Blog


Er kvindekvoter i strid med grundloven?

juli 18th, 2013

Hvis man virkelig finder det vigtigt med flere kvinder i de danske virksomhedsbestyrelser, er der ingen vej uden om at lave kvoter. Dette udtaler én af de få højtprofilerede og erfarne kvindelige bestyrelsesmedlemmer, Lone Fønss Schrøder, til Berlingske Business d. 15/7-2013.

Al erfaring viser, at hvis man blot lader tiden gå sin gang, vil der ikke komme flere, men derimod færre kvinder ind i bestyrelserne. På trods af politisk vilje til at gøre noget ved sagen, har der gennem tiden været en indædt modvilje mod kvoter fra erhvervslivet, som tilsyneladende ikke mener, at der er nok kvalificerede kvinder at tage af. Lars Nørby Johansen udtaler, at han udelukkende vil lede efter mulige kvindelige bestyrelsesmedlemmer i puljen af kvindelige administrerende direktører.

Efter min mening er det netop er dét, der er problemet. Dem, der sidder i bestyrelserne i dag, mener kun, at man kan være kvalificeret, hvis man har de samme kompetencer og erfaringer, som de har. Personligt er det på trods af mere end 20 års ledelseserfaring på alle niveauer i såvel private som offentlige virksomheder end ikke lykkedes for mig at blive optaget i bestyrelseskandidatdatabasen Women on Board. Man mener ikke, at jeg ”har den nødvendige forretningsstrategiske erfaring og det nødvendige profit&loss-ansvar, som bestyrelsesarbejdet fordrer.” Det er jeg naturligvis ikke enig i, da det efter min mening er hele idéen med en god bestyrelse, at der skal være bredere kompetencer, og at ikke alle medlemmer skal bringe de samme kvalifikationer og kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet.

Men udover problemerne med at få bestyrelsesformænd og rekrutteringsagenter til at kigge lidt bredere ud i landskabet efter egnede bestyrelsesmedlemmer, ser jeg til min forbavselse, at tænketanken Cepos mener, at kvindekvoter ligefrem er i strid med grundloven. Argumentet er, at den danske grundlov hviler på forudsætninger om ligestilling mellem mand og kvinde, og derfor kan man ikke lave kvindekvoter.

Det synes jeg godt nok, er noget værre sludder. Lighedsprincippet går ud på, at usaglig forskelsbehandling ikke må forekomme, men hvis Folketinget (eller EU) vedtager en lov om forskelsbehandling af den ene eller den anden gruppe, er det ikke i strid med lighedsprincippet at følge denne lov. Forskelsbehandling forekommer på mange områder, hvor man ønsker at opnå en ændring af tingenes tilstand. Og at lighedsprincippet skulle gælde på grundlovsniveau, har jeg aldrig hørt om før.

Man kan være enig eller uenig i, om kvindekvoter er det rette instrument. Hvis man ønsker flere kvinder i de danske bestyrelser, er der ingen vej uden om kvindekvoter, og det er i hvert fald ikke i strid med grundloven.

Hjælp de overlevende i Pakistan

august 24th, 2010

I slutningen af juli blev Pakistan i dagevis oversvømmet i arealer af ufattelig størrelse. 20 millioner mennesker er blevet hjemløse og efterladt i en vådt og mudret landskab uden noget at leve af.

I begyndelsen af august kom forskellige internationale hjælpeorganisationer på banen, f.eks. Unicef, Læger uden grænser og Røde Kors. Også de nationale regeringer med bl.a. USA og Danmark i førertrøjen har været hurtigt ude med tilsagn om støtte. Den pakistanske regering selv har ikke været specielt effektiv med at sørge for nødhjælp, mens det pakistanske militær og især forskellige lokale private og religiøse grupper forsøger at hjælpe de nødstedte. Behovet for hjælp overstiger dog under alle omstændigheder kapaciteten i Pakistan.

I Horisont i DR1 kunne man d. 23/8 høre Philip Kockard sige, at mange pakistanere har paranoia og tror, at verdenssamfundet ikke kan lide dem, fordi de er muslimer. Derfor bør alle nationale og internationale organisationer bidrage til redningsarbejdet.

Men det gør de ikke. Mange er helt usynlige og tavse, og det er derfor ikke let at vide, hvorfor de ikke træder til med samme iver som efter tsunamien i 2004 og jordskælvet i Haiti i foråret 2010.

