Blog


Er det korruption at modtage en gave?

marts 19th, 2010

Mange offentlige ansatte føler måske ikke en daglig stolthed ved deres arbejde, men tværtimod at man i den brede offentlighed nærmest ser lidt ned på dem. Uanset hvordan man har det med at være offentligt ansat, har man pligt til at ”leve op til den agtelse og tillid, som stillingen kræver” – det kaldes også for decorumkravet eller blot decorum. Der er forskel på, hvad der kræves af en departementschef i statsministeriet og en pædagog i en kommunal børnehave, men begge skal optræde som en værdig repræsentant for deres myndighed.

Kravet om decorum kan være overtrådt, fordi den offentligt ansatte har gjort noget strafbart, f.eks. kørt spirituskørsel eller stjålet noget i en forretning. Egentlig bestikkelse er også strafbart efter straffeloven.

I en berømt sag fra 1981 om borgmester Marius Andersen´s “grønne badeværelse” blev Ålborgs daværende borgmester idømt 6 måneders fængsel, fordi han kun i et beskedent omfang havde betalt for en omfattende renovering af sit badeværelse. Selvom entreprenøren i retten oplyste, at han simpelthen på grund af travlhed havde glemt at sende regningen, så endte sagen alligevel med en fængselsstraf for bestikkelse til Marius Andersen

Men hvor går grænsen egentlig? I foråret 2009 blev tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen kritiseret for at have takket ja til invitationer fra erhvervslivet til dyre jagt- og golfrejser. Forskellen på de to sager er, at Bendtsen ikke modtog nogen ting eller penge, og Ombudsmanden udtalte, at der ikke fandtes tilstrækkeligt klare regler om grænsen for det ulovlige og/eller uværdige på dette område. Han gik derfor ikke ind i sagen.

I januar 2010 kom det frem i TV2, at medarbejdere i SKATs it-afdeling har modtaget fodboldbilletter fra en it-leverandør. Det drejer sig i alt om omkring 50 billetter gennem tre år. Da det blev opdaget, blev det indskærpet, at man som ansat i SKAT ikke må tage imod fodboldbilletter fra en leverandør.

Og nu er Hillerøds kommunaldirektør blevet suspenderet og sendt hjem, blandt andet fordi han lod sig beværte med Madonnakoncert og restaurationsmiddag på KMD’s regning – og derefter underskrev en kontrakt på 48 mio. kr. mellem Hillerød Kommune og KMD.

 Hvad der undrer mig i denne sag er, hvordan KMD kan finde på at tilbyde gaver til kommunaldirektøren. KMD (Kommunedata) er en kæmpestor og veletableret virksomhed, som burde vide bedre end at friste kommunaldirektøren (som sådan set også burde vide bedre) med eksklusive underholdningstilbud.

 Jeg har tit fået at vide, at jeg er sippet, når jeg siger, at man skal holde sig fra at modtage gaver fra leverandører og samarbejdspartnere, både som offentligt ansat, men også som ansat i boligselskaber og andre virksomheder, der både har stor forhandlingsstyrke og store økonomiske ressourcer. Men jeg holder nu fast i mit – hold jer til sagerne og gem gaveregnen til familie og venner!

 

Kammerateri eller effektivitet?

februar 9th, 2010

Ikke bare overborgmester Frank Jensen, men også direktøren for Metroselskabet ansætter nye medarbejdere uden offentligt opslag. Det skal man ellers gøre, hvis man er en offentlig myndighed – eller et offentligt ejet selskab, viser det sig nu, efter at Trafikministeren har belært direktøren om, at reglerne om offentlige stillingsopslag også gælder for Metroselskabet.

Metroselskabet kritiseres for – uden nogen former for opslag – at have opfundet et chefjob til Ritt Bjerregaards netop fratrådte pressekonsulent. Så blev der nemlig et hul i overborgmesterens sekretariat, og Frank Jensen kunne ansætte en medarbejder fra sin politiske valgkampagnestab i den stilling.

