Blog


To slags præsidenter

april 13th, 2011

D. 12. april havde jeg lejlighed til at høre en key-note præsentation afholdt af Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, som fortalte om baggrunden for landets økonomiske krise, hvordan Island havde tacklet krisen, og hvilke fremtidsperspektiver, han så for landet. Udover at være en kløgtig og charmerende person, var det også en rigtig statsmand, der talte – og tilhørerne fik næsten ondt af de stakkels islændinge, der helt uforskyldt var havnet i et økonomisk uføre. I den efterfølgende debat vendte journalisten igen og igen tilbage til det faktum, at Ólafur Ragnar Grímsson som præsident havde forkastet en lov vedtaget af parlamentet, men det viste sig, at han havde udnyttet sin forfatningsmæssige ret til at beslutte, at en lov vedtaget af parlamentet skal sendes til folkeafstemning. Og her var loven så blevet forkastet. Se mere her.

Jeg var slet ikke klar over, at Island havde dette schweiziske folkeafstemningssystem, men Ólafur Ragnar Grímsson fandt, at det var den eneste rigtige form for demokrati i stedet for det repræsentative demokrati, som vi hylder her i landet.

Senere samme aften kunne man så i DR2 nyde endnu en af Christoffer Guldbrandsen politiske dokumentarfilm om EU – nemlig om hvordan EU fik sin første præsident. Den form for politik, hvor skolegårdsbøllerne Chirac og Schröder driller den naive Berlusconi, og hvor personlige sym- og antipatier åbenbart betyder mere end Europas fremtid, var ikke ligefrem et mønstereksempel på repræsentativt demokrati. Det kom også frem, at det værste en statsleder kunne blive udsat for, var at måtte sende en EU-vedtagelse til folkeafstemning – så var han nærmest sikker på at få sin traktat forkastet. Og så endte det hele med, at man valgte den modstræbende mindste fællesnævner Herman von Rompuy udelukkende fordi han var konservativ, fra et lille land og talte fransk. Om han i øvrigt kunne eller ville noget var tilsyneladende helt ligegyldigt for Europas statsledere. Beskæmmende.

Virkeligheden overgår fantasien

december 19th, 2010

Det har været mit personlige valgsprog i mange år, og også konsulentfirmaet HAGELUND måtte i 2010 erkende sandheden i dette omvendte ordspil. I januar 2010 tilbød en tidligere kollega – advokat Susanne Ravn i Roskilde – at jeg kunne blive advokatfuldmægtig hos hende. På den måde kunne jeg finde ud af, om advokatgerningen var noget for mig, og om der var kunder til mit speciale – offentlig ret. Jeg startede på deltid d. 1. februar – midt i årets første snekaos.

Samtidig gik jeg i gang med at skrive afsluttende projekt på HD 1. del sammen med to studiekammerater. Vi havde valgt emnet ”Iværksætteri i en krisetid” – med konsulentfirmaet HAGELUND som case. Vi ville undersøge, hvordan firmaet kunne øge sine indtægter og skabe et solidt økonomisk fundament. Efter grundige økonomiske overvejelser og markedsundersøgelser kom vi frem til følgende konklusioner:

• Priserne er generelt for lave..
• På længere sigt er det vigtigste dog at få skabt et større kundegrundlag …
• HAGELUND må væbne sig med tålmodighed, sætte tæring efter næring og arbejde mere på at differentiere sine ydelser og ikke konkurrere på prisen. Bliver det for surt, må ejeren tage sig et fast arbejde.

Mens jeg sad og tyggede på denne ubehagelige konklusion, så jeg i Politiken, at stillingen som rektor for Folkeuniversitetet i København var slået op. Jeg kendte udmærket Folkeuniversitetet, blandt andet fordi jeg startede min karriere som voksenunderviser dér tilbage 90’erne. Stillingen som rektor ville give mig mulighed for igen at arbejde med uddannelsespolitik og –planlægning, som har været en rød tråd gennem hele mit arbejdsliv. Så jeg søgte stillingen og fik den.

Det betød farvel til advokatgerningen i Roskilde og goddag til mange gamle venner og samarbejdspartnere fra tiden på Københavns Universitet. Men heldigvis ikke farvel til HAGELUND, som jo har eksisteret siden 1996 og som fortsat er en højt skattet bibeskæftigelse for mig.

