Blog


NY BOG: SAGSBEHANDLING I ØJENHØJDE

marts 7th, 2014

Forvaltningsret og sagsbehandling er ikke bare interessant for offentligt ansatte og deres chefer, men så sandelig også for de borgere og virksomheder, som befinder sig på den anden side af skranken.

“Sagsbehandling i øjenhøjde” gør det nemmere for sagsbehandlere og borgere at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter, der gælder i mødet mellem forvaltning og borger. Bogen er lettilgængelig og rigt illustreret med aktuelle eksempler. Bogen behandler bl.a. følgende spørgsmål:
– Hvor lang tid må myndighederne egentlig bruge på at behandle sagerne?
– Skal myndighederne underskrive breve?
– Hvad er et internt dokument? Kan man få aktindsigt i det?
– Kan en datter til en patient på et hospital få aktindsigt i sin mors journal?
– Må man give sin sagsbehandler 6 flasker vin til jul?

I 2009 udgav jeg min håndbog om god sagsbehandling, som samlede mine mange års erfaringer fra praksis og undervisning i en “læse-let”-forvaltningsret. Bogen kom senere i 2. udgave på Akademisk Forlag. I forbindelse med den nye Offentlighedslov og ændringerne i forvaltningsloven blev det nødvendigt med en grundig revision, og nu er 3. udgave så udkommet på Nyt Juridisk Forlag

Bogen koster 250 kr. + forsendelse og kan bestilles her.

Vil du vide mere om den nye offentlighedslov?

februar 16th, 2014

D. 1. januar 2014 trådte den nye Offentlighedslov i kraft. Der har været stor debat om to af lovens undtagelsesbestemmelser, men loven indeholder mange andre ændringer i forhold til den gamle lov. Der er kommet udvidet adgang til aktindsigt op flere områder, og loven indeholder helt nye regler om f.eks. journalisering, postlister og en offentlighedsportal.

Der er flere muligheder for at lære mere om hele den nye lov. På Folkeuniversitetet udbyder jeg et kursus, der starter d. 10. marts og kører over 5 mandage fra 17.15 – 19. Se mere om dette kursus her.

Er I mange, der gerne vil deltage, eller har I ønske om fokus på et særligt område, kan I rekvirere et kursus direkte hos mig. Det kan I se mere om her.

På begge kurser gennemgår vi den ny Offentlighedslov med fokus på dagligdagen, hvor borgere og sagsbehandlere skal anvende reglerne. Vi kommer også ind på de konsekvensændringer, der er kommet i Forvaltningsloven i forlængelse af den nye Offentlighedslov.

Hvem ønsker et mere lukket samfund?

april 20th, 2013

Efter 7 års kommissionsarbejde, flere regeringers lovforarbejde og til sidst et politisk forlig bliver den nye Offentlighedslov formentlig vedtaget i 2013. Lovens formål er blandt andet at sikre åbenhed hos myndighederne og at styrke tilliden til den offentlige forvaltning, men medier og eksperter har kritiseret loven for i stedet at indskrænke adgangen til aktindsigt på særligt væsentlige områder som f.eks. ministerbetjening.

Justitsministerens reaktion på kritikken har været præget af mærkeligt usaglige argumenter. I en debatudsendelse i DR d. 28. februar 2013 fremkom han med helt irrelevante argumenter, såsom at både han og de andre forligspartier var pæne mennesker, der på ingen måde var ude på at holde offentligheden udenfor indsigt, og at der var så mange gode nyskabelser i lovforslaget, som gav adgang til mere aktindsigt, og så var det kun rimeligt, at der på andre områder blev tale om indskrænkninger.