Stor forargelse – sikke en gang kammerateri og nepotisme. Også selvom 1/3 af alle 100 medarbejdere i Metroselskabet er ansat uden opslag, hvilket åbenbart ikke har fået nogen til at løfte et øjenbryn. Folketingets ombudsmand har derimod straks kastet sig over sagen fra Københavns Rådhus og stillet mange spørgsmål om opslagsmåder, ansøgningsfrister, indkaldelser til samtaler, beslutningsgrundlag m.v.

Men er der virkelig nogen, der er så blåøjede, at de tror, man kan undgå den slags forudbestemte ansættelser ved at slå stillingerne op? Så skulle de prøve at se de offentlige opslag, der befinder sig på Jobnet.dk, hvor de artige offentlige myndigheder pænt slår deres stillinger op. Det er tit det rene spil for galleriet med korte ansøgningsfrister, summariske stillingsbeskrivelser og kvalifikationskrav. Der bliver spildt rigtig, rigtig mange ressourcer med disse fake opslag, som medfører masser af udsigtsløse ansøgninger.

Mange folk spilder deres tid med at søge på offentligt opslåede stillinger, der er besat på forhånd. Det gælder både ansøgere, der reelt gerne vil ansættes i stillingen og er ubegavede nok til ikke at indse, at den er besat på forhånd. Dertil kommer alle de mennesker, der er fanget i dagpengesystemet med krav om  4 ugentlige ansøgninger.

Det er grotesk – det offentlige slår masser af stillinger op, som er besat på forhånd, og de bliver bestormet med henvendelser fra folk, der af lyst eller pligt søger dem. Sikke et ressourcespild – kræfterne kunne bruges bedre, og det er lige ved, at jeg får sympati for Frank Jensen og hans effektive måde at besætte stillinger.

 

Se TV2-Lorrys omtale af sagen om Metroselskabet.

Læs Ombudsmandens brev til Københavns Kommune.

Skrankepavebogen er blevet materialevurderet

oktober 28th, 2009

Carsten Güllich-Nørby, der har lavet lektørudtalelse/materialevurdering for DBC skriver blandt andet:

”Der findes andre bøger om forvaltningsret, men ikke andre der forsøger at formidle det juridiske stof så relativt tilgængeligt på begge sider af skranken.”

”Relativ forståelig formidling af et ellers ret komplekst juridisk stof, der vil være oplagt for store og små biblioteker.”

”Kan bruges bredt til alle, der søger viden om offentlig forvaltningsret…”

”Opgavebrug fra godt gymnasieniveau, også oplagt til fx kommunale videreuddannelser”

Se den fulde tekst her. Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.

Er klimaministeren inhabil?

oktober 15th, 2009

Nu har jeg jo både undervist og skrevet om forvaltningsret og god offentlig sagsbehandling i mange år, så stor var min forbavselse, da jeg i går i diverse medier så, at Connie Hedegaard var inhabil i sagen om den tidligere administrative chef – Thomas Becker – og hans omgang med rejsebilag.

Forhenværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde en gang, at ”venskaber skal være meget varme og fjendskaber meget blodige”, før man kan statuere inhabilitet efter Forvaltningslovens § 3 stk 1. nr. 5, også kaldet  opsamlingsbestemmelsen. Det at ens børn går i klasse sammen og i øvrigt er venner, kan næppe siges at falde ind under den kategori.

Men nu kan jeg så erfare (i dag i Politiken), at det slet ikke er Forvaltningsloven, der er i spil her, men derimod nogle ”regler, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fik indført”. De skulle så gå ud på, at bare nogen hvisker ordet inhabilitet, skal ministrene straks erklære sig inhabile. Så er sagen dejligt ude af deres hænder og kan overgives til behandling af en helt anden minister og dennes embedsmænd, som jo ikke er belastet af noget nærmere kendskab til den.

Det rejser så helt nye og interessante spørgsmål:

Hvad er der galt med at være inhabil?

Som udgangspunkt er der ikke noget galt med at være inhabil. Selvom man er inhabil, kan man jo udmærket godt træffe en fuldstændig korrekt afgørelse uden på nogen måde at skele til, at man har et tæt forhold til den implicerede part. Men gør man det, udsætter man sig selv for mistanke om urent trav, så det er først, når den inhabile går i gang med at behandle sagen, at problemerne opstår.

