Blog


Ny bog: Lærebog i forvaltningsret

marts 2nd, 2023

Har offentligt ansatte tavshedspligt? Må en borger tage en ven med til møde på jobcentret? Er der altid mulighed for at klage over en offentlig myndighed, og hvad betyder GDPR?

I Lærebog i forvaltningsret får du en let tilgængelig fremstilling af forvaltningsretten. Du kan blandt andet læse om den nye domsdatabase, whistleblowerloven og automatiseret sagsbehandling. Der er aktuelle cases og konkrete eksempler, der illustrerer regler og grundsætninger.

Som navnet siger, er bogen skrevet til undervisningsbrug, men praktikere kan også bruge bogen som opslagværk. Der er et fyldigt stikordsregister og forklaringer på juridiske fagudtryk i bogens serviceafsnit.

Lærebog i forvaltningsret

 

NY: Lærebog i offentlig ret

august 3rd, 2016

Offentlig ret er ikke kun et anliggende for jurister. Andre faggrupper, der skal arbejde i den offentlige sektor har, behov for kendskab til jura og offentlig ret. De har længe efterlyst målrettede lærebøger, for de nuværende bøger er skrevet til jurastuderende, og de er vanskeligt tilgængelige, fyldt med indforstået kodesprog og domshenvisninger. Hjælpen er på vej i min nye bog. Se nærmere her.

DJØF’er i smækbukser og hønsestrik

januar 7th, 2014

Djøf’eren er en mand midt i trediverne klædt i mørke jakkesæt og spraglede sokker, og man kan kende ham på hans udtalelser om innovation, strategiplan, effektivisering og værdier, stod der i Politiken nytårsdag. Djøf’eren slynger om sig med regneark og forlanger skriftlige rapporter i stedet for at tale med folk. Hvis det er danskernes billede af Djøf´erne, er der godt nok brug for nogle andre billeder af, hvad DJØF’s ca. 80.000 medlemmer beskæftiger sig med.

Selv er jeg en midaldrende kvinde, som aldrig nogensinde har været strømlinet. Da jeg startede på at læse jura i 1979, gik jeg med smækbukser og hønsestrikkede trøjer, og på studenterstyrede hold i 80’erne snakkede vi meget om retssikkerhed og en åben forvaltning. Vi ville gerne arbejde i den offentlige sektor og sikre, at reglerne blev skrevet, så de var til at forstå og arbejde med, og at borgerne fik deres ret, når de havde en sag i det offentlige.

I mit eksamensbevis fra 1985 står juristløftet, som lyder sådan her: ”Juridiske kandidater må aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig at råde nogen til ufornøden proces og heller ikke ved råd eller på anden måde fremme nogen uretmæssig sag eller hensigt”. Det er fra 1736, og det holder den dag i dag.

Som professionel Djøf’er har jeg arbejdet for ret og retfærdighed, både når jeg har været menig sagsbehandler og skulle dele sol og vind lige mellem stridende parter, og også når jeg som leder har skullet organisere arbejdet, så både medarbejdere og borgere blev behandlet rigtigt. Jeg skal da ikke udelukke, at jeg i ny og næ har brugt ord som ”strategiplan” eller ”værdier”, og en hel del regneark er det da også blevet til gennem tiden. Men det vigtigste har altid været at sikre en saglig og ordentlig behandling af de sager og mennesker, som jeg har haft ansvaret for.

I min karriere er jeg stødt på folk, der ser djøf’ere som mig som en fjende, fordi vi vil holde os til reglerne. De mente, at man i stedet skulle vælge en smidig og fleksibel løsning, så resultatet kunne blive det, som de pågældende mente, var det rigtige. Den problemstilling er der mange djøf’ere, der dagligt kæmper med, og jeg er stolt af at kunne sige, at jeg stod fast på, at reglerne skulle holdes – også selvom det førte til ubehageligheder for mig.

Som jurist og som djøf´er har jeg nogle professionelle standarder, som jeg er stolt af, og som danskerne ikke skulle se som et fjendebillede, men derimod som en garanti for, at tingene går rigtigt til, både når de selv skal samarbejde med det offentlige, men også når det gælder forvaltningen af hele den store fælles offentlige kasse.

Fejl i 53,8 % af sagerne i Københavns Kommune

maj 19th, 2013

I Københavns Kommune er der flere sager med fejl eller lange sagsbehandlingstider end sager uden, det slår kommunens borgerrådgiver Johan Busse fast i sin beretning igen i år.

