Blog


Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

Er en whistleblower en helt?

december 6th, 2011

Danmarks Radio kunne d. 1. december 2011 oplyse, at Frederiksberg Kommune nu går til kamp mod fusk og ulovligheder. ”Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler” sagde 2. viceborgmester i en pressemeddelelse. Og det betyder så i Frederiksberg Kommune oprettelse af en whistleblower-ordning.

Men hvad er en whistleblower egentlig for en størrelse? Ifølge Wikipedia er det en person, der afdækker og informerer om, hvad han eller hun anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Ordet har en positiv klang af, at der er tale om en ædel person drevet af et ønske om at afdække og informere om kritisable og ulovlige forhold.

Men er Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor eller hvem det nu var, der lækkede statsministerens skatteoplysninger til BT så en whistleblower? Kan man virkelig kalde en person, der på strafbar vis lækker personfølsomme oplysninger for en whistleblower? Også Frank Grevil, der i strid med straffeloven lækkede tavshedsbelagte oplysninger fra efterretningstjenestens trusselvurderinger og måtte gå i fængsel for det, kaldes for en whistleblower. Så man skal nok være forsigtig med at lægge noget alt for værdiladet i selve ordet whistleblower.

Gavepolitik i boligselskaber

maj 30th, 2011

Bladet Boligen, som udgives af Boligselskabernes landsforening, har her i foråret behandlet temaet om gavegiveri fra leverandører til de ansatte og beboervalgte i de almennyttige boligselskaber. I den anledning blev jeg som jurist og tidligere ansat i branchen spurgt, hvad jeg mente, og jeg udtalte følgende:

Har boligforeningen ikke en gavepolitik, er det en rigtig god idé at få lavet en. Jeg kan anbefale, at boligbestyrelserne lader sig inspirere af de regler, der gælder for offentligt ansatte. På mange måder minder boligselskaberne nemlig om offentlige virksomheder. Hvad end det er skatteborgerne eller beboerne, der betaler ens løn, skal man sikre, at de får de bedste løsninger til den billigste pris.

Både som offentligt ansat og som repræsentant for et boligselskab har man en særlig forpligtelse til at handle med værdighed og undgå at sætte sig selv under mistanke for at tage usaglige hensyn. I det offentlige betyder det, at man som hovedregel ikke tager imod gaver. Det er en fin rettesnor også for boligselskaberne, for man skal huske på, at det ikke er gratis at modtage en gave. “There is no such thing as a free lunch.”

Læs hele artiklen her.
Læs også lederen i bladet.

Pengene strømmer ud af Danmark – er det ulandshjælp?

juli 4th, 2010

Søren Pind siger, at god ulandshjælp er, når filippinske au-pair-piger kommer til Danmark, hvor en beskeden udbetaling af lommepenge kan gøre hele forskellen, hvis den stort set uberørt bliver sendt hjem til Filippinerne. En model, som er og har været vidt udbredt i Indien, Pakistan, Nepal og andre asiatiske lande i årevis, hvor den største lykke for en familie er, når et af familiens lyse hoveder kan drage vestpå for at få en uddannelse eller et job eller helst begge dele.

Men når man stopper et fly til Tyrkiet i Københavns lufthavn og finder flere millioner kontanter på de herboende tyrkere, der skal hjem på sommerferie – så er det ikke ulandshjælp, så er det snyd, siger skattevæsenet. Og det har de sikkert ret i. Nok er Tyrkiet ikke ligefrem et uland, men hvis pengene var nået frem til deres bestemmelsessted, ville de sikkert have gjort god gavn i den fattige tyrkiske provins langt fra badestedernes middelhavsidyl.

En anden form for ulandshjælp finder sted i Afghanistan, hvor Danmark bruger mange ressourcer på at sende soldater til at både sikre og udvikle landet. Alligevel kunne man også her i ugens løb læse en historie om store kontante pengestrømme, der flyder ud af Afghanistan. 60 millioner kroner hver eneste dag faktisk. Hvor kommer de fra? Er det den danske sikkerheds- og udviklingsbistand, der kanaliseres til smarte forretningsfolk og korrupte politikere, hvorefter den parkeres sikkert på Cayman-øerne og andre steder?