Den store danske ordbog forklarer begrebet inhabilitet således: ”uduelig; uegnet; som ikke opfylder betingelserne for at påtage sig et bestemt hverv”, så det er måske ikke så mærkeligt, at begrebet har en negativ klang, og at nogen føler det som en anklage, når de bliver ’beskyldt for at være inhabile’. I Forvaltningslovens forstand har det slet ikke noget at gøre med at være uduelig eller inkompetent, det handler også her om at styrke tilliden til forvaltningen og undgå, at myndigheden bliver beskyldt for kammerateri og nepotisme.

Svækker det Connie Hedegaard dømmekraft, at hun nu for 2. gang er erklæret inhabil?

Det mener Jørgen Grønnegaard-Christensen i dagens Politiken, men det mener jeg, er helt forkert. Det ville svække hende, hvis hun behandlede sager, hvor hun var inhabil eller prøvede at skjule det faktum, at hun havde et nært forhold til sagen eller dens parter.

At der opstår et inhabilitetsspørgsmål for 2. gang i en lang karriere, skulle efter min mening ikke svække hende, og da slet ikke hendes dømmekraft.

 Svækker det tilliden til ministrene generelt, at der skal så lidt til, før de bliver erklæret inhabile?

Ja, det tror jeg. Dels fordi mange – også politikere og eksperter – har den opfattelse, at inhabilitet er det samme som inkompetence, manglende dømmekraft eller endda korruptionslignende tilstande. Men også fordi det bør være det samme begreb der gælder for både politikere og embedsmænd. Enten er man inhabil, og så kan man ikke behandle sagen, eller også er man ikke inhabil, og så kan man ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og give sagen videre til en anden. Slet ikke, når man er minister.

Retssikkerhed og effektivitet – uforenelige størrelser?

september 19th, 2009

Retssikkerhed er en god ting, som gerne skulle være til stede overalt, hvor statsmagten møder borgerne påden ene eller den anden måde. Men hvad er det egentlig for noget? Når man spørger folk, hvad de forstår ved retssikkerhed, så falder svarene som regel i en eller flere af følgende grupper:

  1. At gældende ret efterleves og at retten sker fyldest. Det betyder, at myndighederne skal træffe de afgørelser, som Folketinget har bestemt, de skal. Domstolene skal dømme efter landets love.
  2. At der er lighed for loven. Det betyder, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn, alder, etnisk baggrund eller nogen anden grund, og at det lige skal behandles ens.
  3. At der er forudberegnelighed i magtudøvelsen, så borgerne ved, hvad de kan regne med. Man kender retstilstanden og konsekvenserne af forskellige handlinger.
  4. At der er mulighed for at klage over afgørelser og få efterprøvet afgørelsen af en uvildig instans, så fejl kan rettes.
  5. At alle får en fair behandling. Når staten nu har ret til at udøve magt og autoritet overfor borgerne, så skal denne magtanvendelse foregå på en ordentlig måde – d.v.s. at parterne bliver hørt og inddraget, at de bliver behandlet høfligt og hensynsfuldt under hensyntagen til sagernes karakter.

Det man kan opleve i disse år er, at effektivitetssynspunkter ligesom overskygger retssikkerhedsgarantierne i hvert fald hos nogle offentlige myndigheder. Altså; det kan godt være, at du har krav på aktindsigt og partshøring, men det har vi desværre ikke mulighed for at opfylde, for vi har meget travlt og er underbemandede, og desuden har vi en resultatkontrakt med ministeriet, som gør at vi skal afslutte så og så mange sager hver måned.

Så kan man stille sig selv det spørgsmål hvad der vejer tungest – statens underskud og underbemanding hos myndighederne eller borgernes krav på retssikkerhed. Det er jo et lidt retorisk spørgsmål, som der selvfølgelig kun findes et rigtigt svar på. LEAN-principper og resultatkontrakter kan aldrig nogensinde tilsidesætte de retssikkerhedsgarantier, som findes i lovgivningen.

