Blog


Arbejdsmoral

juli 9th, 2010

Historierne om hjemmehjælperne i Håndværkerhaven, der snyder de gamle og svage mennesker for pleje, hjælp og menneskelig kontakt, gør mig meget trist til mode, og får mig til at tænke tilbage på mit første job som 15-årig vareopsætter i en købmandsforretning. Når købmanden ikke var til stede, forsynede de ansatte sig fra hylderne med slik og cigaretter, og kollegerne opfordrede også mig til at tage for mig af retterne. Selvom jeg ikke ville, så følte jeg mig presset til at være en del af fællesskabet og ikke skille mig ud ved at være fin på den eller dum nok til ikke at udnytte de fordele, man kunne få.

Men som bagermester Harepus siger i Dyrene i Hakkebakkeskoven: ”stjålne kager smager surt, men de kager man ærligt og redeligt har købt; de smager sødt”, og jeg erkendte snart, at der ikke var noget sjov ved at stå sammen med de to kassedamer og gnaske stjålen chokolade i sig. Det endte da også med afskedigelser ligesom i Håndværkerhaven, og selvom jeg ikke blev sagt op, følte jeg mig flov og karaktersvag over at have gået med og ikke sagt fra.

Den lærdom har jeg båret med mig lige siden, og jeg kan derfor sagtens sætte mig ind i, hvad der er foregået i personalegruppen i Håndværkerhaven. Alle taler om, hvor hårdt og stressende det er at være hjemmehjælper, så det er da kun rimeligt, at vi selv tager lidt godter, her betalte fritimer. Jeg kan lige se for mig, hvordan nyansatte straks får forklaret, hvordan man gør, og at dem, der eventuelt ikke vil være med, hurtigt bliver mobbet ud eller kørt hen på et sidespor.

Når sådan en moral kan vokse sig stærk, skyldes det efter min opfattelse en fraværende ledelse. I købmandsforretningen blev der stjålet, når købmanden var ude af huset. Jeg nægter at tro, at ledelsen i Håndværkerhaven havde givet sit samtykke til praksis eller med vilje vendt det blinde øje til, men ledelsen må have været fysisk eller psykisk fraværende og helt ude af trit med, hvad der foregik blandt medarbejderne.

Og derfor hjælper det heller ikke spor at indføre flere kontrolsystemer, check-points eller lignende. Det er medarbejdernes holdning til deres arbejde og deres kunder, der skal ændres. Når man arbejder som hjemmehjælper eller i øvrigt med omsorg, bør man ikke have en holdning om, at man selv kommer i første række. Hvis medarbejderne føler, at de er skabt til noget større end at være hjemmehjælper, og at det derfor er helt på sin plads at vil sætte egne krav, ønsker og behov før kundernes, bør de finde sig et andet arbejde.

Kompetenceudvikling i en krisetid

marts 25th, 2009

I en tid med knappe ressourcer er der mange vigtige ting at bruge penge på, f.eks. reparationer af hullede tage, fratrædelsesgodtgørelser eller heftig markedsføring. En del virksomheder må lukke kursuskontoen eller i hvert fald skære den kraftigt ned på grund af økonomiske problemer. Virksomheden kan jo godt leve videre på et reduceret kursusbudget, mens de andre udgifter kan være helt nødvendige for at overleve. Er der alligevel lidt penge tilbage på kontoen, så kommer medarbejderne på IT-kursus eller noget andet hard-core-værktøjsagtigt, mens inspirationskonferencer og latterkurser må vente til en anden gang.

En anden mulighed er at bruge nogle af kursuskronerne til kompetenceudvikling på jobbet. Sidemandsoplæring og ”learning-by doing” bliver nogle gange omtalt let nedsættende, som en slags andenrangsuddannelse for virksomheder, der er så fattige, at de ikke engang kan sende deres medarbejdere ud i byen til en rigtig uddannelse. Mene der er mange positive elementer i kompetenceudvikling på jobbet.

For det første kan man opnå teambuilding og større samhørighedsfølelse, når kolleger lærer noget sammen. De kolleger, der optræder som lærere for deres kolleger, kan løfte sig både fagligt og personligt, når de oplever glæden ved at lære fra sig.

For det andet er det en gammelkendt sandhed, at det ofte er svært for medarbejdere, der har været ude i byen på et kursus, at komme hjem og tage den nye viden i brug. Dem, der ikke har været af sted, har jo ikke hørt, hvad der er blevet sagt, og kursusdeltagernes ny viden er ikke indarbejdet nok til, at den bare kan gives videre. Et internt kursus grundlægger en fælles viden, som alle kan bygge videre på.

For det tredje er der jo prisen. Med god planlægning kan man få meget fremadrettet kompetenceudvikling internt på arbejdspladsen, men gratis – det er det ikke. Hvis sidemandsoplæring, interne kurser og fælles praksisudvikling skal blive en succes og et relevant alternativ til dyre kurser ude i byen, skal der også sættes ressourcer af til det. De interne lærere skal have frigjort den nødvendige tid til at forberede sig til undervisningen, og de skal belønnes med penge, frihed eller på anden måde. Der skal måske ansættes vikarer til at holde butikken i gang, mens undervisningen står på, og man gør måske lidt stads af kursisterne i form af fælles måltider før, under eller efter undervisningen.

