Her i Hovedstaden hører vi ellers aldrig rigtig noget fra den del af landet, men her i efterårsferien har byen igen været i medierne med udbrændte biler og triste beboere, der stirrer uforstående på de maltrakterede køretøjer. Nu er det selvfølgelig ikke det eneste sted i landet, hvor der er gang i gaden, for udover problemerne med bandekonflikter og kamp om hashmarkedet, er der tilsyneladende også tendens til, at der med ujævne mellemrum eskalerer en masse helt uforståelige angreb på sagesløse hjemmehjælpere, brandfolk og Falck-reddere. Man kan undre sig over, hvilken logik, der ligger bag disse tilsyneladende meningsløse aktiviteter?
En forklaring kan være kedsomhed, som er foreslået af flere. I efterårsferien har de unge mennesker (så meget ved man dog; at gerningsmændene er unge og ja, mænd) endnu mindre at tage sig til end ellers, og derfor kan de ikke finde på noget bedre at tage sig til end at brænde biler af og kaste sten efter hjemmehjælpere.
Jeg har set en anden forklaring, som går ud på, at der foregår en eller anden form for landsdækkende konkurrence opildnet af medierne. Når de kan brænde biler af i Tingbjerg, så kan vi i hvert fald også brænde biler af i Kalundborg, er tankegangen velsagtens.
Så er der selvfølgelig også den mere traditionelle, at det drejer sig om lømler af anden etnisk oprindelse end dansk, der føler sig marginaliseret og sat uden for det etablerede normalsamfund. Uden handlemuligheder og fremtidshåb må de så kanalisere deres frustrationer ud i et eller andet voldsomt og larmende for at gøre opmærksom på sig selv.
Det kan selvfølgelig også være en kombination af alle tre forklaringer, men hvad kan man så gøre for at dæmme op for urolighederne og kanalisere al den testosterone energi over i noget mere fremadrettet?
Hvis man ved, hvem gerningsmændene er, kan man straffe dem og sætte dem i fængsel, og så er der måske fred og ro så længe. Man kan også forsøge sig med den nye metode – elektroniske fodlænker – selvom jeg har mine tvivl om, hvorvidt det virker på stenkastende ildspåsættere.
Så kan man sætte gerningsmændene og deres familier ud af deres boliger, men mon det fører til mere ro i gaderne? Jeg tror det ikke. Hvad det end var, der drev dem til ballademageriet i første omgang, vil det næppe formindskes eller forsvinde, fordi familien tvangsflyttes til en anden bolig.
Man kan også gå en anden vej og forsøge med mere pædagogiske metoder. Efter et såkaldt RESPEKT-møde i Amager Bio d. 19/10-09 udtalte afdelingsformanden fra Mjølnerparken, at man der havde udarbejdet og omdelt breve til alle beboerne om, at en hjemmehjælper er en person, der vil hjælpe folk, og som det derfor er meget dumt at angribe.
Man kan også ansætte gadeplansmedarbejdere, Natteravne og andre ”forældrefigurer”, som kan gå rundt om natten (og dagen) og tale med de unge mennesker og motivere dem til fornuftige aktiviteter. Etablering af væresteder, ungdomsklubber m.v. hører også med til de mere pædagogiske indsatsområder
Uanset hvilken vej man vælger at gå er det dog deprimerende at tænke på, hvor mange gode kræfter og kreativ energi, der spildes på hærværk og vold, på at forebygge det og på at rydde op både fysisk og psykisk, når der har været brand, overfald og uroligheder. Tænk, hvis al den energi kunne blive brugt på uddannelse, arbejde, sport eller frivilligt arbejde med ældre og svage borgere.
