Blog


Hjælp Afrika – men hvordan?

august 27th, 2011

”Alle annoncører i denne reklameblok har givet 50.000 kr. til Afrika – TV2 dobler op til 100.000”. Hurra, hvor er vi gode mod de stakkels nødstedte mennesker. Men hvorfor skal der store TV-shows og kendte artister til for, at vi vil donere et beløb? Personligt kan jeg slet ikke holde den selvfede tone ud, hvor firmaer konkurrerer om, hvem der giver mest, og hvor vi skal sidde bænket i timevis ved kaffebordet foran skærmen for at blive stopfodret med en blanding af underholdning og information om de skrækkelige forhold i flygtningelejrene.

Og jeg kan da også bare slukke for skærmen og lave noget andet, men jeg vil faktisk gerne hjælpe Afrika. For et par år siden sendte jeg et beløb til ”Læger uden grænser”, og siden har denne organisation utrætteligt bestormet mig med henvendelser om at støtte igen. Har man én gang støttet UNICEF, ringer deres call-center igen og igen, så jeg har ikke megen lyst til at give mine kontaktoplysninger til flere organisationer. Støtte via mobiltelefon tør jeg slet ikke kaste mig ud i, så vil SMS’erne aldrig ophøre.

Disse former for fundraising må jo have vist sig at virke på mange mennesker, men hvor er der en indsamlingsbøsse, hvor man anonymt kan lægge penge i? En konto, man kan overføre penge til uden at ens oplysninger bliver videregivet til alle mulige velgørende organisationer?

Hjælp de overlevende i Pakistan

august 24th, 2010

I slutningen af juli blev Pakistan i dagevis oversvømmet i arealer af ufattelig størrelse. 20 millioner mennesker er blevet hjemløse og efterladt i en vådt og mudret landskab uden noget at leve af.

I begyndelsen af august kom forskellige internationale hjælpeorganisationer på banen, f.eks. Unicef, Læger uden grænser og Røde Kors. Også de nationale regeringer med bl.a. USA og Danmark i førertrøjen har været hurtigt ude med tilsagn om støtte. Den pakistanske regering selv har ikke været specielt effektiv med at sørge for nødhjælp, mens det pakistanske militær og især forskellige lokale private og religiøse grupper forsøger at hjælpe de nødstedte. Behovet for hjælp overstiger dog under alle omstændigheder kapaciteten i Pakistan.

I Horisont i DR1 kunne man d. 23/8 høre Philip Kockard sige, at mange pakistanere har paranoia og tror, at verdenssamfundet ikke kan lide dem, fordi de er muslimer. Derfor bør alle nationale og internationale organisationer bidrage til redningsarbejdet.

Men det gør de ikke. Mange er helt usynlige og tavse, og det er derfor ikke let at vide, hvorfor de ikke træder til med samme iver som efter tsunamien i 2004 og jordskælvet i Haiti i foråret 2010.

Jeg har selv set en begrundelse for ikke at hjælpe på nuværende tidspunkt, som lyder sådan her:

”Vi har besluttet ikke at iværksætte en stor landsindsamling. Der er tilsyneladende mange penge på vej allerede fra mange regeringer og nødhjælps organisationer – og Pakistan er ikke et fattigt land som Haiti – og de har meget rige venner i den muslimske verden.”

Det blev jeg ked af at læse. Hvad hjælper det ludfattige og hjemløse pakistanske bønder, at de har rige venner i den muslimske verden? Skal de sidde der i mudderet og vente på, at nogen rige arabere flyver ind med nødhjælp? Moralsk tager jeg afstand fra denne udtalelse. Efter min mening bør alle, der har midler, yde humanitær hjælp til alle katastrofeofre – uanset deres religiøse eller politiske standpunkter.

Det er også en meget farlig vej at betræde rent sikkerhedsmæssigt. Alle er enige om, at hvis ikke det internationale samfund træder til og hjælper i en situation, hvor den pakistanske regering mere eller mindre må give op – ja, så kaster man først de nødstedte i armene på militante muslimske grupper, der er velorganiserede og muligvis også rige. Og så er der rent faktisk belæg for de fattige pakistaneres paranoia.

Flere fritidsjobs, tak!

oktober 3rd, 2009

Hvis man starter sin karriere på arbejdsmarkedet tidligt med et fritidsjob har man større chancer for senere at få et ”rigtigt” arbejde og ikke havne på overførselsindkomst. Det gælder for alle unge, men især for unge indvandrere. Et fritidsjob gør en markant positiv forskel for de fremtidige erhvervsmuligheder. Det har Arbejdsmarkedsstyrelsen og Rambøll undersøgt, og det viser sig også, at fritidsjob giver de unge bedre uddannelsesmuligheder. De får større selvtillid, et bedre netværk og bedre faglige kompetencer.

Det er de samme idéer, der ligger bag projektet FritidsjobFormidlingen på Vesterbro, hvor de unge blandt andet gennemgår et kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger. Og selvfølgelig går projektet også ud på at matche virksomheder og unge ansøgere.