Men spørgsmålet er måske også forkert stillet. Er der i virkeligheden en modsætning mellem effektivitet og retssikkerhed? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig kan antallet af medarbejdere blive så lavt, at egentlig sagsbehandling i overensstemmelse med reglerne er nærmest illusorisk, men desværre må man konstatere, at der kan være andre grunde til, at borgernes rettigheder bliver tilsidesat. Sjusk, rod og lemfældig sagsbehandling kan også skyldes manglende oplæring af medarbejderne og ikke mindst dårlig arbejdstilrettelæggelse fra ledelsens side. Rationalisering og effektiviseringsarbejde bør tage udgangspunkt i borgerservice og medarbejdertilfredshed og ikke i direktørens resultatkontrakt med sin departementschef.

Embedsmænd i stram nederdel

september 4th, 2009

Det er bare det værste, man kan være. Sådan en humørforladt paragrafrytter, der afviser alle ministerens gode idéer med, at det er ulovligt, uhensigtsmæssigt eller bare en dårlig idé. Næh, embedsmænd og ditto kvinder skal ikke være så sippede, men frisk og loyalt opfylde politikernes ønsker og behov. Man skal være ’policy entrepreneur’ eller ’politisk sparringspartner’ og altså finde løsninger i stedet for forhindringer.

Sigge Winther Nielsen skriver i Politiken d. 27. august, at han er skeptisk overfor den udvikling. Borgerne forventer, at embedsværket lægger vægt på lighedsprincippet, på sandfærdighed og på retssikkerheden, men det får de ikke mulighed for, når det vigtigste er at lette vejen for politikerne og strække sig til det yderste for at opfylder deres ønsker.

Man kan så undre sig over, at DJØF’s talsmænd nogle dage senere mener, at det vigtigste for en embedsmand er at tjene det politiske system. De pointerer den grundlæggende loyalitetsforpligtelse overfor de valgte politikere, men lægger samtidig vægt på, at man naturligvis ikke må administrere i strid med lovgivningen, sandhedsforpligtelsen, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Alene det, at de to udsagn nærmest kommer i samme åndedrag, er en modsætning. Hvad nu, hvis politikerne ønsker sig noget, der er (lidt) i strid med lovgivningen eller en (lille) hvid løgn?

Men det mest groteske er DJØF’ledernes opfordring til, at disse loyale embedsmænd skal bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at kvalificere den offentlige debat om væsentlige problemstillinger. Er det ikke lidt naivt? Hvor længe mon den politiske sparringspartner og policy entrepreneur’en får lov til at beholde deres smarte stillingsbetegnelser, hvis de ytrer sig offentligt om væsentlige problemstillinger, som de qua deres arbejde har særligt kendskab til?

Men rent bortset fra det, så mener jeg faktisk ikke, at politikerne kan være tjent med et superloyalt embedsværk, der lydigt og uden at stille spørgsmål bare parerer ordrer, uanset hvad der bliver foreslået. En politiker har da netop brug for, at embedsværket bruger sin faglighed og sin erfaring til at sige både til og fra i de konkrete sager. Skødehunde og smilende nikkedukker kan ingen minister være tjent med.

En tidsrøver blev født

august 30th, 2009

Søndag d. 23. august 2009 sendte jeg to ens breve til to forretningsforbindelser. Der var min nye bog og et stykke papir i begge breve. Jeg vejede brevene på køkkenvægten, og de vejede 170 gram, så jeg frankerede dem begge med 17,00 kr. Dette beløb kom jeg frem til ved at studere takstoplysningerne i mit frimærkehæfte.

Jeg var således ikke opmærksom på, at portoen igen var steget, før jeg havde nået at bruge alle 10 frimærker i mit hæfte. Næste dag, da jeg var løbet tør for frimærker og skulle sende flere af den slags breve, gik jeg på posthuset og fandt ud af, at den korrekte frankering af et tykt storbrev er 18,00 kr. Der manglede altså 2 * 1,00 kr. i porto på mine to breve.