Kommunens forvaltninger har selv konstateret fejl i 53,8 % af de sager, københavnerne har henvendt sig til Borgerrådgiveren med, og fejlraten er højere, når Borgerrådgiveren undersøger forvaltningernes sagsbehandling.

Borgerne er pressede – økonomisk og personligt – fordi deres sag trækker i langdrag, fordi de ikke har fået den rette vejledning, eller fordi de ikke føler sig hørt. Mange har desuden følt sig nødsaget til at involvere venner og familie, retshjælpsinstitutioner, advokater mv., fordi de ikke har kunnet klare samarbejdet med kommunen på egen hånd. Hverken fejlprocent eller klagetemaer har ændret sig nævneværdigt over de seneste mange år, og Borgerrådgiveren konstaterer, at forvaltningerne ikke til dato har kunnet fremvise større, varige forbedringer.

Borgerrådgiveren påpeger i sin beretning, at visse forvaltninger skal overbevises om, at de har et problem. Andre har erkendt det, men kan ikke selv løse det.

Og hvad vil Københavns Kommune så gøre ved det? Frank Jensen siger:

Jeg vil derfor foreslå, at Borgerrepræsentationen forpligter forvaltningerne til helt konkret at pege på, hvordan de vil forbedre indsatsen for at lave bedre sagsbehandling.

Jeg synes, det er alt for slapt. Jeg har selv undervist en del medarbejdere fra Københavns Kommune i, hvordan man skal behandle sagerne rigtigt, men disse kurser er blevet sparet væk. Og der er tilsyneladende ikke kommet et andet og bedre tilbud.

I en konkret sag, som Borgerrådgiveren har behandlet forlangte kommunen uretmæssigt tilbagebetaling af mere end 200.000 kr. Kommunen frafaldt kun det uretmæssige krav på grund af de to borgeres vedvarende og meget tålmodige henvendelser, herunder i sidste ende deres henvendelse til Borgerrådgiveren.

Jeg har selv i min nærmeste familie oplevet, hvordan Københavns Kommune på helt uhjemlet grundlag forlangte tilbagebetaling af mange tusinde kroner. En skrivelse fra min hånd fik kommunen til at trække alle krav tilbage, men det er da for galt, at man skal have forvaltningsjurister i baghånden for at få sin ret. Især når man ved, at chancen for, at afgørelsen er forkert er mere end 50 %.

Se Borgerrådgiverens beretning for 2013 her

Anonyme whistleblowere og retssikkerhed for Mærsk

august 1st, 2012

Fusk, korruption og direkte ulovligheder foregår i større eller mindre omfang i mange private og offentlige virksomheder. Men kan disse uacceptable tilstande mindskes, hvis medarbejdere og borgere anonymt kan anmelde deres viden? Senest har en laborant hos Mærsk anmeldt sin arbejdsgiver til for fusk med måleresultater til Miljøstyrelsen, som på sin side videregav oplysningerne om anmeldelsen og laborantens navn til Mærsk. Ifølge Politiken d. 19/7-2012 blev Mærsk ikke taknemlige over denne mulighed for at rette fejl og forbedre procedurerne – tværtimod blev anmelderen udsat for repressalier. Efterfølgende har mange peget på, at anmeldere skal kunne være anonyme, så de kan beskyttes ordentligt.

Umiddelbart lyder det jo helt rigtigt, men anonymiteten er bare et af mange problematiske elementer, når whistleblower-ordninger skal indføres i offentlige myndigheder. Området er reguleret af både Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, og ifølge reglerne i disse love er det ikke muligt at hemmeligholde anmelderes navne. Miljø-styrelsen var altså forpligtet til at udlevere navnet på den anmeldende laborant, da Mærsk søgte aktindsigt. Dette skyldes blandt andet, at der også er et retssikkerhedshensyn at tage til den, der bliver anmeldt. Uanset om det er en kollega, der bliver anmeldt for tyveri eller Mærsk, der bliver anmeldt for fusk med måleresultater, har man ret til at få at vide, hvem der anklager én og for hvad.

