I et forsøg på at puste liv i den danske økonomi blev der afsat 1,5 mia. kr. til renoveringspuljen, som borgerne kunne søge om at få andel i. Man forventede langt flere ansøgere, end der var penge til, og Erhvervs- og Byggestyrelsen besluttede derfor, at disse begrænsede midler skulle fordeles efter ’først til mølle-princippet’. For ikke at give københavnerne en fordel frem for jyderne besluttede man også, at ansøgninger ikke kunne afleveres ved personligt fremmøde. Ansøgere måtte sende en e-mail eller et papirbrev med posten. På den måde opnåede man en form for geografisk ligestilling.
Til gengæld klagede en række borgere – især ældre mennesker – over, at de, som ikke havde en computer med internetadgang i hjemmet blev dårligere behandlet end andre borgere. De var nemlig nødt til at telefonere til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få fat i et ansøgningsskema. Dels var det meget svært at komme igennem, dels tog det meget længere tid at sende skemaer frem og tilbage med Post Danmark, hvilket indebar at puljen kunne være opbrugt inden deres ansøgning nåede frem. Så prisen for at opnå den geografiske ligestilling er så, at andre føler sig aldersdiskrimineret eller måske snarere teknologidiskrimineret.
Det blev også fremhævet, at det er de socialt svagest stillede, som ikke har adgang til internet, og at det vil føre til et demokratisk underskud med et A-hold og et B-hold, hvis denne sagsbehandlingspraksis vinder udbredelse også andre steder. Men man kan også spørge, om det overhovedet er en lovlig fremgangsmåde, eller om Erhvervs- og Byggestyrelsens procedurer er i strid med lighedsprincippet .
Lighedsprincippet er så grundlæggende en værdi i det danske samfund og i den danske forvaltning, at vi næsten ikke tænker over det i det daglige. Først hvis det krænkes, og nogen vil gøre forskel på folk, så harmes vi. Prøv at tænke over, hvor forarget man bliver, hvis nogen får noget, som nogen andre ikke kan få, eller hvis nogen får afslag på noget, som nogle andre har fået lov til at gøre.
Lighedsprincippet kan kort forklares med, at det lige skal behandles ens. Kunsten er så at finde ud af, hvad der er ”det lige”, d.v.s. hvornår sagerne er ens, og derfor skal behandles ens. Man kan også sige, at lighedsprincippet forbyder usaglig forskelsbehandling. Hvis en myndighed vil gøre forskel på folk, skal der være en saglig grund til det.
Lighedsprincippet kommer også i spil, når der som i sagen om renoveringspuljen er alt for mange ansøgere til en bestemt ting. Hvordan skal man nu vælge mellem dem? Er der tale om en stilling i det offentlige, må man vælge den bedst kvalificerede, men måske er der hundrede ansøgere, hvoraf nogle faktisk er lige godt kvalificeret.
Her har man altså valgt ”først til mølle- princippet”, og det kan der være gode grunde til, men problemet er så, at der er nogen der har sværere ved at nå frem til møllen end andre. På den ene side har jyderne svært ved at nå frem til styrelsens lokaliteter i København, men på den anden side har nogle borgere – ældre, teknologisk svagt stillede eller økonomisk svagt stillede – svært ved at nå frem via cyberspace. Det er ikke særlig smart.
Generelt er det både ressourcebesparende og kundevenligt at tilbyde digital forvaltning i videst muligt omfang. De offentlige myndigheder bør gå foran i den digitale udvikling, men man skal være opmærksom på, at der er en del borgere, der ikke har de faglige og tekniske forudsætninger for at bruge internettet til elektronisk sagsbehandling.
Michael Aastrup Jensen har i Kristeligt Dagblad foreslået, at kommunerne opretter et kontor med et par computere, hvor medarbejderne kan hjælpe borgerne gennem systemet. Han mener, at med et par timers kursus kan langt de fleste lære at bruge internettet til rigtig meget.
Det er oplagt, at offentlige myndigheder ikke må gøre forskel på folk på grund at køn, race, etnicitet eller religion, medmindre der er hjemmel til det. Man må ikke foretrække kvindelige ansøgere frem for mandlige, og man må ikke diskriminere på grund af alder og foretrække unge frem for ældre eller omvendt. Men det bør heller ikke være sådan, at dem med de hurtigste computere, de kvikkeste hjerner og måske den mest fleksible arbejdsgiver får flere forspring frem for resten af befolkningen.