Jeg har selv set en begrundelse for ikke at hjælpe på nuværende tidspunkt, som lyder sådan her:

”Vi har besluttet ikke at iværksætte en stor landsindsamling. Der er tilsyneladende mange penge på vej allerede fra mange regeringer og nødhjælps organisationer – og Pakistan er ikke et fattigt land som Haiti – og de har meget rige venner i den muslimske verden.”

Det blev jeg ked af at læse. Hvad hjælper det ludfattige og hjemløse pakistanske bønder, at de har rige venner i den muslimske verden? Skal de sidde der i mudderet og vente på, at nogen rige arabere flyver ind med nødhjælp? Moralsk tager jeg afstand fra denne udtalelse. Efter min mening bør alle, der har midler, yde humanitær hjælp til alle katastrofeofre – uanset deres religiøse eller politiske standpunkter.

Det er også en meget farlig vej at betræde rent sikkerhedsmæssigt. Alle er enige om, at hvis ikke det internationale samfund træder til og hjælper i en situation, hvor den pakistanske regering mere eller mindre må give op – ja, så kaster man først de nødstedte i armene på militante muslimske grupper, der er velorganiserede og muligvis også rige. Og så er der rent faktisk belæg for de fattige pakistaneres paranoia.

8. marts – kamp eller fest?

marts 8th, 2010

På mine bilture til og fra Roskilde er jeg begyndt at høre P1 og der hørte jeg en historie om kvindernes internationale kampdag. I tidernes morgen – d.v.s. før 1. verdenskrig – var kampdagen den socialistiske verdens udgave af det, som senere kom til at hedde Mors Dag i den vestlige verden. D.v.s. en dag om året, hvor man gjorde stads af kvinderne og gav dem blomster og den slags. Alt det der med kampdagen kom først rigtig i gang i 1970’erne med rødstrømpebevægelsen.

For mig har d. 8. marts altid været en dag til eftertanke. Ikke til kamp – ikke til fest – men til eftertanke, og sådan har det også været i år. I Danmark har jeg meget svært ved at finde nogle områder, hvor det går fremad for ligestillingen. Der er stadig lang vej til ligeløn og års indsats for flere kvinder på ledende poster og i bestyrelser giver ikke rigtig noget resultat. Jeg hører desværre rigtig mange historier om inkompetente mænd, der klamrer sig til taburetterne, og modhistorier om kvinder, der gør det samme, er meget få.

Nåh, men så kan man da heldigvis vende blikket til andre verdensdele, og jeg har som bekendt vendt mit blik til Indien. Der har jeg fundet et sted, hvor der er kvinder på næsten alle ledende poster, og hvor kvinder og mænd arbejder sammen om at skabe en bedre fremtid. Der har pigers uddannelse topprioritet, men også mikrolån til kvindelige iværksættere, etablering af pasningsordninger i landsbyerne, opførelse af et fødselshospital er projekter med fokus på at forbedre kvinders fremtidsmuligheder.

Det er befriende at være et sted, hvor man sætter ord på kvinders undertrykkelse og på, at kvinder skal have samme muligheder og rettigheder, hvis dette meget fattige område skal følge med resten af Indiens økonomiske udvikling. Der er ingen sure miner, mudderkastning og beskyldninger – bare en fælles indsats for at ændre verden.

Hvis I vil vide mere om stedet – så kig på http://www.friendsofshamayitamath.dk/

mothers.bmp-for-web[1]

Rotary og sladrehanke

august 20th, 2009

Det er en del af Rotarys formål  at lægge høje etiske normer til grund for det daglige virke, at anerkende ethvert nyttigt arbejdes værdi samt at højne sit eget arbejde til gavn for samfundet.

Denne formålsparagraf viser, at rotarianere afstår fra nepotisme, korruption, vennetjenester m.v., og i stedet opmuntrer medlemmerne til at tjene andre gennem deres virke og at efterleve en høj etisk standard. Så vidt, så godt.

Den aktuelle debat om whistleblowers får mig imidlertid til at overveje, hvad der egentlig er bedst at gøre, hvis man bliver opmærksom på, at der foregår noget uetisk. Jeg ser bort fra direkte kriminelle forhold som bedrageri og korruption, der bør anmeldes til politiet, men sådan noget som nepotisme, seksuel chikane, diskrimination eller lignende. Er det etisk korrekt at sladre, eller er det etisk korrekt at blande sig udenom?

