i et landligt område 250 km fra Kolkata. Organisationen driver en engelsksproget pigeskole for 450 studerende og arbejder med landbrugsudvikling, praktisk uddannelse af unge mænd og kvinder, støtte til stammefolk, miljøvenlige udviklingsprojekter i landsbyerne m.v. Desuden har man en sundhedsklinik, hvor der udover almindelig, daglig behandling af mindre problemer også tilbydes operation for grå stær.
Operationerne foregår hver anden uge i form af Eye-camps, hvor 20-30 patienter ad gangen opereres af den lokale øjenlæge fra distriktshospitalet i nærheden. Øjenlægen medbringer sine private operationsinstrumenter, da Shamayita Math ikke har haft økonomisk mulighed for at købe egne instrumenter. Projektet går ud på at købe det nødvendige operationsudstyr, som kan stå stationært i øjenklinikken. Det er mere sikkert, og desuden giver det mulighed for at køre endnu et operationshold ind, og derved øge antallet af patienter, der kan opereres.
Det har været en glædelig overraskelse for os fra projektgruppen at opleve, hvordan vores henvendelser om sponsorstøtte er blevet positivt modtaget. Louis Nielsen A/S har f.eks. doneret et antal solbriller, som vi har solgt på auktion, mens Restaurant Tandori Masala donerer den indiske buffet til vores fundraisingmiddag i august.
Det er interessant, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer afholder en konkurrence om CSR-rapport prisen, men det er både dejligt og opløftende, at det også er muligt at opnå støtte til mindre forkromede projekter, som imidlertid har kæmpestor betydning for de fattige mennesker, som med en grå-stær-operation kan komme til at se deres børnebørn og alt mulig andet smukt og grimt i livet.
-
Der er ikke, fordi den har gjort meget væsen af sig – ændringen af Forvaltningsloven. Jeg opdagede det kun, fordi jeg sad og puslede med den mærkværdige ændring af Offentlighedsloven om de hemmelige ministerkalendere, og så fik jeg øje på de andre aktiviteter i Folketinget her op til sommerferien.
Folketinget har nemlig vedtaget et praktisk lille forslag, der effektiviserer og rationaliserer reglerne om udveksling af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. For fremtiden bliver reglerne bliver lettere at gennemskue for dem, der skal benytte sig af dem, og lettere at administrere for de offentlige myndigheder, der skal regulere borgernes forhold, og det bliver endnu bedre, for sagsbehandlingstiderne kan formodentlig også kan komme lidt ned. Citaterne er fra folketingsdebatten, hvor de forskellige medlemmer glæder sig over det praktiske, lille forslag.
Og hvad går det så ud på? Jo, her fra d. 1. juli 2009 skal alle former for videregivelse af personoplysninger – uanset om de er fortrolige eller ej og uanset om de står på et stykke papir eller befinder sig i et elektronisk register – ske efter reglerne i Persondataloven. Før skulle nogen af sagerne behandles efter Forvaltningsloven. Som hovedregel kan man kun videregive oplysningerne til en anden forvaltningsmyndighed, hvis borgeren har givet samtykke, men der er dog en hel masse undtagelser fra denne hovedregel.
Nu har jeg, der er uddannet jurist, arbejdet et godt stykke tid med at finde ud af, hvordan reglerne er nu. og hvad ændringen er i forhold til tidligere. Jeg synes overhovedet ikke, det er let at gennemskue, så jeg tillader mig at tvivle på de optimistiske udsagn om, at reglerne bliver lettere at gennemskue for borgerne og lettere at administrere for myndighederne. Men der er nok nogen, som er klogere end mig, der kan formidle nyskabelsen på en måde, så borgerne og myndighedernes medarbejdere ved, hvad de skal gøre. Det vil jeg i hvert fald glæde mig til at se.
Forvaltningsret og god sagsbehandling