Alle er enige om, at det er godt for de unge med et fritidsjob. I Politiken d. 18. september 2009 kunne man læse, at den store udfordring er at få fat i de unge og deres forældre. Jeg tror, at det er en ligeså stor udfordring at få virksomhederne til at stille fritidsjobs til rådighed. Flaskedreng, avisbud og bagerjomfru er fint nok, men der må da være andre virksomheder og organisationer, hvor man også har brug for en hjælpende hånd.

Jeg synes, det kunne være rigtig spændende, hvis flere virksomheder med CSR-ambitioner tager denne udfordring op og prøver at skabe nogle meningsfyldte og lærerige fritidsjobs for unge indvandrere og andre udsatte unge. Det er ikke nemt, for i disse krisetider skal man passe på ikke at blive mistænkt for at konvertere rigtige jobs til fuld løn om til fritidsjobs til en meget lavere betaling. Men bare fordi det er svært, kan man jo godt kaste sig ud i det. Der er meget at vinde for de unge mennesker, for virksomhederne og for det danske samfund.

Rotary og sladrehanke

august 20th, 2009

Det er en del af Rotarys formål  at lægge høje etiske normer til grund for det daglige virke, at anerkende ethvert nyttigt arbejdes værdi samt at højne sit eget arbejde til gavn for samfundet.

Denne formålsparagraf viser, at rotarianere afstår fra nepotisme, korruption, vennetjenester m.v., og i stedet opmuntrer medlemmerne til at tjene andre gennem deres virke og at efterleve en høj etisk standard. Så vidt, så godt.

Den aktuelle debat om whistleblowers får mig imidlertid til at overveje, hvad der egentlig er bedst at gøre, hvis man bliver opmærksom på, at der foregår noget uetisk. Jeg ser bort fra direkte kriminelle forhold som bedrageri og korruption, der bør anmeldes til politiet, men sådan noget som nepotisme, seksuel chikane, diskrimination eller lignende. Er det etisk korrekt at sladre, eller er det etisk korrekt at blande sig udenom?

I sidste uge kom det frem, at danskerne er utilbøjelige til at anmelde selv egentlige kriminelle forhold til politiet. Jeg føler mig overbevist om, at én af grundene er, at man ikke ønsker at være en sladrehank. Frygt for egentlige repressalier en selvfølgelig en del af det, men i ligeså høj grad frygten for social isolation og udstødning af fællesskabet. Hvem har lyst til at spise frokost og gå i byen med en sladrehank? Kolleger og venner frygter, at en kvik bemærkning om brug af sorte håndværkere og barnepiger, forsikringsfusk o.l. vil få sladrehanken til at skride til handling. Det er meget hyggeligere at holde sin mund og blande sig udenom.

Det er måske derfor, mange store virksomheder med et explicit CSR-program ønsker at etablere ”sladretjenester”, hvor medarbejdere mere eller mindre anonymt kan indberette mistænkelige forhold til et særligt virksomhedsinternt organ. Sådan et organ må man kun etablere, hvis det er godkendt af Datatilsynet, som ifølge Politiken har 30 sager liggende i kø til godkendelse.

Men har man som rotarianer en særlig forpligtelse til at handle, hvis man får kendskab til mistænkelige aktiviteter som kammerateri , sexchikane, lidt for mange dyre gaver og flotte invitationer o.s.v.? Ingen ønsker vel et DDR-agtigt spionsamfund, hvor alle går og lurer på hinanden, mens man på den anden side gerne vil efterleve en høj etisk standard i samfundet og på vores arbejdsplads.

Jeg mener, at man som medlem af Rotary har en særlig forpligtelse til aktiv medvirken i fastholdelsen af et af verdens mindst korrupte og gennemskuelige samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden, til virksomhederne og til de offentlige myndigheder. Derfor bør man også skride til handling overfor uetiske forhold, når man møder dem på sin vej.

Om man vælger en fortrolighed samtale med de mistænkte, en intern eller ekstern anmeldelse eller på anden måde gør noget ved problemet, må afgøres fra sag til sag. Transparency International udarbejdede i 2003 en liste over ”gode råd til whistlebloweren”, som stadig er aktuel og god at få forstand af. Se listen her.

Fritidsjob modvirker marginalisering

juli 31st, 2009

Mange unge med indvandrerbaggrund er ikke opsøgende i forhold til fritidsjob. De ved typisk ikke hvor og hvordan, de skal søge. De giver hurtigt op efter afslag. Mange har mangel på selvtillid, mens andre har en plettet straffeattest, der afholder dem fra at søge. Andre igen bliver afvist af arbejdsgiveren af forskellige årsager.

FritidsjobFormidlingen skaber et alternativ til disse unge i risikozonen, som har et begrænset netværk til arbejdsmarkedet og samfundet generelt. I stedet for at færdes på gaden kan de med et fritidsjob få adgang og introduktion til arbejdsmarkedet.