I sidste uge kom det frem, at danskerne er utilbøjelige til at anmelde selv egentlige kriminelle forhold til politiet. Jeg føler mig overbevist om, at én af grundene er, at man ikke ønsker at være en sladrehank. Frygt for egentlige repressalier en selvfølgelig en del af det, men i ligeså høj grad frygten for social isolation og udstødning af fællesskabet. Hvem har lyst til at spise frokost og gå i byen med en sladrehank? Kolleger og venner frygter, at en kvik bemærkning om brug af sorte håndværkere og barnepiger, forsikringsfusk o.l. vil få sladrehanken til at skride til handling. Det er meget hyggeligere at holde sin mund og blande sig udenom.

Det er måske derfor, mange store virksomheder med et explicit CSR-program ønsker at etablere ”sladretjenester”, hvor medarbejdere mere eller mindre anonymt kan indberette mistænkelige forhold til et særligt virksomhedsinternt organ. Sådan et organ må man kun etablere, hvis det er godkendt af Datatilsynet, som ifølge Politiken har 30 sager liggende i kø til godkendelse.

Men har man som rotarianer en særlig forpligtelse til at handle, hvis man får kendskab til mistænkelige aktiviteter som kammerateri , sexchikane, lidt for mange dyre gaver og flotte invitationer o.s.v.? Ingen ønsker vel et DDR-agtigt spionsamfund, hvor alle går og lurer på hinanden, mens man på den anden side gerne vil efterleve en høj etisk standard i samfundet og på vores arbejdsplads.

Jeg mener, at man som medlem af Rotary har en særlig forpligtelse til aktiv medvirken i fastholdelsen af et af verdens mindst korrupte og gennemskuelige samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden, til virksomhederne og til de offentlige myndigheder. Derfor bør man også skride til handling overfor uetiske forhold, når man møder dem på sin vej.

Om man vælger en fortrolighed samtale med de mistænkte, en intern eller ekstern anmeldelse eller på anden måde gør noget ved problemet, må afgøres fra sag til sag. Transparency International udarbejdede i 2003 en liste over ”gode råd til whistlebloweren”, som stadig er aktuel og god at få forstand af. Se listen her.

Hvem kommer først til sagsbehandleren?

august 8th, 2009

Morten Messerschmidt sendte et rykkerbrev til Miljøministeren, fordi han syntes, det tog for lang til at behandle hans kærestes sag i Skov- og Naturstyrelsen. Og vupti – så blev sagen færdigbehandlet. Er det lovligt at rykke kendte menneskers sager frem i køen? Eller er det i strid med lighedsprincippet?

Lighedsprincippet er en grundlæggende værdi i det danske samfund og den danske forvaltning, og vi forarges, hvis nogen får noget, som andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som andre har fået lov til at gøre. Lighedsprincippet betyder, at det lige skal behandles ens, og kunsten er at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og afgørelserne skal være de samme, og hvornår der er forskel. En anden måde at udtrykke lighedsprincippet på er at sige, at der ikke må være usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed gør forskel på folk, skal der være en saglig grund til det. En saglig grund er typisk en grund, som er beskrevet i lovgivningen.

Det er et hyppigt forekommende problem, at der er alt for mange sager til, at myndighederne kan nå at behandle dem så hurtigt, som man gerne vil. Skal man nu behandle dem i den rækkefølge, de kom ind eller skal man tage de vigtigste først? Som udgangspunkt bør myndighederne behandle sagerne efter først-til-mølle-princippet, men samtidig er der en vis frihed for myndigheden til at tilrettelægge og organisere arbejdet mest hensigtsmæssigt. F.eks. behandle hastesager før andre sager.

Og hvad er så en hastesag? Et godt eksempel er fra foråret 2009, hvor det kom frem, at man visse steder i sygehusvæsenet prioriterede patienter i fast arbejde frem for patienter på overførselsindkomst (f.eks. pension, arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp). Lægerne mente, at med de alt for begrænsede ressourcer man havde til rådighed, var det vigtigst at få de erhvervsaktive tilbage på arbejde, mens de andre bedre kunne vente lidt længere. Modstanderne hævdede, at dette var i strid med lighedsprincippet – d.v.s. at forskelsbehandling på grund af patienters status på arbejdsmarkedet er ulovlig.