Nu kunne man jo håbe på, at Post Danmark ville lade nåde gå få ret og tilgive mig denne minimale synd, men nej. To dage senere modtog jeg så to breve fra Team Porto. I det ene brev stod der, at der kun var 10,50 kr. på brevet, og at jeg derfor skulle betale 7,50 kr. + administrationsgebyr 27 kr. + moms – i alt 41 kr. Det var et scannet billede af forbrydelsens genstand, hvor man tydeligt kunne se, at brevet var frankeret med 17 kr. og ikke 10,50 kr.  Der manglede altså 1,00 kr. i porto – ikke 7,50 kr.

Det andet brev var decideret mærkeligt. Der stod, at der ikke er porto nok på, fordi brevet er for tykt – og altså et storbrev. Nådigt ville Post Danmark dog se igennem fingre med mig denne gang.  Men brevet var jo frankeret med 17 kr. som et storbrev. Der manglede 1,00 kr. i porto – det indrømmer jeg, men hvad er det for noget med, at det er for tykt?

Jeg blev ærlig talt både ærgerlig og skuffet over, at Post Danmark spilder tid på at skrive to forskellige og forkerte breve til mig om sådan en lillebitte sag, og derfor sendte jeg også et svar og skrev, at jeg var villig til at betale det korrekte gebyr for begge mine forseelser, d.v.s. 2 * 1 kr. + 2 * administrationsgebyr á 27 kr. = 56 kr. + moms 14 kr. = 70,00 kr.

Som en ekstra service valgte jeg at forære Team Porto et eksemplar af det, der var i brevene – nemlig min nye bog ”Skrankepaver og tidsrøvere – en håndbog i god offentlig sagsbehandling”, idet jeg gjorde opmærksom på, at dette er et klassisk eksempel på, at skrankepaver skaber tidsrøvere.

Jeg får jo nok et langt svar, som jeg af principielle grunde er nødt til at svare på. Skriftligt. Fortsættelse følger.

Skrankepaver og tidsrøvere

august 23rd, 2009

Jura er ikke kedeligt! Forvaltningsret og god sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken. Her er et par eksempler på emner, som man kan læse om i min nye bog:

Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?

Må skattevæsenet indberette borgerne til RKI?

Kan en datter til en hospitalspatient få aktindsigt i moderens lægelige journaler?

Hvilke oplysninger må jobcenteret registrere og videresende til andre myndigheder og til arbejdsgiveren, når man er sygemeldt?

Må en offentlig myndighed opkræve et gebyr for at behandle borgernes klager?

Når en skoleleder ansætter en rengøringsassistent, skal hun så sende begrundede afslag til de andre ansøgere? Hvordan skal de i givet fald se ud?

Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

Jeg har valgt den lidt provokerende titel for at opfordre både skrankepaver og tidsrøvere til at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er let tilgængelig og skrevet i dagligdags sprog med mange relevante og helt aktuelle eksempler.

Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven er alle ændret i juni 2009. I bogen gennemgås de nye regler, ligesom alle tre love er optrykt med de nye regler i bogen.

Bogen koster 99 kr. + forsendelse og kan bestilles her, eller ved henvendelse til mig.

Frygt for fremtiden?

august 15th, 2009

”I skal ikke være bange ” – skriver reklamebureauet Mensch i en stort opsat annonce i Børsen d. 14/8. Det går ud på, at vi ikke skal være bange for, hvad fremtiden vil bringe af sorg og ulykke som f.eks. at blive fyret. Frygten kan undgås ved at holde modet oppe og give sig tid til langsigtet strategiplanlægning og køligt overblik. Tak for kaffe.

I samme avis kan man læse en ret frygtindgydende beretning om en fyret topchefs (Henrik Enegaard Skanderup) anstrengelser for at komme tilbage i nyt job. Det er helt ufattelig modigt af ham at fortælle sin historie til Børsens læsere, og man må sige, at hans program med at stå op hver morgen kl. 6.15 for at dyrke sine netværk virker som et udslag af langsigtet strategiplanlægning. Men på mig virker det også skræmmende.

