Blog


Gavepolitik i boligselskaber

maj 30th, 2011

Bladet Boligen, som udgives af Boligselskabernes landsforening, har her i foråret behandlet temaet om gavegiveri fra leverandører til de ansatte og beboervalgte i de almennyttige boligselskaber. I den anledning blev jeg som jurist og tidligere ansat i branchen spurgt, hvad jeg mente, og jeg udtalte følgende:

Har boligforeningen ikke en gavepolitik, er det en rigtig god idé at få lavet en. Jeg kan anbefale, at boligbestyrelserne lader sig inspirere af de regler, der gælder for offentligt ansatte. På mange måder minder boligselskaberne nemlig om offentlige virksomheder. Hvad end det er skatteborgerne eller beboerne, der betaler ens løn, skal man sikre, at de får de bedste løsninger til den billigste pris.

Både som offentligt ansat og som repræsentant for et boligselskab har man en særlig forpligtelse til at handle med værdighed og undgå at sætte sig selv under mistanke for at tage usaglige hensyn. I det offentlige betyder det, at man som hovedregel ikke tager imod gaver. Det er en fin rettesnor også for boligselskaberne, for man skal huske på, at det ikke er gratis at modtage en gave. “There is no such thing as a free lunch.”

Læs hele artiklen her.
Læs også lederen i bladet.

Ghettoplaner

november 10th, 2010

Som en del af finanslov 2011 skal der gøres en indsats for at forbedre ghettoerne. Hele projektet virker som valgflæsk og vedtaget uden særlig omtanke og baggrundsviden. Nu skal der vises handlekraft, og de grimme ghettoer fyldt med ressourcesvage beboere skal væk og erstattes af attraktive grønne områder med en bred beboersammensætning.

Nu er mange af de almene boligområder – også de såkaldte ghettoer – ret pæne i forvejen, og boligorganisationerne gør meget for at sikre et indbydende og velfungerende boligmiljø. En lille del af boligerne kan allerede i dag anvises efter såkaldte ”fleksible kriterier”, d.v.s. uden om den almindelige venteliste og udenom den kommunale anvisning.

Alligevel er man meget langt fra en bred beboersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Et af de store problemer er, at huslejen i mange almene boligområder er ret dyr. Hvis man skal betale over 7000 kr. for en treværelses lejlighed i en ghetto, vil mange vælge at købe en andelslejlighed, hvor de for samme pris kan blive ejere af deres eget hjem.

Det er ikke rosenbede, arkitekttegnet udendørsbelysning og nye fliser, som tiltrækker studerende, lavtlønsfamilier og folk med mellemlange uddannelser. Det er en virkelig konkurrencedygtig pris, hvor det bliver tydeligt, at livet som lejer giver en familie andre valgmuligheder i livet end at bruge hovedparten af deres indtægt på at bo.

Hvorfor brænder de biler af i Kalundborg?

oktober 22nd, 2009

Her i Hovedstaden hører vi ellers aldrig rigtig noget fra den del af landet, men her i efterårsferien har byen igen været i medierne med udbrændte biler og triste beboere, der stirrer uforstående på de maltrakterede køretøjer. Nu er det selvfølgelig ikke det eneste sted i landet, hvor der er gang i gaden, for udover problemerne med bandekonflikter og kamp om hashmarkedet, er der tilsyneladende også tendens til, at der med ujævne mellemrum eskalerer en masse helt uforståelige angreb på sagesløse hjemmehjælpere, brandfolk og Falck-reddere. Man kan undre sig over, hvilken logik, der ligger bag disse tilsyneladende meningsløse aktiviteter?

En forklaring kan være kedsomhed, som er foreslået af flere. I efterårsferien har de unge mennesker (så meget ved man dog; at gerningsmændene er unge og ja, mænd) endnu mindre at tage sig til end ellers, og derfor kan de ikke finde på noget bedre at tage sig til end at brænde biler af og kaste sten efter hjemmehjælpere.

Jeg har set en anden forklaring, som går ud på, at der foregår en eller anden form for landsdækkende konkurrence opildnet af medierne. Når de kan brænde biler af i Tingbjerg, så kan vi i hvert fald også brænde biler af i Kalundborg, er tankegangen velsagtens.

