Blog


Hvad er oplevelsesøkonomi?

november 6th, 2009

Som selvstændig er der ikke nogen fredagsbar med gratis øl og mingling med kolleger og ledelse, men så kan man more sig med at gå til fredagsbar i DJØF. Dagens tema var oplevelsesøkonomi, og det var på flere måder en overraskende eftermiddag. 

Jeg har brugt en del tid på at læse om kulturøkonomi – teatre, museer, biblioteker, bogbranchen o.s.v., så jeg troede jo, at jeg kendte ret meget til oplevelsesøkonomi. Men så handlede det bare om noget helt andet, nemlig om hvordan man kan forsyne sine produkter med en fortælling om historie, kvalitet, ægthed eller økologi. Derved kan man få solgt ellers usælgelige produkter eller få en meget højere pris for sine produkter.

Så oplevelsesøkonomien handler ikke alene om, hvordan de offentlige institutioner skal budgettere med støttekronerne, og hvordan man skal fastsætte billet- og bogpriser, men i lige så høj grad om, hvordan man som erhvervsvirksomhed kan tjene penge på at give kunderne en oplevelse. Det var en eye-opener for mig.

En anden overraskende ting var, at jeg for anden dag i træk måtte høre om værdikæder – valuechains – på en ny måde. Nu havde jeg ellers lige lært i erhvervsøkonomi, at værdikæden betegner aktiviteter inde i virksomheden. Det er både produktion, forarbejdning, opbevaring, transport og markedsføring, som i sidste ende frembringer produktet, og som skal være  mere effektive end konkurrenternes, hvis man vil tjene penge.

Det nye (altså for mig) er, at værdikæderne går videre ud af virksomheden og helt frem til køberen af produktet, så også samarbejdspartnere, leverandører, distributører o.s.v. er med til at sælge ”den gode historie” i værdikæden. Det arbejder de med i oplevelsesøkonomi og også i Danida.

Røde Kors og Fields – nødhjælp eller business?

marts 13th, 2009

Shoppingcentret på Amagers Overdrev fejrer 5-års fødselsdag, og det sker blandt andet ved kampagnen ”Give and take”, hvor centret vil sætte fokus på miljø- og samfundsansvar og vise kunderne, at man interesserer sig for verden og det omgivende samfund. Fields’ motiver for at indgå i et sådant partnerskab må være at blive kendt som en samfundsansvarlig virksomhed, der gør noget for de svage og nødlidende. Men hvad er det så Fields gør? Giver de en del af overskuddet til Røde Kors? Næh, kampagnen går ud på at sælge forskellige røde varer i korsform – (hvad kan det mon være – kager? kjoler? smykker?) – til fordel for Røde Kors.

Der er åbenbart flere og flere mennesker, der gerne vil bruge deres penge på de ting og sager, som de synes, er vigtige. I Politiken (11/3) kan man læse om de nye socialøkonomiske virksomheder, der succesfuldt driver forretning med henblik på at genere et overskud til en god sag. Og det går åbenbart så godt, at flere og flere små firmaer kan etablere sig og overleve, fordi folk i krisetider helst vil bruge deres penge på noget bæredygtigt og samfundsnyttigt.

Men vil sådanne kritiske forbrugere virkelig begive sig ud til shoppingcentret Fields for at købe røde varer i en god sags tjeneste? Næppe, men det er heller ikke dem, man vil nå, for fundraisingchefen for Røde Kors udtaler, at partnerskabet med Fields er en måde at nå ud til mennesker med overskud. Man forestiller sig altså, at der går en masse velbeslåede mennesker rundt ude i Fields, som får lyst til at støtte Røde Kors ved synet af de røde varer og sangerinden Monique, som også er med i partnerskabet.

Udover pengene tænker Røde Kors også, at samarbejdet er en god vej til øget synlighed. Ja, det skal jeg love for. Nu havde man lige glemt alle skandalerne omkring Jørgen Poulsens lukrative fratrædelsesordninger, men så kommer hjælpeorganisationen stærkt igen med dette overraskende samarbejde med Nordeuropas største shoppingcenter, der åbenbart har behov for at få pudset sit image af uden at gribe til lommerne.

