Blog


Lærebog i forvaltningsret er udkommet

marts 10th, 2019

Må man tage en ven med til møde på jobcentret? Har man krav på at få et skriftligt svar på en ansøgning om kontanthjælp? Er der altid mulighed for at klage over en afgørelse fra en offentlig myndighed? Kan man få slettet sine personoplysninger fra de offentlige registre?

Få svar på disse og mange flere spørgsmål i bogen, som henvender sig til studerende og undervisere på professionshøjskoler og universiteter, hvor forvaltningsret er pensum. Der er mange aktuelle eksempler, billeder og oversigter, samt konkrete øvelser til brug i undervisningen, studiegrupper eller selvstudium. Se mere her.

Lærebog i offentlig ret – 2. udgave

august 26th, 2018

Har statens embedsmænd ret til fuld ytringsfrihed? Gælder de nye databeskyttelsesregler også for kommunerne? Hvorfor må politikere i princippet ikke blande sig i rettens afgørelser? Bestemmer EU virkelig over Danmark?
2. udgave af den populære lærebog er nu udkommet med et helt nyt kapitel 13 om databeskyttelsesforordningen og mange nye eksempler fra de seneste år, f.eks. Tibet-sagen, barnebrudesagen og sagen om “7 år for PET”.

Bogen lægger vægt på brudfladerne mellem jura og tilgrænsende områder som statskundskab og offentlig forvaltning. Der introduceres derfor ikke blot til lovstof, men også til mere grundlæggende principper som retssikkerhed og retskildernes relation til politik og magtudøvelse samt til retssystemets opståen og placering i demokratiske stater.

Bogen indeholder mange konkrete eksempler og cases og giver dermed en praksisorienteret indføring i den offentlige rets funktionsmåde. Bogen koster 600 kr. og kan bestilles her.

NY: Lærebog i offentlig ret

august 3rd, 2016

Offentlig ret er ikke kun et anliggende for jurister. Andre faggrupper, der skal arbejde i den offentlige sektor har, behov for kendskab til jura og offentlig ret. De har længe efterlyst målrettede lærebøger, for de nuværende bøger er skrevet til jurastuderende, og de er vanskeligt tilgængelige, fyldt med indforstået kodesprog og domshenvisninger. Hjælpen er på vej i min nye bog. Se nærmere her.

NY BOG: SAGSBEHANDLING I ØJENHØJDE

marts 7th, 2014

Forvaltningsret og sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken.

“Sagsbehandling i øjenhøjde” gør det nemmere for sagsbehandlere og borgere at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er lettilgængelig og rigt illustreret med aktuelle eksempler. Bogen behandler bl.a. følgende spørgsmål:
– Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
– Skal myndighederne underskrive breve?
– Hvad er et internt dokument? Kan man få aktindsigt i det?
– Kan en datter til en patient på et hospital få aktindsigt i sin mors journal?
– Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

I 2009 udgav jeg min håndbog om god sagsbehandling, som samlede mine mange års erfaringer fra praksis og undervisning i en “læse-let”-forvaltningsret. Bogen kom senere i 2. udgave på Akademisk Forlag. I forbindelse med den nye Offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven blev det nødvendigt med en grundig revision, og nu er 3. udgave så udkommet på Nyt Juridisk Forlag

Bogen koster 250 kr. + forsendelse og kan bestilles her.

Sagsbehandling i øjenhøjde

april 14th, 2010

I dag d. 14. april 2010 udkommer min bog “Sagsbehandling i øjenhøjde – håndbog i offentlig ret” på Akademisk Forlag. Det er en stor dag for mig og bogen, der jo startede på “gør det selv”-forlaget Books on Demand efter at være blevet afvist forskellige steder. I sin gamle form solgte bogen trods alt ca. 300 eksemplarer, og med det nye lækre design og Akademisk Forlags professionelle markedsføring får den forhåbentlig endnu større udbredelse. Kunne nogen tænke sig at anmelde den, er de hjerteligt velkomne til at få et frieksemplar af mig eller henvende sig til forlaget.

Er det korruption at modtage en gave?

marts 19th, 2010

Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.

Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.

I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s “grønne badeværelse” blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen

Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.

I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.

Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.

 Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.

 Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!

 

Skrankepavebogen er blevet materialevurderet

oktober 28th, 2009

Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:

”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”

”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”

”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”

”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”

Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.