Så er der selvfølgelig også den mere traditionelle, at det drejer sig om lømler af anden etnisk oprindelse end dansk, der føler sig marginaliseret og sat uden for det etablerede normalsamfund. Uden handlemuligheder og fremtidshåb må de så kanalisere deres frustrationer ud i et eller andet voldsomt og larmende for at gøre opmærksom på sig selv.

Det kan selvfølgelig også være en kombination af alle tre forklaringer, men hvad kan man så gøre for at dæmme op for urolighederne og kanalisere al den testosterone energi over i noget mere fremadrettet?

Hvis man ved, hvem gerningsmændene er, kan man straffe dem og sætte dem i fængsel, og så er der måske fred og ro så længe. Man kan også forsøge sig med den nye metode – elektroniske fodlænker – selvom jeg har mine tvivl om, hvorvidt det virker på stenkastende ildspåsættere.

Så kan man sætte gerningsmændene og deres familier ud af deres boliger, men mon det fører til mere ro i gaderne? Jeg tror det ikke. Hvad det end var, der drev dem til ballademageriet i første omgang, vil det næppe formindskes eller forsvinde, fordi familien tvangsflyttes til en anden bolig.

Man kan også gå en anden vej og forsøge med mere pædagogiske metoder. Efter et såkaldt RESPEKT-møde i Amager Bio d. 19/10-09 udtalte afdelingsformanden fra Mjølnerparken, at man der havde udarbejdet og omdelt breve til alle beboerne om, at en hjemmehjælper er en person, der vil hjælpe folk, og som det derfor er meget dumt at angribe.

Man kan også ansætte gadeplansmedarbejdere, Natteravne og andre ”forældrefigurer”, som kan gå rundt om natten (og dagen) og tale med de unge mennesker og motivere dem til fornuftige aktiviteter. Etablering af væresteder, ungdomsklubber m.v. hører også med til de mere pædagogiske indsatsområder

Uanset hvilken vej man vælger at gå er det dog deprimerende at tænke på, hvor mange gode kræfter og kreativ energi, der spildes på hærværk og vold, på at forebygge det og på at rydde op både fysisk og psykisk, når der har været brand, overfald og uroligheder. Tænk, hvis al den energi kunne blive brugt på uddannelse, arbejde, sport eller frivilligt arbejde med ældre og svage borgere.

Fleksible boligventelister – er det snyd?

juli 17th, 2009

En bolig er et knapt gode – især hvis den er centralt beliggende og til at betale. For at undgå mistanke om korruption, kammerateri og nepotisme har de almennyttige boligorganisationer i mange år holdt fanen højt med hensyn til ventelister og tildeling af boliger. For at komme i betragtning til en almen bolig skal man stå på ventelisten, og de ledige boliger tildeles efter tur til dem, der har stået der længst. Det er i hvert fald hovedprincippet.

I 2007 indførte man så begrebet fleksible ventelister i Københavns Kommune og andre steder. Det betyder, at hvis man er særlig kvalificeret – d.v.s. har fast arbejde eller er studerende – så kan man flytte fra den almindelige venteliste med meget lange ventetider til den fleksible liste, hvor ventetiden kan være få måneder.

Pludselig kan unge mennesker på 20 år få mulighed for at få en veldisponeret lejlighed til en rimelig pris, hvis de altså er villige til at bo i et boligområde, som man kan kalde for ”udsat” eller som har ”særlig bevågenhed”. Er det snyd?

Ja, rent juridisk er det selvfølgelig ikke snyd, for ordningen er jo lovhjemlet og i hvert fald nogenlunde gennemskuelig, men kan man rent moralsk acceptere, at højtuddannede og ressourcestærke mennesker i job og under uddannelse springer de mindre heldigt stillede over?

Formålet med ordningen er at dæmme op for ghettodannelse, kriminalitet og forslumning af enkelte boligområder, og i stedet hjælpes ad med at skabe en sammenhængende by, hvor der er mangfoldighed i alle boligområder, og hvor alle er med til at løse de boligsociale opgaver. Det er jo ædle og gode formål, så det bliver rigtig spændende at følge med i, om ordningen kommer til at virke efter hensigten.