Offentlig ret er ikke kun et anliggende for jurister. Andre faggrupper, der skal arbejde i den offentlige sektor har, behov for kendskab til jura og offentlig ret. De har længe efterlyst målrettede lærebøger, for de nuværende bøger er skrevet til jurastuderende, og de er vanskeligt tilgængelige, fyldt med indforstået kodesprog og domshenvisninger. Hjælpen er på vej i min nye bog. Se nærmere her.
Laura Louise Sarauw har skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan vi i Danmark helt generelt og bevidst har valgt at ændre universitetsuddannelsernes indhold i retning af mere direkte erhvervsorienteret kompetenceopbygning på bekostning af den klassiske såvel dybe, som brede indsigt i et fags mange facetter. Jeg blev helt forstemt over at læse, at ”Fra forskning til faktura”-tankegangen i den grad har gjort sit indtog ikke bare på ledelsesgangene og hos forskerne, men nu også på uddannelsesområdet.
Det er klart, at det er trist at blive uddannet til arbejdsløshed, og det er et agtværdigt mål for beslutningstagerne, at de nyuddannede kandidater skal kunne få et job, når de er færdige. Men historien viser bare, at det er umuligt at forudse, hvad der bliver brug for 5 år ude i fremtiden. I dag er dimittendledigheden tårnhøj, og 30 % af de nyuddannede akademikere stadig arbejdsløse efter 1 år, og det var der ingen, der kunne ane, da de nuværende studieordninger blev lavet for 5- 10 år siden.
Det er urimelig overvurdering af egne evner, hvis dagens Videnskabsministerium, universiteter og studienævn tror, at de ved at lave en stram og detaljeret styring af hver eneste uddannelse, kan sikre at nyuddannede kommer i job, og at virksomhederne får den type medarbejdere, de lige står og mangler.
For et stykke tid siden fik jeg en rigtig sjov opgave, nemlig at holde et oplæg for en gruppe universitetsadministratorer om emnet ”Universitetsreformer og deres betydning for ledelse og administration. Måske vil mine læsere synes, at det var dog det kedeligste emne, de længe har hørt om, men for mig blev det et kært gensyn med gamle artikler og synspunkter, sammenholdt med det mangfoldige nyere debatindlæg, som har været trykt i anledning af evalueringen af universitetsloven af 2003.
Ikke mindst var det en stor fornøjelse at læse nyudgivelsen ”Universitetsledelse”, som er skrevet af en forfattergruppe på 6 gamle kendinge indenfor universitetsadministration og -ledelse. Jeg vil næsten sige, at titlen er på grænsen til misvisende, da de 20 forskellige artikler i bogen omhandler mange både historiske, administrative, økonomiske og faktuelle emner.
Universitetsreformerne fra henholdsvis 1970, 1993 og 2003 kan betragtes ud fra flere synsvinkler, når man skal undersøge, hvilken betydning de har for administration og ledelse. Jeg valgte at se på følgende:
Det interessante var, at hver gang der skal komme en universitetslovsreform, så snakker man rigtig meget om ledelsessystemer, om valgte eller ansatte ledere, om bestyrelser med eksternt flertal og om konsensus i styrende organer, der er paritetisk sammensat. Men i virkelighedens verden er disse ting ret underordnede, for det er de to andre elementer, der har størst betydning for universiteternes udviklingsmuligheder.
Historisk set har der altid været en stram statslig styring på uddannelsesområdet, både f.s.v. angår optagelsestal, regulering af de enkelte uddannelser, eksaminer, karaktergivning m.v. På tilsvarende vis er der fortsat stærk kontrol med antallet af stillinger i de højeste lønklasser (professorer, kontorchefer m.v.), og løndannelsen er også under statslig kontrol.
På tilsvarende vis er budgetmodeller, forskningsfinansiering og taxametersystemer stærkt styrende for universiteternes handlemuligheder. Adskillige eksperter har gentagne gange påpeget, hvor uoverskueligt og forvirrende bevillingssystemet er med udmøntning af forskningsbevillinger m.v. i de årlige finanslove, et pluralistisk system, der er blevet uoverskueligt for alle. Mange gode ledelseskræfter sættes ind på en bestandig dans om puljemidler og konstant dialog om det ene eller det andet element i budgetmodellerne.