På et debatmøde i Politikens hus et par dage senere stillede ministeren igen op til kritik. Man må respektere hans overbevisning og kampgejst, for heller ikke ved denne lejlighed kunne han svare ordentligt for sig på kritikken fra de velforberedte modstandere af lovforslaget. Som argument for at der skulle være flere indskrænkninger i adgangen til aktindsigt i Offentlighedsloven, mente ministeren, at der til gengæld var kontrol med ministeren andre steder, f.eks. i ministeransvarlighedsloven eller via muligheden for at stille spørgsmål i Folketinget. Et andet argument var, at der var kommet flere styrelser til siden den gamle Offentlighedslovs ikrafttræden, og derfor havde ministrene brug for større frirum til sagsbehandling uden mulighed for aktindsigt.

Sidenhen er debatten fortsat med den ene medieekspert og forvaltningsprofessor efter den anden, der især kritiserer de nye undtagelser i lovforslagets § 24 og § 27. Det radikale bagland stiller også spørgsmålstegn ved de saglige begrundelser for disse indskrænkninger i adgangen til aktindsigt, men lige nu virker det som om forligspartierne bare dumstædigt siger: ”Nu har vi lavet et forlig, og så er der ikke mere at tale om. Færdig!”

Der er mange gode fornyelser og forbedringer i lovforslaget, som kunne fungere sammen med de ”gamle” undtagelser fra den eksisterende lov. Så hvem og hvad er det, der presser sådan på med at få de kritisable undtagelser med i den nye lov? Det kan i hvert fald ikke være Justitsministeren, der fortsat ikke kan komme med konkrete eksempler på sager, hvor han ville have været bedre tjent med den nye Offentlighedslov. Er der nogen af de andre ministre? Eller er det embedsmændene, der er trætte af at blive forstyrret i deres travle arbejde?

Det er glædeligt, at denne ret tekniske og juridiske sag er nået ud til et bredt publikum, og jeg vil tilslutte mig opfordringen til at skrive under på protesten her:

http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov

Åbenhed i universitetsbestyrelserne

juli 8th, 2011

Universiteternes ledelsessystemer er blevet mere og mere lukkede i de senere år. I effektivitetens navn skal der træffes raske beslutninger uden at ledelsen først skal drøfte dem med den ene og den anden forsamling af kontrære og mistroiske medarbejdere, og derfor er beslutningskompetencen er flyttet fra kollegiale organer til ansatte ledere og til bestyrelser. At det står skidt til med åbenheden på de danske universiteter kunne man se dokumenteret i Mandag Morgen d. 18/4-2011, hvoraf det fremgik, at reglen om, at der skal være størst mulig åbenhed om universitetsbestyrelsernes arbejd nærmest er blevet over-set i de 8 år, der er gået, siden Universitetsloven trådte i kraft. Universiteterne har uden nærmere indblanding lukket sig mere og mere om sig selv, men hvorfor?

I 2003 blev universiteterne omdannet til selvejende institutioner, og de skulle nu ledes af ”rigtige” bestyrelser. Rigtige bestyrelser er ikke sådan nogen kollegiale organer, som man havde haft siden studenteroprøret i 70’erne med ansatte og studerende. Nej, rigtige bestyrelser har et flertal af eksterne medlemmer. Og de eksterne medlemmer skal ikke bare komme fra et andet sted end universitetet, det allerbedste er, hvis de kommer fra erhvervslivet. Så ved man, at universiteterne bliver drevet rationelt.

Mange af de eksterne bestyrelsesmedlemmer i universitetsbestyrelserne er netop fra den private sektor, og har ligesom DTU’s bestyrelsesformand Sten Scheibye den holdning, at der ikke børe være forskel på den måde, man udfører bestyrelsesarbejdet i en offentlig og en privat virksomhed. Underforstået, at når nu man har valgt at organisere universiteterne som selvejende institutioner med eksterne bestyrelser, så skal de også drives som private virksomheder.

Det er ikke til at vide, om nogen af de kendte skandalesager på CBS, Aarhus og Københavns Universitet kunne være undgået, hvis der havde været større offentlighed i beslutningsprocessen. Det er bare svært at forstå rationalet i, at universiteterne skal fremstå som private virksomheder under ledelse af succesfulde erhvervsledere. Universiteterne er fyrtårne for uddannelse og forskning for hele samfundet – ikke bare for de mennesker, der lige i dag er studerende, ansatte eller bestyrelsesmedlemmer. De er centre for lærdom og udvikling, som vi alle ønsker at føle ejerskab til og stolthed over.