Det er et godt eksempel på modsatrettede hensyn, nemlig lighedsprincippet overfor samfundsøkonomiske behov, som det er svært at anerkende som relevante, når det handler om konkret sygdomsbehandling, medmindre det udtrykkeligt er hjemlet i lovgivningen.

Hvad så med Morten Messerschmidts kæreste og hendes rutsjebanesag? Måske var det faktisk hendes tur til at få sin sag behandlet? Måske var hendes sag en hastesag, fordi den skulle afgøres inden sæsonstart? Der kan være gode grunde til, at sagen blev behandlet straks efter, at rykkerskrivelsen var modtaget. Men hvis begrundelsen for hastebehandlingen var, at Messerschmidt er en kendt person, eller måske at yderligere ventetid ville føre til endnu flere rykker- og klageskrivelser, ja, så er det ikke så godt. Det kan være, at vi får mere at vide om det, hvis oppositionen får udvirket en redegørelse om forløbet fra miljøministeren.

Fleksible boligventelister – er det snyd?

juli 17th, 2009

En bolig er et knapt gode – især hvis den er centralt beliggende og til at betale. For at undgå mistanke om korruption, kammerateri og nepotisme har de almennyttige boligorganisationer i mange år holdt fanen højt med hensyn til ventelister og tildeling af boliger. For at komme i betragtning til en almen bolig skal man stå på ventelisten, og de ledige boliger tildeles efter tur til dem, der har stået der længst. Det er i hvert fald hovedprincippet.

I 2007 indførte man så begrebet fleksible ventelister i Københavns Kommune og andre steder. Det betyder, at hvis man er særlig kvalificeret – d.v.s. har fast arbejde eller er studerende – så kan man flytte fra den almindelige venteliste med meget lange ventetider til den fleksible liste, hvor ventetiden kan være få måneder.

Pludselig kan unge mennesker på 20 år få mulighed for at få en veldisponeret lejlighed til en rimelig pris, hvis de altså er villige til at bo i et boligområde, som man kan kalde for ”udsat” eller som har ”særlig bevågenhed”. Er det snyd?

Ja, rent juridisk er det selvfølgelig ikke snyd, for ordningen er jo lovhjemlet og i hvert fald nogenlunde gennemskuelig, men kan man rent moralsk acceptere, at højtuddannede og ressourcestærke mennesker i job og under uddannelse springer de mindre heldigt stillede over?

Formålet med ordningen er at dæmme op for ghettodannelse, kriminalitet og forslumning af enkelte boligområder, og i stedet hjælpes ad med at skabe en sammenhængende by, hvor der er mangfoldighed i alle boligområder, og hvor alle er med til at løse de boligsociale opgaver. Det er jo ædle og gode formål, så det bliver rigtig spændende at følge med i, om ordningen kommer til at virke efter hensigten.

Digital forvaltning og lighedsprincippet

april 28th, 2009

I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.

 

Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.

Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .

Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.

Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.

Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.

Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.

Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.

Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.

Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.

Mændene hjem til kødgryderne?

marts 2nd, 2009

Amerikanske forskere har fundet ud af, at kvinder ikke bliver udsat for diskrimination og fordomme på arbejdsmarkedet. Kvinder bliver tværtimod anset som bedre ledere end mænd på de fleste områder. Dog mente svarpersonerne ikke, at kvinderne var ligeså visionære som mænd.

På trods af denne generelle tillid til kvinders lederegenskaber, er der alligevel færre kvindelige end mandlige ledere, og den meget korte artikel på Politikens netavis giver desværre ikke noget bud på, hvad grunden så kan være. Måske er det fordi de personer, der svarer på forskernes spørgsmål, har en anden holdning end de personer, der skal ansætte kvinderne i lederstillinger.

Til gengæld kan man i papirudgaven studere endnu et indlæg om mænds og kvinders lykkebarometer. Her kan man se, at finanskrisen tager hårdere på mændene end på kvinderne, fordi mændene risikerer at blive ramt på deres identitet – nemlig på jobbet, hvor mændene har langt flere sociale relationer og netværk end kvinderne. Men der er håb for de kriseramte mænd – de kan stoppe deres vanvittige ræs efter dyre biler, travheste og fine titler og finde lykken hjemme ved kødgryderne, foreslår en psykolog.

Og for egen regning vil jeg så tilføje: Så bliver der mere plads til de kvindelige ledere ude i virksomhederne.

Tjek artiklen:

http://politiken.dk/tjek/penge/article660163.ece