Det er tydeligt, at det atypiske partnerskab har skabt god synlighed, men hvor går grænsen for, hvem Røde Kors vil samarbejde med for at få opmærksomhed? Våbenfabrikanter? Tobakskompagnier?

8. marts – hvor står slaget?

marts 7th, 2009

Kvindernes internationale kampdag – det lyder helt anakronistisk. Hvem skal vi kæmpe mod? Hvor står slaget? Både mænd og kvinder har det jo trygt og godt på trods af finanskrise og dårligt vejr. Er det ikke lidt patetisk, at gå her og klynke over manglende karrieremuligheder og uligeløn, mens folk i Afrika kæmper for at overleve AIDS, angreb fra voldsforbrydere og uendelig fattigdom?

Svære spørgsmål – det er lettere at svare på, hvad vi skal kæmpe for. Der er masser af ting at tage fat på som for eksempel:

Ligeløn.

I Information d. 7/3 kan man læse, at kvinderne får mindre ud af skattereformen end mænd, fordi de generelt er dårligere lønnede end mænd. Og det er kvinderne blandt andet, fordi de livet igennem har dårligere betalte jobs og længere perioder på barsel. Det mest groteske er, at man stadig ikke kan være sikker på, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde på trods af, at vi har haft lovgivning om ligeløn i mange år.

Flere kvinder på topposter.

Det er blevet fremført, at kvindelige ledere vil være bedre for virksomhederne i krisetider, og at der bør arbejdes på at få flere kvinder ind i virksomheders og organisationers bestyrelser. I CBS Observer udtaler forskningsdekanen, at nu skal der gøres noget mere for at få flere kvindelige professorer på institution. Det vil nemlig være et konkurrenceparameter i fremtiden. I Politiken gør Tim Knudsen og Heidi Houlberg Salomonsen opmærksom på de kvindelige såkaldte ”B-ministre”, som regeringen udnævner på lidet magtfulde områder for at pynte lidt på statistikken. Kun 2 ud af 21 departementschefer er kvinder. Og man kunne blive ved.

Flere mænd i omsorgssektoren.

Men skulle vi ikke hellere kæmpe for at få mændene ud af BMW’erne, direktørkontorerne og bestyrelseslokalerne og ud på plejehjemmene, børneinstitutionerne og hjem til kødgryderne. Det vil være bedre for børn, syge og gamle at møde omsorgspersoner af begge køn, og mændene vil have godt af at gå op i noget andet end penge og prestige.

At der kommer flere kvinder på topposter og flere mænd i omsorgssektoren betyder ikke, at vi alle skal være ens, men at der kommer flere nuancer ind i arbejdslivet på alle niveauer til glæde for både brugere, kunder, medarbejdere og ledere. Flere mennesker bør få mulighed for at udnytte flere sider af sig selv. På den måde kan vi få et endnu bedre samfund præget af respekt og tolerance i stedet for fortrængning og marginalisering.

Hvem kæmper og hvorhenne?

Indtil nu forekommer det mig, at kampen om ligeløn og ligestilling mest har stået på papiret – eller nu som her på skærmen. Der er megen snak og gode intentioner og ikke megen handling. Forskellige parter brokker sig over, at andre ikke har gjort noget andet og mere for at fremme ligestillingen, og noget kunne tyde på, at hverken politikere eller interesseorganisationer har haft evne og vilje til at skabe forandring og udvikling på dette område.

Grunden kan måske være, at der ikke i folkedybet og i samfundet som sådan er et udtalt behov for mere ligestilling. Danmark har jo længe haft førertrøjen på i lykkemålingerne, så grunden til den manglende udvikling på ligestillingsområdet kan være, at vi er glade nok for tingenes tilstand, sådan som de er.

Derfor er der ingen kamp, og slagmarken kan ikke findes. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det virkelig skulle være tilfældet.