Blog


Til kamp mod fusk og korruption i kommunerne

februar 13th, 2012

Kronik trykt i Information d. 6. januar 2012:

Tavse sygeplejersker frygter fyreseddel”, skriver Dansk Sygeplejeråd efter en undersøgelse blandt 1900 medlemmer. Selvom sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, tør de ikke stå frem i medierne og fortælle om det af frygt for repressalier. Også på universiteterne har de ansatte lært at holde mund. ”Tavshedens kultur hersker på KU”, skriver Universitetsavisen på Københavns Universitet om det fænomen, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved kollegers mulige forskningsfusk af skræk for at blive lagt for had og miste bevillinger og sit levebrød. Koldings mangeårige kommunaldirektør blev i 2010 fyret på gråt papir for at udtale, at de offentligt ansattes arbejdsmoral kunne trænge til et boost.

Der er talrige eksempler på, at kritiske ytringer bliver straffet med advarsler eller det der er værre, og derfor kan de offentligt ansatte have god grund til at være tilbageholdende med at ytre sig kritisk om deres arbejdsplads. Selvcensuren blandt de offentligt ansatte er den største forhindring for at komme kritisable forhold til livs, og det er ærgerligt. De offentligt ansatte er dem, der ved, hvor skoen trykker, og derfor burde dele deres viden og indsigt med resten af samfundet. Men sporene skræmmer og de, der tør lægge navn til kritik af ledelsens handlinger eller manglende beslutningskraft, bliver næppe fremhævet som årets medarbejder og belønnet med en bonus.

Man skulle derfor tro, at formelle whistleblower-ordninger, hvor offentligt ansatte uden frygt for mobning og hævnaktioner kan indberette deres viden, må være en velegnet måde til at få fusk og ulovligheder frem i lyset. En kommune med en whistleblower-ordning viser, at det er en åben og ansvarlig myndighed, der ikke har noget at skjule.

Der er dog en del problemer med whistleblowerordningerne, og det første er spørgsmålet om anonymitet. Skal eller bør man kunne indberette anonymt? Det ligger i whistleblowerordningens natur, at man bør kunne indberette uden frygt for repressalier fra ledelsen. Hvis man slet ikke opgiver sit navn og blot smider et brev med sin indberetning ned i en postkasse, vil ens navn ikke komme frem, men hvor seriøst vil sådan en indberetning blive taget? Afhængig af oplysningernes kvalitet måske seriøst nok, men deri er der ingen forskel til i dag. Alle og enhver kan sende anonyme oplysninger til et internt kontor eller til pressen, hvilket den aktuelle sag om lækagen af statsministerens skattepapirer da også tydeligt viser.

Hvis man indberetter uregelmæssigheder til et ”whistleblowerkontor” i sit eget navn, kan man så være sikker på, at ens identitet ikke bliver kendt af ledelsen og/eller den, man har indberettet? Svaret er: Nej, det kan man ikke være sikker på. Navnet på den, der indberetter noget, vil indgå i whistleblowerkontorets sag, og den eller de, der er klaget over, vil som udgangspunkt have ret til at få at vide, hvem det er, der har ”stukket” dem. Det er i øvrigt også helt i tråd med de almindelige regler om offentlighed i dansk retspleje, hvor anonyme vidner er en undtagelse, som kun kommer på tale i grove kriminalsager.

Der er altså retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der indberetter ulovligheder. De kan ikke være sikre på, at deres navn holdes fortroligt i relation til ledelsen og dem, de indberetter. Der er også retssikkerhedsmæssige problemer for dem, der bliver klaget over, hvis man anerkender anonyme indberetninger. Så hele spørgsmålet om anonymitet bør udgå af debatten om fordele og ulemper ved whistleblowerordninger. Anonyme indberetninger bør ikke anerkendes.

Et andet problem ved whistleblower-ordninger er, at de kan trække oplysninger om fusk, korruption og ulovligheder ud af den offentlige debat og ind bag myndighedens egne fire vægge. Når nu de to store kommuner har etableret kontorer, regler og procedurer for indberetning af den slags ting, vil det så ikke virke illoyalt, hvis en medarbejder hellere vil lække sine oplysninger til Operation X eller BT? Når en virksomhed indfører en whistleblower-ordning, signalerer man samtidig, at nu er det her, man skal henvende sig med sine oplysninger om urent trav. Man kan da godt tænke sig, at kommunen efterfølgende oplyser til pressen, at der er kommet så og så mange indberetninger, og at man på den baggrund har foretaget de og de disciplinære skridt. Det kan derfor ikke udelukkes, at oplysningerne kan komme frem i offentligheden alligevel.

Et tredje problem ved whistleblower-ordningerne er, at de er kendt for at tiltrække en masse urimelige og chikanøse indberetninger. I et private erhvervsliv har man længere tids erfaringer med whistleblower-ordninger, og Dansk Industri har tidligere vurderet, at det højst er 10 – 20 % af henvendelserne, der for alvor er seriøse. En whistleblower-ordning virker tilsyneladende befordrende på utilfredse medarbejdere , der har lyst til at gøre livet surt for deres chef eller kolleger og etableringen af sådan en ordning kan skabe en stemning af mistro og angiveri på arbejdspladsen. ”Han snuppede u en pakke kopipapir til ungerne” og ”Hun snød med flekstiden, da hun var til møde ude i byen?” I stedet for at tage en snak med fuskeren eller ledelsen, kan man indberette det til whistleblowerkontoret. Og selvom sådanne ting vil blive afvist som faldende under bagatelgrænsen for whistleblowing, så kan selve muligheden for indberetning skabe mistillid.

