Blog


Virkeligheden overgår fantasien

december 19th, 2010

Det har været mit personlige valgsprog i mange år, og også konsulentfirmaet HAGELUND måtte i 2010 erkende sandheden i dette omvendte ordspil. I januar 2010 tilbød en tidligere kollega – advokat Susanne Ravn i Roskilde – at jeg kunne blive advokatfuldmægtig hos hende. På den måde kunne jeg finde ud af, om advokatgerningen var noget for mig, og om der var kunder til mit speciale – offentlig ret. Jeg startede på deltid d. 1. februar – midt i årets første snekaos.

Samtidig gik jeg i gang med at skrive afsluttende projekt på HD 1. del sammen med to studiekammerater. Vi havde valgt emnet ”Iværksætteri i en krisetid” – med konsulentfirmaet HAGELUND som case. Vi ville undersøge, hvordan firmaet kunne øge sine indtægter og skabe et solidt økonomisk fundament. Efter grundige økonomiske overvejelser og markedsundersøgelser kom vi frem til følgende konklusioner:

• Priserne er generelt for lave..
• På længere sigt er det vigtigste dog at få skabt et større kundegrundlag …
• HAGELUND må væbne sig med tålmodighed, sætte tæring efter næring og arbejde mere på at differentiere sine ydelser og ikke konkurrere på prisen. Bliver det for surt, må ejeren tage sig et fast arbejde.

Mens jeg sad og tyggede på denne ubehagelige konklusion, så jeg i Politiken, at stillingen som rektor for Folkeuniversitetet i København var slået op. Jeg kendte udmærket Folkeuniversitetet, blandt andet fordi jeg startede min karriere som voksenunderviser dér tilbage 90’erne. Stillingen som rektor ville give mig mulighed for igen at arbejde med uddannelsespolitik og –planlægning, som har været en rød tråd gennem hele mit arbejdsliv. Så jeg søgte stillingen og fik den.

Det betød farvel til advokatgerningen i Roskilde og goddag til mange gamle venner og samarbejdspartnere fra tiden på Københavns Universitet. Men heldigvis ikke farvel til HAGELUND, som jo har eksisteret siden 1996 og som fortsat er en højt skattet bibeskæftigelse for mig.

Kernen i HAGELUNDs virksomhed i dag er bogen ”Sagsbehandling i øjenhøjde”, der udkom i april 2010 på Akademisk Forlag. Bogen samler på et letlæst og overskuelig måde indholdet af de korte kurser i offentlig ret, som jeg i årets løb har holdt for Københavns Kommunes BUF-forvaltning, for CPH-West, Biblioteksskolen, Det kgl. Bibliotek og flere andre kunder.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at året 2010 gik sådan, og det er derfor, jeg holder så meget af mit valgsprog.

God jul og godt nytår til alle.

Videnskab i øjenhøjde – livslang læring i mere end 100 år

august 7th, 2010

Siden 1898 har det været Folkeuniversitetets varemærke, at alle og enhver kan få indsigt i videnskabens resultater og metoder. Målgruppen var i starten arbejdere og kvinder, som pr. definition var nærmest udelukket fra at få indblik i, hvad der foregik på universiteterne. Men er der plads til Folkeuniversitetet i dag?

En meget stor del af befolkningen får i dag en videregående uddannelse, og tilbuddene om efter- og videreuddannelse er mange og meget varierede. Folkeuniversitetet har ingen adgangskrav, og der er ingen eksaminer. Undervisningen er ikke målrettet til at give deltagerne karrieremæssige fordele, og der er ingen netbaseret undervisning. Som på Grundtvigs tid er undervisningen baseret på det talte, levende ord, og det personlige møde mellem lærer og studerende, hvor begge parter kunne udvikle sig gennem dialog og debat. Hvordan kan noget så gammeldags være attraktivt for 10.000-vis af mennesker hvert år?

Forklaringen er, at Folkeuniversitetets undervisning er lystbetonet. Studenterne er videbegærlige mennesker, der er motiveret af et ønske om at blive klogere på bestemte emner, som interesserer dem. Mange starter på Folkeuniversitetet, når de er blevet pensionister og tager fat på årelange studier af kunsthistoriens forskellige aspekter, som de aldrig har haft tid til at sætte sig ind. Andre motiveres af den overfladiske nyhedsstrøm i TV og får lyst til at gå i dybden med religiøse, politiske eller naturvidenskabelige emner. Atter andre opdager, at der er et kursus om deres store idol David Lynch´s filmkunst,  og det må de bare deltage i for at øge deres viden.

Begrebet ”livslang læring” er ikke kun arbejdsgivernes krav om evig kompetenceudvikling og omstillingsparathed, men også er et menneskeligt behov for personlig udvikling gennem en bredere og dybere viden om alverdens emner. Derfor vil der også i fremtiden være brug for Folkeuniversitetet.

