Blog


Fri adgang til domme – endelig

september 27th, 2014

Regeringen har i årets finanslovsforslag sat 14,9 mio. kr. af til en database, der skal give offentligheden adgang til tusindvis af afsagte domme.

En ny database med over tusindvis af afsagte domme skal være med til at styrke retssikkerheden. Det indgår i regeringens finanslovsforslag, der indeholder en aftale for domstolene for 2015 til 2018.

”Både borgere, advokater og journalister har længe haft et ønske om, at man nemt og hurtigt kunne få adgang til de afgørelser, som retterne hver dag træffer. Det skal domsdatabasen sikre. Databasen er en væsentlig forbedring af retssikkerheden,” siger justitsminister Karen Hækkerup.

Det var sandelig også på tide. Når man tænker på, hvor vigtig retspraksis er som retskilde i mangfoldige sager i administrationen og ved domstolene, er det skandaløst, at det er et privat firma, som har monopol på at sælge den viden for 10.930 kr. ex moms pr. år. Det er da kun advokater, der har råd til det.

Det er selvfølgelig fint, at Karnov Group vil sikre, at retspraksis overhovedet bliver tilgængelig for i det mindste nogen interessenter, men det burde være en statslig opgave og med den teknologiske udvikling burde det have været højere prioriteret for længe siden.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at som ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet, har jeg ikke adgang til Ugeskriftet. Alle de hundredevis af domme, der er omtalt i de studerendes pensum, skal jeg altså hen på biblioteket og slå op, hvis jeg vil gennemgå og forklare dem nærmere.

Vil du vide mere om den nye offentlighedslov?

februar 16th, 2014

D. 1. januar 2014 trådte den nye Offentlighedslov i kraft. Der har været stor debat om to af lovens undtagelsesbestemmelser, men loven indeholder mange andre ændringer i forhold til den gamle lov. Der er kommet udvidet adgang til aktindsigt op flere områder, og loven indeholder helt nye regler om f.eks. journalisering, postlister og en offentlighedsportal.

Der er flere muligheder for at lære mere om hele den nye lov. På Folkeuniversitetet udbyder jeg et kursus, der starter d. 10. marts og kører over 5 mandage fra 17.15 – 19. Se mere om dette kursus her.

Er I mange, der gerne vil deltage, eller har I ønske om fokus på et særligt område, kan I rekvirere et kursus direkte hos mig. Det kan I se mere om her.

På begge kurser gennemgår vi den ny Offentlighedslov med fokus på dagligdagen, hvor borgere og sagsbehandlere skal anvende reglerne. Vi kommer også ind på de konsekvensændringer, der er kommet i Forvaltningsloven i forlængelse af den nye Offentlighedslov.

Hvem ønsker et mere lukket samfund?

april 20th, 2013

Efter 7 års kommissionsarbejde, flere regeringers lovforarbejde og til sidst et politisk forlig bliver den nye Offentlighedslov formentlig vedtaget i 2013. Lovens formål er blandt andet at sikre åbenhed hos myndighederne og at styrke tilliden til den offentlige forvaltning, men medier og eksperter har kritiseret loven for i stedet at indskrænke adgangen til aktindsigt på særligt væsentlige områder som f.eks. ministerbetjening.

Justitsministerens reaktion på kritikken har været præget af mærkeligt usaglige argumenter. I en debatudsendelse i DR d. 28. februar 2013 fremkom han med helt irrelevante argumenter, såsom at både han og de andre forligspartier var pæne mennesker, der på ingen måde var ude på at holde offentligheden udenfor indsigt, og at der var så mange gode nyskabelser i lovforslaget, som gav adgang til mere aktindsigt, og så var det kun rimeligt, at der på andre områder blev tale om indskrænkninger.