Et andet sted uden for arbejdsmarkedet finder vi Frederik Berling, der kalder sig en papegøje. Han er (eller var) arbejdsløs dimittend og beskriver i Politiken d. 14/8 sine erfaringer på Jobcentret, hvor forskellige aktiviteter skulle hjælpe ham ind på arbejdsmarkedet. Én af aktiviteterne var den kendte: Hvis du var en fugl, hvilken fugl var det så? Han var så en papegøje, og hans historie handler om spild af tid, dårlig stemning og ligegyldighed i ”den aktive arbejdsmarkedspolitik”.  Det er forstemmende.

Triste historier om folk, der føler sig nedladende og inkompetent behandlet på Jobcentrene, har vi hørt før. Den omstændighed, at der nu er flere og flere både nyuddannede og afskedigede medarbejdere, som er nødsaget til at stå det igennem, gør det ikke mindre deprimerende – også for medarbejderne på Jobcentrene. Det virker som om, de er sat til at administrere et håbløst system, hvor kunderne må ikke brokke sig og slå sig alt for meget i tøjret.

Hvad vil jeg sige med dette? At reklamebureauet Mensch provokerer mig voldsomt med deres Karl Smart-agtige skrivebordsslogan, når man samme dag kan læse de to andre historier fra virkelighedens verden. Jeg kan godt blive bange, når jeg erfarer, hvad kompetente og entusiastiske mennesker skal stå model til for at komme ind på arbejdsmarkedet (igen).

Hvad er hurtig sagsbehandling?

juli 26th, 2009

Det er god forvaltningsskik, at sagsbehandlingen hos de offentlige myndigheder skal ske så hurtigt og smidigt som muligt. Men hvad er egentlig hurtig sagsbehandling?  I TV-avisen d. 23. juli 2009, var der et lille indslag om sagsbehandlingstider på de kommunale kontorer her i sommerperioden. En brødebetynget leder af en afdeling i Billund Kommune måtte beklage, at borgerne ikke havde fået svar på deres elektroniske henvendelser i mere end en uge. Grunden til det var, at der var sommerferie i afdelingen, og at man ikke havde fået sat et autosvar om den sag op i den elektroniske postkasse. Det ville man så overveje at gøre til næste år.

Men egentlig behøver de ikke at skamme sig så voldsomt i Billund, det står meget værre til andre steder. Selvom det næsten er tragikomisk, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over denne sag, som Folketingets Ombudsmand har behandlet:

 

En miljøgodkendelse af et husdyrbrug på Vestfyn fik i november 2005 en nabo til at klage. Men der skulle gå næsten 3 år før myndighederne begyndte at se på sagen. Klagen lå først hos Skov- og Naturstyrelsen i 1 år og 1 måned uden at der skete noget i sagen. Den 1. januar 2007 overtog Miljøklagenævnet opgaven som klageinstans for kommunernes afgørelser på miljøområdet. Derefter gik der 1 år og 9 måneder, inden Miljøklagenævnet begyndte at behandle klagesagen.  ”En sag skal behandles inden for rimelig tid. Men der står ikke noget i lovgivningen om hvad det betyder. Der er dog ikke tvivl om at det overskrider det acceptable at naboen i denne sag måtte vente næsten 3 år før myndighederne begyndte at behandle klagen,” udtalte Ombudsmanden om sagen.

Alle vil gerne have deres sager behandlet så hurtigt som muligt, og det varierer selvfølgelig meget fra myndighed til myndighed og fra sagstype til sagstype. Derfor er det en god idé, hvis myndighederne helt overordnet fastsætter mål for sagsbehandlingstider, som er rimelige i relation til borgerne og realistiske i relation til de medarbejdere, det handler om. Med fastsatte mål ved medarbejderne, hvad der forventes af dem og borgerne, hvor lang tid de kan regne med, sagsbehandlingen tager. Men 3 år er altså trods alt for længe at vente.

Og mon ikke borgerne i Billund klarede at vente i en uges tid? Det er jo trods alt sommerferie.