I al stilfærdighed har Folketinget nu vedtaget universitetslovsreformen her midt i en tid med valgspekulationer og forhandlingerne om 2020-planer af forskellig kulør. I den nye lov fokuserer man på, at universiteternes bestyrelser skal inddrage medarbejdere og studerende på alle organisatoriske niveauer, men der står ingenting om en øget adgang til indsigt for offentligheden – altså pressen og alle andre interesserede. Loven indeholder dog en lille forbedring med hensyn til åbenhed, nemlig at der fremover skal være åbenhed om procedurerne for indstilling og udpegning af de eksterne bestyrelsesmedlemmer. Men når medlemmerne så er blevet udpeget, kan bestyrelsen fortsætte med at arbejde bag lukkede døre som hidtil.

Videnskabsministeren har sagt, at universiteterne skal åbne sig for omverdenen, men hun benyttede altså ikke lejligheden til at skærpe kravene i loven. Universiteterne kan nu vælge selv gøre at det – de skal alligevel lave deres vedtægter om, når den nye lov træder i kraft her d. 1. juli 2011. Og der er mange gode argumenter for større åbenhed, for eksempel at en universitetsbestyrelse adskiller sig helt fundamentalt fra private bestyrelser. Universitetsbestyrelser er sat i verden for at styre en offentlig virksomhed, som opererer i en virkelighed, hvor både markedet og politiske dagsorden sætter rammerne. En privat virksomheds skal give overskud til ejerkredsen, mens et universitets hovedformål er at få mest mulig forskning, uddannelse og formidling ud af de midler, man får stillet til rådighed af samfundet.

Som offentlig virksomhed er universiteterne helt eller delvis finansieret af offentlige midler, de er tæt reguleret love og bekendtgørelser, og desuden er de under tilsyn af Videnskabsministeren. Derfor giver det ingen mening at overføre kravene til god selskabsledelse på det private område til de offentlige bestyrelser. Man må tilpasse og supplere kravene, så de passer til lovgivningen og dansk forvaltnings-kultur.

En anden forskel til private virksomheder er nemlig, at Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Persondataloven gælder for universiteterne. Offentlighedslovens udgangspunkt er, at alle har adgang til indsigt i universitetsbestyrelsens dokumenter, medmindre de er omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne. Det betyder, at bestyrelsen ikke frit kan vælge, om et dagsordenspunkt er åbent eller lukket, det afhænger af, om der er tale om en personsag, væsentlige hensyn til universitetets økonomi eller én af lovens andre undtagelsesbestemmelser.

Offentlighedslovens regler sikrer universitetets studerende og ansatte, pressen og den interesserede of-fentlighed aktindsigt og adgang til at følge med i, hvad der foregår på universiteterne og i deres bestyrelser. Reglerne om aktindsigt skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men skal også øge tilliden til den offentlige forvaltning. Information og viden forhindrer mytedannelser, skepsis og mistro.

Der kan være mange uigennemskuelige og modsatrettede grunde til, at man har valgt en model med uni-versitetsbestyrelser som en bufferzone mellem universiteterne og regeringen. Men når folketinget som her har valgt en åben model for bestyrelsesarbejdet på universiteterne, så må bestyrelserne og deres formænd respektere dette valg eller søge at få reglerne ændret. Universitetsbestyrelserne kan ikke selv vælge, hvor lidt eller hvor meget, de har lyst til at offentliggøre om deres arbejde. De er bundet af lovens ord.
Allerede i 2003 var spørgsmålet om åbenhed til diskussion, og Videnskabsministeriet nedsatte et udvalg, som foreslog, at universiteterne som udgangspunkt gav adgang til dagsordner, beslutningsgrundlag og bestyrelsesbeslutninger, samt begrundelser. Selve bestyrelsesmøderne skulle være lukkede, mente udvalget, da ”det er en nødvendig forudsætning for et idérigt og effektivt bestyrelsesarbejde, at der er en fortrolig og åben stemning bestyrelsesmedlemmerne imellem”. Mange var enige heri.