Kernen i HAGELUNDs virksomhed i dag er bogen ”Sagsbehandling i øjenhøjde”, der udkom i april 2010 på Akademisk Forlag. Bogen samler på et letlæst og overskuelig måde indholdet af de korte kurser i offentlig ret, som jeg i årets løb har holdt for Københavns Kommunes BUF-forvaltning, for CPH-West, Biblioteksskolen, Det kgl. Bibliotek og flere andre kunder.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at året 2010 gik sådan, og det er derfor, jeg holder så meget af mit valgsprog.

God jul og godt nytår til alle.

Hvordan gik det første år?

december 11th, 2009

Op til jul og nytår er det tid at gøre status over året, der er gået, og det har været et meget lærerigt år for mig. Først og fremmest vil jeg sige tak til alle for støtte, gode råd og godt samarbejde i forbindelse med konsulentfirmaet HAGELUNDs etablering her midt i finanskrisen.

Københavns Erhvervscenter hjalp firmaet i gang med kvalificeret og helt gratis rådgivning om forretningsplaner, markedsføringsplaner, kundesegmenter, og det blev hurtigt klart, at det var en professionel hjemmeside, som firmaet havde allermest brug for.

Her fik jeg særdeles kreativ og professionel service hos reklamebureauet Hartmann, Schmidt og Ravn, som sikrede at ydelsespaletten blev spidset til, at der blev udviklet en designlinje, der passede til mig og produkterne, og sidst men ikke mindst, at en flot og velfungerende hjemmeside gik i luften d. 1. maj.

Firmaets hovedprodukter er forvaltningsretlige kurser, rationalisering af administrative processer og forandringsledelse. Efter fejlslagne forsøg på at skaffe flere kunder via telefonsalg lavede jeg en aftale med mediefirmaet Mediaz om at udvikle en kernekampagne på mine ydelser, foretage en markedsundersøgelse og skabe kontakt med mulige kunder.

Mens jeg ventede på, at dette skulle give resultater, besluttede jeg mig for at leve en gammel forfatterdrøm ud, og jeg skrev håndbogen ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog om god offentlig sagsbehandling”. Bogen blev meget godt modtaget, både af Bibliotekscentralen, af mine kursuskunder og af jer, og den åbnede op for en helt ny kundegruppe, nemlig privatpersoner, som har sager med det offentlige.

Så HAGELUND er godt i gang med at finde sig en niche, hvor der ikke er alt for voldsom konkurrence fra de store konsulent- og advokathuse, men der har også været tid til at kaste kræfterne ind i frivilligt arbejde på forskellige områder. Jeg har genoptaget mit gamle familieretlige sagsområde og hjulpet ”Netværk for ændring af forældreansvarsloven” med forskellige granskningsopgaver, og jeg har hjulpet Værestedet Fisken på Vesterbro med forskellige organisatoriske opgaver. Endelig kræver Christianshavn-Slotsholmen Rotaryklub en del tid, da jeg er valgt som klubpræsident i år.

Det bedste ved at være selvstændig er dog at være fri. Det er gået op for mig, at jeg aldrig før har prøvet at råde over min egen tid, og denne nye fornemmelse er vanedannende.

D 20/12 drager jeg til Indien sammen med min datter Lise for at fejre jul med min søn Søren og hans kæreste Anne Mia i Vestbengalen, og jeg vil ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Frygt for fremtiden?

august 15th, 2009

”I skal ikke være bange ” – skriver reklamebureauet Mensch i en stort opsat annonce i Børsen d. 14/8. Det går ud på, at vi ikke skal være bange for, hvad fremtiden vil bringe af sorg og ulykke som f.eks. at blive fyret. Frygten kan undgås ved at holde modet oppe og give sig tid til langsigtet strategiplanlægning og køligt overblik. Tak for kaffe.

I samme avis kan man læse en ret frygtindgydende beretning om en fyret topchefs (Henrik Enegaard Skanderup) anstrengelser for at komme tilbage i nyt job. Det er helt ufattelig modigt af ham at fortælle sin historie til Børsens læsere, og man må sige, at hans program med at stå op hver morgen kl. 6.15 for at dyrke sine netværk virker som et udslag af langsigtet strategiplanlægning. Men på mig virker det også skræmmende.

Et andet sted uden for arbejdsmarkedet finder vi Frederik Berling, der kalder sig en papegøje. Han er (eller var) arbejdsløs dimittend og beskriver i Politiken d. 14/8 sine erfaringer på Jobcentret, hvor forskellige aktiviteter skulle hjælpe ham ind på arbejdsmarkedet. Én af aktiviteterne var den kendte: Hvis du var en fugl, hvilken fugl var det så? Han var så en papegøje, og hans historie handler om spild af tid, dårlig stemning og ligegyldighed i ”den aktive arbejdsmarkedspolitik”.  Det er forstemmende.

