Blog


Videnskab i øjenhøjde – livslang læring i mere end 100 år

august 7th, 2010

Siden 1898 har det været Folkeuniversitetets varemærke, at alle og enhver kan få indsigt i videnskabens resultater og metoder. Målgruppen var i starten arbejdere og kvinder, som pr. definition var nærmest udelukket fra at få indblik i, hvad der foregik på universiteterne. Men er der plads til Folkeuniversitetet i dag?

En meget stor del af befolkningen får i dag en videregående uddannelse, og tilbuddene om efter- og videreuddannelse er mange og meget varierede. Folkeuniversitetet har ingen adgangskrav, og der er ingen eksaminer. Undervisningen er ikke målrettet til at give deltagerne karrieremæssige fordele, og der er ingen netbaseret undervisning. Som på Grundtvigs tid er undervisningen baseret på det talte, levende ord, og det personlige møde mellem lærer og studerende, hvor begge parter kunne udvikle sig gennem dialog og debat. Hvordan kan noget så gammeldags være attraktivt for 10.000-vis af mennesker hvert år?

Forklaringen er, at Folkeuniversitetets undervisning er lystbetonet. Studenterne er videbegærlige mennesker, der er motiveret af et ønske om at blive klogere på bestemte emner, som interesserer dem. Mange starter på Folkeuniversitetet, når de er blevet pensionister og tager fat på årelange studier af kunsthistoriens forskellige aspekter, som de aldrig har haft tid til at sætte sig ind. Andre motiveres af den overfladiske nyhedsstrøm i TV og får lyst til at gå i dybden med religiøse, politiske eller naturvidenskabelige emner. Atter andre opdager, at der er et kursus om deres store idol David Lynch´s filmkunst,  og det må de bare deltage i for at øge deres viden.

Begrebet ”livslang læring” er ikke kun arbejdsgivernes krav om evig kompetenceudvikling og omstillingsparathed, men også er et menneskeligt behov for personlig udvikling gennem en bredere og dybere viden om alverdens emner. Derfor vil der også i fremtiden være brug for Folkeuniversitetet.

Vi skal arbejde mere og bedre …

juni 11th, 2009

 

.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:

 

A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”

 

B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”

 

C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig.  Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”

 

D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”

 

Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?

 

 

Hvem skal arbejde mere?

februar 28th, 2009

Det er et mærkeligt paradoks. Der klages over, at friske 60-årige med lange videregående uddannelser går på efterløn for at spille golf og hugge brænde, og raske, unge sygeplejersker kun vil arbejde på deltid, fordi de også gerne vil have tid til deres private interesser. Samtidig står systemet klar til at modtage de fyrede og arbejdsløse med rigide krav om 4 ansøgninger om ugen, jobsøgningskurser o.s.v. så de hurtigt kan komme i gang igen. Alle skal arbejde mere, uanset om de har lyst, og uanset om der er nogen, der har brug for dem.

Paradokset er, at arbejdsmarkedets parter godt nok har en historisk ret til selv at aftale løn- og ansættelsesvilkår næsten uden politisk indblanding, og borgerne i Danmark har den personlige frihed til selv at vælge, hvor meget, de vil arbejde. Men velfærdssamfundets regler om bl.a. efterløn og arbejdsløshedsunderstøttelse kaster lange skygger over den frie aftaleret og det frie valg for landets borgere.

Det skurrer i mine ører, når man skammer de mennesker ud, som ikke kan eller vil arbejde på fuld tid, samtidig med at man mistænkeliggør de jobsøgende og på overformynderisk vis kører dem alle gennem samme pølsemaskine. Hvad med lidt tillid til, at de jobsøgende, arbejdstagerne og de pensionerede selv kan finde ud af det?