Rent privat har jeg og de andre Friends of Shamayita Math samlet 11.000 kr. sammen, som vi har tænkt os at sende til Indien, hvor der bliver bygget en landsbyskole i mursten med elektrisk lys og skolemøbler.

Så pengene strømmer ud af Danmark på forskellig vis – og det er ikke så ligetil at afgøre, om det er en god ting.

Er det korruption at modtage en gave?

marts 19th, 2010

Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.

Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.

I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s “grønne badeværelse” blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen

Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.

I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.

Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.

 Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.

 Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!

 

Kammerateri eller effektivitet?

februar 9th, 2010

Ikke bare overborgmester Frank Jensen, men også direktøren for Metroselskabet ansætter nye medarbejdere uden offentligt opslag. Det skal man ellers gøre, hvis man er en offentlig myndighed – eller et offentligt ejet selskab, viser det sig nu, efter at Trafikministeren har belært direktøren om, at reglerne om offentlige stillingsopslag også gælder for Metroselskabet.

Metroselskabet kritiseres for – uden nogen former for opslag – at have opfundet et chefjob til Ritt Bjerregaards netop fratrådte pressekonsulent. Så blev der nemlig et hul i overborgmesterens sekretariat, og Frank Jensen kunne ansætte en medarbejder fra sin politiske valgkampagnestab i den stilling.

Stor forargelse – sikke en gang kammerateri og nepotisme. Også selvom 1/3 af alle 100 medarbejdere i Metroselskabet er ansat uden opslag, hvilket åbenbart ikke har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Folketingets ombudsmand har derimod straks kastet sig over sagen fra Københavns Rådhus og stillet mange spørgsmål om opslagsmåder, ansøgningsfrister, indkaldelser til samtaler, beslutningsgrundlag m.v.

Men er der virkelig nogen, der er så blåøjede, at de tror, man kan undgå den slags forudbestemte ansættelser ved at slå stillingerne op? Så skulle de prøve at se de offentlige opslag, der befinder sig på Jobnet.dk, hvor de artige offentlige myndigheder pænt slår deres stillinger op. Det er tit det rene spil for galleriet med korte ansøgningsfrister, summariske stillingsbeskrivelser og kvalifikationskrav. Der bliver spildt rigtig, rigtig mange ressourcer med disse fake opslag, som medfører masser af udsigtsløse ansøgninger.

Mange folk spilder deres tid med at søge på offentligt opslåede stillinger, der er besat på forhånd. Det gælder både ansøgere, der reelt gerne vil ansættes i stillingen og er ubegavede nok til ikke at indse, at den er besat på forhånd. Dertil kommer alle de mennesker, der er fanget i dagpengesystemet med krav om  4 ugentlige ansøgninger.

Det er grotesk – det offentlige slår masser af stillinger op, som er besat på forhånd, og de bliver bestormet med henvendelser fra folk, der af lyst eller pligt søger dem. Sikke et ressourcespild – kræfterne kunne bruges bedre, og det er lige ved, at jeg får sympati for Frank Jensen og hans effektive måde at besætte stillinger.

 

Se TV2-Lorrys omtale af sagen om Metroselskabet.

Læs Ombudsmandens brev til Københavns Kommune.

Rotary og sladrehanke

august 20th, 2009

Det er en del af Rotarys formål  at lægge høje etiske normer til grund for det daglige virke, at anerkende ethvert nyttigt arbejdes værdi samt at højne sit eget arbejde til gavn for samfundet.

Denne formålsparagraf viser, at rotarianere afstår fra nepotisme, korruption, vennetjenester m.v., og i stedet opmuntrer medlemmerne til at tjene andre gennem deres virke og at efterleve en høj etisk standard. Så vidt, så godt.

Den aktuelle debat om whistleblowers får mig imidlertid til at overveje, hvad der egentlig er bedst at gøre, hvis man bliver opmærksom på, at der foregår noget uetisk. Jeg ser bort fra direkte kriminelle forhold som bedrageri og korruption, der bør anmeldes til politiet, men sådan noget som nepotisme, seksuel chikane, diskrimination eller lignende. Er det etisk korrekt at sladre, eller er det etisk korrekt at blande sig udenom?