Min konklusion måtte blive, at selvom det er vældig interessant at snakke ledelsessystemer, så er der ikke specielt mange opgaver, som bestyrelser og stærke ledere kan lede. De vigtigste ting er centralt styret fra Folketinget, Finansministeriet, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet. Debatten om universiteternes fremtid kan let blive kørt ud på et sidespor, hvis man igen begraver sig i en ørkesløs diskussion om ledelsessystemer i stedet for at tage fat på de områder, hvor en reform virkelig kunne batte noget.
Det bliver spændende at se, hvad det internationale evalueringspanel kommer frem til, når de skal aflevere resultatet af deres arbejde her i december. Ser man udelukkende på Universitetslovens indhold, eller vil den blive sammenholdt med den politiske og administrative praksis, og de mange andre regler og retningslinjer, som den spiller sammen med?
I den forløbne uge har jeg været censor på Køge Business College i faget ”Management and organisation”. Som navnet antyder, var det en engelsksproget udgave af modul 3 på diplomuddannelsen i ledelse, og holdet bestod således af 12 nepalesere og 2 kinesere. Modulet gik ud på,
1. at gennemgå den amerikanske lærebog ”Organization Theory, Modern, Symbolic and Postmodern Perspectives”, af Mary Jo Hatch
2. skrive en 40 siders rapport på engelsk
3. i en gruppe og til sidst
4. gå til mundtlig eksamen og forsvare rapporten
Det var godt nok en svær opgave for studenterne. Ingen af dem havde engelsk som modersmål, så sproget var i sig selv et problem. Selvom de fleste havde været i Danmark i et stykke tid, havde mange af dem ikke vænnet sig til de danske undervisningsformer, f.eks. at skulle diskutere med læreren, reflektere og udtrykke sin egen mening i stedet for at lære udenad.
At arbejde i en gruppe er en stor udfordring for både danske og udenlandske studerende, men den mundtlige eksamen er tilsyneladende noget helt specielt, som man ikke kender til andre steder i verden. Det ville være synd at sige, at holdet klarede sig godt, og bagefter tænkte jeg over, hvordan disse studerende fra Nepal og Kina var havnet på en handelsskole i Ølby Lyng ved Køge, og hvad de vil få ud af en dansk diplomuddannelse i ledelse. Fra mine rejser i Indien ved jeg, at der er meget prestige forbundet med at kunne sende sine børn til Vesten for at studere og arbejde. Hvis de kan sende nogle penge hjem til familien, er det godt, men selv hvis familien fortsat skal finansiere opholdet, giver det status. Men hvad skal de bruge en diplomuddannelse i ledelse til?
Det er klart, at de kommer til at lære en masse om den danske kultur, og det vil give dem en indsigt og en mulighed for at perspektivere og værdsætte deres egen kultur endnu mere. De unge mennesker virkede dog ikke specielt velintegrerede, det virkede som om de holdt sig mest til andre udvekslingsstuderende fra samme land. Jeg kunne også fornemme, at de danske studerende havde begrænset interesse i at få et nærmere kendskab til de små brune mænd med sort hår.
Der var kun en kvinde på holdet – det er åbenbart ikke comme il faut at sende pigerne af sted. Trist for pigerne og hjemlandene, for jeg tror, at mange piger ville klare sig betydeligt bedre end de unge mænd.
I Børsen d. 7. august 2009 skriver Lars Goldschmidt om betydningen af at inddrage universitetets medarbejdere i beslutningsprocesserne. En åben og gennemskuelig ledelsesstruktur, hvor ledere, medarbejdere, studerende og den interesserede offentlighed kan forstå, hvad der foregår, vil sikre opbakning til universiteterne som værdiskabende og kulturbærende fyrtårne i samfundet, siger han.