Men det er heller ikke 100 % anonymitet, der argumenteres for. I dag kan alle og enhver skrive et anonymt brev til deres arbejdsgiver, til offentlige myndigheder eller til pressen og tippe den viden eller de mistanker, de måtte have. Hvis man ikke skriver sit navn, kommer det heller ikke ud. Men kvaliteten og seriøsiteten i sådanne henven-delser vil måske blive taget med et gran salt, og desuden vil det være svært for modtageren at gå tilbage og skaffe yderligere oplysninger om anmeldelsen.

Det, man ønsker, er ordninger, hvor anmelderens navn er kendt, men kun af en snæver kreds. En sådan ordning trådte i kraft d. 1/12-2011 i Frederiksberg Kommune, som netop har evalueret ordningen. Ifølge kommunens hjemmeside har der siden da været 5 anmeldelser, hvoraf de 4 har været anonyme. Under evalueringen var man især optaget af risikoen for chikanøse, anonyme anmeldelser, og den deraf afledte problemstilling med anklagedes muligheder for at blive renset for uberettigede beskyldninger.

Men det er også værd at nævne, at Magistraten drøftede det ikke ubetydelige ressourceforbrug til administration af ordningen. Spørgsmålet er, om whistleblowerordninger kan sikre, at fusk, korruption og ulovligheder mindskes, så man derved både sparer penge og sikrer en redelig virksomhedsdrift. Eller om der bare er tale om endnu et bureaukratisk omsvøbsdepartement.

Se mere om Frederiksberg Kommunes ordning her.

Hjælp ytringsfriheden på vej med lovgivning

juli 25th, 2012

Det er ikke nogen hemmelighed, at offentligt ansattes ytringsfrihed er en rettighed uden meget indhold. Gang på gang ser man, at den, der ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads, mødes med repressalier af den ene og den anden slags. Selvom det er ulovligt, ja endda i strid med grundloven, sker det alligevel på Tøjhusmuseet, på Aarhus Universitet og alle mulige andre steder.

I det seneste halve års tid har jeg deltaget i mange debatter om, hvorvidt indførelse af whistleblowerordninger i det offentlige kan afhjælpe dette problem. Min holdning er, at whistleblowerordninger medfører endnu flere problemer, end de løser, og at det er en holdningsændring hos de offentlige ledere og politikere, der er brug for.

FTF har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at de offentligt ansatte med rette er bange of at ytre sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads, og formanden Bente Sorgenfrey foreslår, at der vedtages en lov, som forbyder arbejdsgivere at sanktionere ansattes lovlige ytringer. Det er meget sympatisk, men den regel findes allerede – i Grundloven. Både Folketingets Ombudsmand og de danske domstole vil utvivlsomt anse repressalier overfor kritiske medarbejdere for ulovlige. Men problemet er, at sagsbehandlingen altid tager lang tid, og når man efter mange måneder, ja måske år, når frem til dette, er det for sent for den, der er blevet fyret, forflyttet eller har fået en advarsel. Og det hjælper ny lovgivning ikke på.

Se Bente Sorgenfreys indlæg her.

Retssikkerhed og whistleblowerordninger

april 4th, 2012

Whistlebloweren i DONG er en helt, og whistleblowersystemer skal brede sig over det ganske land i hastig fart, siger Michael Gøtze i Politiken d. 27/3. Men kan vi virkelig komme fusk og snyd til livs på den måde?
Problemerne med korruption og urent trav i offentlige og private virksomheder er bestemt ikke løst med en bredere udbredelse af de whistleblowerordninger, som ellers ifølge Michael Gøtze er ”et velafprøvet koncept, som skal sikre en korrekt behandling af de personoplysninger, der løber igennem systemet”. Sporene fra Frederiksberg Kommune skræmmer i hvert fald mig.

Aldrig så snart var ordningen kommet i gang på Frederiksberg, før en anonym whistleblower anmeldte kommunens beredskabschef for magtmisbrug. Man kunne læse i dagspressen, at beredskabschefen blev beskyldt for at tvinge sine medarbejdere til at udføre praktiske opgaver i privaten, hvorfor han da også straks og uden nærmere undersøgelse blev suspenderet og sendt hjem med brask og bram. Efter 3 måneder sagde han sin stilling op, hvorefter undersøgelsen blev stoppet i Frederiksberg Kommune.