I sidste uge kom det frem, at danskerne er utilbøjelige til at anmelde selv egentlige kriminelle forhold til politiet. Jeg føler mig overbevist om, at én af grundene er, at man ikke ønsker at være en sladrehank. Frygt for egentlige repressalier en selvfølgelig en del af det, men i ligeså høj grad frygten for social isolation og udstødning af fællesskabet. Hvem har lyst til at spise frokost og gå i byen med en sladrehank? Kolleger og venner frygter, at en kvik bemærkning om brug af sorte håndværkere og barnepiger, forsikringsfusk o.l. vil få sladrehanken til at skride til handling. Det er meget hyggeligere at holde sin mund og blande sig udenom.

Det er måske derfor, mange store virksomheder med et explicit CSR-program ønsker at etablere ”sladretjenester”, hvor medarbejdere mere eller mindre anonymt kan indberette mistænkelige forhold til et særligt virksomhedsinternt organ. Sådan et organ må man kun etablere, hvis det er godkendt af Datatilsynet, som ifølge Politiken har 30 sager liggende i kø til godkendelse.

Men har man som rotarianer en særlig forpligtelse til at handle, hvis man får kendskab til mistænkelige aktiviteter som kammerateri , sexchikane, lidt for mange dyre gaver og flotte invitationer o.s.v.? Ingen ønsker vel et DDR-agtigt spionsamfund, hvor alle går og lurer på hinanden, mens man på den anden side gerne vil efterleve en høj etisk standard i samfundet og på vores arbejdsplads.

Jeg mener, at man som medlem af Rotary har en særlig forpligtelse til aktiv medvirken i fastholdelsen af et af verdens mindst korrupte og gennemskuelige samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden, til virksomhederne og til de offentlige myndigheder. Derfor bør man også skride til handling overfor uetiske forhold, når man møder dem på sin vej.

Om man vælger en fortrolighed samtale med de mistænkte, en intern eller ekstern anmeldelse eller på anden måde gør noget ved problemet, må afgøres fra sag til sag. Transparency International udarbejdede i 2003 en liste over ”gode råd til whistlebloweren”, som stadig er aktuel og god at få forstand af. Se listen her.

CSR og korruption

marts 28th, 2009

Og jeg som troede at jeg havde styr på, hvad CSR er for noget – Samfundsengagement eller Virksomhedens Sociale Ansvar. Men hver dag bliver man klogere, og jeg ved nu, at Økonomi- og Erhvervsministerier kalder det for Samfundsansvar, og det hedder det også i lovgivningen.Ministeriet skriver, at det handler om, at virksomheder gennem deres forretningsaktiviteter frivilligt bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer, både nationalt og globalt. Det kan for eksempel være hensyn til menneskerettigheder, arbejdsforhold, klima mv.

I loven kan man se, at det også drejer sig om korruptionsbekæmpelse, hvilket var helt nyt for mig. Jeg synes, der er meget langt fra at dele lagkage ud på plejehjemmet om søndagen til korruptionsbekæmpelse, og min undren skyldes nok, at jeg personligt har tænkt på CSR som noget hen i retning af det velgørenhedsagtige. Altså, at store virksomheder af ideelle grunde skal eller bør dele ud af deres overskud til dem, som ikke har så meget. Og i den forståelsesramme passer korruptionsbekæmpelse ikke rigtig ind. Korruptionsbekæmpelse er efter min opfattelse en del af de egentlige virksomhedsaktiviteter, d.v.s. noget man er nødt til at gøre af hensyn til virksomhedens drift . Dels fordi korruption er ulovligt ,men også fordi virksomhedernes renomme i det lange løb ikke kan tåle, hvis der er tvivl om deres holdninger og handlinger, når det gælder korruption.

Det bliver spændende at se, hvilke aktiviteter virksomhederne vil afrapportere i 2009, når årsregnskaberne for første gang skal indeholde en redegørelse for virksomhedernes arbejde med CSR.