For at blive medlem af Fritidsjobformidlingen skal de unge gennemgå kursus i rettigheder og pligter omkring fritidsjob, typiske og mulige fritidsjobtilbud, afklaring af ønsker for et fritidsjob, jobsøgning, virksomhedskultur og det at skrive ansøgninger.  FritidsjobFormidlingen fungerer også som bindeled mellem de unge jobsøgere og potentielle arbejdsgivere. Det giver ofte arbejdsgiver større tryghed og mod til at give de unge en chance, når han eller hun ved, at de har en grundlæggende viden om det at have et job.

Fritidsjobformidlingens hjemmeside kan man læse mange gode historier og erfaringer om metoder, resultater og fremtidsplaner.

CSR og korruption

marts 28th, 2009

Og jeg som troede at jeg havde styr på, hvad CSR er for noget – Samfundsengagement eller Virksomhedens Sociale Ansvar. Men hver dag bliver man klogere, og jeg ved nu, at Økonomi- og Erhvervsministerier kalder det for Samfundsansvar, og det hedder det også i lovgivningen.Ministeriet skriver, at det handler om, at virksomheder gennem deres forretningsaktiviteter frivilligt bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer, både nationalt og globalt. Det kan for eksempel være hensyn til menneskerettigheder, arbejdsforhold, klima mv.

I loven kan man se, at det også drejer sig om korruptionsbekæmpelse, hvilket var helt nyt for mig. Jeg synes, der er meget langt fra at dele lagkage ud på plejehjemmet om søndagen til korruptionsbekæmpelse, og min undren skyldes nok, at jeg personligt har tænkt på CSR som noget hen i retning af det velgørenhedsagtige. Altså, at store virksomheder af ideelle grunde skal eller bør dele ud af deres overskud til dem, som ikke har så meget. Og i den forståelsesramme passer korruptionsbekæmpelse ikke rigtig ind. Korruptionsbekæmpelse er efter min opfattelse en del af de egentlige virksomhedsaktiviteter, d.v.s. noget man er nødt til at gøre af hensyn til virksomhedens drift . Dels fordi korruption er ulovligt ,men også fordi virksomhedernes renomme i det lange løb ikke kan tåle, hvis der er tvivl om deres holdninger og handlinger, når det gælder korruption.

Det bliver spændende at se, hvilke aktiviteter virksomhederne vil afrapportere i 2009, når årsregnskaberne for første gang skal indeholde en redegørelse for virksomhedernes arbejde med CSR.

Røde Kors og Fields – nødhjælp eller business?

marts 13th, 2009

Shoppingcentret på Amagers Overdrev fejrer 5-års fødselsdag, og det sker blandt andet ved kampagnen ”Give and take”, hvor centret vil sætte fokus på miljø- og samfundsansvar og vise kunderne, at man interesserer sig for verden og det omgivende samfund. Fields’ motiver for at indgå i et sådant partnerskab må være at blive kendt som en samfundsansvarlig virksomhed, der gør noget for de svage og nødlidende. Men hvad er det så Fields gør? Giver de en del af overskuddet til Røde Kors? Næh, kampagnen går ud på at sælge forskellige røde varer i korsform – (hvad kan det mon være – kager? kjoler? smykker?) – til fordel for Røde Kors.

Der er åbenbart flere og flere mennesker, der gerne vil bruge deres penge på de ting og sager, som de synes, er vigtige. I Politiken (11/3) kan man læse om de nye socialøkonomiske virksomheder, der succesfuldt driver forretning med henblik på at genere et overskud til en god sag. Og det går åbenbart så godt, at flere og flere små firmaer kan etablere sig og overleve, fordi folk i krisetider helst vil bruge deres penge på noget bæredygtigt og samfundsnyttigt.

Men vil sådanne kritiske forbrugere virkelig begive sig ud til shoppingcentret Fields for at købe røde varer i en god sags tjeneste? Næppe, men det er heller ikke dem, man vil nå, for fundraisingchefen for Røde Kors udtaler, at partnerskabet med Fields er en måde at nå ud til mennesker med overskud. Man forestiller sig altså, at der går en masse velbeslåede mennesker rundt ude i Fields, som får lyst til at støtte Røde Kors ved synet af de røde varer og sangerinden Monique, som også er med i partnerskabet.

Udover pengene tænker Røde Kors også, at samarbejdet er en god vej til øget synlighed. Ja, det skal jeg love for. Nu havde man lige glemt alle skandalerne omkring Jørgen Poulsens lukrative fratrædelsesordninger, men så kommer hjælpeorganisationen stærkt igen med dette overraskende samarbejde med Nordeuropas største shoppingcenter, der åbenbart har behov for at få pudset sit image af uden at gribe til lommerne.

Det er tydeligt, at det atypiske partnerskab har skabt god synlighed, men hvor går grænsen for, hvem Røde Kors vil samarbejde med for at få opmærksomhed? Våbenfabrikanter? Tobakskompagnier?