Blog


To slags præsidenter

april 13th, 2011

D. 12. april havde jeg lejlighed til at høre en key-note præsentation afholdt af Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, som fortalte om baggrunden for landets økonomiske krise, hvordan Island havde tacklet krisen, og hvilke fremtidsperspektiver, han så for landet. Udover at være en kløgtig og charmerende person, var det også en rigtig statsmand, der talte – og tilhørerne fik næsten ondt af de stakkels islændinge, der helt uforskyldt var havnet i et økonomisk uføre. I den efterfølgende debat vendte journalisten igen og igen tilbage til det faktum, at Ólafur Ragnar Grímsson som præsident havde forkastet en lov vedtaget af parlamentet, men det viste sig, at han havde udnyttet sin forfatningsmæssige ret til at beslutte, at en lov vedtaget af parlamentet skal sendes til folkeafstemning. Og her var loven så blevet forkastet. Se mere her.

Jeg var slet ikke klar over, at Island havde dette schweiziske folkeafstemningssystem, men Ólafur Ragnar Grímsson fandt, at det var den eneste rigtige form for demokrati i stedet for det repræsentative demokrati, som vi hylder her i landet.

Senere samme aften kunne man så i DR2 nyde endnu en af Christoffer Guldbrandsen politiske dokumentarfilm om EU – nemlig om hvordan EU fik sin første præsident. Den form for politik, hvor skolegårdsbøllerne Chirac og Schröder driller den naive Berlusconi, og hvor personlige sym- og antipatier åbenbart betyder mere end Europas fremtid, var ikke ligefrem et mønstereksempel på repræsentativt demokrati. Det kom også frem, at det værste en statsleder kunne blive udsat for, var at måtte sende en EU-vedtagelse til folkeafstemning – så var han nærmest sikker på at få sin traktat forkastet. Og så endte det hele med, at man valgte den modstræbende mindste fællesnævner Herman von Rompuy udelukkende fordi han var konservativ, fra et lille land og talte fransk. Om han i øvrigt kunne eller ville noget var tilsyneladende helt ligegyldigt for Europas statsledere. Beskæmmende.

Hvem kan hjælpe det libyske folk?

marts 6th, 2011

Den udvikling, der er sket i Mellemøsten og Nordafrika her i begyndelsen af 2011, er utrolig og fantastisk. Det er glædeligt, at det egyptiske folk er kommet så langt ved egen kraft, og det er egentlig ligeså glædeligt, at det har inspireret til en frihedsbevægelse i Libyen. Men det er skræmmende at se de voldsomme reaktioner og følgevirkninger, som det fører med sig.

Jeg hørte en radioudsendelse hvor en politiker og en forsker diskuterede, hvad man burde og kunne gøre ved Gadaffi. De var enige om, at verdenssamfundet ikke kunne tillade, at han begår folkemord på sin egen befolkning, men hvordan bør man stoppe det? Og hvem skal gribe ind?
En såkaldt flyforbudszone var blevet foreslået som en god løsning. En flyforbudszone betyder ikke, ”at man flyver lidt rundt og holder øje”, næh, det betyder at man starter med at bombe alle Gadaffis fly i stumper og stykker, mens de står på landjorden, og herefter er det så meget lettere at håndhæve et flyforbud.

Men hvem skal nu gå ind og bombe Gadaffis fly? Skal amerikanerne og NATO gøre det? Den arabiske ligas Amr Moussa har åbenbart skiftet mening fra først at mene, at libyerne selv måtte ordne deres egne sager til nu at mene, at folkemord er uacceptabelt, og han går nu ind for flyforbudszonen. Men det skulle så være den afrikanske union eller andre regionale styrker, som skulle foretage dette angreb. Vestlige bombefly vil af mange på det afrikanske kontinent og af Kina, Indien og Rusland blive betragtet som endnu et eksempel på vestlige imperialisme og indblanding i andre landes forhold.

Anders Fogh Rasmussen sagde Nyhederne d. 4. marts, at Nato er klar, hvis de får en henvendelse, men hvorfra denne henvendelse skulle komme, kom han ikke nærmere ind på. Også AFR var opmærksom på, at Vesten ikke bare kan komme brasende og bringe ro og orden.

Jeg vil på ingen måde påstå, at jeg har nogen form for løsning på dette dilemma, men jeg bliver så trist ved tanken om de mislykkede forsøg på at bringe ordnede forhold til folket, som Vesten har forsøgt sig med i Irak og Afghanistan.

Pengene strømmer ud af Danmark – er det ulandshjælp?

juli 4th, 2010

Søren Pind siger, at god ulandshjælp er, når filippinske au-pair-piger kommer til Danmark, hvor en beskeden udbetaling af lommepenge kan gøre hele forskellen, hvis den stort set uberørt bliver sendt hjem til Filippinerne. En model, som er og har været vidt udbredt i Indien, Pakistan, Nepal og andre asiatiske lande i årevis, hvor den største lykke for en familie er, når et af familiens lyse hoveder kan drage vestpå for at få en uddannelse eller et job eller helst begge dele.

Men når man stopper et fly til Tyrkiet i Københavns lufthavn og finder flere millioner kontanter på de herboende tyrkere, der skal hjem på sommerferie – så er det ikke ulandshjælp, så er det snyd, siger skattevæsenet. Og det har de sikkert ret i. Nok er Tyrkiet ikke ligefrem et uland, men hvis pengene var nået frem til deres bestemmelsessted, ville de sikkert have gjort god gavn i den fattige tyrkiske provins langt fra badestedernes middelhavsidyl.

En anden form for ulandshjælp finder sted i Afghanistan, hvor Danmark bruger mange ressourcer på at sende soldater til at både sikre og udvikle landet. Alligevel kunne man også her i ugens løb læse en historie om store kontante pengestrømme, der flyder ud af Afghanistan. 60 millioner kroner hver eneste dag faktisk. Hvor kommer de fra? Er det den danske sikkerheds- og udviklingsbistand, der kanaliseres til smarte forretningsfolk og korrupte politikere, hvorefter den parkeres sikkert på Cayman-øerne og andre steder?

Rent privat har jeg og de andre Friends of Shamayita Math samlet 11.000 kr. sammen, som vi har tænkt os at sende til Indien, hvor der bliver bygget en landsbyskole i mursten med elektrisk lys og skolemøbler.

Så pengene strømmer ud af Danmark på forskellig vis – og det er ikke så ligetil at afgøre, om det er en god ting.