Blog


Er der noget galt med forældreansvarsloven?

maj 26th, 2010

Det mener en række forskere, advokater, psykologer, græsrødder og direkte berørte borgere, og allerede i oktober 2008 startede et systematisk arbejde med at dokumentere problemerne med loven, som i 2007 blev vedtaget af et enigt Folketing. Nu er Temahæfte nr. 2 om problemerne udkommet på DJØFs forlag.

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, mener jeg også, at der både er problemer med lovens indhold og med dens administration. Min hovedanke er, at selvom man igen og igen gentager, at loven handler om at finde de bedste løsninger ud fra Barnets perspektiv, så handler det i virkeligheden om at skabe ligestilling og millimeterretfærdighed mellem forældrene – uanset disses forskelligheder og konfliktniveau. Og så er der alvorlige problemer med retssikkerheden på grund af helt uacceptabelt mange sagsbehandlingsfejl.

Det nye temahæfte indeholder blandt andet forslag til rammerne for en ny lovgivning, der vægter samfundsmæssig konfliktløsning med udgangspunkt i barnets behov for ro og omsorg. Familierne har brug for et velfungerende konflikthåndteringssystem, og ikke en lov og et system, der opstiller idealer uden hold i virkeligheden. De problemer, loven medfører, er fundamentale, og de kan ikke negligeres med henvisning til parternes bitre stridigheder.

Uddrag af indholdsfortegnelsen:

Mor og far – på med vanten! Af Anette Kronborg

Lovteknik i forældreansvarsloven. Af Vivian Jørgensen

Når børneperspektivet bliver brugt mod børnene. Af Anne Land

Effektivitet og retssikkerhed. Af Bente Hagelund

De to køn og forældreansvarsloven. Af Bente Holm-Nielsen

Ballade i Barselsstuen. Af Mette Krag

Nydanskere og forældreansvarsloven. Af Margrethe Wivel

Opgør med forestillingen om lighed i voldsramte familier. Af Vibe K. Voetmann og Helle W. Samuelsen

De største tabere. Af Lisa Holmfjord

De pæne psykopater. Af Irene Rønn Lind.

Hæftet rummer også en række personlige beretninger fra berørte borgere.

Se mere om hæftet her.

Se mere om de netværk, der arbejder for at forældreansvarsloven skal ændres:

Barnets tarv.dk – for berørte borgere

Barnets tarv.nu – for professionelle

Bedsteforældrene – for bedsteforældre og pårørende til borgere, der er kommet i klemme

Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden

januar 30th, 2010

Siden august 2009 har jeg arbejdet sammen med advokat Pia Deleuran fra netværket Barnetstarv.nu på at afdække og dokumentere, at de processuelle retsgarantier i vidt omfang bliver krænket i familieretlige sager. D. 17. december 2009 sendte vi et brev til Folketingets Ombudsmand, hvor vi foreslog ham at undersøge de mange sagsbehandlingsfejl i Statsforvaltningerne og Familiestyrelsen. Vi fremlagde klar og omfattende dokumentation for, at der sker lovbrud, sjusk og nedladende sagsbehandling hos myndighederne.

Vi har nu fået svar på henvendelsen fra Ombudsmanden, som ikke mener, at en egen drift undersøgelse på nuværende tidspunkt er relevant. Han skriver blandt andet, at myndighederne selv er opmærksomme på fejlene, og at de i visse tilfælde har beklaget dem. Ombudsmanden forsætter: ”På den baggrund vurderer jeg ikke at de fremsendte eksempler skyldes myndighedernes retsvildfarelse om regelgrundlaget, herunder de krav der følger af forvaltningsloven og god forvaltningsskik”.

Vi har meget svært ved at forstå denne udtalelse. Betyder det, at Ombudsmanden finder det acceptabelt, at Forvaltningsloven og reglerne om god forvaltningsskik bliver overtrådt, hvis myndighederne gør det med åbne øjne? Kan man begå lige så mange fejl, det skal være, bare man siger undskyld, hvis det bliver opdaget?

