Blog


Goddag mand, økseskaft!

september 19th, 2011

Jeg har bestilt en hyggelig pakke blomsterløg på en webshop og betalt 39 kr. for at få sendt tulipanløg og krokusser hjem til mig. Men ak, af en eller anden grund bliver det konverteret en ”forsendelse uden omdeling”, og det betyder, at postbudet cykler ud med et brev til mig, hvorefter jeg må cykle ned til Kvickly, hvor postbutikken nu befinder sig. På vejen møder jeg den glade, gule postbil i fuld fart, hvorpå der står ”Madudbringning for Københavns Kommune”. I stedet for at køre ud med post, så kører de ud med mad, mens vi andre kører hen efter posten. Goddag mand, økseskaft.

Farlige læger, retssikkerhed og rationalisering

februar 26th, 2010

En syrisk læge kommer til Norge, men kan ikke bestå den norske ”adgangsprøve” for læger.  Derfor må han nøjes med at arbejde som social- og sundhedshjælper i Norge, men senere forsøger han sig så i Danmark, hvor han får en prøveautorisation på et jysk sygehus. Også dér indser man hurtigt, at lægen mangler de mest basale kvalifikationer og han bliver afskediget efter 14 dage. Sygehuset sender endda en advarselsmeddelelse til Sundhedsstyrelsen. Så vidt, så godt.

Men nu kommer det mærkelige. Han søger herefter igen om at få godkendt sin udenlandske lægeeksamen, og Sundhedsstyrelsen giver ham et nyt forsøg på et andet jysk sygehus. På det nye sted får de ikke noget at vide om forhistorien og skal derfor starte forfra med at konstatere, at lægen ikke kan noget.

Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker forklarede sig i TV-avisen d. 25/2 med, at folk skulle have en fair chance, og at det jo kunne skyldes dårlig kemi, når det ikke gik godt på det første sygehus. Derfor kunne man – i særlige situationer – få en ny chance.

Jeg er jo altid en stor fortaler for retssikkerheden, men her forekommer synspunktet ærlig talt noget pladderhumanistisk. Hvad var det særlige ved denne sag? Det kan da ikke være meningen, at det er det andet sygehus og dets patienter, der skal tage ansvaret for at beslutte, at denne åbenlyst ukvalificerede person ikke skal arbejde som læge. Det må Sundhedsstyrelsen da kunne stramme sig op til selv at træffe beslutning om uden videre overvejelser og brug af ressourcer.

Jesper Fisker kunne svinge sig op til at love, at når man – i disse særlige situationer – ville sende folk ud i prøveautorisation nr. 2, så skulle papirerne fra deres tidligere ansættelser følge med for fremtiden. Tænk, at man ikke have kunnet finde på det på eget initiativ uden TV-avisens mellemkomst.

Som jeg tidligere har skrevet om, er der nogle myndigheder, der prøver at rationalisere sig ud af deres budgetunderskud og ressourcemangel ved at speede sagsbehandlingen op og se stort på retsgarantier og borgerrettigheder. Sundhedsstyrelsens har fundet en anden vej – nemlig at sende sagen ud i verden og lade nogle andre gøre arbejdet. Men på den måde bliver udgiften jo bare væltet over på de i forvejen hårdt trængte sygehuse.

Kammerateri eller effektivitet?

februar 9th, 2010

Ikke bare overborgmester Frank Jensen, men også direktøren for Metroselskabet ansætter nye medarbejdere uden offentligt opslag. Det skal man ellers gøre, hvis man er en offentlig myndighed – eller et offentligt ejet selskab, viser det sig nu, efter at Trafikministeren har belært direktøren om, at reglerne om offentlige stillingsopslag også gælder for Metroselskabet.

Metroselskabet kritiseres for – uden nogen former for opslag – at have opfundet et chefjob til Ritt Bjerregaards netop fratrådte pressekonsulent. Så blev der nemlig et hul i overborgmesterens sekretariat, og Frank Jensen kunne ansætte en medarbejder fra sin politiske valgkampagnestab i den stilling.

Stor forargelse – sikke en gang kammerateri og nepotisme. Også selvom 1/3 af alle 100 medarbejdere i Metroselskabet er ansat uden opslag, hvilket åbenbart ikke har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Folketingets ombudsmand har derimod straks kastet sig over sagen fra Københavns Rådhus og stillet mange spørgsmål om opslagsmåder, ansøgningsfrister, indkaldelser til samtaler, beslutningsgrundlag m.v.

Men er der virkelig nogen, der er så blåøjede, at de tror, man kan undgå den slags forudbestemte ansættelser ved at slå stillingerne op? Så skulle de prøve at se de offentlige opslag, der befinder sig på Jobnet.dk, hvor de artige offentlige myndigheder pænt slår deres stillinger op. Det er tit det rene spil for galleriet med korte ansøgningsfrister, summariske stillingsbeskrivelser og kvalifikationskrav. Der bliver spildt rigtig, rigtig mange ressourcer med disse fake opslag, som medfører masser af udsigtsløse ansøgninger.

Mange folk spilder deres tid med at søge på offentligt opslåede stillinger, der er besat på forhånd. Det gælder både ansøgere, der reelt gerne vil ansættes i stillingen og er ubegavede nok til ikke at indse, at den er besat på forhånd. Dertil kommer alle de mennesker, der er fanget i dagpengesystemet med krav om  4 ugentlige ansøgninger.

Det er grotesk – det offentlige slår masser af stillinger op, som er besat på forhånd, og de bliver bestormet med henvendelser fra folk, der af lyst eller pligt søger dem. Sikke et ressourcespild – kræfterne kunne bruges bedre, og det er lige ved, at jeg får sympati for Frank Jensen og hans effektive måde at besætte stillinger.