Artiklen handler blandt andet om, at forskerne, som pr. definition er eksperter på deres specialområder, dermed også har den selvopfattelse, at de så også er eksperter på alle andre områder, herunder ledelse og administration. Den aktuelle udfordring for dagens universitetsledere er derfor ved hjælp af en ærlig og pædagogisk kommunikation at bringe medarbejderne til at acceptere, at alle ikke behøver involveres og være enige i alle beslutninger. Til gengæld bør ledelsen så også inddrage medarbejdernes kompetence og engagement, hvor det er relevant.
Men hvor er universitetsadministrationen henne i hele denne debat? Kunne en stærk og professionel administration støtte op om ledelsens arbejde med at sikre en åben og gennemskuelig beslutningsstruktur? Eller er en sådan djøf’isering spild af penge eller måske endda truende for videnskaben?
Synspunktet om, at professionelle universitetsadministratorer er kontraproduktive, føres med jævne mellemrum frem af især forskere. Tankegangen er, at når der ansættes en djøf’er i universitetets administration, så forsvinder der midler fra forskning og undervisning, og det er ikke engang det værste.
I stedet for at hjælpe og støtte op om forskningen, så fungerer disse djøf’ere som regeringen og ledelsens forlængede arm. De gør livet besværligt for forskere og studerende, og forhindrer dermed begejstring og arbejdsglæde. I 2003 blev det endda påvist af (Jørgen Grønnegaard Christensen og Thomas Pallesen), at jo flere ressourcer et universitet sætter af til ledelse og administration, jo lavere er forskningsproduktionen.
Det er forbavsende og lidt trist, at spørgsmålet om universitetsadministrationens rolle og opgaver har været indskrænket til at handle om djøf’isering og kontraproduktivitet. Der er mange andre spændende spørgsmål at diskutere. Skal administrationen sikre legalitet og retssikkerhed i relation til ansatte og studerende? Skal administrationen sikre økonomisk effektivitet, sorte tal på bundlinjen og rettidig afrapportering? Eller skal den bistå ledelsen i arbejdet med at sikre åbenhed og demokratisk legitimitet i forhold til omverdenen?
Som gammel universitetsadministrator synes jeg, at det kunne det være spændende at høre, hvad universitetsbestyrelserne og deres administrerende direktører (= rektorer) mener om administrationens placering i fremtidens universiteter. Ikke mindst i lyset af debatten om god ledelse i bankernes bestyrelseslokaler.
Det er altid spændende, når årets optagelsesstatistikker kommer fra den koordinerede tilmelding. Hvis ikke man selv har et barn, der går og bider negle, så kender man tit nogen, der har søgt ind. Hvor mange har søgt ind? Hvordan går det med gennemsnittene?
Så oprinder den store dag for ansøgere og uddannelsesfolk, samt diverse politikere og kommentatorer. Uddannelsespolitik kommer på dagsordenen og i år var emnerne blandt andet
Jeg synes, der er mange andre ting, man også kan undre sig over ved studiet af statistikken. Ansøgertallene f.eks. På trods af mange års opfordringer fra alle sider til at de unge skal læse til ingeniør, så vil de allerhelst være læger eller psykologer.
Ikke mindre end 2792 har søgt Københavns Universitets medicinstudie, og da der ”kun” er plads til 605, giver det en adgangskvotient på 10,5, mens psykologi har 1524 ansøgere til 206 pladser, hvilket også giver en adgangskvotient på 10,5.
På DTU derimod kan man kun mønstre et samlet ansøgerfelt på 3049 til alle studier. Lægestudiet på KU har alene flere 1. prioritetsansøgere (1901) end hele DTU tilsammen (1343). Det er forrygende. Hvordan kan det være, at de unge mennesker helt kamikazeagtigt søger ind på disse populære studier (de var jo også populære sidste år), hvor chancen for et afslag er ret høj, i stedet for at følge opfordringer fra IDA, Dansk Industri og andre gode mennesker om at blive ingeniør?
