Djøf’eren er en mand midt i trediverne klædt i mørke jakkesæt og spraglede sokker, og man kan kende ham på hans udtalelser om innovation, strategiplan, effektivisering og værdier, stod der i Politiken nytårsdag. Djøf’eren slynger om sig med regneark og forlanger skriftlige rapporter i stedet for at tale med folk. Hvis det er danskernes billede af Djøf´erne, er der godt nok brug for nogle andre billeder af, hvad DJØF’s ca. 80.000 medlemmer beskæftiger sig med.
Selv er jeg en midaldrende kvinde, som aldrig nogensinde har været strømlinet. Da jeg startede på at læse jura i 1979, gik jeg med smækbukser og hønsestrikkede trøjer, og på studenterstyrede hold i 80’erne snakkede vi meget om retssikkerhed og en åben forvaltning. Vi ville gerne arbejde i den offentlige sektor og sikre, at reglerne blev skrevet, så de var til at forstå og arbejde med, og at borgerne fik deres ret, når de havde en sag i det offentlige.
I mit eksamensbevis fra 1985 står juristløftet, som lyder sådan her: ”Juridiske kandidater må aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller ikke ved råd eller på anden måde fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt”. Det er fra 1736, og det holder den dag i dag.
Som professionel Djøf’er har jeg arbejdet for ret og retfærdighed, både når jeg har været menig sagsbehandler og skulle dele sol og vind lige mellem stridende parter, og også når jeg som leder har skullet organisere arbejdet, så både medarbejdere og borgere blev behandlet rigtigt. Jeg skal da ikke udelukke, at jeg i ny og næ har brugt ord som ”strategiplan” eller ”værdier”, og en hel del regneark er det da også blevet til gennem tiden. Men det vigtigste har altid været at sikre en saglig og ordentlig behandling af de sager og mennesker, som jeg har haft ansvaret for.
I min karriere er jeg stødt på folk, der ser djøf’ere som mig som en fjende, fordi vi vil holde os til reglerne. De mente, at man i stedet skulle vælge en smidig og fleksibel løsning, så resultatet kunne blive det, som de pågældende mente, var det rigtige. Den problemstilling er der mange djøf’ere, der dagligt kæmper med, og jeg er stolt af at kunne sige, at jeg stod fast på, at reglerne skulle holdes – også selvom det førte til ubehageligheder for mig.
Som jurist og som djøf´er har jeg nogle professionelle standarder, som jeg er stolt af, og som danskerne ikke skulle se som et fjendebillede, men derimod som en garanti for, at tingene går rigtigt til, både når de selv skal samarbejde med det offentlige, men også når det gælder forvaltningen af hele den store fælles offentlige kasse.