Men hvorfor er man så bange for at tillade adgang til møderne? Hvorfor skulle man ikke kunne have et åbent og tillidsfuldt forhold i bestyrelsen, fordi offentligheden har adgang til møderne? Folketinget, re-gionsrådene og kommunalbestyrelserne kan godt holde åbne møder – sidstnævnte kan så lukke dem, når der kommer personsager eller økonomiske kontrakter på dagsordenen. Jeg tror tværtimod, at det vil kvalificere debatten, hvis der er adgang for medarbejdere, studerende og ikke mindst pressen til bestyrelsesmøderne. Mødedeltagerne vil skærpe deres argumentation og måske også gøre sig større anstrengelser for at vise, at netop de var det rigtige valg til bestyrelsen, og at de er pengene værd for samfundet.

Godt nok er universiteterne nu selvejende institutioner, men de er også en del af den offentlige forvaltning. Gennem århundreder har forvaltningen i Danmark udviklet og arbejdet efter værdier og holdninger, som handler om legalitet, lighed og åbenhed. Åbenhed er en forudsætning for et kvalificeret og tillidsfuldt samarbejde mellem de mange aktører i regeringen, på universiteterne og i den interesserede offentlighed, og åbenhed bør være udgangspunktet for arbejdet på universiteterne og i deres bestyrelser. Gennemsigtighed og transparens stiller muligvis større krav til det daglige arbejde i ledelse og administration, men den legitimitet og opbakning som institutionen efterfølgende får fra interne og eksterne interessenter opvejer på den lange bane rigeligt disse besværligheder.

Hemmelig ministerkalender – at skyde gråspurve med kanoner

maj 8th, 2009

D. 5. maj 2009 fremsatte Justitsministeren et lovforslag som skal begrænse befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Det handler om ministrenes kalendere, der kan indeholde mange interessante oplysninger om ministrenes aktiviteter i og udenfor Christiansborg.

Lovforslaget går ud på, at alt indholdet i samtlige ministres kalender skal være undtaget fra aktindsigt. Som et plaster på såret kan man så få lov til at se en hjemmeside med udvalgte oplysninger om udgifter til repræsentation, hvilke gaver, ministeren har modtaget o.s.v.

Formålet med Offentlighedsloven er at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning. Loven skal altså medvirke til at skabe interesse for forvaltningen, men også til at styrke tilliden. Og noget tyder på, at det virker. Gang på gang viser internationale undersøgelser, at danskere har en meget høj tillid til hinanden og til offentlige myndigheder. Man kan få lov til at kigge med i maskinrummet, og det man ser, giver ikke anledning til mistillid. Det betyder ikke, at der er evigt solskin i en pletfri forvaltning, men det store billede er altså en befolkning, der har tillid til deres forvaltning.

 

I forbindelse med anmodninger om aktindsigt i Bendt Bendtsens kalender, kom det frem, at ministeriets embedsmænd havde rettet i kalenderen forud for aktindsigten, og det indbragte ministeriet en næse fra Ombudsmanden. Statsministeren selv har også været ude for aktindsigtsanmodninger i forbindelse med rejser, restaurationsbesøg o.s.v.

 

Det er utvivlsomt irriterende at blive udsat for den slags, men skyder man ikke gråspurve med kanoner, når man vil gå så vidt som til at indskrænke befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning, fordi Lars Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen føler sig trådt over tæerne. At undtage samtlige oplysninger i samtlige kalendere i al fremtid er ikke bare udemokratisk, det strider også mod ånden i Offentlighedsloven og i dansk forvaltningstradition. Og det er bestemt ikke egnet til at styrke tilliden til den offentlige forvaltning.