Nu får vi aldrig at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Havde han tvunget medarbejderne til at rense tagrender eller var han udsat for chikane fra anonyme fjender i kommunen? ”Dette er en personalesag, og her har jeg tavshedspligt”, sagde direktøren for By og Miljø til TV2-Lorry d. 21/2. Men hvor var tavshedspligten, da beredskabschefen blev suspenderet?

Hvem tager hånd om retssikkerheden for dem, der bliver anmeldt efter en whistleblowerordning? Og for nu at vende tilbage til den heltemodige whistleblower i DONG – hvem tænkte på Anders Eldrup og de andre chefers sikkerhed for ikke at blive hængt ud i pressen, før sagen var ordentlig undersøgt? Hvis det er den slags whistleblowerordninger, som skal sikre os mod uregelmæssigheder i det offentlige, så siger jeg tak for kaffe.

Indlægget er trykt som debatindlæg i Politiken d. 29/3-2012

Se TV2-Lorrys indslag om sagen på Frederiksberg her.

Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

Er en whistleblower en helt?

december 6th, 2011

Danmarks Radio kunne d. 1. december 2011 oplyse, at Frederiksberg Kommune nu går til kamp mod fusk og ulovligheder. ”Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler” sagde 2. viceborgmester i en pressemeddelelse. Og det betyder så i Frederiksberg Kommune oprettelse af en whistleblower-ordning.

Men hvad er en whistleblower egentlig for en størrelse? Ifølge Wikipedia er det en person, der afdækker og informerer om, hvad han eller hun anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Ordet har en positiv klang af, at der er tale om en ædel person drevet af et ønske om at afdække og informere om kritisable og ulovlige forhold.

Men er Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor eller hvem det nu var, der lækkede statsministerens skatteoplysninger til BT så en whistleblower? Kan man virkelig kalde en person, der på strafbar vis lækker personfølsomme oplysninger for en whistleblower? Også Frank Grevil, der i strid med straffeloven lækkede tavshedsbelagte oplysninger fra efterretningstjenestens trusselvurderinger og måtte gå i fængsel for det, kaldes for en whistleblower. Så man skal nok være forsigtig med at lægge noget alt for værdiladet i selve ordet whistleblower.

Ytringsfrihed og kritik af offentlige myndigheder

april 27th, 2010

Ethvert barn i Danmark ved, at vi har ytringsfrihed her i landet. Alligevel skal man passe godt på, hvad man siger, ikke mindst hvis man vil ytre sig kritisk om en offentlig myndigheds politik eller sagsbehandling. I stedet for at gå ind i en saglig debat og kamp på argumenter, benytter nogle myndigheder sig af deres overlegne ressourcer og magtapparat til at slå hårdt ned på dem, der er kritiske overfor systemet og det herskende flertals beslutninger.

Personligt har jeg i forbindelse med mit arbejde i netværket Barnets tarv.nu oplevet, at Statsforvaltningen Hovedstaden har mere travlt med at lukke munden på kritiske røster, end på at undersøge, hvad kritikken egentlig handler om og indgå i en saglig debat. Netværket har under overskriften ”Sagsbehandlingsfejl krænker retssikkerheden” påpeget og dokumenteret, at der sker uacceptabelt mange sagsbehandlingsfejl i de familieretlige sager. I stedet for at se på sagerne, rette fejlene og måske endda beklage dem, vælger Statsforvaltningen Hovedstaden i en pressemeddelelse d. 1. februar 2010 at gå efter én af penneførerne for netværket og antyde, at hun er en kværulant, der ikke ved, hvad hun taler om.

Formålet med at stigmatisere og mistænkeliggøre en kritiker, der taler på vegne af et stort netværk, er tilsyneladende at berolige offentligheden, der ikke gerne skulle tro, at Statsforvaltningen Hovedstaden laver fejl i sagsbehandlingen. Uanset om kritikken var berettiget eller ej, kunne den skabe utryghed og mistillid hos de borgere, der har brug for hjælp, mente Statsforvaltningen, der derfor fandt det vigtigere at slå hårdt ned på budbringeren, end at undersøge om der eventuelt skulle være noget om snakken.

Det er en skræmmende udvikling. Hvad er det for et samfund, vi får, hvis alle skal være enige om alting?  Hvis ingen tør åbne munden overfor statsmagten af skræk for repressalier i form af fyringer, advarsler, blacklisting eller bare ren og skær stigmatisering og mistænkeliggørelse?

Se hele pressemeddelelsen her.

Se mere om sagen på www.barnetstarv.nu