Triste historier om folk, der føler sig nedladende og inkompetent behandlet på Jobcentrene, har vi hørt før. Den omstændighed, at der nu er flere og flere både nyuddannede og afskedigede medarbejdere, som er nødsaget til at stå det igennem, gør det ikke mindre deprimerende – også for medarbejderne på Jobcentrene. Det virker som om, de er sat til at administrere et håbløst system, hvor kunderne må ikke brokke sig og slå sig alt for meget i tøjret.

Hvad vil jeg sige med dette? At reklamebureauet Mensch provokerer mig voldsomt med deres Karl Smart-agtige skrivebordsslogan, når man samme dag kan læse de to andre historier fra virkelighedens verden. Jeg kan godt blive bange, når jeg erfarer, hvad kompetente og entusiastiske mennesker skal stå model til for at komme ind på arbejdsmarkedet (igen).

Vi vil være læger!

august 3rd, 2009

Det er altid spændende, når årets optagelsesstatistikker kommer fra den koordinerede tilmelding. Hvis ikke man selv har et barn, der går og bider negle, så kender man tit nogen, der har søgt ind. Hvor mange har søgt ind? Hvordan går det med gennemsnittene?  

Så oprinder den store dag for ansøgere og uddannelsesfolk, samt diverse politikere og kommentatorer. Uddannelsespolitik kommer på dagsordenen og i år var emnerne blandt andet

  • Karakterdoping – d.v.s. om bestræbelserne på at få de unge mennesker hurtigt i gang, sender adgangskravene på himmelflugt og medfører stræberstudier (Politiken 30/7)
  • Bør man koncentrere uddannelserne i de store byer, helst København, så man undgår problemerne med tomme pladser i provinsen og forkælede unge, der for en kort periode af deres liv kan blive nødt til at flytte til Jylland for at komme i gang med ønskestudiet? (Politiken 31/7)
  • Finanskrisen og den stigende arbejdsløshed sender de unge akademikere ud i arbejdsløshed. Skulle man ikke forlænge SU-perioden og lade dem tage et par ekstra valgfag og bruge lidt længere tid på specialet, frem for at sende dem ud i dagpengesystemets triste trummerum? (Børsen 3/8)

Jeg synes, der er mange andre ting, man også kan undre sig over ved studiet af statistikken. Ansøgertallene f.eks. På trods af mange års opfordringer fra alle sider til at de unge skal læse til ingeniør, så vil de allerhelst være læger eller psykologer.

Ikke mindre end 2792 har søgt Københavns Universitets medicinstudie, og da der ”kun” er plads til 605, giver det en adgangskvotient på 10,5, mens psykologi har 1524 ansøgere til 206 pladser, hvilket også giver en adgangskvotient på 10,5.

På DTU derimod kan man kun mønstre et samlet ansøgerfelt på 3049 til alle studier. Lægestudiet på KU har alene flere 1. prioritetsansøgere (1901) end hele DTU tilsammen (1343). Det er forrygende. Hvordan kan det være, at de unge mennesker helt kamikazeagtigt søger ind på disse populære studier (de var jo også populære sidste år), hvor chancen for et afslag er ret høj, i stedet for at følge opfordringer fra IDA, Dansk Industri og andre gode mennesker om at blive ingeniør?

Måske er der et informationsgab imellem de mange spændende uddannelser og uddannelsesinstitutioner og så de unge menneskers viden, når de skal udfylde ansøgningsskemaerne. På trods af utallige åbent-hus-arrangementer, informationsflyers og venskabsordninger mellem universiteter og gymnasier, så virker det som om, de unge mennesker ikke rigtig er modtagelige for al den nyttige viden, mens de er i færd med at tage studentereksamen.

Når de så er færdige med det og i gang med at fjumre rundt i Sydøstasien, militæret og andre steder, så bliver det ikke rigtig til noget med at læse i ”Hvad kan jeg blive?” eller tilsvarende opslagsværker. Så søger de ind på et studie, der er til at forstå (jura, læge eller psykologi), mens de andre studier og uddannelsessteder slet ikke optræder som en mulighed.  

Er de studerende uvidende ignoranter? Er det DTU og provinsen, der har et imageproblem?

Løb mere eller spis mindre

april 8th, 2009

Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.

”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.

I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.

Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.

Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.

Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.

Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.