På et debatmøde i Politikens hus et par dage senere stillede ministeren igen op til kritik. Man må respektere hans overbevisning og kampgejst, for heller ikke ved denne lejlighed kunne han svare ordentligt for sig på kritikken fra de velforberedte modstandere af lovforslaget. Som argument for at der skulle være flere indskrænkninger i adgangen til aktindsigt i Offentlighedsloven, mente ministeren, at der til gengæld var kontrol med ministeren andre steder, f.eks. i ministeransvarlighedsloven eller via muligheden for at stille spørgsmål i Folketinget. Et andet argument var, at der var kommet flere styrelser til siden den gamle Offentlighedslovs ikrafttræden, og derfor havde ministrene brug for større frirum til sagsbehandling uden mulighed for aktindsigt.

Sidenhen er debatten fortsat med den ene medieekspert og forvaltningsprofessor efter den anden, der især kritiserer de nye undtagelser i lovforslagets § 24 og § 27. Det radikale bagland stiller også spørgsmålstegn ved de saglige begrundelser for disse indskrænkninger i adgangen til aktindsigt, men lige nu virker det som om forligspartierne bare dumstædigt siger: ”Nu har vi lavet et forlig, og så er der ikke mere at tale om. Færdig!”

Der er mange gode fornyelser og forbedringer i lovforslaget, som kunne fungere sammen med de ”gamle” undtagelser fra den eksisterende lov. Så hvem og hvad er det, der presser sådan på med at få de kritisable undtagelser med i den nye lov? Det kan i hvert fald ikke være Justitsministeren, der fortsat ikke kan komme med konkrete eksempler på sager, hvor han ville have været bedre tjent med den nye Offentlighedslov. Er der nogen af de andre ministre? Eller er det embedsmændene, der er trætte af at blive forstyrret i deres travle arbejde?

Det er glædeligt, at denne ret tekniske og juridiske sag er nået ud til et bredt publikum, og jeg vil tilslutte mig opfordringen til at skrive under på protesten her:

http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov

Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

Hemmelig ministerkalender – at skyde gråspurve med kanoner

maj 8th, 2009

D. 5. maj 2009 fremsatte Justitsministeren et lovforslag som skal begrænse befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Det handler om ministrenes kalendere, der kan indeholde mange interessante oplysninger om ministrenes aktiviteter i og udenfor Christiansborg.

Lovforslaget går ud på, at alt indholdet i samtlige ministres kalender skal være undtaget fra aktindsigt. Som et plaster på såret kan man så få lov til at se en hjemmeside med udvalgte oplysninger om udgifter til repræsentation, hvilke gaver, ministeren har modtaget o.s.v.

Formålet med Offentlighedsloven er at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning. Loven skal altså medvirke til at skabe interesse for forvaltningen, men også til at styrke tilliden. Og noget tyder på, at det virker. Gang på gang viser internationale undersøgelser, at danskere har en meget høj tillid til hinanden og til offentlige myndigheder. Man kan få lov til at kigge med i maskinrummet, og det man ser, giver ikke anledning til mistillid. Det betyder ikke, at der er evigt solskin i en pletfri forvaltning, men det store billede er altså en befolkning, der har tillid til deres forvaltning.

 

I forbindelse med anmodninger om aktindsigt i Bendt Bendtsens kalender, kom det frem, at ministeriets embedsmænd havde rettet i kalenderen forud for aktindsigten, og det indbragte ministeriet en næse fra Ombudsmanden. Statsministeren selv har også været ude for aktindsigtsanmodninger i forbindelse med rejser, restaurationsbesøg o.s.v.

 

Det er utvivlsomt irriterende at blive udsat for den slags, men skyder man ikke gråspurve med kanoner, når man vil gå så vidt som til at indskrænke befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning, fordi Lars Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen føler sig trådt over tæerne. At undtage samtlige oplysninger i samtlige kalendere i al fremtid er ikke bare udemokratisk, det strider også mod ånden i Offentlighedsloven og i dansk forvaltningstradition. Og det er bestemt ikke egnet til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.