Der er altid plads til een til…

juni 30th, 2009

Så blev det sommerferie, og alle eksaminander, lærere og censorer kan puste ud, og forhåbentlig glæde sig over gode eller i hvert fald retfærdige resultater. Og det er ikke kun glade unge kvinder og mænd med hvide huer, men også os med gråt hår, hvis vi da ellers har noget hår. Det viser sig nemlig, at voksne danskere er helt vilde med at efteruddanne sig, og at det kun er svenskerne, der overgår os i EU, når det gælder livslang læring. Andelen af danskere, der går på HD, IT-kursus, Diplomuddannelse i Ledelse og hvad ved jeg, er steget fra 19,2 % i år 2000 til 29,2 % i 2007.

Det glæder Undervisningsministeriet, men ude på CBS, hvor jeg slår mine folder, er man en anelse bekymrede. Finanskrisen og de mange opfordringer til at opgradere sine kompetencer har forårsaget et stormløb på især kandidatuddannelserne. Så de studerende skal kridte skoene og gå tidligt i seng for at nå først frem til kantinen, læsepladserne og grupperummene, for slet ikke at tale om toiletterne.

For man skal nok ikke regne med, at der kommer flere lokaler, lærere eller andre faciliteter, bare fordi studenteroptaget forøges. Næh, CBS’erne kommer til at fortætte sig, gør de, ligesom alle de andre universitetsstuderende og -lærere, der også må vænne sig fra at gå og brede sig.

Detektiv på sporet af ny offentlig lederuddannelse

juni 22nd, 2009

Den ny offentlige lederuddannelse af høj kvalitet har ikke gjort meget væsen af sig. Man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad det egentlig går ud på. Fakta er, at Folketinget har vedtaget en ny lov, som gerne skulle føre til et ”nyt højt kvalificeret udbud af lederuddannelser på diplomniveau, som giver en enkelte offentlige leder en fleksibel, generel ledelsesfaglig og praksisnær lederuddannelse”. Så vidt, så godt, men hvordan skal det så ske?

 

Jo, efter lovens ikrafttræden her d. 15. juni 2009, skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse om den offentlige lederuddannelse. I et bilag til denne bekendtgørelse skal der stå, hvad uddannelsen skal indeholde. Samtidig skal den eksisterende bekendtgørelse om diplomuddannelsen i ledelse laves om, så den rent strukturmæssigt kommer til at passe til den nye offentlige lederuddannelse. Det betyder, at man skal gå fra at have 5 større fag + et afgangsprojekt for at få en diplomuddannelse, fremover skal have 9 små fag og et afgangsprojekt.

 

Udover arbejdet med bekendtgørelserne og bilagene skal man også have nedsat et uafhængigt Certificeringsråd, som skal certificere de institutioner og organisationer, som gerne vil udbyde undervisning for de offentlige ledere. Dette Certificeringsråd (hvem sagde ”væk med smagsdommere, råd og nævn”?), skal træffe sine beslutninger på baggrund af indstillinger fra et eller flere ekspertudvalg, som også skal udnævnes. Alle disse mennesker skal serviceres af et sekretariat, som også skal nedsættes.

 

Herefter kan man så gå i gang med at sende uddannelsens forskellige elementer i udbud, modtage ansøgninger, sagsbehandle dem og certificere de kvalificerede, alt sammen inden d. 15. september 2009, hvis ellers Bertel Haarders svar til Folketingets Uddannelsesudvalg står til troende.

 

Det gør det nok ikke, og det er da også fuldkommen useriøst og urealistisk at forestille sig, at man kan gennemføre alt dette henover sommerferien på et ordentlige kvalitetsmæssige grundlag. Og det skulle det jo helst være, hvis man ellers mener noget med, at den nye offentlige lederuddannelse skal være både ny og af høj kvalitet.

Løb mere eller spis mindre

april 8th, 2009

Hver dag har sine nye historier om nedskæringer og afskedigelser, og selvom arbejdsløsheden fortsat er historisk lav, frygter mange for deres job. Rent faktisk er der jo også en del virksomheder, der må afskedige medarbejdere, og der spreder sig uvægerligt en stemning af mismod. Det er hårdt at skulle vinke farvel til sine kolleger, og man frygter måske, at det bliver ens egen tur i næste måned. Samtidig skal opgaverne fordeles på færre hænder, og de tilbageværende medarbejdere får nye og flere opgaver. Nu gælder det for ledelsen om at holde modet oppe, så virksomheden kan overleve og måske endda komme styrket ud af krisen.

”Farvel til flødeskummet” skriver de om kurser og kompetenceudvikling i Berlingske Tidende, og hvis man skal slanke sig er der 2 hovedveje, man kan vælge. Løb mere eller spis mindre. Hvis dette skal oversættes til strategiske overvejelser for ledelsen af en kriseramt virksomhed, er det en farlig vej at vælge løbeturen. Man risikerer stressede og udbrændte medarbejdere, der pisker rundt for at nå det hele af skræk for, at de snart selv bliver fyret.

I stedet må man tvinge sig selv til at være kreativ omkring opgaveporteføljen, om fordelingen af opgaverne mellem medarbejderne og om arbejdsprocesserne. Ledelsen bør melde ud, at man ikke forventer, at én medarbejder skal kunne producere det samme som to mennesker gjorde før på samme kvalitetsniveau. Noget skal ændres radikalt og med det samme.