 

Se TV2-Lorrys omtale af sagen om Metroselskabet.

Læs Ombudsmandens brev til Københavns Kommune.

Retssikkerhed og effektivitet – uforenelige størrelser?

september 19th, 2009

Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:

  1. At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
  2. At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
  3. At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
  4. At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
  5. At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.

Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.

Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.

Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.

En tidsrøver blev født

august 30th, 2009

Søndag d. 23. august 2009 sendte jeg to ens breve til to forretningsforbindelser. Der var min nye bog og et stykke papir i begge breve. Jeg vejede brevene på køkkenvægten, og de vejede 170 gram, så jeg frankerede dem begge med 17,00 kr. Dette beløb kom jeg frem til ved at studere takstoplysningerne i mit frimærkehæfte.

Jeg var således ikke opmærksom på, at portoen igen var steget, før jeg havde nået at bruge alle 10 frimærker i mit hæfte. Næste dag, da jeg var løbet tør for frimærker og skulle sende flere af den slags breve, gik jeg på posthuset og fandt ud af, at den korrekte frankering af et tykt storbrev er 18,00 kr. Der manglede altså 2 * 1,00 kr. i porto på mine to breve.

Nu kunne man jo håbe på, at Post Danmark ville lade nåde gå få ret og tilgive mig denne minimale synd, men nej. To dage senere modtog jeg så to breve fra Team Porto. I det ene brev stod der, at der kun var 10,50 kr. på brevet, og at jeg derfor skulle betale 7,50 kr. + administrationsgebyr 27 kr. + moms – i alt 41 kr. Det var et scannet billede af forbrydelsens genstand, hvor man tydeligt kunne se, at brevet var frankeret med 17 kr. og ikke 10,50 kr.  Der manglede altså 1,00 kr. i porto – ikke 7,50 kr.

Det andet brev var decideret mærkeligt. Der stod, at der ikke er porto nok på, fordi brevet er for tykt – og altså et storbrev. Nådigt ville Post Danmark dog se igennem fingre med mig denne gang.  Men brevet var jo frankeret med 17 kr. som et storbrev. Der manglede 1,00 kr. i porto – det indrømmer jeg, men hvad er det for noget med, at det er for tykt?

Jeg blev ærlig talt både ærgerlig og skuffet over, at Post Danmark spilder tid på at skrive to forskellige og forkerte breve til mig om sådan en lillebitte sag, og derfor sendte jeg også et svar og skrev, at jeg var villig til at betale det korrekte gebyr for begge mine forseelser, d.v.s. 2 * 1 kr. + 2 * administrationsgebyr á 27 kr. = 56 kr. + moms 14 kr. = 70,00 kr.

Som en ekstra service valgte jeg at forære Team Porto et eksemplar af det, der var i brevene – nemlig min nye bog ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog i god offentlig sagsbehandling”, idet jeg gjorde opmærksom på, at dette er et klassisk eksempel på, at skrankepaver skaber tidsrøvere.

Jeg får jo nok et langt svar, som jeg af principielle grunde er nødt til at svare på. Skriftligt. Fortsættelse følger.

Hvad er hurtig sagsbehandling?

juli 26th, 2009

Det er god forvaltningsskik, at sagsbehandlingen hos de offentlige myndigheder skal ske så hurtigt og smidigt som muligt. Men hvad er egentlig hurtig sagsbehandling?  I TV-avisen d. 23. juli 2009, var der et lille indslag om sagsbehandlingstider på de kommunale kontorer her i sommerperioden. En brødebetynget leder af en afdeling i Billund Kommune måtte beklage, at borgerne ikke havde fået svar på deres elektroniske henvendelser i mere end en uge. Grunden til det var, at der var sommerferie i afdelingen, og at man ikke havde fået sat et autosvar om den sag op i den elektroniske postkasse. Det ville man så overveje at gøre til næste år.

Men egentlig behøver de ikke at skamme sig så voldsomt i Billund, det står meget værre til andre steder. Selvom det næsten er tragikomisk, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over denne sag, som Folketingets Ombudsmand har behandlet:

 

En miljøgodkendelse af et husdyrbrug på Vestfyn fik i november 2005 en nabo til at klage. Men der skulle gå næsten 3 år før myndighederne begyndte at se på sagen. Klagen lå først hos Skov- og Naturstyrelsen i 1 år og 1 måned uden at der skete noget i sagen. Den 1. januar 2007 overtog Miljøklagenævnet opgaven som klageinstans for kommunernes afgørelser på miljøområdet. Derefter gik der 1 år og 9 måneder, inden Miljøklagenævnet begyndte at behandle klagesagen.  ”En sag skal behandles inden for rimelig tid. Men der står ikke noget i lovgivningen om hvad det betyder. Der er dog ikke tvivl om at det overskrider det acceptable at naboen i denne sag måtte vente næsten 3 år før myndighederne begyndte at behandle klagen,” udtalte Ombudsmanden om sagen.

Alle vil gerne have deres sager behandlet så hurtigt som muligt, og det varierer selvfølgelig meget fra myndighed til myndighed og fra sagstype til sagstype. Derfor er det en god idé, hvis myndighederne helt overordnet fastsætter mål for sagsbehandlingstider, som er rimelige i relation til borgerne og realistiske i relation til de medarbejdere, det handler om. Med fastsatte mål ved medarbejderne, hvad der forventes af dem og borgerne, hvor lang tid de kan regne med, sagsbehandlingen tager. Men 3 år er altså trods alt for længe at vente.

Og mon ikke borgerne i Billund klarede at vente i en uges tid? Det er jo trods alt sommerferie.

Løb mere eller spis mindre

april 8th, 2009

Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.

”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.

I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.

Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.

Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.

Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.

Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.