Måske er der et informationsgab imellem de mange spændende uddannelser og uddannelsesinstitutioner og så de unge menneskers viden, når de skal udfylde ansøgningsskemaerne. På trods af utallige åbent-hus-arrangementer, informationsflyers og venskabsordninger mellem universiteter og gymnasier, så virker det som om, de unge mennesker ikke rigtig er modtagelige for al den nyttige viden, mens de er i færd med at tage studentereksamen.
Når de så er færdige med det og i gang med at fjumre rundt i Sydøstasien, militæret og andre steder, så bliver det ikke rigtig til noget med at læse i ”Hvad kan jeg blive?” eller tilsvarende opslagsværker. Så søger de ind på et studie, der er til at forstå (jura, læge eller psykologi), mens de andre studier og uddannelsessteder slet ikke optræder som en mulighed.
Er de studerende uvidende ignoranter? Er det DTU og provinsen, der har et imageproblem?
Så blev det sommerferie, og alle eksaminander, lærere og censorer kan puste ud, og forhåbentlig glæde sig over gode eller i hvert fald retfærdige resultater. Og det er ikke kun glade unge kvinder og mænd med hvide huer, men også os med gråt hår, hvis vi da ellers har noget hår. Det viser sig nemlig, at voksne danskere er helt vilde med at efteruddanne sig, og at det kun er svenskerne, der overgår os i EU, når det gælder livslang læring. Andelen af danskere, der går på HD, IT-kursus, Diplomuddannelse i Ledelse og hvad ved jeg, er steget fra 19,2 % i år 2000 til 29,2 % i 2007.
Det glæder Undervisningsministeriet, men ude på CBS, hvor jeg slår mine folder, er man en anelse bekymrede. Finanskrisen og de mange opfordringer til at opgradere sine kompetencer har forårsaget et stormløb på især kandidatuddannelserne. Så de studerende skal kridte skoene og gå tidligt i seng for at nå først frem til kantinen, læsepladserne og grupperummene, for slet ikke at tale om toiletterne.
For man skal nok ikke regne med, at der kommer flere lokaler, lærere eller andre faciliteter, bare fordi studenteroptaget forøges. Næh, CBS’erne kommer til at fortætte sig, gør de, ligesom alle de andre universitetsstuderende og -lærere, der også må vænne sig fra at gå og brede sig.
Fra tanke til faktura – hvem betaler regningen?
I 2003 præsenterede Videnskabsministeren en handlingsplan for et styrket samspil mellem forskning og erhvervsliv med undertitlen ”Fra tanke til faktura”- i sandhed en tankevækkende plan. Man så for sig, hvordan de mange storslåede forskningsresultater, der hidtil havde ligget uudnyttet hen i forskernes støvede skuffer, pludselig sprang frem og blev nyttiggjort til glæde for det danske samfund.
Men hvem var det nu lige, som skulle skrive fakturaen ud, og hvem skulle betale regningen? Skulle staten skrive regningen ud til erhvervslivet for brug af de offentligt finansierede universiteters personale- og bygningsressourcer? Eller var det erhvervslivet, der skulle skrive regninger ud? Og i givet fald til hvem? Til danske borgere, som ville købe de nye forskningsbaserede produkter? Eller til pengestærke udenlandske investorer?
Dengang undrede man sig over disse spørgsmål og over om der helt overordnet set kunne komme vækst og flere penge ud af denne fakturaudskrivning?
Her snart 6 år har emnet fået ny aktualitet i forbindelse med revisionen af universitetsloven og videnskabsministerens seneste udgivelse ”Fremtidens Universiteter”. Fora – en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen mener, at universiteterne ikke er gode nok til at dele viden med erhvervslivet, private og offentlige institutioner, og at universiteterne skræmmer potentielle samarbejdspartnere væk ved at stille urealistiske krav omkring rettighederne til det udbytte, der måtte komme ud af samarbejdet.
At universiteterne beskyldes for at stille urealistiske krav kunne tyde på, at de også gerne vil være med til at skrive fakturaer ud, og det kunne være interessant at få at vide, hvordan det går med handlingsplanen ”Fra tanke til faktura”. Er vejen fra forskning til faktura blevet kortere? Virker planen?