Kvalitetsarbejde med LEAN-programmer og procesoptimering har længe været en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser, men det tager ofte tid, før disse programmer virker. Så det er ikke nogen løsningsmodel i første omgang. Mange virksomheder, som nu er blevet ramt af finanskrisen, er slet ikke er gearet til at ændre på ydelsespaletten og processerne med kort varsel. Men det bliver man nødt til.

Når det skal afgøres, hvilke opgaver, der skal løses, af hvem og hvordan, det skal ske, kan medarbejderne meget vel sidde inde med kreative løsninger. Opgaven med at koge to jobs ned til ét kan blive en spændende udfordring for medarbejderen, som kan ende med at sidde med et mere udviklende og varieret arbejde end før. Men ledelsen må tage førertrøjen på og være åben omkring fremtidsudsigter og planer. Man kan ikke overlade processen til medarbejderne alene. Reel og ærlig kommunikation er alfa og omega i en krisetid.

Når man skal overveje, hvilke opgaver, der skal løses af de nu færre medarbejdere, og hvordan de skal løses, er det vigtigt at have fokus på performance og service overfor kunderne. Grunden til nedskæringerne har måske været dalende salgstal, men hvordan skal man kunne fastholde kunderne, hvis man forringer servicen? Det er ikke nogen god løsning at nedsætte åbningstiden, at lade kunderne hænge og vente i telefonen eller udsende sjuskede, halvfærdige tilbud. Kundeservicen er virksomheden ansigt udadtil, og den skal være i top, ja måske endda bedre end før. Så er der andre opgaver, som må nedprioriteres.

Arbejdet med at finde ud af hvilke opgaver, der kan nedprioriteres eller helt udgå, og hvordan man kan opretholde en god kundeservice med færre ressourcer kan blive et spændende fælles udviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere. Måske kan det ende med at krise, rationalisering og strukturtilpasning kan blive en god proces, som sikrer overlevelse og succes i fremtiden. Ligesom en vellykket slankekur gør for de overvægtige.

Kompetenceudvikling i en krisetid

marts 25th, 2009

I en tid med knappe ressourcer er der mange vigtige ting at bruge penge på, f.eks. reparationer af hullede tage, fratrædelsesgodtgørelser eller heftig markedsføring. En del virksomheder må lukke kursuskontoen eller i hvert fald skære den kraftigt ned på grund af økonomiske problemer. Virksomheden kan jo godt leve videre på et reduceret kursusbudget, mens de andre udgifter kan være helt nødvendige for at overleve. Er der alligevel lidt penge tilbage på kontoen, så kommer medarbejderne på IT-kursus eller noget andet hard-core-værktøjsagtigt, mens inspirationskonferencer og latterkurser må vente til en anden gang.

En anden mulighed er at bruge nogle af kursuskronerne til kompetenceudvikling på jobbet. Sidemandsoplæring og ”learning-by doing” bliver nogle gange omtalt let nedsættende, som en slags andenrangsuddannelse for virksomheder, der er så fattige, at de ikke engang kan sende deres medarbejdere ud i byen til en rigtig uddannelse. Mene der er mange positive elementer i kompetenceudvikling på jobbet.

For det første kan man opnå teambuilding og større samhørighedsfølelse, når kolleger lærer noget sammen. De kolleger, der optræder som lærere for deres kolleger, kan løfte sig både fagligt og personligt, når de oplever glæden ved at lære fra sig.

For det andet er det en gammelkendt sandhed, at det ofte er svært for medarbejdere, der har været ude i byen på et kursus, at komme hjem og tage den nye viden i brug. Dem, der ikke har været af sted, har jo ikke hørt, hvad der er blevet sagt, og kursusdeltagernes ny viden er ikke indarbejdet nok til, at den bare kan gives videre. Et internt kursus grundlægger en fælles viden, som alle kan bygge videre på.

For det tredje er der jo prisen. Med god planlægning kan man få meget fremadrettet kompetenceudvikling internt på arbejdspladsen, men gratis – det er det ikke. Hvis sidemandsoplæring, interne kurser og fælles praksisudvikling skal blive en succes og et relevant alternativ til dyre kurser ude i byen, skal der også sættes ressourcer af til det. De interne lærere skal have frigjort den nødvendige tid til at forberede sig til undervisningen, og de skal belønnes med penge, frihed eller på anden måde. Der skal måske ansættes vikarer til at holde butikken i gang, mens undervisningen står på, og man gør måske lidt stads af kursisterne i form af fælles måltider før, under eller efter undervisningen.

En sidste fordel ved kompetenceudvikling på jobbet er ledelsens mulighed for at træde i karakter i den forbindelse. Ledelsen kan optræde som en del af lærerteamet og fortælle om virksomhedens værdier og politik eller være med ved evalueringen eller afslutningsfrokosten. På den måde får ledelsen en enestående mulighed for at vise, at man påskønner de læringsaktiviteter, som virksomheden selv kan frembringe og vise interesse for medarbejderne – noget der er helt afgørende vigtigt i en krisetid.