En sidste fordel ved kompetenceudvikling på jobbet er ledelsens mulighed for at træde i karakter i den forbindelse. Ledelsen kan optræde som en del af lærerteamet og fortælle om virksomhedens værdier og politik eller være med ved evalueringen eller afslutningsfrokosten. På den måde får ledelsen en enestående mulighed for at vise, at man påskønner de læringsaktiviteter, som virksomheden selv kan frembringe og vise interesse for medarbejderne – noget der er helt afgørende vigtigt i en krisetid.

8. marts – hvor står slaget?

marts 7th, 2009

Kvindernes internationale kampdag – det lyder helt anakronistisk. Hvem skal vi kæmpe mod? Hvor står slaget? Både mænd og kvinder har det jo trygt og godt på trods af finanskrise og dårligt vejr. Er det ikke lidt patetisk, at gå her og klynke over manglende karrieremuligheder og uligeløn, mens folk i Afrika kæmper for at overleve AIDS, angreb fra voldsforbrydere og uendelig fattigdom?

Svære spørgsmål – det er lettere at svare på, hvad vi skal kæmpe for. Der er masser af ting at tage fat på som for eksempel:

Ligeløn.

I Information d. 7/3 kan man læse, at kvinderne får mindre ud af skattereformen end mænd, fordi de generelt er dårligere lønnede end mænd. Og det er kvinderne blandt andet, fordi de livet igennem har dårligere betalte jobs og længere perioder på barsel. Det mest groteske er, at man stadig ikke kan være sikker på, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde på trods af, at vi har haft lovgivning om ligeløn i mange år.

Flere kvinder på topposter.

Det er blevet fremført, at kvindelige ledere vil være bedre for virksomhederne i krisetider, og at der bør arbejdes på at få flere kvinder ind i virksomheders og organisationers bestyrelser. I CBS Observer udtaler forskningsdekanen, at nu skal der gøres noget mere for at få flere kvindelige professorer på institution. Det vil nemlig være et konkurrenceparameter i fremtiden. I Politiken gør Tim Knudsen og Heidi Houlberg Salomonsen opmærksom på de kvindelige såkaldte ”B-ministre”, som regeringen udnævner på lidet magtfulde områder for at pynte lidt på statistikken. Kun 2 ud af 21 departementschefer er kvinder. Og man kunne blive ved.

Flere mænd i omsorgssektoren.

Men skulle vi ikke hellere kæmpe for at få mændene ud af BMW’erne, direktørkontorerne og bestyrelseslokalerne og ud på plejehjemmene, børneinstitutionerne og hjem til kødgryderne. Det vil være bedre for børn, syge og gamle at møde omsorgspersoner af begge køn, og mændene vil have godt af at gå op i noget andet end penge og prestige.

At der kommer flere kvinder på topposter og flere mænd i omsorgssektoren betyder ikke, at vi alle skal være ens, men at der kommer flere nuancer ind i arbejdslivet på alle niveauer til glæde for både brugere, kunder, medarbejdere og ledere. Flere mennesker bør få mulighed for at udnytte flere sider af sig selv. På den måde kan vi få et endnu bedre samfund præget af respekt og tolerance i stedet for fortrængning og marginalisering.

Hvem kæmper og hvorhenne?

Indtil nu forekommer det mig, at kampen om ligeløn og ligestilling mest har stået på papiret – eller nu som her på skærmen. Der er megen snak og gode intentioner og ikke megen handling. Forskellige parter brokker sig over, at andre ikke har gjort noget andet og mere for at fremme ligestillingen, og noget kunne tyde på, at hverken politikere eller interesseorganisationer har haft evne og vilje til at skabe forandring og udvikling på dette område.

Grunden kan måske være, at der ikke i folkedybet og i samfundet som sådan er et udtalt behov for mere ligestilling. Danmark har jo længe haft førertrøjen på i lykkemålingerne, så grunden til den manglende udvikling på ligestillingsområdet kan være, at vi er glade nok for tingenes tilstand, sådan som de er.

Derfor er der ingen kamp, og slagmarken kan ikke findes. Jeg synes, det er sørgeligt, hvis det virkelig skulle være tilfældet.

Mændene hjem til kødgryderne?

marts 2nd, 2009

Amerikanske forskere har fundet ud af, at kvinder ikke bliver udsat for diskrimination og fordomme på arbejdsmarkedet. Kvinder bliver tværtimod anset som bedre ledere end mænd på de fleste områder. Dog mente svarpersonerne ikke, at kvinderne var ligeså visionære som mænd.

På trods af denne generelle tillid til kvinders lederegenskaber, er der alligevel færre kvindelige end mandlige ledere, og den meget korte artikel på Politikens netavis giver desværre ikke noget bud på, hvad grunden så kan være. Måske er det fordi de personer, der svarer på forskernes spørgsmål, har en anden holdning end de personer, der skal ansætte kvinderne i lederstillinger.

Til gengæld kan man i papirudgaven studere endnu et indlæg om mænds og kvinders lykkebarometer. Her kan man se, at finanskrisen tager hårdere på mændene end på kvinderne, fordi mændene risikerer at blive ramt på deres identitet – nemlig på jobbet, hvor mændene har langt flere sociale relationer og netværk end kvinderne. Men der er håb for de kriseramte mænd – de kan stoppe deres vanvittige ræs efter dyre biler, travheste og fine titler og finde lykken hjemme ved kødgryderne, foreslår en psykolog.

Og for egen regning vil jeg så tilføje: Så bliver der mere plads til de kvindelige ledere ude i virksomhederne.

Tjek artiklen:

http://politiken.dk/tjek/penge/article660163.ece