Vi mener, at borgernes retssikkerhed bliver krænket, når de ikke får en fair og grundig behandling i overensstemmelse med landet love, og vi er skuffede over, at Ombudsmanden ikke finder anledning til at undersøge forholdene nærmere.

Vi arbejder nu videre på at dokumentere, at der i mange familieretlige sager bliver truffet afgørelser på et forkert eller ufuldstændigt oplysningsgrundlag. Mange sager er slet ikke oplyst godt nok, eller der bliver truffet afgørelse på et forkert og misvisende grundlag. Parterne bliver ikke hørt, og hvis de påpeger, at der er fejl i referater og sagsfremstillinger, bliver der ikke taget hensyn til det.

Børnekonvention fyldte 20 år

december 4th, 2009

Og hjertelig tillykke med det. I de sidste par måneder har jeg beskæftiget mig med et lille hjørne af konventionen, nemlig artikel 12, som handler om børns ret til at blive hørt i sager, der drejer sig om deres liv og hverdag. 

Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er snarere et sæt retningslinier. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer. Forældreansvarsloven med tilhørende vejledninger er eet af de steder, hvor Danmark har implementeret reglen. Der står nemlig:

Barnet skal inddrages under en sag om forældre-myndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Har man så en sag, hvor forældrene er uenige om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så spørger man børn helt ned til 7 år, hvad deres mening er. De bliver kaldt til møde i statsforvaltningen, hvor de skal sidde alene med en sagsbehandler og svare på, om de godt kunne tænke sig en deleordning, at bo hos mor/far eller hvad det nu er, forældrene ikke kan enes om.

Referaterne fra disse møder kan være hjerteskærende læsning. Det kan godt være, at det lyder fint i Børnekonventionen, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke deres synspunkter, men når jeg læser om lille Peters fortvivlede forsøg på at undgå at vælge side og tage stilling i fars og mors forbitrede konflikt, bliver jeg ikke overbevist om, at disse samtaler er i barnets interesse.

I disse vanskelige og følelsesladede sager kan være svært overhovedet at finde ud af, hvad Peter egentlig mener. Der sættes ½ time af til mødet, hvor Peter skal forklare sig overfor en vildtfremmed offentlig person. Ved han, hvad han skal tage stilling til? Ved han, hvad han selv kunne tænke sig, og er det overhovedet en mulighed? Kan han udtrykke sine synspunkter klart? Kan sagsbehandleren forstå det og formidle det i referatet?

Nogen gange ender det med, at afgørelsen falder ud sådan som Peter ønskede det, og så skal man være et barn, der er meget fast i troen, for ikke senere at påtage sig en del af ansvaret for de fortsatte stridigheder. Andre gange bliver det måske ikke, som Peter sagde, og han forstår måske ikke, hvad meningen var med samtalen.  Men referatet er jo blevet skrevet og vist til begge forældre og journaliseret på sagen, og han er alligevel blevet en del af konflikten og part i sagen.

Der er også andre retssikkerhedsmæssige problemer med disse børnesamtaler. Børnene sidder alene med en sagsbehandler og er måske bekymrede for at fortælle om problemer hjemme hos far eller mor. Hvis barnets oplysninger skal holdes fortrolige, vil afgørelsen i relation til forældrene blive truffet på baggrund af omstændigheder, som de ikke kender til. Og hvis barnet ikke kan tale i fortrolighed, får man så et helt ærligt svar? Og mon barnet forstår den juridiske forklaring om fortrolighed, referater og aktindsigt, som sagsbehandleren skal give, inden samtalen går i gang?

Som det fremgår, er jeg ikke særlig begejstret for disse børnesamtaler, og slet ikke med de små børn, da jeg synes, man presser børnene til at være part i forældrenes konflikt.