Et fjerde problem er ressourceforbruget. Et whistleblowerkontor skal bemandes med medarbejdere, der skal sagsbehandle også på de op til 90 % af henvendelserne, som ikke er relevante. Dem, der er klaget over, skal have besked, indberetterne skal have svar, korrespondancen skal journaliseres o.s.v. Hvis der ikke var en whistleblowerordning, og man bare skulle bruge de almindelige klageveje, skulle der selvfølgelig også sagsbehandles, men hvis whistleblowerkontoret tiltrækker mange flere chikanøse henvendelser, skal man også bruge mere tid på at sagsbehandle dem.

Og det juridiske grundlag for whistleblowerordninger indenfor det offentlige er et kompliceret samspil mellem Persondataloven, Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. De tre love afspejler i dag en afvejning af på den ene side offentlighedens legitime interesse i at få indsigt i alt det, som vores skattekroner bliver brugt til, og på den anden side privatpersoners ligeså legitime interesse i, at der ikke sker registrering og offentliggørelse af chikanøse og fejlagtige oplysninger om dem. Et whistleblowersystem lægger sig lige midt i dette krydsfelt af interesser, og de sagsbehandlende myndigheder skal holde tungen lige i munden, når de skal sikre, at der ikke registreres for lidt eller for meget, og at personfølsomme oplysninger holdes forsvarligt under lås og slå.

Det er al ære værd at kommunerne vil sørge for mere åbenhed i forvaltningerne og vil gå til kamp mod svindel, korruption, ulovligheder og andre kritisable forhold. Vi har endnu til gode at se, hvordan ordningerne rent juridisk og praktisk kommer til at virke, men umiddelbart er det svært at forstå, hvordan etablering af whistleblower-ordninger, som vi kender det fra den private sektor, kan føre til mere åbenhed og mindre fusk i det offentlige.

P1 Formiddag tog emnet op d. 11. januar 2012. Hør udsendelsen her.

Vi skal arbejde mere og bedre …

juni 11th, 2009

 

.. stod der i Politiken. Nogle bekendte, som alle var fyldt 50 og havde gode akademiske professionsuddannelser, drøftede sagen:

 

A sagde: ”Efter 20 år i et utilfredsstillende job sagde jeg min stilling op for at blive pædagogmedhjælper. Da ingen børneinstitutioner eller andre arbejdsgivere ønskede at ansætte mig, lever jeg nu af friværdien i min ejendom og venter på, at det bliver tid til at få pension. Jeg får tiden til at gå med at rejse rundt i verden og med at glæde min familie med veltillavede måltider. Det er lidt kedeligt, men det var endnu værre at gå på arbejde. Men jeg ville da gerne arbejde med noget nyttigt, hvis der ellers var nogen, der ville ansætte mig.”

 

B sagde: ”Jeg har været ansat ved den samme uddannelsesinstitution i årevis. Jeg skriver artikler og bøger, og jeg har mange elever i undervisning og vejledning. Ledelsen har bedt mig om at undervise i endnu et fag, og her skal alt det danske materiale også oversættes til engelsk. Jeg har ikke haft en friweekend i ½ år, men heldigvis nåede jeg da at komme med til barnedåben hos mit barnebarn. Jeg kan ikke arbejde mere. ”

 

C sagde: ”Jeg forlod en lederstilling i utide p.g.a. dårlig kemi i forhold til min chef, og nu ligger det i luften, at det nok er mig selv, der er besværlig og ikke kan indordne mig.  Jeg har forgæves søgt en masse stillinger på alle niveauer i mere end 1 år, og jeg er meget træt af at høre om arbejdskraftmangel og om det grå guld. Jeg vil rigtig gerne arbejde mere.”

 

D sagde: ”Jeg har gjort en flot karriere indenfor det offentlige og har nu en toplederstilling. Som I ved, har jeg altid været flittig og kvalitetsbevidst og gerne brugt den nødvendige ekstra tid på at forberede sagerne godt. Men jeg følte mig ikke værdsat af hverken ledelse, kolleger eller medarbejdere, selvom jeg arbejdede mere og mere for at gøre alle tilfredse. For nogle måneder siden brød jeg sammen med angst og stress og blev langtidssygemeldt. Jeg har taget rigtig mange lykkepiller for at turde komme her og være sammen med jer i aften. Jeg kan overhovedet ikke arbejde.”

 

Når Bjarke Møller skriver, at produktiviteten er faldende, og at vejen ud af krisen er, at vi alle skal arbejde mere og bedre, er det sikkert rigtigt nok set fra hans skrivebord, men jeg har svært ved at relatere det til virkeligheden på arbejdsmarkedet. En stor del af arbejdsstyrken står udenfor arbejdsmarkedet – selvfinansieret eller registreret som ledige, mens resten knokler røven ud af bukserne for at nå det hele. Så hvem er det lige, der skal arbejde mere og bedre?